Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34494Visninger
AA

18. Kapitel 15 - Take It All Away

 


"THERE WAS A SHOT IN THE DARK, I WAS CAUGHT BY SURPRISE,

THERE WAS A HOLE IN MY HEART, THERE WERE TEARS IN YOUR EYES," 

 

 

Det ville ikke være nogen underdrivelse, hvis jeg sagde, at jeg næsten fløj en halv meter op i luften, da jeg hørte Taylors stemme. Halvt fordi jeg ikke havde hørt ham komme, halvt fordi jeg var bange for, hvor meget af min og Harry samtale, han havde fået med.  

”Åh for pokker, hvor blev jeg forskrækket,” jeg prøvede at grine det hele en smule af, da jeg slog hånden op for hjertet med et stilfærdigt grin. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at den eneste grund til at jeg smilede, var for at løsne stemningen. Jeg var ret sikker på, at Taylor havde stået der en passende tidsmængde til at have hørt næsten alt.

”Kan du ikke bare skride ind med dig? Vi står lige og snakker...” egentlig var jeg overrasket over, at Harry turde bruge et så vovet ordvalg overfor ham, når man tænkte på, hvad han var i stand til at gøre. Efter vores lille scene indenfor, så havde jeg bestemt tænkt mig at være meget nøje med, hvad jeg sagde, og hvad jeg ikke sagde. Det var helt sikkert.

”Nej det kan jeg ikke. Fordi det her vedkommer også mit liv,” det bekræftede mig kun i mine bange anelser. Han havde hørt det. Han havde hørt hele den forfærdelige sandhed omkring, hvordan jeg havde tænkt mig at slå op med ham. Det var ikke just på denne måde, jeg ville ende vores forhold. Det fortjente han jo ikke – heller ikke selvom, at han var en komplet idiot.

”Dude, du er totalt høj på alt muligt shit, du burde bare gå ind og samle dig, jeg er sikker på, at du og Christina kan tage den her samtale, når du er lidt mindre påvirket,” Harrys stemme var utrolig rolig, da han så på Taylor med et meget fast blik. Jeg beundrede virkelig hans rolige væsen i dette øjeblik. Hvis jeg turde, så havde jeg flippet fuldkommen ud.

”Nej for I tager hende fra mig! I bilder hende alt muligt ind! Så klap gællerne i!” jeg mærkede hvordan mit hjerte stoppede med at slå, og hvordan jeg måtte hive efter vejret, da han stak hånden ind i inderlommen af sin jakke og trak en sort genstand ud fra den. En pistol, som han rettede mod Harry med tårer piblende frem i øjenkrogene. Hjemme i England ville det være ulovligt at bære våben på sig – men på grund af våbenloven her i Amerika, så kunne jeg ikke engang tillade mig at sige, at jeg var overrasket. Selvom jeg var det. Overrasket og skrækslagen.

”Christina... Gå om bag mig...” det var ikke svært at skue ændringen i Harrys adfærd, selvom hans stemme stadig var meget rolig og afdæmpet, så var der også et utrolig tydeligt strejf af usikkerhed spillende under hans ord.

”Men Harry jeg...” jeg var så skrækslagen, og mit blik var så fæstnet på Taylors løftede hånd, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var så sikker på, at mit liv skulle slutte nu, at jeg egentlig bare burde få det overstået. Han ville skyde mig nu, det var jeg sikker på.

”Nu,” Harrys stemme var hård på en meget bedende måde. Jeg havde ikke noget valg, så jeg gjorde blot som han sagde. Jeg tog de ganske få skridt der skulle til, før jeg stod beskyttet bag ham. Egentlig burde det være omvendt. Det var mig, der havde rodet os ind i det her. Jeg skulle beskytte ham.

”Se, så lytter hun! Det er sjovt, at der alligevel skal så meget til,” grinet der undslap Taylors læber var utrolig flabet. Hvordan kunne han finde rum til at være flabet i en situation som denne? Var det fordi, at han var bange? Var det stofferne der talte? Det måtte det næsten være. Der var ikke nogen som helst handling, der ellers ville kunne forklare det her.

”Tag det helt roligt, der er ingen grund til at drive forhastede konklusioner,” Harrys blik var overraskende roligt, da han så på Taylor med respekt i øjnene. Han var godt klar over, at han ikke skulle tirre ham mere end højest nødvendigt, men han blev jo nødt til at prøve på bare et eller andet for at stoppe dette mareridt, som vi var havnet i.

”Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal Hr. Popsmart!” klask. Så røg den da lige tilbage i hovedet på ham. Det kom dog alligevel slet ikke bag på mig. Taylor havde altid været god til at skyde kommentarer tilbage, hvilket også gjorde ham til en af skolens bedste debattører. Havde det ikke været for denne situation, ville jeg sagtens have spået ham til at blive politikker. Det så hans chancer nok bare ikke så store ud til længere. Ikke efter dette.

”Hvis du bare ville fjerne pistolen ganske roligt, så vi kan føre en anstændig samtale i stedet for,” stilheden lå som et kæmpe lagen henover baggården. Der var så stille, at jeg kunne høre lyden af Harry synke en klump. Det var med garanti en klump nerver. Dem havde jeg siddende i øjnene i stedet for i halsen.

”Og lade dig få din vilje? Ikke på vilkår. Hør, jeg bestemmer her, og du skal ikke komme her, og ændre på det hele, forstår du det?” for et ganske kort sekund rettede han pistolen imod hans ansigt, før han atter førte den ned mod hans bryst. I en ubevidst handling grev jeg fat i Harrys arm. Jeg var sikker på, at han ville skyde ham, hvornår det end skulle være. Jeg havde ikke lyst til at medvirke til det her. Jeg ønskede så inderligt, at der ville falde en tagsten ned i hovedet på fjolset, så vi kunne slippe væk i sikkerhed.

”Men Taylor, hvad får du ud af det her?” spørgsmålet så ud til at overraske ham en smule, da det forlod Harrys læber. Det kom sikkert bag på ham, at han tog det hele så roligt, som han gjorde. Normalt ville folk falde grædende på knæ, når man blev truet med en pistol på denne måde. Igen, jeg beundrede Harrys rolighed.

”Hvorfor kan du ikke bare blande dig udenom? Så havde du ikke stået i denne kattepine. Men spørgsmålet er nærmere, hvad du får ud af det her?” jeg var sikker på, at Harry var parat på at svare på hans spørgsmål, hvis det ikke havde været for det faktum at døren blev sparket op i en hurtig bevægelse, hvorefter Zayn kom valsende ud:

”Du har været sammen med Per-” der var ingen tvivl om, at han ville have givet Taylor en på kassen, hvis det ikke havde været for omstændighederne, for da han fik øje på pistolen i hans hånd stoppede han brat op. Hans blik ændrede sig øjeblikkeligt fra vredt og frustreret til uforståeligt og skræmt. Et ansigtsudtryk, som jeg aldrig havde set plastreret på Zayns ansigts før.

”Et skridt nærmere, og jeg skyder!” selvom han ikke fjernede pistolen fra Harry, så var det ikke svært at skue alvoren i hans stemme. Det tog ikke engang Zayn to sekunder at bakke tilbage ind i væggen, hvorefter han løftede hænderne op over hovedet.

”Skyd ikke! Bare tag Perrie, for guds skyld skån mig,” han kneb øjnene sammen. Jeg var ikke sikker på, om det var alkohollen der talte, eller om han rent faktisk mente sine ord. Ville han skifte Perrie ud med sig selv i denne situation, og i givet fald var det så på grund af det, som hun havde gjort? Mere nåede man dog heller ikke at fundere over det, før døren atter gik op...

...”Sorry det tog så lang tid, men de havde åbenbart besvær med at finde noget i...” at sige at mit ansigt var fortrukket i smerte, da Niall trådte ud af døren med en ispose i hånden, ville være en underdrivelse. For at være ærlig var jeg utrolig tæt på bare at springe frem. Risikere mit eget liv, fordi jeg var bange for, at han ville skyde ham. Alvorligt talt.

”Prøv at se hvor meget fare, som du har bragt dine små venner, Christina,” smilet på hans læber var overlegent. Overlegent på denne utrolig mystiske og forfærdelige måde, der næsten fik mig til at gyse ved tanken. Jeg kunne ikke trænge ind til ham, det var jeg næsten sikker på, men jeg blev i det mindste nødt til at prøve.

Please Taylor... Vil du ikke nok lade dem gå?” jeg ville være villig til at ofre mit eget liv, hvis det betød, at jeg reddede de andre. Der var overhovedet ingen grund til, at de var vidner til denne kattepine, når jeg nu var grunden til, at han var oprevet til at begynde med.

”Hvorfor skulle jeg? Det var dig, som slæbte dem med herhen, og påbegyndte det hele,” det var nemlig det, der var pointen. Det var mig, der havde påbegyndt det hele, og det var derfor også mig, det skulle gå ud over. Alt andet ville ikke være fair.

”Jeg ville aldrig have taget dem med, hvis jeg vidste, at det ville ende sådan her... Skal vi tale stille og roligt om det i stedet?” jeg sendte ham noget, der skulle minde om et kærligt smil – mest fordi, at jeg følte, at jeg var nødt til at handle kærligt. Lade ham føle, at han havde mig endnu.

”Jeg er sikker på, at det som du har at sige til mig, ikke er så vigtigt, at dine små venner ikke må høre det,” det var faktisk også lidt det, at jeg havde håbet, at han ville sige. Jeg var godt klar over, at jeg nu ville give mig til at lyve på det groveste nogensinde, og at det med garanti ikke ville gøre Niall spor glad, men jeg var også sikker på, at han nok skulle forstå mig. Det var et enkelt spørgsmål om liv eller død.

”Jeg elsker dig for højt til at se dig gøre det her... Vi burde tage tilbage til kollegiet og lade som om at intet af det her var sket,” ud fra øjenkrogen kunne jeg se Niall sænke blikket en lille smule, før han så på mig med tårer i øjnene. Jeg lod det ikke påvirke mig, da jeg rettede blikket mod Taylor, der så ud til at overveje situationen længe, før han sænkede pistolen en anelse.

”Træd væk fra ham så,” det var en start. Jeg tog en ganske dyb indånding, da jeg forsigtigt trådte et par skridt væk fra Harry, uden at fjerne mit blik fra ham en eneste gang. Det turde jeg simpelthen ikke.

”Hvis du smider pistolen nu, så kan vi gå,” jeg var sikker på, at mit blik var langt mere roligt, end jeg var indeni. Jeg var sikker på, at hvis jeg ikke tog mig så meget sammen, som jeg gjorde lige i øjeblikket, så ville jeg falde til jorden med et brag. Jeg var ikke stærkere end det, men det hjalp på det hele, da jeg så ham sænke pistolen yderligere en smule, da han skiftevis så fra Harry og tilbage til mig, før han nikkede.

”Det hele skal nok blive okay, ikke?” jeg sendte ham et optimistisk smil. Jeg havde en følelse af, at det hele så lyst ud nu – at jeg nok skulle kunne klare det her. Indtil jeg hørte Harry tage et skridt frem imod mig, et skridt – der per rent refleks fik Taylor til at trykke på aftrækkeren, der sendte patronen mod Harry, der faldt til jorden med et brag.

”HARRY!” det hele skete så hurtigt, at jeg ikke opfattede mig selv skrige hans navn. I løbet af ingen tid foregik så mange handlinger omkring mig, at jeg ikke var sikker på, hvordan jeg var i stand til at opfatte det hele. Jeg opfattede, da David kastede sig over Taylor i en tacklende bevægelse, jeg opfattede, da Zayn ringede 911, og jeg opfattede da Niall stormede ned mod den blødende Harry, der havde et ordentlig blodsår skinnende fra venstre side af sin brystkasse.

”Harry! Harry! Åh gud!” jeg betragtede ham, da han fik ham vendt rundt, jeg betragtede Harry, som han stønnede af smerte, men det føltes som om, at jeg intet kunne gøre. Jeg faldt ned på mine knæ på det præcis samme sted, som jeg havde stået før. Jeg var så oprørt og chokkeret over hele situationen, at jeg slet ikke reagerede, da Adam satte sig på hug foran mig. Jeg kunne ikke opfatte de ord, han sagde.

”Harry! Hey man, kig på mig. Bliv ved med at kigge på mig!” Niall klappede ham konstant på kinden, idet han febrilsk flåede sin jakke af, for at presse den mod det åbne sår – sikkert i håb om, at det ville stoppe blødningen. I det mindste bare en smule.

”Christina... Hey, hallo,” jeg kom først for alvor tilbage til jorden, da Adam knipsede sine fingre foran mine øjne et par gange. Jeg måtte stirre på ham i ufattelig længe, før jeg opfattede, at han rent faktisk fortalte mig noget...

....”Du bliver nødt til at hjælpe til, okay? Du bliver nødt til at være lidt klar i hovedet... Der er brug for det,” jeg så meget uforstående på ham i et stykke tid, før jeg overhovedet opfattede, hvad det var, han sagde. Jeg var overrasket over mig selv, da jeg formåede at rejse mig op og vakle de små to meter over til Harry, før jeg satte mig tungt ned ved siden af ham. Mere rolig, end jeg selv overhovedet havde regnet med.

”Harry, fortæl mig en historie,” det lød fjollet, det var jeg godt klar over, men jeg havde set på film, at man skulle tale til folk for at holde dem vågne. Jeg så ned på min bedste ven, som han hårdt kneb øjnene sammen, før han rettede fokus mod mig. Jeg var slet ikke klar over, hvor min rolighed kom fra, men jeg regnede stærkt med, at det var chokket, der tog det værste. Følelsesbruddet skulle nok komme senere, det var jeg ikke i tvivl om.

”J.... jeg er bange for slanger....” han fortræk ansigtet i ren smerte, da en stribe af blod fossede igennem Nialls jakke og ned på den kolde asfalt. Det påvirkede mig dog ikke, det eneste jeg kunne fokusere på, var at holde ham vågen.

”Hvorfor er du bange for slanger?” egentlig var jeg overhovedet ikke sikker på, om hans historie overhovedet passede. Egentlig var jeg sikker på, at han blot talte i vildrede, men bare det faktum at han talte, var mere end rigeligt lige nu.  

”Sorry man!” mumlede Niall stilfærdigt, som han prøvede at bevare det konstante pres mod det åbne sår. Jeg var glad for, at han stod for den del af redningsprocessen. Jeg ville ikke have kunnet klare det – hverken fysisk eller mentalt.

”For... fordi de er upålidelige,” den svage lyd af sirener nærmede sig.  

”Hvorfor er slanger upålidelige?” selvom det egentlig aldrig havde været meningen, så tog jeg mig selv i at stryge ham over håret ganske forsigtigt. Jeg vidste fra mig selv, at det altid hjalp mig, når jeg var bange, og jeg var sikker på, at Harry var bange lige nu. Selvfølgelig var han det, det var vi alle sammen.

”...For.... man kan ikke regne dem ud.... De er.... så... langt væk,” det han sagde blev noget værre sludder, men hans øjne var stadig åbne, da en mand i orange vest kom løbende imod os med en taske i den ene hånd. En læge.

”Du er i sikre hænder nu, okay Haz? D-du må ikke give op!” det gjorde ondt på mig at høre Nialls stemme så oprevet. Det gjorde det virkelig, og jeg kunne så småt også mærke, hvordan virkeligheden begyndte at gå op for mig. Tårerne, følelserne, rysteturene, det hele skulle til at komme nu.

”Bare... I ... ikke går,” han lukkede ganske forsigtigt øjnene i, da lægen overtog Nialls plads og beordrede os begge til at flytte os en smule.

 ”Aldrig! V-vi er lige her! Du må bare ikke give op!” han stemme rystede så meget, at jeg begyndte at græde. Det var underligt ikke? Men det føltes som om, at bægeret kammede fuldkommen over. Tårerne trillede endeløst.

”Jeg giver ikke op..... jeg....er.... Harrry.... Styles,” at betragte Harry forsøge sig med et stilfærdigt grin, der aldrig nåede over hans læber fik mig til at smile ganske forsigtigt – af en fyr i livsfare var han virkelig sej. Så igen, Harry havde altid været sej.

”Hvilke pårørende kører med til hospitalet? Der er to ekstra pladser i ambulancen,” det kom bag på mig, da ambulanceføreren lagde hånden på min skulder. Jeg var i så lammet en situation lige nu, at jeg overhovedet ikke kunne tænke. Dog var jeg sikker på, at jeg ville med på det hospital. Det skulle jeg: ”Jeg... Jeg kører med,”

”D-det gør jeg o-også!” hørte jeg Nialls rystende stemme sige, som lægerne fik Harry op på en båre og imod ambulancen. Jeg var slet ikke i stand til at gøre noget, jeg var slet ikke i stand til at sige, tænke eller føle noget – det eneste der var inden i mig var tomhed. Tomhed, tårer og had. Endeløst had.

 

 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev følelsesmæssigt påvirket af at skrive den her scene. Jeg har altid elsket Taylor - lige fra jeg opfandt ham, men jeg må skuffe jer og sige, at det har været planen hele tiden, at han skulle være sådan her i denne scene... Han har ikke altid været ond - men det er et kapitel, der skal bekræfte i; hvor fuldstændig forskruede folk bliver, når de er på stoffer. 

Fortæl mig nu ovenpå dette hårrejsende kapitel: Overlever Harry? Hvad sker der på hospitalet, og ser det lyst ud for Niall og Christina?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...