Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34893Visninger
AA

16. Kapitel 13 - Say Something

 


"I'M GIVING UP ON YOU,

I'M SORRY THAT I COULDN'T GET TO YOU,"

 

 

Jeg var meget selvbevidst, da jeg spankulerede væk fra det isolerede dansegulv og over i mod den bås, hvor Taylor for et par minutter siden, havde befundet sig. Jeg var ikke sikker på, hvor han var blevet af, men der var noget som fortalte mig, at han ikke var alene. Hvor end han var, så var der en anden der nød godt af hans selskab. Hvis man kunne kalde det det.

Aldrig mange sekunder nåede jeg at tænke over det, da jeg svagt kunne ane toppen af Perries blonde hoved i horisonten. Hun måtte vide, hvor Taylor var. Hun var med garanti den sidste, der havde set ham.

Jeg var egentlig meget rolig, da jeg banede mig vej over imod hende, men det føltes som om at min genfundne selvtillid dalede til jorden med et brag, jo tættere jeg kom på. Hun var ikke alene. Hun var faktisk det totalt modsatte af alene. Problemet var egentligt ikke, at jeg kunne se, at jeg kunne se hende stå klods op og ned af Taylor. Problemet var det, de var i færd med.

Min tætte veninde og min kæreste.... Stod og kyssede. Det burde gøre mig trist, ikke? Det burde give mig lyst til at græde – men sandheden var, at jeg faktisk ikke var ked af det på mine egne vegne. Nej, jeg var ked af det på grund af Zayn. Her stod hans eneste ene, hans forlovede, og delte mundvand med en fyr, som bare slet ikke var besværet værd. Hvad fanden troede hun egentlig lige, at hun bildte sig ind? Hvad bildte Taylor sig ind sådan at kysse på en næsten gift kvinde?

”Undskyld mig?” aggressionerne tog sit tag i mig, da jeg i en meget bestemt manøvre fik fat i Perries skulder og trak hende væk fra ham. Egentlig var jeg fuldstændig ligeglad med mine egne følelser lige nu, jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor svinsk en handling, som Perrie lige havde udført. Dog var hun så hammer-stiv, at hun sikkert ikke vidste, hvad hun lavede.

”Hallo, vi er altså lige i gang med noget her?” Taylors stemme var meget slasket og sløset, da han så på mig med et yderst irriteret og provokeret blik. Det kunne han simpelthen bare ikke tillade sig at sige. Det gjorde faktisk helt ondt i hjertet.

”I gang med noget?! Undskyld, at jeg afbryder dig i at stikke tungen ned i halsen på min veninde, som faktisk – hvis du ikke skulle have vidst det, også skal giftes lige om snart!” spyttet stod næsten ud af munden på mig, da jeg skubbede Perrie i retningen af baren, hvor jeg sidst havde set Zayn befinde sig. Selvom jeg gerne ville blande mig og fortælle Zayn om det, jeg lige havde set, så kunne jeg ikke gøre det. Jeg ville ikke blande mig mere, end højest nødvendigt.  

”Gå med dig Perrie, du skal finde din forlovede,” snerrede jeg irriteret, før hun med nogle vaklende skridt begav sig væk fra mig. Det gjorde mig ikke noget. Var hun blevet, havde jeg muligvis stukket hende en flad. Jeg var så fuldkommen målløs over hendes handling, at jeg havde lyst til at skrige det ind i hovedet på hende. Også selvom hun var fuld.

”Må du, må jeg også,” det flabede smil spillede hurtigt og smertefuldt om Taylors læber, da han løftede det ene øjenbryn og sendte mig et afmålt blik. Der var ingen tvivl om, at han gjorde alt det her, fordi han var så høj på stoffer og alkohol. Niall havde ret, i det han sagde. Han var slet ikke til at komme i kontakt med, og det var hjerteskærende at overvære. Han havde aldrig opført sig sådan her overfor mig før. Ikke siden vores skænderi.

”Hvad snakker du om? Seriøst, nu må du simpelthen lige tage dig sammen!” selvom jeg godt vidste, at han havde ret i det, han sagde, så kunne jeg ikke lade være med at spille på min uskyld. Jeg havde ikke lyst til at fortælle Taylor om mit og Nialls kys, men det føltes alligevel som om, at han alligevel havde luret den. Måske var kemien og kærligheden imellem os bare så stærk, at folk kunne se det, uden at vi selv rigtigt kunne? Jeg var ikke sikker.

”Klap dog i Christina!” klap i? Af alt han overhovedet kunne give mig igen på det svar, så valgte han at bede mig om at klappe i? Det var ikke just det mest originale, jeg længe havde hørt, men det gjorde mig alligevel en smule rasende. Han skulle ikke have ret til at tale sådan til mig. Niall havde også ret i den udmelding.

”Klap dog selv i! Du er jo fuldkommen tåbelig at høre på!” hissede jeg irriteret, før jeg stampede i gulvet. Egentlig havde jeg regnet med, at han ville begynde at råbe og skrige, men i stedet gjorde han noget, som var fuldstændig uventet... Han langede ud efter min kind i en så hurtig og smertefuld bevægelse, der efterlod min kind svigende og rødglødende. Han slog mig.

”Nej, DU klapper i,” hviskede han igennem sammenbidte tænder, da han knyttede sine næver sammen og snøftede op en enkelt gang. Jeg slog forfærdet hånden op mod kinden – det gjorde virkelig ondt. Mere ondt end det slag Adam i sin tid gav mig, og den kom så uventet, at jeg blot stod helt paf og så på ham.

”Slog du mig!?” spurgte jeg ham om med forbavset mine, da mine øjne desperat søgte efter noget liv, enhver form for følelse i hans øjne – men der var ingenting at se. Ikke andet end hans pupiller, der langsomt voksede sig større. En bivirkning af stofferne gik jeg ud fra. Som taget ud af ingenting langede han atter ud efter mig, denne gang på den anden kind, hvilket blot fik smerten (både i hjertet, men også i ansigtet) til at vokse sig endnu større. Hvad fanden var det, som han havde gang i?

”Er det svar nok? Eller er du så dum?” jeg var slet ikke klar over, hvad jeg skulle sige. Faktisk, var jeg så oprørt, at jeg ville være faldet grædende sammen, hvis jeg ikke i selvsamme øjeblik blev revet væk fra Taylor i en ganske blid men effektiv handling. Jeg var slet ikke i tvivl om, hvem det var. Det kunne kun være én person.

”Shh, er du okay?” det føltes som om, at jeg havde lidt lettere ved at trække vejret, da Niall tog fat i min hånd og ganske forsigtigt kørte mit hår væk fra mit ansigt. Jeg havde ikke lyst til at se på Taylor. Hvorfor skulle jeg også gøre det? Han ville mig tydeligvis intet godt alligevel.

”Jeg.... jeg....” jeg ville ønske, at jeg var i stand til at diske op med en ordentlig forklaring, at jeg var i stand til at fortælle ham, at jeg overhovedet ikke var okay, men det var bare overhovedet ikke så nemt. Jeg var målløs. Jeg var fuldkommen sønderknust og overrasket over den måde, som Taylor havde behandlet mig på her til aften. Det gjorde ondt. Fysisk og psykisk.

”HEY - du der, hvad er dit problem?” det kom faktisk bag på mig, da jeg hørte en velkendt britisk accent tale fra et sted ved siden af mig. Jeg ville gerne kunne se over på ham, men jeg var sikker på, at synet af Harry, der sådan beskyttede mig i denne situation, ville få mig til at græde. Jeg havde ikke behov for at vise min svaghed overfor Taylor. Han skulle ikke nyde godt af, at kunne se mig græde. Det var han ikke værd.

”Spørgsmålet er, hvad dit problem er, siden du blander dig?” jeg rystede ganske svagt, da jeg så over på Taylor. Det flabede smil, som han havde på sine læber blev større og større for hvert sekund der gik, samtidig med at han langsomt kørte en finger henover sin underlæbe. Han så virkelig farlig ud. Farlig og mystisk, hvilket var en side af ham, som jeg aldrig havde set før. Det skræmte mig langt mere, end det burde. Det var jeg sikker på.

”Mit problem er, at det er VIRKELIG lavt at slå på en pige..” Harrys stemme var meget højrystet, da han forsigtigt lagde hånden mod min skulder. Jeg ville virkelig gerne kunnet være i stand til at kaste en spydig kommentar afsted i Taylors retning, men jeg kunne ikke. Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop den rystede og sitrede, og jeg var meget langsomt begyndt at fumlede med mine fingre igen. Selvom jeg godt vidste, at det irriterede ham grufuldt meget, så kunne jeg ikke gøre for det. Jeg var bange. Bange og nervøs.

”Shh.. Jeg er her, okay?” jeg forsøgte at tage det hele meget roligt, da jeg mærkede Niall slå sine arme omkring mig, men selvom jeg ikke ville indrømme det, så begyndte mit hjerte at banke hurtigere. Hans arme omkring mig, og den måde hvorpå han trak mig ind til sig, gjorde mig langt mere rolig, end jeg havde været det førhen. Der var bare noget over Nialls nærvær, som hjalp mig igennem enhver krisesituation. Som han også havde været der for mig dengang med Adam, var han der også for mig nu. Det betød alt.

”Det siger de, som ikke selv har prøvet det. Ligesom dem som siger, at det er dumt at ryge hash, lige indtil de selv prøver det. Så nej, min kære ven, det er ikke lavt. Når hun ikke vil hører efter, så må hun jo lære tingene på en anden måde,” hvor var han dog bare modbydelig. Hvordan kunne to lussinger lære mig at høre efter? Han var da fuldkommen tåbelig at høre på. Det var helt sikkert stofferne, der var steget ham til hovedet. Det var den eneste logiske forklaring på den måde, hvorpå han opførte sig.

”Lære det på en anden måde? Hvad fanden er det, som du står og siger? Vold løser overhovedet ingenting!” Harrys toneleje lå på et så højt og aggressivt niveau, at jeg faktisk ikke kunne lade være med at få det lidt behageligt indeni. Det var helt vildt dejligt, at selvom jeg var skredet væk fra begge disse to fyre for et år siden, så stod de stadig ved min side og hjalp mig ud af problemer som disse. Jeg elskede dem virkelig højt.

”E-er det noget Adam har lært dig, at gribe til vold?” jeg havde absolut ingen idé om, hvor jeg fandt mig mod nok til at svare ham. Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvorfor jeg turde sige sådan noget, efter det som han havde gjort overfor mig. Jeg burde have holdt min mund – og da han så på mig med disse kolde og følelsesløse øjne, der kunne jeg ikke lade være med at gyse indeni. Han var fuldstændig ligeglad med mig. Det var tydeligt at se.

”Klap i din billige tøs!” billige tøs? Hvordan kunne han ud fra alt dette være den, der kaldte mig for det? Var det ikke ham, der i fuldt offentlighed havde stået med tungen halvt nede i halsen på en anden pige? Var det ikke ham, der var den billige her? Det var i hvert fald helt sikkert den opfattelse, som jeg havde.

”STOP med at snakke sådan til hende!” Nialls stemme var utrolig kold og kynisk, da han gav slip i sit tag om mig og trådte frem imod ham. Det varmede helt om hjertet på mig, at han sådan beskyttede mig, som han gjorde. Dog kunne jeg ikke undgå at blive utrolig bange, da det netop var blevet bekræftet, at han godt kunne finde på at slå fra sig. Hvis han slog enten Niall eller Harry, vil jeg ikke kunne svare for følgerne. Det var helt sikkert.

”Helt seriøst dude, kan du ikke give dig til noget bedre end at kaste unødvendige beskyldninger afsted?! Det gør ikke din status højere, at du rager ned på hende!” Harry slog opgivende ud med hænderne, før han sendte Taylor dette meget kolde og intetsigende blik. Det var ikke svært at se, at han var oprevet af situationen.

”Kunne du ikke give dig til noget bedre, end at blande dig?” det nyttede ingenting. Hvor kold og kynisk drengene end var, så var det ingenting målt imod det had og den kulde, der var at skue i øjnene på ham. Han var ligeglad. Han var fuldkommen ligeglad med alt det her, og vi spildte hans tid. Det var der ikke tvivl om.

”Hvis du nu ikke gav mig en grund for at blande mig, så kunne vi tale om tingene - men at slå på piger, og tale så nedladende og grimt som du gør det, er bare ikke acceptabelt!” Harry vrissede irriteret, som han trådte et lille skridt tilbage og kørte hånden igennem sit tykke, mørke hår. Han var vred.

”Jeg kan ikke holde ud til at se på hans fjæs, Harry. Vi går,” Niall var utrolig rolig, da han kærligt tog fat om min hånd og tog et par skridt tilbage. At holde hans hånd var noget af det mest beroligende, jeg overhovedet kunne forstille mig. Jeg elskede det.

”For fremtiden vil jeg blot fortælle dig to ting kammerat. 1: Hold dig langt væk fra Christina, hvis du ikke vil have politiet på sagen. 2: Hvis jeg nogensinde ser dig slå en pige igen, så kan du forvente at få den samme tur. Gange fem,” Harry fnøs en anelse nedladende, da han trådte et skridt væk fra ham, for at dreje rundt på hælen og spankulere væk.

”Du er jo et..... monster,” var alt jeg formåede at hviske, da Niall langsomt begyndte at trække mig væk fra hjørnet.

”Måske du burde tage et kig på dig selv, søde!” råbte han efter mig med et smørret smil, før han vendte ryggen til os og stak hånden ned i sin lomme. Han skulle sikkert hive en pose kokain mere op ad lommen, eller noget i den stil.

”Det vil nok være en god idé, at komme ud herfra.. jeg stoler ikke på den fyr,” mumlede Harry ganske forsigtigt, da han så sig over skulderen mod Taylor en sidste gang, før han nikkede mod udgangen i den anden ende.

”Jeg vil finde noget koldt til dig,” jeg var ikke i tvivl om, at Niall henvendte til mine kinder, da han klemte min hånd ganske forsigtigt, før han headede mod baren.

”Jeg møder jer derude!” forsikrede han os om, da jeg mærkede Harry smide sin arm om min talje, da vi fandt vores vej mod udgangen. Det føltes lidt som om, at de var bange for at give slip. Som om, at jeg skulle blive væk eller noget.

Selvom det var fuldkommen dumt, så kunne jeg ikke lade være med at se mig en enkelt gang over skulderen, kun for at se lige ind i Taylors kolde øjne – kolde og tomme øjne. Jeg kunne ikke se ham længere, den fyr jeg forelskede mig i. Den fyr der lærte mig, hvordan jeg kunne lukke mig op overfor andre mennesker, ham der lærte mig at kærlighed ikke nødvendigvis behøvede at gøre ondt. Dén selv samme fyr, havde netop gjort det klart for mig, hvorfor jeg havde haft svært ved, at lukke mig op overfor folk, og han havde i den grad også lært mig, at kærlighed, det altid ville gøre ondt.

Jeg ville ikke fokusere mere på det. Nu ville jeg starte forfra, tage en alvorlig snak med Harry om brevene og fokusere på at være lykkelig….

….Hvis det altså ikke var på grund af alle de problemer, der snart ville opstå. 

 

 

TADA, et lækkert kapitel på en lækker fredag - som jeg snart vil tilbringe i byen. Held og lykke med tømmermændende i morgen, Rikke! HAHA - nå men, 

hvilke problemer tror I, at Christina refererer til?

Hvad sker der udenfor?

og

Er Taylor ude af hendes liv nu - i så fald, er Niall så inde?

KOM MED NOGLE GÆT! Jeg kan fortælle: at det er MEGET ekstremt - noget, som I ikke vil regne med...

-Rikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...