Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
33644Visninger
AA

17. Kapitel 14 - Reach Out

 


"WHEN EVER YOU'RE ALONE,

DOESN'T MEAN THAT LOVE'S NOT HERE," 

 

 

“Er du okay?” vi var dårligt nok nået udenfor døren og ud i den lille baggård der hørte til diskoteket, før spørgsmålet forlod Harrys læber. Jeg kunne godt forstå, at han ville tjekke op på mig ovenpå hele situationen, men jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare ham. På den ene side var jeg glad for, at jeg var sluppet ud derfra, men på den anden side var jeg også nede over det faktum, at jeg bare forlod ham på den måde. Jeg burde have ventet og ladet ham få en ordentlig chance for at forklare sig ud af problemet.

”Det ville næsten være synd at sige…” jeg sendte ham et forsigtigt smil, da vi var nået et godt stykke væk fra døren og nu stod i midten af baggården med lyset fra en lygtepæl skinnende ned over os som en projektør. Man kunne svagt emme musikken fra dansegulvet, men det hele fungerede egentlig mest som baggrundsstøj. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

“Hvad gik der galt for ham? Har han altid behandlet dig så råddent?” det var egentlig utrolig dårlig karma, at Taylor først besluttede sig for at handle så sygt og forkert, når han skulle møde mine venner for første gang. Da jeg præsenterede ham for nogle af mine venner på kollegiet var han noget af det mest sympatiske, jeg nogensinde havde mødt. Det ville være synd at sige, at han stadig var det.

“Nej, det er lige præcis dét. Han har altid været utrolig sød og omsorgsfuld… Havde det ikke været for den skide snak om børn, så var det her aldrig sket!” jeg bebrejdede mig selv langt mere for hans ændrende adfærd, end jeg burde. Jeg var godt klar over, at jeg havde smidt en kæmpe bombe den dag, jeg bragte emnet på banen, men havde jeg haft mod nok til at fortælle ham resten af historien, så var han muligvis ikke blevet sur til at starte med. Det var min skyld.

”Snak om børn? Har I snakket om at få børn?” udtrykket i Harrys øjne var ikke nær så dømmende og forfærdet, som jeg først havde regnet med. Han så faktisk blot yderst interesseret ud i at høre, hvad jeg havde at sige. Også selvom, at der ikke var så meget at tilføje.

“Jeg nævnte blot overfor ham, at jeg gerne ville være ung mor og så flippede han fuldstændig ud…” jeg rystede svagt på hovedet. Det var fuldkommen dumt og idiotisk, at jeg overhovedet havde bragt emnet op til at starte med, men det bundede egentlig i, at jeg havde mere at fortælle ham i den sammenhæng. Selvom jeg gerne ville være ung mor, så var jeg godt klar over, at det ikke ville ske. At jeg ville blive mor i det heltaget var måske en drøm, der aldrig ville blive realiseret.

“Fordi det var for tideligt, eller?” han foldede sine arme over brystet, da han så meget afventende og interesseret på mig. Det kom bag på mig, at han var så interesseret i at høre mere om det, når nu Taylor slet ikke ville lade mig tale færdig. Hvis blot han havde taget hele konceptet så roligt som Harry, så ville det hele have været meget nemmere.

“Jeg ved det ikke… Men uanset hvad, så er det min egen skyld. Selvom jeg prikkede hul på bylden der, så burde jeg blot have fortalt ham den hele sandhed…” jeg sank en klump. Det som jeg snart ville fortælle ham var en hemmelighed, som jeg ikke havde delt med nogen før. Ikke Eleanor, ikke Perrie, ikke min mor og ikke Louis. Jeg havde ikke fortalt det til nogen, fordi det knuste mit hjerte blot af at tænke på det. Det var dét, som jeg ville have nået frem til overfor Taylor, da jeg mente, at vores forhold var på det rette sted. Det var det så tydeligvis bare ikke.

 “Den hele sandhed?” hans ansigtsudtryk ændrede sig markant i et forvirret træk, da han så på mig med løftede øjenbryn. Jeg kunne godt forstå, at han blev en smule forvirret af den udmelding. Det ville jeg også selv være blevet.

 “At selvom jeg virkelig gerne vil have børn…. Så er chancerne for, at jeg nogensinde får det, ikke særlig store,” waow, det var meget svære at få presset ud over læberne, end jeg først havde antaget. Jeg havde altid regnet med, at det var lettere bare at få det ud – men det syntes ikke rigtigt at være tilfældet lige nu.

“Hvad mener du?” han prøvede sig frem med et forsigtigt smil, da han så op på mig. Hans øjne glimtede i skæret fra lygtepælen, hvilket blot fremhævede alle de smukke detaljer der prægede hans ansigt. Som han stod der omslynget af lyset fra oven, kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvor himmelsk han så ud. Han mindede mig om en engel. En engel sendt fra himlen og ned til denne jord, som lige i øjeblikket var mit personlige helvede. På grund af Taylor.

“Jeg lider af en sygdom… Det er ikke noget, som jeg har fortalt til nogen men… Det er en sygdom med en høj risiko for, at enten jeg eller fosteret vil dø under fødslen. Chancen for at jeg vil overleve, hvis jeg nogensinde bliver gravid er nede på små fem procent,” bam, der sagde jeg det. Jeg havde kun kendt til min sygdom, siden jeg kom til New York, men jeg havde tænkt meget over det efterfølgende. Selvom man sagtens kunne overleve uden børn, så havde jeg altid haft en drøm om det, og hvad meningen havde været den dag jeg talte med Taylor, var at jeg skulle fortælle ham, at vi ikke kunne få børn sammen. Det var for farligt.

“Åh gud Chris, det gør mig virkelig ked af at høre!” han reagerede, som jeg forventede. Selvfølgelig sagde han, at han var ked af det på mine vegne. Problemet var bare lidt, at jeg ikke kunne bruge det til noget. Der var absolut overhovedet ingenting at gøre ved det. Jeg forbandede mine æggestokke langt væk, for ikke at være lige så normale og fungerende, som næsten alle andres. Jeg var stemplet uheldig.

“Mener du det? Lige så ked af det, som da du aldrig afleverede mit brev til Niall?” smilet spillede gnaske uskyldigt, da jeg så op på ham. Der var ingen ondhed eller bebrejdelse at spore i min stemme overhovedet, da jeg foldede armene over brystet og kiggede på ham. Det gjorde ikke godt for noget, hvis jeg flippede ud over det her.

”… Det… Det er jeg også ked af,” han slog blikket ned med et stilfærdigt suk. Han indrømmede det. Han indrømmede endeligt, at han ikke gav Niall det brev, som jeg havde betroet ham dengang i min lejelighed, før jeg tog afsted. Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle være glad eller ked af det over, at jeg endeligt fik det bekræftet. Nok mest lettet.

”Jeg burde virkelig blive stiktosset og flyve op i det røde felt, men jeg har slet ikke kræfter og lyst til at skændes med dig… Jeg vil bare gerne vide, hvorfor du gjorde det,” selvom jeg hverken havde lyst eller kræfter til at skændes med Harry, så kunne jeg heller ikke længere se, hvorfor jeg skulle. Niall og jeg havde jo mere eller mindre fået redt de værste tråde ud, så der var ingen grund til at læsse mere på Harrys skuldre, end han allerede havde. Han havde vidst nok at bære på i form af hele Louis-Eleanor eskapaden.

”… Vil du have et komplet ærligt svar, som du sikkert vil hade mig for?” det gjorde mig en smule utilpas. Noget, som jeg ville hade ham for? Der skulle utrolig meget til, for at jeg vil hade en person – specielt Harry, så hans grundlag skulle virkelig være forfærdeligt for, at jeg nogensinde bare ville overveje at hade ham.

”Kom med det…”

”Jeg gjorde det faktisk af egoistiske grunde… Efter alt det med sangen blev jeg forvirret, og jeg tænkte, at jeg gerne ville tale med dig om det. Se, hvad dette var for noget… Så jeg smed først noten i skraldespanden, og samlede det brev op, som du adresserede til Niall. Jeg havde en følelse af, at den kemi der var imellem Georgia og jeg, også ville være der imellem dig og jeg… Men, jeg indså hurtigt, hvor tåbeligt det var… Jeg ødelagde noget imellem Niall og dig der var så rigtigt, fordi jeg tænkte med det forkerte hoved…” jeg kunne ikke fatte, at han rent faktisk engang troede, at det der var imellem ham og Georgia, ville være imellem os. Havde jeg været ved mine fulde fem den aften, så havde vi aldrig kysset til at begynde med.

”Men hvorfor fortalte du det ikke bare til os, da du opdagede, hvor tåbeligt det var?” tænk sig. Hvis Harry bare havde nosset sig sammen til at fortælle Niall, at han havde smidt det brev væk, da virkeligheden gik op for ham, så kunne jeg havde siddet hjemme i England lige nu og ikke haft en snart ekskæreste, der netop havde slået mig. Han ville have sparret både sig selv og os for en masse problemer, hvis han havde taget sig sammen noget før.

”Fordi jeg havde rodet mig ud i nok lort i forvejen … Med Eleanor, og Diana og alt det. Jeg havde ikke behov for at blive set endnu mere skævt på, end jeg allerede var blevet,” egentlig kunne jeg godt forstå ham. Harry havde ikke just været igennem små problemer det sidste år. Han havde tværtimod været ramt af direkte ulykke, hvilket man ikke just kunne bebrejde ham for. Jeg tilgav ham for hans handlinger. Han var trods alt min bedste ven.

”Det giver vel god mening… Men, jeg forstår det ikke! Og oveni alt det her rod, der … Årgh, jeg vil bare gerne have tingene forklaret på en ordentlig måde,” jeg kørte frustreret hånden igennem håret, da jeg sparkede min skosnude ned i jorden med et irriteret grynt. Jeg havde behov for at få det hele skåret ud i pap. Det ville gøre det hele meget nemmere.

“Det kan være lige meget, hvad der er sket i fortiden, okay? Det eneste der er vigtigt, er hvor forelsket Niall han er i dig, og hvordan intet skal ødelægge det for nogen af jer. Taylor er en nar, og du fortjener langt mere og langt bedre end det,” det gjorde mig faktisk utrolig varm om hjertet. Det gjorde mig glad at andre bekræftede, at Niall rent faktisk var vild med mig. Nej, mere end vild, forelsket.

“Men… Jeg kan ikke få mig selv til bare at gå på den måde,” jeg sukkede opgivende. Selvom Taylor ikke fortjente et ordentligt farvel på grund af den måde, hvorpå han lige havde behandlet mig, så havde jeg stadig utrolig ondt af ham. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med ham mere, så ville jeg gerne gå fra ham på en ordentlig måde.

“Chris? Den fyr er fuldkommen blæst oveni hovedet! Du skader dig selv ved at være sammen med ham på præcis den samme måde, som du gjorde det med Adam dengang,” han havde ret. Den måde han behandlede mig på mindede efterhånden som en tro kopi af mit forhold til Adam dengang. Måske var det hele bare et trick? Måske gjorde de det her for at få ram på mig?

“Men fortjener han i det mindste ikke en ordentlig afsked?” jeg ved, at jeg ville lovprise mig lykkelig for en ordentlig afsked. Jeg ville have sat pris på, at Taylor var gået fra mig på en ordentlig måde, hvis det havde været omvendt. Det ville jeg altså.

“Han fortjener ingenting, han slog dig!” det var rigtigt. Udtrykket i Harrys øjne da han kiggede på mig var fyldt med både opgivelse og tristhed. Jeg kunne godt se, hvad han mente, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. For ja, han havde slået mig, men det gjorde stadigvæk ondt på mig, at jeg ikke fik sagt farvel. Det gjorde det altså.

”Det ved jeg,” jeg slog atter blikket ned imod asfalten, da jeg snøftede en enkelt gang. Jeg var utrolig ked af det ovenpå alt dette, og jeg havde utrolig svært ved at acceptere det faktum, at han overhovedet havde slået mig i første omgang.

“Hvis du følger dit hjerte Christina, hvem hælder du så mest til, Taylor eller Niall? Og nej, nu skal du ikke tænke på, at du ikke vil gøre nogle kede af det, som du plejer at gøre, du skal bare svare direkte fra hjertet,” det var jo ikke et svært valg. Det var jo noget af det letteste at svare på lige nu. Når jeg tænkte over det, så havde det egentlig altid været nemt. Jeg havde bare ikke tænkt over det.

“Niall... Det… Det har jo altid været Niall,”

“Præcis, og derfor bliver du også nødt til at følge din mavefornemmelse, okay? Du skal ikke gå og have det elendigt, fordi du vil gøre alle mennesker glade, for det kan du ikke,” han tog ganske blidt fat i min skulder, før han sendte mig dette utrolig kærlige og vidunderlige smil. Det var dejligt at blive bekræftet.

“Hvordan kan du få alting til at stå så klart for mig?” det var utroligt. Alle de ting, som jeg havde så svært ved at forstå, dem gjorde Harry bare så klare for mig.

“Fordi jeg kender dig, jeg vil bare gerne have, at du er glad Christina og seriøst, den fyr der – han kan ikke gøre dig lykkelig,” han foldede atter armene over brystet, da han så ned på mig, stadig med smilet om læberne.

”Jeg ved det godt… Og jeg er også afklaret med det – men, det her er bare ikke den rigtige måde at afslutte et forhold på,” jeg sukkede dybt. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå fra ham på den måde. Uden et ord.

 

”Nej det er i hvert fald langt fra den rigtige måde,” hørte jeg en stemme sige bag mig

 

 

ÅH NEJ, det var ikke just særlig godt, at de blev afbrudt der - er det Taylor, tror I? 

I så fald, hvad tror I så, at der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...