Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
35019Visninger
AA

19. Kapitel 16 - Sliding Doors

 

"LET'S JUST PRETEND WE'RE SOMEBODY ELSE

I WAS SOMEONE THAT YOU WANT FOR YOURSELF,"

 

 

14 minutter. 14 minutter, det er, hvad det tager at se Michael Jacksons ’’Thriller’’ video. 14 minutter er, hvad det tager for mig at gå den lange vej fra mit værelse på kollegiet og til forelæsningssalen.

 

14 minutter var også præcis den tidsmængde det tog at køre fra festen på Allison Square og til det lokale hospital.

 

Og det var så også der, at jeg havde tilbragt de sidste fire timer. I venteværelset på den intensive afdeling. Louis og de andre knægte talte med læger, politistyrker og psykologer, alt imens Niall og jeg befandt os alene i det ellers øde lokale. Der var ingen af os, der havde sagt noget siden vi ankom, men jeg gik ud fra, at det blot var et led af chokket. Harry lå på operationsbordet lige nu, så for at afvente tiden vandrede jeg endeløst fra den ene ende af venteværelset og til den anden uden at stoppe op en eneste gang. Jeg var bange. Mildest talt.

 

”Han skal bare klare den...” det var de første ord, jeg formåede at sige under hele opholdet på hospitalet. Selv ikke da jeg mødte Louis og de andre for en kort bemærkning, var jeg i stand til at sige noget. Jeg troede for en kort overgang, at jeg havde mistet stemmen. Der ville ikke komme en eneste lille lyd ud. Før nu. 

”Det håber jeg, at han gør,” jeg betragtede Niall ganske forsigtigt, som ordene forlod hans læber. Han havde ikke ænset mig et eneste blik de sidste mange timer. Jeg var ikke sikker på, om det skyldes Harrys ulykke, eller om der var noget, der gik ham på. Jeg havde ikke haft mod nok til at spørge ham. Jeg havde ikke mod nok på noget overhovedet.

”Han skal nok klare den... Selvfølgelig klarer han den... Ikke?” jeg snurrede rundt på hælen i en hurtig bevægelse, som jeg tog endnu en vandretur fra den ene ende af lokalet til den anden. Jeg havde så ondt i maven over alt det her. Min kæreste havde skudt et andet menneske. Min bedste ven var i livsfare – og i sidste ende, der var det hele min skyld. Hvor meget jeg end hadede at se det i øjnene, så var det min skyld, at Harrys liv hang i en meget tynd tråd.

”Det håber jeg, men... jeg ved det ikke,” usikkerheden i hans stemme skar mig dybt ind i hjertet – dybere, end det dybe hul der allerede var blevet skåret, da Taylor affyrede den kugle. Jeg havde aldrig set det ske. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at han rent faktisk havde gjort det. Men jeg tog fejl. Alt jeg troede omkring ham, var forkert.

”Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis det går galt...” jeg stoppede min passage midt i det hele, og tog en meget forsigtig indånding, før jeg rettede min opmærksomhed imod ham. Han så ikke på mig, men jeg var alligevel på en måde bevidst omkring det faktum, at han godt hørte, hvad jeg sagde til ham. Han havde ikke lukket helt af. Trods alt.

”Du kan ikke gøre noget, hvis det går galt. Det kan ingen af os,” ganske forsigtigt iagttog jeg ham, som han så op på mig med disse meget faste, men dog stadig blanke og ubeslutsomme øjne. Der var hverken håb eller frygt at spore i dem. Det så næsten ud som om, at han ingen følelser havde overhovedet.

”Nej men... Han skal klare den... Hvis han ikke gør, så ...” vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv, var det næste, som jeg ville have sagt – hvis altså ikke Niall havde afbrudt mig, før jeg fik nogen som helst chance for at færdiggøre min sætning.

”Gider du godt lige?” hans stemme lød hård og kold, da han med en snerrende mine rettede sin opmærksomhed væk fra mig og i stedet fokuserede på en af de blå kurvestole, der stod foran ham. Hvad mente han lige? Havde jeg sagt noget forkert?

”Hvad?” forundringen måtte have været at spotte i mit ansigt, da jeg kørte hånden igennem håret og så afventende på ham. Jeg ville gerne vide, hvad der havde forsaget hans noget så hårde udmelding. Så vidt jeg vidste, så havde jeg ikke sagt noget forkert. Eller havde jeg?

”Det har hele tiden været Harry Harry Harry og Harry, og jeg er ved at blive vandvittig!” han snerrede irritabelt, da han tværrede sig ansigt ned i sine hænder, før han lod sine fingre køre igennem det blonde hår, der sad både rodet og smagløst på toppen af hans hoved. Dog så det lækkert ud til ham alligevel – selvfølgelig gjorde det det, men netop som udmeldingen forlod hans læber, måtte jeg indrømme, at jeg havde andre ting at tænke på. For at sige det mildt, så blev jeg både overrasket og provokeret af hans kommentar.

”I tilfælde af at det skulle være gået dig forbi hovedet, så ligger han muligvis for døden lige nu?” jeg løftede forvirret det ene øjenbryn. Hvor kom det fra? Hvor lå problemet i, at jeg var bekymret for Harrys tilstand henne? Hvorfor reagerede han så voldsomt? Det var et fuldkommen dårlig tidspunkt, at gøre klar til et skænderi på, men jeg kunne mærke, at det var i den retning, at vi efterhånden krøb frem.

”Jeg ved det sgu da godt!? Men du gør mig vandvittig, okay? Hver gang jeg prøver at komme tættere på dig, så står der altid en ny fyr i vejen. Adam, Harry, Taylor og Harry... Igen!” havde det ikke været for omstændighederne, så havde jeg losset ham en. Jeg havde lige overværet min kæreste skyde ikke bare min, men også hans bedste ven, men det eneste han bekymrede sig om var, hvilke fyre, der stod i vejen for vores kærlighed – han burde skamme sig.

”Harry har aldrig været i vejen, Niall - det er noget, som du går og bilder dig selv ind!” jeg var virkelig sur på ham. Jeg var sur over det faktum, at han tillod sig selv, at bringe et så absurd og ligegyldigt emne op, når vi stod i en så forfærdelig situation som denne. Harry kunne ligge for døden i øjeblikket – og dette var, hvad han ville tale om? Udmærket...

”Nå, hvorfor gav han mig så aldrig brevet? Jeg er ikke dum,” jeg sad længe og overvejede, om jeg blot skulle give ham hele smørren. Om jeg blot skulle fortælle ham alt det, som Harry havde fortalt mig i baggården. Så var det, at det slog mig. Fandeme nej, han skulle ikke tro, at det hele var så nemt og ligetil.

”Vil du virkelig have den samtale nu? Nu hvor han ligger på operationsbordet og kæmper for sig eget liv? Du er simpelthen for meget...” egentlig havde jeg en smule ondt af ham. At han kunne finde plads i sit hjerte til at være jaloux i et så alvorligt øjeblik som dette. Hvor fik han det fra? Hvorfor var han blevet sådan?

”Er jeg? Det var da ikke min skyld, at han blev skudt,” av. Jeg ville lyve for mig selv og for alle andre, hvis jeg sagde, at den ikke gjorde ondt. Jeg havde været klar til at forlade Taylor for ham. Jeg havde været klar til at opgive mit liv i New York for ham – og det her var takken, at blive bebrejdet for Harrys ulykke. Jeg var ikke klar over, hvor længe jeg bare stod og kiggede på ham, men da jeg endeligt blev revet tilbage til virkeligheden, var jeg ubevidst om, hvad jeg skulle sige til mit eget forsvar. 

”Undskyld mig?” jeg formåede at træde et par skridt tilbage, kun for at se ind i hans øjne, der øjeblikkeligt blev fyldt til renden med fortrydelse og skam. Han havde fortrudt sine ord, men hvad kunne jeg bruge det til? Jeg kunne absolut ikke bruge det til en disse, for uanset hvor ked af det han var, så havde han stadig sagt det. Det var for sent at fortryde.

”Undskyld jeg ved ikke... Det var ikke meningen,” sukkede han opgivende, da han så op på mig, for atter at slå blikket ned. Nej, det kunne gøre være, at det ikke var meningen, men regnede han ikke med, at det gjorde ondt alligevel? At blive set som grunden til, at ikke kun hans men også min bedste ven stod til at dø? Den var altså ikke sjov at have på sig.

”Det er egentlig sjovt... Alt den tid jeg har kendt dig, har jeg haft en følelse og en fornemmelse af, at du var anderledes... Men den udmelding der... Den ændrede lige det syn fuldstændigt,” i en let bevægelse drejede jeg om på hælen. Jeg var færdig nu. Jeg var færdig med ham, færdig med kærlighed, færdig med fyre og færdig med New York. Der havde ikke været andet end problemer indblandet det sidste år, og måske havde Niall ret. Måske var det hele min skyld.

”Christina! Jeg mente det ikke! Jeg ville aldrig sige sådan!” jeg kunne høre, hvordan stolens ben skramlede imod gulvet, da han rejste sig op, og jeg måtte tøve et ganske kort øjeblik, før jeg valgte at stoppe op. Egentlig burde jeg bare gå. Gå og lade ham rådne op herinde i alt sin bitterhed – men det kunne jeg bare heller ikke.

”Men du sagde det alligevel, gjorde du ikke?” jeg drejede mig om en halv omgang, så jeg kunne opretholde en nogenlunde øjenkontakt til ham, da jeg sagde det. Jeg havde behov for ham at se og mærke sorgen i mine øjne, når jeg så på ham. For han havde knust mig. Virkelig meget.

”Ja, jeg fortryder det også, men han kunne have været død!” det havde han ret i. Han kunne have været død i dette øjeblik, men hvordan kunne det have noget med situationen at gøre? Hvordan kunne det forbindes med Nialls jalousi-problem?

”Der er også mange ting, som jeg fortryder... At tro du var anderledes var åbenbart en af dem,” jeg lagde forsigtigt min hånd mod håndtaget ud til, da han kom med en udmelding – en kommentar, der faktisk gjorde mere ondt på mig, end hans tidligere udmelding. Selvom det syntes umuligt.

Hvorfor bekymre du dig overhovedet over det mere?” det var de ord, han sagde. Det var de ord, der slog mig hårdere end Taylors lussinger. Det var de ord, der gjorde mere ondt i mine øre end lyden, da pistolen gik af. Det var de ord, der gjorde det klart for mig, at mit hjerte var blevet knust. Fuldstændig knust. Jeg kunne næsten høre det briste.

”Hvorfor jeg bekymre mig?” startede jeg forsigtigt ud, da jeg vendte mig om imod ham. Jeg var ikke i tvivl om, at min stemme knækkede. Jeg var ikke i tvivl om, at man kunne ane tårerne i mine øjne, men et eller andet sted, kunne jeg ikke være mere ligeglad.

”Hele den her episode med dig og Harry har været noget af det værste, jeg har været ude for, og jeg behøvede dig mere end nogensinde før, men du lukkede mig ude, fordi jeg var ærlig overfor dig! ... Og nu, nu bruger du Taylors handling som en joke for at såre mig...” jeg så på ham med tårer i øjnene, da jeg snøftede en enkelt gang og slog blikket ned i gulvet.

”Det gør ondt, det gør det virkeligt.. Men ikke mere for vi to, vi er færdige,” jeg grinede en smule opgivende af hele situationen, da en enkelt tåre banede sig vej nedover min kind. Jeg burde have vidst bedre – jeg burde have vidst, at han var ligeså dum og utilregnelig som alle andre fyre, jeg kendte til.

”Du har ret, Harry kunne have været død... Men stadig ikke nær så død som du er i mine øjne nu,” jeg hev døren op i en hurtig bevægelse, som jeg spankulerede ud af døren uden af se mig tilbage. Det kunne jeg ikke. Det ville jeg ikke.

At sige, at jeg brød grædende sammen, da jeg kom tilpas langt væk ville være en underdrivelse. Jeg rystede over hele kroppen, og min vejrtrækning fungerede ikke regelmæssigt, så jeg blev nødt til at gribe fat om en søjle for at holde mig oprejst. Jeg havde ødelagt alt på bare et par timer. Jeg havde ødelagt mit forhold til Taylor. Jeg havde ødelagt mit forhold til Niall. Jeg havde ødelagt Harry – i bogstavlig forstand. Alt sammen fordi, at jeg var en kæmpe egoist.

”Chris?” lyden af min brors stemme fra et sted bag mig, fik faktisk kun tårerne til at falde endnu tungere, end de allerede havde gjort. Jeg var svag, det indrømmede jeg gerne, men hvordan var andet også muligt? Man siger, at folk græder mere, når folk taler til dem, og den påstand kunne jeg kun være enig i. Jeg var så nedtrygt og bange i forvejen, at dette bestemt ikke gjorde det hele særlig meget nemmere.

”Årgh skat, kom her,” hans skridt lød som en heftig militærmarch i den ret så øde gang på intensiv afdelingen, og jeg var helt sikker på, at jeg både rystede og skreg, da han slog sine arme omkring mig. Louis var for andre kendt som den barnlige og useriøse ud af de fem gutter, men når han for alvor trak i storebror-tøjet, så var han noget af det mest seriøse, der fandtes. Det var også en af de mange grunde til, at man ikke kunne ønske sig en bedre bror end ham. Han var den bedste, og jeg elskede ham mere end ord kunne beskrive.

”Je-jeg er så bange,” jeg rystede så meget, at jeg ikke engang var sikker på, at man kunne forstå, hvad jeg sagde. Jeg var bange for mange ting. Jeg var bange for Taylor, jeg var bange for mine følelser for Niall, og jeg var bange for Harrys helbred. Der var overhovedet ingen ord for, hvor skidt tilpas jeg havde det. Jeg var mere end blot knust.

”Det ved jeg godt, men hey,” jeg gav lidt efter for hans bevægelser, da han trak sig en smule ud af omfavnelsen, da hans kærlige og omsorgsfulde øjne mødte mine, idet han strøg en lok hår af mit hår væk fra mit ansigt.

”Han skal nok klare den, okay? Og Zayn har lige fået melding fra politi stationen... Taylor er sat i detention,” det var nok den bedste melding, jeg havde fået hele dagen. Jeg prøvede virkeligt at tage mig sammen, da jeg så op på ham. Jeg prøvede at se igennem alt det negative, og i stedet fokusere på den gode melding, men det var utrolig svært. Jeg havde ingen grund til at være glad.

”Virkelig?” var alt jeg formåede at sige, selvom jeg gerne ville kunne sige et eller andet, der var mere uddybende end det, så havde jeg ikke ordene. Det hele sad bare fast i halsen på mig og truede med, at slå mig fuldkommen i stykker.

”Virkelig... Men nu fortæl mig, hvorfor du står her helt alene? Var du ikke sammen med Niall lige før?” åh nej, nu kom den. Nu kom den nye flod af tårer. Det var nok en af de værste sætninger, som jeg kunne høre i dette øjeblik. Jeg havde ikke behov for at græde mere. Jeg havde ikke behov for at tænke mere over det.

”Vi... Vi kom op og skændes... J-jeg tror ikke, at han er, som jeg troede, at han var... Han kender mig slet ikke, han kender mig overhovedet ikke...” egentlig gik det mig meget mere på, end jeg troede, at det ville gøre. Normalt ville jeg aldrig græde på grund af noget så småligt som dette, men jeg var fuldkommen sønderknust. Niall vidste ingenting om mig – og hvis han gjorde, så lod han i hvert fald som om, at han ikke gjorde.

”Kom her... Jeg skal fortælle dig noget..” hans stemme lød insisterende, da han trak mig med over imod nogle af de grimme og forfærdelig ubehagelige hospitalsstole, som stod udenfor den stue, som Harry forhåbentligt ville ende på efter sin operation. Han fik mig ned på stolen, hvorefter han satte sig ned på knæ foran mig med mine hænder i sine.  

”En eller anden dag kommer han til at kende dig. Han vil kende til din fødselsdag, dit mellemnavn, hvor du er født, og hvad du er i stjernetegn. Han vil vide, hvor gammel du var, da du satte dig op på en hest for første gang, hvordan vores bedsteforældre døde, hvor mange kæledyr du har haft, og hvor meget du stræber efter at gå i skole. Han vil kende til din øjenfarve, dine ar, dine fregner, og hvordan du griner.

Han vil kende til din yndlingsbog, film, slik, mad, par sko, farve og sang – han vil vide, hvorfor du nogle gange ligger vågen klokken fem om natten, hvor du var, da du mistede en af dine gode venner, hvordan du flere gange har grædt på dit værelse som barn, men alligevel formåede at komme ud med et smil på læben. Han vil kende til dine forbier, dine drømme, det du er bange for, og hvad du frygter.

Han kommer til at kende dine styrker, svagheder, dovenskab, energi og dine forvirrede følelser. Han vil vide ting om din forkærlighed for Channing Tatum, din barnedrøm om at redde verden, at du citerer filmcitater, når du får muligheden for det, og at du er bange for at blive voksen. Han vil kende dine dårlige vaner, dine særheder, og han vil elske dit grin, som var det hans nye yndlings sang. Den måde, hvorpå du tygger, drikker, går, sover, smiler og kysser, han vil vide de ting – sammen med det faktum, at du allerede ved, hvilke blomster du vil have til dit bryllup, navne til dine børn og farven på væggene i dit soveværelse.

Han vil kende til, blive irriteret over og acceptere at du roder helt forfærdeligt, tager alt for lang tid i badet, har flere bøger på dit værelse end du har tøj, og at du tjekker dit horoskop – selvom du aldrig vil indrømme det.

Han vil vide, hvad du plejer at købe på McDonald’s, hvor mange sukkerknalder du putter i din te, hvor mange kugler is du plejer at spise, og at du altid skærer din sandwich ud i trekanter. Han vil vide, hvordan du har det, uden at du selv behøver at fortælle ham det, og han vil kunne læse dig bedre end en åben bog. Han vil vide det hele. Alt. Dig, fra top til tå og fra inderst til yderst. Det vil han gøre ved at lære, dele, lytte og se efter, når du er i nærheden. Han vil vide alt der er at vide omkring dig, og ved du hvad ellers?” jeg var helt overrasket over Louis lange tale. Alle de ting, som Niall ville komme til at vide om mig, hvis jeg nogensinde gav ham chancen. Det var utroligt, at han stadig kunne huske alt dette, når det nu var så længe siden, at vi havde boet sammen. Jeg rystede svagt på hovedet.

”Han vil stadig elske dig… Du skal bare give dig selv lov til at lukke ham ind,” han havde ret. Hvor lidt jeg end ville indrømme det, så havde han ret i det han sagde – og jeg var mere end klar til at fortælle ham, at der var hold i hans smukke ord, hvis det ikke var fordi, at en læge kom gående imod os med hastige skridt, og en af de der grimme hvide tavler i hænderne, hvor han havde både Harrys lægejournal og de vigtigste elementer. Mit hjerte sank endnu engang.

”Er I pårørende til Mr. Harry Styles?” åh nej, nu var han vel ikke kommet for at fortælle os, at han var død vel? Han var vel ikke kommet for at fortælle os om alle de forfærdelige ting, som der var gået galt under operationen, og at han var blevet lam? Det ville dræbe mig helt ubeskrivelig og forfærdelig meget.

”Ja det er vi,” var alt Louis formåede at sige, da han trak sig op fra sin plads på gulvet og hev mig med op i farten. Han havde stadig et solidt tag i mig, da han sikkert stadig var usikker på, hvordan mine stadigt rystende ben ville tage det, hvis han gav slip.

”Jeg kan oplyse jer, at operation forløb fejlfri, og at Mr. Styles ligger til opvågning på sin stue. Der har ikke været nogen komplikationer på nær det faktum, at han mistede utrolig meget blod både før og efter, at han ankom til hospitalet, så vi kunne ikke nå at fjerne kuglen fra hans bryst, da vi blev nødt til at stoppe blødningen,” hvad kunne det betyde? Det lød da ikke just som en særlig god ting, at de ikke havde fået fjernet kuglen fra hans bryst?

”Hvad har det af konsekvenser?” Louis førte som sædvanligt ordet, men det gjorde mig heller ikke just noget i denne situation. Min hals snoede sig næsten sammen.

”Der kan opstå komplikationer senere hen, men ikke noget der efter sigende, skulle være af alvorlig status,” han sendte os noget, der med garanti skulle minde om et venligt smil, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg gerne ville se ham. Jeg ville gerne se ham nu.

”Kan vi se ham?” det var det første, som jeg havde sagt i lang tid, da jeg meget mod min egen vilje slap mit tag i Louis for at gå et par skridt i retningen af doktoren, der blot slog armen ud imod døren ind til stuen.

”Selvfølgelig, han har allerede fået gæster på stuen – så I går bare ind. Dog er Mr. Styles endnu ikke vågnet, det kan tage alt fra et par timer og til en uge,” det lød ikke rart. Kunne man risikere, at han overhovedet ikke vil vågne op i det heltaget? Det havde jeg dog slet ikke tid til at tænke på, da jeg åbnede døren ind til stuen, kun for at finde Niall siddende i et hjørne længst væk. Han måtte være kommet ind ad døren på den modsatte side af gangen, men jeg værdigede ham dog ikke så meget som et blik mere, da jeg dumpede ned ved Harrys side og tog fat i hans hånd. Lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad med Niall.

Lige nu, der handlede det om Harry...

 

 

Her var der lige et langt og brand-lækkert kapitel til jer! Synes I ikke også bare, at Niall er en total røv? Men nok om det - hvad tror I, at der sker i næste kapitel? Vågner Harry op? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...