Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34026Visninger
AA

6. Kapitel 3 - Untitled

 

"HOW COULD THIS HAPPEN TO ME?

I MADE MY MISTAKES, I'VE GOT NO WHERE TO RUN,

THE NIGHT GOES ON AS I'M FADING AWAY,"

 

 

”Hvad skulle det være?” jeg smilede en smule kejtet til mine tre veninder, der sad rundt om bordet med hver deres menukort. Det var super fedt, at de valgte at komme, men samtidig var det svært at holde den koncentrerede og seriøse arbejdsattitude, når man stod overfor dem. Man skulle tro, at det blev lettere med tiden, men det gik faktisk kun den gale vej. Det måtte jeg indrømme.

”Vi tager vidst bare det sædvanlige og en flaske hvidvin,” selvfølgelig gjorde de det. Det ville være underligt, hvis de ikke gjorde. Jeg noterede samtlige ordre ned på min lille notesblok, hvorefter jeg dumpede kuglepennen ned i lommen på mit forklæde.  

”Det vil være klart om et øjeblik,” jeg smilede en sidste gang, før jeg drejede om på hælen og marcherede ud mod køkkenet, hvor jeg skulle videregive bestillingen. Ofte undrede jeg mig over, hvorfor vi ikke havde et mere moderne system, så vi blot skulle sende ordrene elektronisk, men min chef – en ældre kvinde med alt for mange bolde i luften – mente, at dette var mest overskueligt. Det gjorde mig selvfølgelig ikke noget, det var bare lidt… Gammeldags.

”Vi skal have en flaske af husets bedste hvidvin til bord femten, og der skal laves fire gange steaks med kartoffelskiver og rødvinssauce,” det var efterhånden rutine for mig. Jeg kendte menukortet ud og ind, så der var i virkeligheden ikke vildt meget arbejde i det. Jeg kunne huske, da jeg startede, og jeg kludrede rundt i alle bestillingerne. Det var forfærdeligt.

”Skal ske Christina!” den replik havde jeg ventet på de sidste ti minutter. Det bord jeg netop havde betjent, var nemlig også det sidste, jeg havde før min pause. Nu måtte jeg gå ud til de andre tjenere i baglokalet og drikke et koldt glas vand, før jeg atter skulle tilbage til arbejdet. Skønt.

 

 

 

 

 

 

Baglokalet, lød ikke umiddelbart som et særlig eksklusivt sted, men var nok nærmere noget man forbandt med et par klapstole, en kaffemaskine og et beskidt bord i midten. Det var dog ikke faktummet for os tjenere, der forbandt vores baglokale med læderstole, små caféborde og eget køleskab med en masse fantastiske forsyninger. Jeg elskede at have pauser. Det var simpelthen fantastisk.

”Hvad så Chrissy, stresset dag?” som altid blev jeg mødt af Davids kærlige smil fra hans sædvanlige plads ved det bagerste bord i lokalet. Ud over at være en af Taylors bedste venner, var han også klart den dreng på skolen, som jeg havde haft lettest ved at komme i kontakt med. Det var selvfølgelig noget, som jeg skulle takke ham for. Sød kæreste jeg havde mig.

”Der er utrolig mange mennesker! Hvorfor er kokkene så stressede? Man skulle næsten tro, at de ventede besøg fra præsidenten,” jeg slog mig ned i stolen overfor ham, og lænede mig så godt tilbage, at jeg kunne lade mit hoved lande på kanten af ryglænet. Jeg var alt for smadret til sådan en stresset arbejdsdag.

”Okay, nu må du ikke hænge mig op på det, for jeg er i hvert fald ikke den der videregiver disse tophemmelige oplysninger – men… Så vidt jeg forstod, ringede en kendis og bestilte bord hertil,” waow en kendis? Jeg havde ikke set nogen filmstjerner rende rundt herinde før, så det ville da være rart at opleve! Tænk hvis det var Channing Tatum? Jeg ville begrave mig selv levende så. Eller, måske ville jeg bare overfalde ham. Ret meget.

”Jeg tror vidst lige, at min pause slutter så! Jeg skal have det bord!” helt høj på tanken om, at min kommende mand sad et eller andet sted i mængden, rejste jeg mig op fra stolen, og svævede i min egen lille verden ud til receptionen, hvor Felix stod. Felix var denne gamle mand i slutningen af de halvtreds, der altid stod helt rank i sit jakkesæt, og troede at han havde en vigtig rolle. Det havde han blot overhovedet ikke.

”Hej Felix, ved hvilket bord befinder min superstjerne af en mand sig?” jeg lod mit hoved hvile drømmende mod min hånd, som jeg i et prøvende forsøg rakte ud efter mappen med reservationer, men blev afslået. Han var langt hurtigere end mig, og sende mig et forsigtigt smil, som dog var fuldkommen falskt og ikke særlig imødekommende. Han hadede unge arbejdere. Det var der vidst ingen tvivl om.

”Ved bord enogtredive, det er det rum der er afskærmet fra resten,” som om jeg ikke allerede vidste det. Flere forretningsmænd havde booket det rum til deres vigtige møder, så det var ikke just nogen overraskende nyhed.

”Tak, jeg skylder dig en!” nu tænkte I nok; der kunne vel være en anden tjener, der nåede at betjene Channing Tatum før dig? NEJ, for eftersom ingen ud over David vidste noget om det, så ville det jo næsten være umuligt. Ikke?

 

 

 

 

 

 

Jeg var stadig ikke kommet ned fra min lyserøde sky, da jeg med fumlende fingre stod udenfor døren til den aflukkede del af restauranten. Hvis Channing Tatum sad på den anden side af den dør netop nu, så ville jeg nok besvime så snart jeg åbnede den. Måske skulle jeg bare lade være? Nej, for så ville jeg jo give muligheden videre til en anden. Hvilket heller ikke ville være særlig godt. Nej. Jeg blev nødt til at gøre det.

Smilet tog form om mine læber, da jeg med blikket fæstnet på notesblokken i min hånd, åbnede døren ind til rummet, og gik over til bordet. Latteren var hørt op, og jeg følte næsten, hvordan jeg kunne høre mit eget åndedræt.

”Velkommen, hvad kunne jeg by-” da jeg blot for et kort sekund kiggede op – i et håb om at se Channings smilende ansigt – fortrød jeg med det samme, at jeg havde gjort det. Det var ikke hans ansigt jeg mødte, men faktisk syv hoveder, som jeg overhovedet ikke havde hverken lyst eller regnet med at se. Min fortid. Alle dem jeg var flygtet fra.

”Christina?” jeg var udmærket godt klar over, at jeg burde flygte. At da mit navn forlod min brors lamslåede læber, skulle jeg have drejet rundt på hælen og smuttet ud af den nærmeste udgang – men jeg kunne ikke. Jeg stod som lemlæstet på stedet, og kiggede skiftevis fra den ene til den anden og tilbage igen.

Liam, hans hår og skæg var vokset utrolig meget siden sidst jeg havde set ham, og hans øjne hang utrolig meget. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han havde været oppe at slås. Han så fuldstændig knust og ødelagt ud. Hvad var der sket?

Perrie, var det en ring, jeg spottede på hendes hånd? Hvorfor så hun så glædeligt overrasket ud over at se mig? Var hun overhovedet ikke vred over det faktum, at jeg ikke havde taget nogen som helst kontakt til hende det sidste halve år?

Harry, det gjorde mig faktisk ikke spor ulykkelig, at se ind i Harrys funklede øjne igen. På en eller anden underlig måde, var det faktisk nemt. Jo, jeg havde savnet ham som ind i helvede, men når man vendte situationen om, så var han også den sidste jeg så, før jeg tog af sted. Ham havde jeg ligesom taget afsked med. På mere end en måde.

Zayn, ja, jeg måtte nok ærligt erkende, at jeg ikke havde tænkt så meget på Zayn, siden jeg rejste. Jeg håbede, at han tog sig godt af Perrie, og alt at dømme så det også ud til, at havde han det. Jeg var utrolig glad for, at de stadig var sammen. Det havde jeg tænkt meget over den seneste tid.

Eleanor, det gjorde faktisk utrolig ondt på mig at se hende. Det stod klart hvor meget smerten og overraskelsen stod tegnet i hendes øjne, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var hun på renden til at græde. Hvorfor efterlod jeg hende dog ikke en besked? Om ikke andet, så var hun en af mine bedste veninder, det fortjente hun da.

Louis, at se min bror igen gjorde ondt. Det var virkeligt den største smerte i hele verden at se ind i hans øjne, og hvordan han på en og samme tid kunne være så fuldkommen glad og så fuldkommen vred på samme tid. Han var sur på mig. Han hadede mig, for det jeg havde gjort imod ham – og det forstod jeg godt. Jeg fortjente ikke at blive elsket. Slet ikke af ham.

Men, hvor meget smerte og savn jeg end følte, når jeg så på alle de andre kærlige hoveder omkring bordet, så var det ingenting målt imod det forfærdelige stik i maven jeg fik, da mine øjne mødte Nialls. Den eneste forskel var, at her var det ikke ham, der så knust eller overrasket ud – det var mig. Han var trods alt den der aldrig kom til lufthavnen, han tog ikke imod de informationer som Harry havde givet ham. Ingenting, jeg betød intet for ham.

”Christina, hvor er det dejligt at se dig,” Louis havde halvt rejst sig fra sin stol, men jeg løfte afventende hånden, som jeg bakkede et par skridt tilbage. Mit blik var stadig fæstnet på Niall, da min ryg ramlede ind i døren bag mig.

”Jeg…. Jeg sender en anden tjener ind,” med de ord forlod jeg atter rummet, uden at kigge mig tilbage en eneste gang.

 

Min fortid, var blevet min nutid, og det var det eneste, der bare ikke måtte ske.  

 

 

 

 

Her er så kapitel 3, og det var så det kapitel, hvor Christina stod ansigt til ansigt med de andre! 

du-dum, så

HVAD TROR I, AT DER SKER NU? Løber en af dem efter hende, og i det tilfælde, så hvem?

 

her er lige nogle billeder af restauranten og de andre personer i historien, så I har et bedre indblik.

 

I er de bedste læsere!

 

-R.

 


 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...