Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34026Visninger
AA

22. Kapitel 19 - Calls Me Home

"IN THE QUIET MOMENT WHEN THE EARTH HOLDS STILL

I'M COMING HOME TO BREATHE AGAIN, TO START AGAIN"

 

Jeg måtte indrømme, at jeg skælvede en smule, da jeg satte mig ned på stolen i det afdæmpede rum og løftede det telefonrør, der sad på min højre side, og førte det op til øret.

”Jeg havde ikke ventet at se dig her,” lød Taylors bløde stemme i mit øre, som han så igennem glasset der delte fangerne i fængslet fra de besøgende. Egentlig havde jeg heller ikke ventet at se mig selv sidde her, men det gjorde jeg nu engang alligevel. Fordi jeg blev nødt til at have nogle ting afklaret, hvis jeg nogensinde skulle få ro i sjælen.

”Du virker ikke nær så påvirket mere,” min stemme rystede en anelse, da jeg sendte ham et følelseskoldt blik, der dog alligevel blødnede lidt op, før jeg atter slog blikket væk. Selvom at jeg burde hade Taylor helt ind til knoglerne, og selvom at jeg ikke burde sidde her lige nu og forsøge at rode bod på det hele, så havde han stadig været så stor en del af mit liv igennem de sidste mange måneder, at jeg ikke bare kunne smide det væk. Vi blev nødt til at tale om det, som der var sket.

”Jeg har de sygeste abstinenser Christina…. Du fatter det slet ikke,” hans øjne hang en smule, da han kiggede op på mig med et sløjt og udmattet smil. Det var ikke svært at se på ham, at han havde det helt ad helveds til, men hvorvidt det skyldtes alt hvad der skete på natklubben, eller om det bare var abstinenser, var jeg dog ikke sikker på.

”Kan du huske noget af det, der er sket?” jeg så forsigtigt en smule op, men undlod at lade mit blik møde hans. De øjne, som jeg kunne komme til at se ind i, ville jeg alligevel ikke kunne genkende. På baggrund af alt det, som Taylor havde gjort ved næsten at slå min bedste ven ihjel, ville jeg aldrig kunne se ham i øjnene igen – ikke uden at se den person, som han var blevet til.

”Adam har forfrisket min hukommelse.. Jeg var så langt væk på stoffer, at hvis han ikke havde fortalt mig det, da jeg blev clean, så ville jeg ikke kunne huske det,” han rømmede sig en enkelt gang, før han lod sin frie hånd, den der ikke holdte fat om telefonen, hvile mod bordpladen foran sig. Hans hænder rystede – endnu et tegn på hans voldsomme abstinenser.

”Du var tæt på at dræbe et andet menneske Taylor…” selvom han netop havde sagt, at Adam havde forfrisket hans hukommelse, så blev jeg nødt til at slå den vigtigste pointe fast med hammer og søm for ham. Uanset hvor langt væk han havde været på stoffer, så var der ingen tolerance, når det kom til at lege med andre menneskers liv.

”Jeg ved det, men det var stofferne der udførte den handling – ikke mig, det troede jeg, at du kendte mig godt nok til at vide,” hans stemme var skrøbelig, næsten på renden til at knække, da han svarede mig. Selvfølgelig vidste jeg, at det var stofferne, der havde talt, men hvilken undskyldning var det at bruge? Harry kunne have døet under skudepisoden. Han kunne have forladt denne jord, og det eneste som Taylor havde at sige til sit forsvar var: at det var stofferne, der havde gjort det?

”Det er ingen undskyldning! Uanset hvor mange stoffer du var på, så var det stadig dine fingre, der trykkede på aftrækkeren. På stoffer eller ej, så havde du stadig en pistol med dig ind på natklubben, hvilket for det første var komplet uansvarligt, og for det andet utroligt unødvendigt – hvorfor havde du den på dig?” jeg havde haft svært ved at tænke på andet de sidste par timer. Hvorfor havde Taylor båret rundt på en pistol i sin varetægt, når han vidste, at han ikke kunne styre sig selv, når han indtog stoffer?

”Det var ikke min pistol.. Det var Adams..” Adams? Havde Adam medbragt en pistol til natklubben, for at forære Taylor den sekundet før, at han affyrede skuddet? Det gav ingen mening. I mine øjne havde det set ud til, at Adam var blevet en ny og forbedret mand, siden han trådte ind over den amerikanske grænse – men det kunne selvfølgelig godt have været noget, som jeg har bildt mig selv ind. Ingen ville måske i sidste ende kunnet have forandret sig meget?

”Hvorfor havde Adam så en pistol med ind på natklubben, om jeg må have lov at spørge?” jeg havde svært ved at finde rundt i det hele, måtte jeg nok ærligt indrømme. Det var svært for mig at forbinde situationens omfang med hvilke personer, der havde været indblandet i det, og hvorfor, at de havde været det.

”For at beskytte dig,” hans stemme knækkede næsten over, da den sidste del af sætningen forlod hans mund. For at beskytte mig? Jeg forstod det ikke. Uanset hvor meget jeg forsøgte at få det til at give mening i mit hoved, så forstod jeg det ikke. Hvorfor skulle han ville beskytte mig?

”Hvad taler du om?” jeg løftede det ene øjenbryn ganske forsigtigt i takt med, at jeg forsøgte at forstå de ord, som han netop havde fortalt mig. Det var svært at få det hele til at hænge sammen. Adam havde aldrig villet mig noget godt, så hvorfor skulle han pludseligt have et behov for det nu?

”Adam kom til New York på grund af dig. Dengang for længe siden, da du rejste herover, bad du din ven Harry om at aflevere et brev, ikke? Med din adresse og hvor du befandt dig? Adam så Harry smide den seddel i skraldespanden, og han var hurtig til at få den fisket op.

Det første han gjorde, var at tage flyveren herover, hvor han hurtigt blev en del af mit slæng. Dette gjorde han, fordi han vidste, at jeg var tæt på dig, og den aften, hvor du mødte ham igen, og du besvimede på natklubben, der fortalte han mig det hele. Han ville have en ny begyndelse. Han fortrød at han nogensinde havde behandlet dig dårligt, og han følte, at han blev nødt til at rode bod på alt det smerte, som han havde pålagt dig igennem årene.

Den eneste måde, hvorpå han kunne se det blive en realitet var, ved at give dig den beskyttelse, som han ikke havde givet dig i alt den  tid. Hvilket også forklarer, hvorfor han var til stede kort efter, at han opdagede, at jeg havde taget hans pistol.

Han vidste godt, hvor meget smerte jeg havde i hjertet efter episoden med dig og Niall… Derfor var han bange for, at det var dig, som jeg havde forsøgt at skyde.. Havde jeg gjort det, så havde han nok skudt mig efterfølgende. Han fortalte mig, hvad han havde gjort ved dig og Nialls forhold, og hvordan han havde saboteret det med den video dengang… Og han fortrød det så meget, at alt han egentlig ville var at sørge for, at du blev lykkelig…”

Jeg mærkede, hvordan der samlede sig en klump i min hals, da Taylor omsider var færdig med sin lange talestrøm. Det havde besvaret alle de spørgsmål, som jeg havde haft i mit hoved, og som jeg aldrig havde fået svar på. Det var derfor, at Adam vidste, hvor jeg var – det var derfor, at han var så forstående overfor mig, da Harry først var blevet skudt, og det var derfor, at han havde holdt sig væk siden. Han var virkelig ked af sine handlinger.

”Hvor er han nu?” det var ikke fordi, at jeg havde tænkt mig at opsøge ham efterfølgende, men jeg ville gerne vide, om han stadig var i landet eller om han var rejst hjem til England. Om ikke andet, så bare om han var i sikkerhed.

”Jeg ved det ikke – sidst han var her, sagde han, at det var det sidste, der ville blive set til ham, så jeg aner ikke, hvor i verden han befinder sig,” det var ikke just det svar, som jeg havde regnet med, men måske var det i virkeligheden meget godt? Måske var det blot et tegn på, at han ledte efter et sted at være i verden, hvor han kunne slå sig ned og starte på den tilværelse, som han gerne ville have? Hvor ingen kendte til hans fortid, og hvor han udelukkende kunne fokusere på sin fremtid.

”Jeg er ked af, at det hele skulle gå sådan her til Christina,” Taylor hev mig ud af mit tankespind, da hans ord lød i telefonrøret, og jeg kort rystede hovedet, så min opmærksomhed blev rettet mod ham, og det som han havde at sige.

”Du betaler straffen for din handling nu, kan man sige… Jeg vil tage tilbage til hospitalet, hvor min kæreste og mine venner venter på mig. Held og lykke med din afvænning,” jeg hang røret tilbage på plads, da jeg skubbede stolen ud og trykkede på knappen ved siden af, for at hidkalde fængselsbetjenten, så han kunne eskortere mig ud derfra i en helvedes fart, så jeg aldrig mere behøvede at se på Taylor igen.

 

 

Der var cirka gået en halv time fra jeg forlod politistationen, og til at jeg kunne skubbe døren op til Harrys værelse på hospitalet. Stort set alle de andre var tilstede i lokalet, og jeg følte, at jeg blev mødt af en aroma af både kærlighed og tilgivelse. Tilgivelse for, at jeg stak af og forlod dem alle sammen for et år siden, og kærlighed fordi Niall og jeg endeligt kunne kigge på hinanden med oprigtige følelser uden at skulle gå og gemme det væk. Eller benægte dem, for den sags skyld.

”Hey, hvor har du været?” Nialls stemme var blød, den var næsten fortryllende, da han strakte sin ene arm ud efter mig fra sin plads på en af stolene i hjørnet. Der var forholdsvis stille i lokalet, da de fleste mennesker omkring os var faldet i søvn, men det var egentlig ikke fordi, at det gjorde mig så meget. Så havde vi lidt mere privatliv til at drøfte, hvad det var, som vi havde behov for at tale om.

”Bare ude..” svarede jeg ham forsigtigt, da jeg lod mig selv dumpe ned i hans skød, og hans arme per instinkt smøg sig omkring min talje. Sommerfuglene i min mave arbejdede sig allerede rundt i pendulfart – det var bare den effekt, som han havde på mig.

”Hvornår tager I tilbage til England?” mit spørgsmål var en smule usikkert, da jeg lod min ene arm finde vej rundt om hans nakke imens den anden blot blev liggende i mit skød. Jeg havde været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive her og færdiggøre min tid på college eller tage tilbage til England med de andre, men jeg følte, at jeg havde fundet frem til den beslutning, som jeg nok ville have taget fra begyndelsen af.

”Når Harry er rask nok… Hvorfor spørger du,” hans ene hånd kærtegnede min ryg ganske forsigtigt, da hans blik hvilede på mig. Jeg glædede mig til at fortælle ham min nyhed, og jeg glædede mig til at se hans respons.

”Fordi jeg har besluttet, at jeg dropper ud af college og tager med jer hjem. Jeg vil ikke være her uden mere, og desuden så har omsider fundet ud af, hvad jeg vil arbejde med, når jeg bliver færdig. Jeg har valgt helt forkert i forhold til det,” hans øjne lyste nærmest op som julelys, da ordene havde forladt min mund. Selvom han sikkert godt vidste i bund og grund, at jeg ville tage med dem tilbage, men jeg tror, at han var bange for, at jeg alligevel ville overraske. Negativt.

”Hvad vil du gerne arbejde med?” nysgerrigheden stod malet i hans ansigtsudtryk, da han strøg mig en enkelt gang over håret. Der var noget intenst ved endeligt at kunne sidde og tale med ham, som jeg gjorde det lige nu. Det var helt bestemt noget, som jeg havde savnet.

”Jeg vil være læge. Jeg er født til at redde menneskeliv Niall – det er dét, som jeg gerne vil,” jeg følte, at det havde lettet en sten fra mit hjerte, at alle mine fremtidsplaner omsider var på plads. Jeg skulle hjem til England. Jeg skulle være sammen med Niall – og jeg skulle studere det, som jeg var egnet bedst til. Medicin.

”Ligesom du reddede Harrys ved at holde ham ved bevidsthed, som du reddede din brors ved endeligt at dukke op igen, og som du reddede mit ved at blive min,” jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han sagde den sidste linje. Jovist, måske mente han, at jeg havde reddet hans liv, ved at jeg endeligt blev hans.

 

Men slet ikke målt imod, hvor meget han havde reddet mit – da han trak mig ud af dette hell, som jeg var havnet i – og trak mig med tilbage til heaven. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...