Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
35066Visninger
AA

21. Kapitel 18 - The Only Exception

 


''YOU ARE THE ONLY EXCEPTION, AND I'M ON MY WAY

TO BELIEVING''

 

Det var med en ømhed og en lettet følelse om hjertet, at jeg forlod Harrys værelse. At se ham med Danielle, hvor komplet lykkelig han var i hendes nærvær, fik et forsigtigt håb til at spire indeni. Et håb om, at jeg vil opleve en lykke på præcis den samme måde. Lige nu så mine lykkelige fremtidsplaner dog ikke ud til at hvile lige rundt om hjørnet. For ikke at sige, at de var blæst helt ud i sandet.

Egentlig burde jeg stadig være sur på Niall. Egentlig burde jeg hade ham for hans opførsel i venteværelset, men da jeg så op og opdagede ham sidde et par meter væk i en af de forfærdelige hospitalsstole med et sørgmodigt blik, føltes det som om, at det hele slog mig som en hammer.

 

Jeg elskede ham.

 

Hvor lidt jeg end ønskede at indrømme det, og hvor meget det end smertede i mit hjerte at tænke på, så elskede jeg ham – ikke som man elsker en ven, en bror, en kammerat eller en kollega, nej, jeg elskede ham med følelser. Inderlige følelser, og det havde jeg nok altid gjort. Jeg havde bare altid skubbet det fra mig.

Måske var det også på dette tidspunkt, at jeg indså, at jeg blev nødt til at tale med ham. At jeg blev nødt til at gøre det klart for ham, at selvom jeg skred og sagde, at han ikke var anderledes end alle de andre, så mente jeg det ikke. Selvfølgelig mente jeg det ikke – jeg led bare af et behov for at skubbe alt det der virkeligt betød noget, fra mig.

Mine skridt var tøvende. Nej, de var nærmest rystende, da jeg langsomt bevægede mig ned langs den lange midtergang, før jeg stoppede op i nærheden af det arrangement af stole, han befandt sig ved.

”Hej...” jeg satte mig ned på stolen ved siden af ham med en ganske stille mine, før jeg rettede min opmærksomhed imod ham. Han fumlede med sine hænder, da han så ned. Det så ikke ud til, at han havde tænkt sig at svare, han virkede stadig indebrændt på mig. Desværre.

”Hør, hvis du gerne vil knuse mit hjerte, så findes der millioner af måder, du kan gøre det på, men du behøver ikke at ignorere mig...” jeg prøvede mig med et forsigtigt grin, men selv i mine egne øre lød den skrøbelig og usikker. Ikke desto mindre, fik den Niall til at kigge op på mig – intet andet end sorg var at spotte i hans øjne.

”Og hvis du vil knuse mit, så findes der millioner af andre fyre derude. Du behøver ikke at gå efter, Olly for at ødelægge mig,” det var dog utroligt. Jeg slog en anelse frustreret ud med hænderne, før jeg måtte tage en meget dyb og meget tiltrængt indånding. Hvorfor blev han ved med det her?

”For himlens skyld Niall, kan du ikke bare lade det ligge nu? Hvor mange gange behøver jeg at fortælle dig, at jeg ikke er interesseret i alle de andre, før det rent faktisk trænger ind til dig?” min stemme var ikke hård. Tværtimod, var den faktisk meget skrøbelig. Et eller andet sted, kunne jeg godt følge hans frustrationer. Jeg erindrede engang for længe siden, da vi alle tog på den samme restaurant, og tjeneren flirtede med Niall. Kemien imellem os var lige blusset op for første gang der, og jeg var komplet indædt af jalousi. Jeg gik ud fra, at det var sådan han havde det lige nu. Det føltes sådan.

”Men hvordan kan jeg vide det? Huh? For det føltes som om, at hver evig eneste gang, at vi bare er en smule tæt på at få noget virkelig godt op og køre, så enten rejser du, finder en anden, bliver stalket af din sindssyge eks, eller bliver usikker på dine følelser for mig… Det kan bare ikke blive ved, og jeg er utrolig træt af det!” av. Den smerte som Harry følte, da han blev skudt så tæt på hjertet, var nok omtrent den samme smerte, som jeg følte lige nu. Gange ti. Hvordan skulle jeg forsvare mig selv? Jeg kunne ikke blive ved med at forsvare mig selv. På det ene eller det andet tidspunkt, måtte mine kræfter høre op.

”Du sagde, at du var forelsket i mig, du sagde, at ingen nogensinde ville få lov til at behandle mig dårligt igen, du sagde, at du ville mig det bedste – du sagde det til mig, du sagde det til drengene, og jeg ville virkeligt ønske, at du aldrig nogensinde havde sagt det, fordi det lader åbenbart ikke til, at du har ment noget af det, siden du lukker mig ude på den her måde,” jeg var så tæt på et sammenbrud. Jeg vartæt på at falde grædende sammen, at jeg var overrasket over, at jeg kunne virke så rolig, da ordene forlod min mund. Det før så hårde og stive udtryk i hans øjne blev blødere – måske fordi, at mine ord kom så meget bag på ham. De kom i hvert fald bag på mig.

”Du kan kalde mig en idiot, nar du kan endda kalde mig Taylor eller Adam, men du kan lige vove på at kalde mig en indirekte løgner!” min primære reaktion på dette var nok bare et ansigt blottet for følelse. Et eller andet sted havde jeg jo kaldt ham en løgner, men på den anden side, så fortrød jeg det heller ikke. Han havde godt af det et eller andet sted.

”Jeg vil bare gerne vide, om du prøver på at benægte det hele Niall... For sådan som du har opført dig siden vi ankom til hospitalet, har fået mig til at tvivle på, hvor meget du vil det her,” mine øjne var grå. Selvom jeg ikke selv kunne se det, så var jeg sikker på, at skæret i dem var gråsort. Sådan blev de, når jeg var trist. Sådan blev de, når jeg følte mig tom – og det gjorde jeg nu.

”Jeg har fået dig til at tvivle? Fedt, så ved du, hvordan jeg har haft det hver dag det sidste år,” jeg havde håbet på, at kunne spore bare en smule kærlighed i hans øjne, men der var intet at se.

”Har du ikke følt, hvad jeg har følt hver evig eneste dag, hvor vi har været adskilt det sidste år, for jeg har følt at der var denne kæmpe del af mig, der manglede. Og jeg har prøvet at fylde det ud Niall... Jeg prøvede at fylde det med skole og arbejde og Taylor, men det forblev tomt indtil den anden aften, hvor du kyssede mig og hele min verden kom tilbage igen,” jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg var så rolig. Jeg havde ingen idé om, hvorfor det var mig, der prøvede at erklære mig kærlighed, når man tænkte på omstændighederne i venteværelset. Han måtte være meget oprevet over hele Olly-eskapaden, også selvom at der slet ikke var noget.

”Selvfølgelig har jeg følt det Christina, men jeg har ikke lyst til at dele dig med alle mulige andre,” han slog blikket væk, før jeg fik mulighed for at gøre noget. Det kom ikke bag på mig, at han atter rev op i de gamle sting. Han ville ikke lade det gå ham forbi hovedet.

”Hør her Niall, jeg har givet dig mit hjerte, det er alt, jeg kan give dig, og hvis det ikke er nok for dig, så er jeg ikke nok for dig,” jeg gav op. Der var vitterligt ikke mere, jeg kunne gøre, så jeg rejste mig i stedet op fra min plads med tårer spillende i øjenkrogene, før jeg langsomt og forsigtigt begav mig væk fra ham – bange for, at jeg ville bryde sammen, hvis jeg blev.

Du ved det sted imellem drømme og virkeligheden, det sted hvor du kan huske, at du drømmer? Det er der, hvor jeg altid vil elske dig, det er der, hvor jeg altid vil vente,” jeg stoppede øjeblikkeligt op, da ordene forlod hans mund. Citatet, måden han sagde det på, kærligheden – Peter Pan. Han havde citeret et af mine absolut favorit passager fra bogen. Min bog. I en meget langsom bevægelse fik jeg drejet rundt på hælen, så jeg stod med fronten mod ham – dog stadig et par meter imellem os.

”Det er en smuk fortælling,” hans ord gjorde mig på en måde varm om hjertet. Selvom det var så ubetydelig en detalje, så havde det alligevel en underlig effekt, at han kunne lide den. Bogen havde trods alt en ret stor plads i mit hjerte.

”Du ved.. Da jeg læste den, kunne jeg ikke lade være med at tænke på dig...” han så op på mig med oprigtighed i stemmen, da ordene forlod hans mund. Jeg havde ikke sagt noget i længe nu, så jeg fandt det passende, at jeg måske snart brød ind. Så han ikke følte, at det hele var forgæves. Jeg ville gerne vide, hvor han ville hen med det.

”Hvad mener du?” min stemme var meget skrøbelig, da jeg endeligt formåede at få ordene frem over læberne. Jeg ved ikke, om han tolkede min stemme som et tegn på, at jeg var ved at bryde sammen, for han rejste sig i hvert fald op fra sin plads og gik langsomt tættere på mig.

”Jeg identificerede dig med Wendy... Det lyder måske fjollet men... Hun blev beskrevet som denne ansvarsfulde, kærlige pige med masser af drømme og med håb og ambitioner i livet.. Når man læser historien, tryllebinder man sig til hendes væsen og hendes person – præcis som man gør, når man er sammen med dig,” dette fik mig til at rødme. Faktisk, fik det mig ikke bare til at rødme, men det fik også de faretruende tårer til at trille langsomt ned ad mine kinder. Jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg blev så sentimental af det. Måske var det bare stemningen.

”Jeg forstår det bare ikke Niall... For, jeg har prøvet så hårdt på at få dig til at indse, at du er den eneste, jeg vil have, men det trænger ikke ind til dig – så hvis alt du ønsker er, at jeg giver slip på dig, så vil jeg gøre det... Vær glad Niall, det ønsker jeg af hele mit hjerte,” gråden overtog min stemme til sidst. Gråden gjorde det hele så svært at tolke, at jeg ikke vidste, om han overhovedet forstod, hvad jeg sagde. I hvert fald ikke indtil, at han tog de sidste afgørende skridt hen imod mig, og placerede begge sine hænder om mit hoved, ganske kærligt, før han lod sin tommelfinger let fjerne de tårer, der stadig banede sig vej ned over min kind.

”Jeg gik rundt i 365 dage uden at vide, hvor du var. Hver evig eneste dag gik jeg rundt med spekulationer omkring, hvor du befandt dig i verden, hvem du var sammen med, hvad du lavede og hvordan du havde det... 365 dage var jeg deprimeret... Indtil jeg så dig igen. Jeg er glad Chris, okay? Jeg er glad fordi, at jeg fandt dig, så dig, kyssede dig, forelskede mig i dig og indså, at det eneste der kunne redde mig fra mit deprimerede tankespind, var dig. Kun dig,” jeg følte, at mit hjerte langsomt begyndte at banke igen. At hans ord langsomt trængte sig ind i min sjæl med en sådan kraft, at den kom helt bag på mig.

Det eneste, som jeg kunne tænke og fokusere på i dette øjeblik var hans smukke væsen foran mig – og det var også her det gik op for mig, at selvom vores rejse sammen havde været lang og uudholdelig til tider, så var den også alt besværet værd.

”Hvad siger du så? Kan du give mig en ny chance?” af en eller anden grund kunne jeg mærke håbet blomstre i min stemme, da jeg så op på ham med ubevidste øjne. Jeg var ikke sikker på, om hans søde ord kun var for at forsikre mig om, at han intet fortrød af hele scenariet, eller om han faktisk var klar på at give det hele et forsøg mere.

”Kun hvis du lover, at du ikke stikker af fra mig igen,” han løftede en smule drillende det ene øjenbryn, da han strøg en lok af mit hår om bag mit øre – præcis som han havde gjort det tusindevis af gange før, bare med så meget mere intensitet og kærlighed, at jeg næsten kunne mærke hårene på mine arme rejse sig.

”Aftale,” sagde jeg med et forsigtigt smil, før jeg med en smule besvær fik bevæget mig op på mine tåspidser, så jeg lige akkurat kunne lade mine læber mødes med hans i et kys, som jeg nok aldrig nogensinde ville glemme.

Nu var der kun én ting, som jeg manglede at gøre... Og selv ikke den ting, kunne jeg fortælle til Niall. 

 

 

Hej søde læsere! 

 

UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD! For at jeg har været så dårlig til at få skrevet videre og få publiceret et nyt kapitel men 2.g har virkelig været en kælling overfor mig her de sidste måneder, og jeg har været så skoletræt og udkørt, at jeg faktisk ikke har lavet andet end at ligge og kigge ud i luften, når jeg endeligt fik fri fra skole.

MEN fortvivl ej, for nu er kapitlet endeligt ude, og jeg vil gerne høre jer ad: HVAD TROR I, AT CHRISTINA MANGLER AT GØRE NU???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...