Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34902Visninger
AA

15. Kapitel 12 - We Remain

 

"IN A COLD NIGHT 

THERE WILL BE NO FAIR FIGHT,"

 

Der var gået et par dage siden episoden hos Niall, og jeg havde hverken talt med ham eller nogle af de andre siden. Men, jeg kunne ikke gemme mig for evigt, så jeg havde besluttet mig for at gøre brug af den indbydelse som Adam havde givet mig, og inviterede dem med til en eksklusiv fest, som han havde besluttet sig for at holde i forhold til sin fødselsdags fest.

Nu var det normalt ikke sådan, at jeg sådan uden videre inviterede folk med til andres fødselsdags fester, men Adam havde i invitationen skrevet, at jeg skulle sprede budskabet, så det havde jeg gjort. At han tilfældigvis hadede mine gæster, var jo ikke noget, som jeg kunne gøre særlig meget ved.

 

Klokken var så småt ved at være halv elleve om aftenen, og jeg sad på mit værelse helt mutters alene og ventede på at Louis ville hente mig. For at undgå mere akavet kontakt imellem Niall og jeg havde jeg valgt at sige, at min kære bror skulle hente mig alene, så vi kunne få lidt tid for os selv. Desuden havde jeg behov for at passe på ham lige i øjeblikket. Han var stadig knust over det med Eleanor, og med ganske god grund. Jeg forstod ham godt.

Bank bank bank

Et par svage bank på døren gjorde mig bevidst om hans tilstedeværelse, da jeg kastede et sidste enkelt blik på mig selv i spejlet, før jeg på mine stiletter spadserede hen over gulvet og rev håndtaget ned. Smilet kunne ikke undgå at forme sig på mine læber, da jeg så hans perfekte og naturlige væsen slænge sig i dørkarmen. Hans humør virkede forbedret. Heldigvis.

”Hey Lou,” jeg samlede min taske op fra bordet ved siden af døren, før jeg slukkede lyset og trådte ud i gangen til ham. Han kunne smile igen. Det var altid et godt tegn, blev jeg enig med mig selv om, da han svang armen om min skulder på vores vej ned ad gangen.

”Jeg er beæret over, at du vil i byen med din gamle bror,” mumlede han til mig med et fnis, hvilket blot fik mig til at smile endnu mere, end jeg allerede gjorde. Jeg havde virkelig manglet at høre hans fjollede vittigheder og ordspil i hverdagen. Amerikansk humor blev altså bare aldrig noget særligt. Ikke målt imod min bror i alt fald.

”Vi skal jo opleve natten imens du stadig er ung ikke? Du er ved at blive lidt halvgammel at se på,” skød jeg tilbage med et flabet smil, som jeg stak min arm ind under hans. Det føltes så befriende at kunne være sit gode, gamle jeg igen. Det var svært at kunne tillade sig selv at være fuldkommen fjollet og underlig, når man befandt sig på et så fint sted som universitetet. Derfor elskede jeg den følelse det efterlod mig med, når jeg kunne være mig selv igen. Det gjorde jeg virkelig.

”Modenheden har endeligt fået sit tag i mig. Jeg tror faktisk også, at jeg fandt et gråt hår her den anden dag,” han skar en grimasse, da vi gik ud af universitetets store indgangsdøre og fortsatte ned ad gaden de små hundrede meter hen til hallen, hvor fødselsdagen skulle holdes.

Allerede da vi trådte ud på gaden kunne man høre musikken brage for fulde drøn, hvilket blot fik min tossede og helt igennem fantastiske storebror til at danse sig vejen ned langs fortovet.

”Louis, du er simpelthen for meget!” fnes jeg hånligt, da han tog fat i min hånd og snurrede mig rundt i en ballet-lignende piruette. Det gjorde mig ikke noget, at han var så underlig, som han var. Jeg havde manglet det, og det hjalp mig blot i endnu bedre feststemning.

”For meget af det gode,” der var noget magisk og vidunderligt over at se smilet finde sin vej over hans læber, som vi begge uden problemer kunne passere dørmanden ind til den store fest indendørs, hvor der allerede nu var tætpakket med mennesker.

 ”JEG KAN SE TOPPEN AF PERRIES HOVED!” skreg Louis ind i hovedet på mig, før han pegede på et af de fjerneste hjørner af diskoteket, hvor den lyshårede skønhed ganske vidst ikke var særlig svær at spotte. Man ville kunne genkende hende på flere kilometers afstand.

”LETS GO!” jeg skubbede ham i retning af bordet, vel vidende at jeg om ganske få sekunder ville stå ansigt til ansigt med Niall for første gang siden vores kys for et par dage siden. Jeg havde bevidst undgået at tænke på kysset siden. Jeg vidste godt, at jeg havde været lige så meget med til det, som han havde, men jeg kunne stadig fornemme den dårlige samvittighed skylle ind over mig. Jeg havde jo et eller andet sted været Taylor utro.

”CHRIS, WUHUHUU!” jeg nåede aldrig rigtigt videre end et par meter over imod bordet, før en døddrukken Liam faldt mig om halsen med så meget overlæg, at jeg næsten faldt bagover. Det var ikke svært at skue, at han havde fået meget at drikke, men jeg nåede aldrig at spørge ham, om han var okay, før han hev sig ud af omfavnelsen og pegede febrilsk i retningen af en yndig brunette, der var ved at bane sig væk fra ham.

”BROOKE VENT!” råbte han, før han fulgte efter hende ud mod dansegulvet, og jeg meget forsigtigt fulgte efter Louis over imod bordet, hvor de andre sad. Det var en underlig blanding af personer, der sad rundt placeret på de bløde lædersofaer, men det var måske også kendetegnet ved festerne i New York. Man mødte nye mennesker.

”Hej,” jeg løftede hånden i en akavet hilsen, da jeg fik øje på Perrie og Taylor fjantende for bordenden med hver sin øl. Jeg havde ikke forventet at se ham her. Vi havde ikke snakket sammen siden vores episode på værelses sidst. Vi tog det begge rimelig barnligt.

Ud af øjenkrogen kunne jeg skimte Niall give mig et meget diskret elevatorblik, før han vinkede til mig med et forsigtigt smil. Han så utrolig tiltrækkende ud, som han sad der iført en hvid T-shirt, løse bukser, en sort åben skjorte og sin snapback på hovedet. Havde det ikke været totalt underligt og ikke mindst forkert overfor Taylor, så kunne jeg savle seriøst.

I en tydelig manøvre rykkede han længere ind, så der blev plads til både Louis og jeg på bænken. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle slå mig ned, men efter et par sekunders overvejelse valgte jeg dog alligevel at gøre det. Jeg så ikke på ham. Jeg prøvede faktisk på at gøre det stik modsatte. Så barnlig som jeg var.

”Du kan ikke stadig være sur på mig?” hans stemme var meget bedende, næsten forvirret, da jeg mærkede hans blik lande på mig. Nej. Jeg kunne ikke stadig være sur på ham – selvfølgelig kunne jeg ikke det efter det kys, men jeg var forvirret på mine egne følelser, og jeg ville ikke gøre det hele værre, når jeg ikke vidste, hvor Taylor, Niall og ikke mindste jeg selv, stod i forhold til dette kolossale rod.

”Jeg er ikke sur....” jeg så på ham med et meget forsigtigt smil, før jeg slog blikket ned i bordpladen og derefter skimtede ud over dansegulvet. Jeg havde svært ved at forblive sur særlig længe ad gangen, og når det nu var Niall, så var det endnu svære.

”Hvad er der så?” det var et godt spørgsmål. Hvad var der egentlig galt? Hvorfor havde jeg svært ved at se ham i øjnene? Hvorfor sad jeg med en glædesfølelse over, at han rent faktisk gerne ville tale med mig? Hvorfor opførte jeg mig så åndssvagt?

”Ikke noget...” det følgende smil, som jeg sendte ham var langt mere oprigtigt end det første, men det falmede atter en smule, da jeg forsigtigt skævede over til Taylor. Han skænkede mig ikke et eneste blik, men jeg ville stadig passe på med mit ordvalg. Jeg var bange for, hvad han kunne overhøre.  

”Undskyld hvis du har det skidt på grund af mig. Det var ikke min mening, men jeg fortryder det altså ikke,” mit hjerte bankede hurtigt. Der var noget fantastisk og fortryllende over det faktum, at Niall stod ved sine handlinger fra den aften. Hvor ville jeg dog bare ønske, at jeg var modig nok til at gøre det samme.

”Nej, det er jeg godt klar over,” jeg tillod mig selv at grine ad min kommentar, da jeg førte en lok hår om bag øret. Hvorfor blev jeg så forfjamsket lige pludseligt? Jeg troede, at min selvtillid så småt var steget over det faktum?

”...Det håber jeg heller ikke, at du gør,” hans ord kom faktisk en smule bag på mig. De kom så meget bag på mig, at jeg blot sad og stirrede med åben mund for et par minutter, før jeg kunne vende tilbage til virkeligheden.

”Det gjorde jeg ikke,” jeg var egentlig ikke klar over, om han kunne høre, hvad jeg sagde, for jeg havde sænket stemmen så meget som muligt på grund af Taylors tilstedeværelse. Selvfølgelig fortrød jeg ikke, at jeg lod ham kysse mig, men det gjorde ikke just min samvittighed meget lysere, faktisk nærmest det stik modsatte.

”Men hvorfor er du så sammen med en anden?” egentlig var det sødt, at han spurgte. Egentlig fandt jeg det utrolig bedårende, at han havde så svært ved at se realiteten af det hele, men det var mere kompliceret end som så. Det var det altså.

”Undskyld mig, men er der et problem her?” jeg blev revet ud af min midlertidige trance, da Taylors fulde og sikkert også dopede overkrop hang ind over bordet imod os, hvorefter han skiftevis så på Niall og jeg. Der var noget fjendtligt og forstyrrende i hans øjne. Det skulle ikke komme bag på mig, hvis han havde indtaget stoffer. Det gjorde så mange af sidste års eleverne alligevel.

”Overhovedet ikke. Vi snakker bare,” Nialls så utrolig overrasket ud, da han fik øjenkontakt med ham, selvfølgelig gjorde han det, det var da en grov og underlig måde at træde ind i andres samtale på.

”Det lyder som om, at der er problemer indblandet,” hvorfor irriterede han mig så meget? Hvorfor havde jeg lyst til at sparke ham i hovedet og derefter forlade ham på stedet? Når ja, fordi han siden vi havde samtalen om at få børn var blevet ondsindet og ligeglad. En kynisk idiot.

”Det er der ikke... Kan du ikke bare være ligeglad?” jeg ved ikke, hvor jeg havde min genfundne styrke fra, men jeg så på ham med irritation spillende i øjnene, noget han plejede at respektere – men som i stedet fik ham til at reagere på en måde, som jeg aldrig havde forventet:

”Hold nu kæft Christina, jeg henvendte mig ikke til dig..” blikket han sendte mig var så koldt og kynisk, at jeg ikke kunne gøre andet end at sidde og se fuldkommen lamslået og forfærdet ud. Sådan havde han dog aldrig talt til mig før.

”Hvordan er det lige, at du taler til hende?” Nialls ansigtsudtryk for fortrukket i overraskelse, da han skød begge sine øjenbryn i vejret. Hvad må han ikke have tænkt i denne situation?

”Hun kan klare det...” han trak lidt på skuldrene, før han kørte hånden igennem håret og snøftede ganske hårdt op. Hvad bildte han sig ind? Hvordan kunne han sidde der og sige, at jeg godt kunne klare at blive behandlet som affald? Det var dog utroligt.

”Nej, du kan snakke ordentlig til hende, før du blander dig i vores samtale,” hvis jeg kunne se Nialls udtryk i øjnene i dette sekund, så var jeg sikker på, at jeg ville se rent had spille i dem. Hvis der var noget, som han vægtede højt, så var det respekt for kvinder. Det kunne man ikke just sige, at Taylor gjorde.

”Nu har jeg efterhånden ret til at blande mig i samtalerne her om bordet, specielt når du integrerer med hende,” Taylor nikkede meget bevidst i retningen af mig, da et smil kreperede sig om hans læber. Hende? Kunne han ikke engang omtale mig ved navn længere? Hele situationen gjorde mig så oprørt, at jeg gav mig til at fumle og pille i mine negle. Det var noget, som jeg var begyndt på at gøre, når jeg blev nervøs nok. Det var underligt.

”Hvem er du egentlig?” der var en meget oplagt mistro spillende i Nialls stemme, da han stillede spørgsmålet.

”Mit navn er Taylor... Man skulle tro, at Christina havde fortalt dig om mig...” åh nej. Nu havde det måske været et meget godt tidspunkt at fortælle Niall om alt det her. Jeg skulle være bedre til at vælge mine tidspunkter. 

”Er han din kæreste?!” han så meget overrasket ud, da vi omsider fik øjenkontakt. Selvfølgelig gjorde han det, så jeg gjorde det eneste, som jeg var i stand til. Jeg nikkede meget stilfærdigt, hvorefter jeg fortsat fumlede meget diskret med mine negle. Jeg var nervøs.  

”Gider du ikke godt at stoppe med det der!?” frustrationen stod tegnet i Taylors ansigt, da han bankede sin øl ned i bordet, så skummet spruttede ud over hele bordet, hvilket fik mig til at fare sammen og gemme hænderne væk under bordet. Jeg var decideret bange nu.  

”Sig mig, hvad bilder du dig ind? Prøv lige at behandle hende med respekt!” jeg frygtede, at Taylor ville give Niall en på kassen for den kommentar. Jeg frygtede virkeligt, at han ville lange ud efter ham, så jeg blev positivt overrasket, da han ikke gjorde det. Pyh.  

”Nu er hun min kæreste, ikke din - så jeg skal nok selv bestemme, hvordan jeg behandler hende, okay?” hvor kom denne barbariske og kontante holdning fra? Hvorfor var han blevet så ondskabsfuld at omgås?

”Så behandl hende i det mindste, som hun fortjener! Jeg har kendt hende længe, og jeg vil ikke finde mig i den måde, som du taler til hende på,” var det forkert af mig, at finde det utrolig tiltrækkende, at Niall var så beskyttende overfor mig? Var det forkert af mig at sidde og tænke, at jeg var sammen med den forkerte fyr? For det gjorde jeg.

”Nu er jeg ret ligeglad med, hvor længe du har kendt hende, og hvordan du mener, at hun fortjener at blive behandlet, for du har overhovedet ingenting at skulle have sagt i mit forhold!” han bankede næven ned i bordet med et sådan smæld, at jeg fór helt sammen. Han var skræmmende.

”Og nu er jeg ret ligeglad med, hvad du siger. Du opfører dig som en idiot,” den flabede mine, der var at spore i Nialls stemme fik mig endnu engang til at skælve. Jeg kunne ikke lade være med at blive bange for, hvad Taylor kunne finde på at gøre ved ham.

”Du skal passe lidt på, hvad du siger - du befinder dig ikke hjemme i dit lille snottede England, hvor alle folk forguder dig - her er det mig, der er den overlegene og jeg opfører mig præcis, som det passer mig!” åh gud, hvor var han tåbelig...

”Kan du ikke bare slappe en smule af Taylor? Altså... Der er ingen grund til at råbe,” jeg overraskede mig selv ved at tale. Jeg var godt klar over, at jeg ikke havde noget som helst, at skulle have sagt i denne sammenhæng, så jeg gav mig igen til at fumle med mine fingre. Denne gang dog under bordet, så han ikke kunne se det.

”Klap i,” hans stemme var ikke helt så hård overfor mig længere, men den fjernede langt fra min nervøsitet. Overhovedet ikke faktisk.

”Jeg er ikke fra England, bare lige så du ved det. Og du ejer ikke en skid, du er nok populær, men du opfører dig som en taber,” det var på omtrent dette tidspunkt, at jeg mærkede en hånd lægge sig ganske roligt ovenpå min. Det var ikke tydeligt for Taylor at se, men det var helt sikkert tydeligt for mig at mærke. Det sendte gnister rundt i hele min krop.

”Og det gør du ikke? Men siden du har så travlt med at lege kendt popstjerne, så vil jeg meget gerne vide, hvad du talte med min kæreste om før...” åh nej. Dette kunne ikke andet end at gå galt. Det var allerede gået galt, før vi fik svaret på spørgsmålet.

”Jeg er bare mig selv, jeg prøver ikke at leve op til noget. Jeg har bare været heldig...” Nialls blik faldt ganske forsigtigt på mig, før han rettede opmærksomheden tilbage til Taylor.  

”... Jeg spurgte hende, hvorfor hun dog var sammen med dig, når du tydeligvis har travlt med hendes bedste veninde,” av, den sad. Jeg kunne se det i hans øjne. Jeg kunne se, hvordan han opfangede hvert et ord. For et meget kort glimt fik jeg øje på den Taylor, som jeg kendte og elskede. Kun et ganske kort øjeblik, så var han væk igen.

”Jaså.. Ser du, sagen er den, at jeg aldrig har været Christina utro. Aldrig, heller ikke selvom, at jeg gerne ville... Men når man træder ind på hendes værelse og ser hendes vægge tapet til med billeder af alle sine røvforkælede drenge-venner, eller hvad fanden I er hjemme fra Storbritannien, så får det en til at tænke: Måske er det hende, der er løs på tråden og har travlt med alle mulige andre, og ikke mig?” den gjorde ondt på mig. Kaldte han mig løs på tråden? Av.

”Niall jeg synes vi skal gå nu...” jeg var ikke sikker på, om han hørte, hvad jeg sagde, men jeg havde ikke lyst til at være en del af denne samtale mere, så jeg hoppede ned fra bænken, hvor jeg afventende gav mig til at vente på, at Niall ville følge efter. Hvis han ville følge efter.

”Hun savner os? Hendes bror, hendes venner, det kan du ikke tage fra hende. Men du må have det, Taylor,” jeg iagttog Niall meget nøjsomt, da han rykkede væk fra bordet og meget let atter tog fat i min hånd, da han trak mig væk fra det forfærdelige mareridt – også kaldet min kæreste.

”Det her vil komme tilbage i fjæset på jer begge to!” hørte jeg ham råbe, men jeg vidste ikke, om jeg skulle tage truslen alvorligt. Hvad mente han overhovedet?

”Christina for fanden,” da Niall og endeligt var nået tilpas langt væk fra bordet til at Taylor hverken kunne se eller høre os, kom det slet ikke bag på mig, at han sagde det. Jeg tænkte det samme.

”Jeg ved virkelig ikke, hvad der går af ham, jeg, jeg mener han, det...” jeg var overhovedet ikke i stand til at fuldende min sætning – så chokkeret var jeg.

”Han er en idiot! Sig ikke, at du elsker ham? Han skal ikke have lov til at snakke sådan til dig!” det sitrede i mig, da han gav min hånd et forsigtigt klem. Han havde ret i det han sagde. Selvfølgelig havde han ret.

”Jeg ved det godt men... Jeg vil virkelig gerne se det bedste i folk, i ham...” det var sandt. Jeg ville virkelig gerne kunne se det bedste i ham. Taylor altså – for han plejede at være noget af det mest sympatiske i hele verden. Det gjorde han altså.

”Han er dopet på narko og alkohol, Christina! Det er et spørgsmål om tid, før han går hen, og bliver værre end Adam,” selvom hans stemme var rolig, kunne jeg godt mærke, at han var oprevet.

”Men hvad skal jeg gøre ved det? Jeg vil ikke gøre nogen kede af det!” min stemme rystede svagt. Hele situationen havde gjort mig virkelig trist og nedtrykt – specielt hele eskapaden med ’’at vi nok skulle få det hele tilbage i fjæset igen,’’ – jeg var ikke sikker på, hvad han mente.

”Du skal gøre det, som gør dig glad, okay? Og hvis Taylor gør dig lykkelig, så vil jeg ikke stå i vejen for dig, men du kan ikke gøre alle glade,” det sendte en underlig bølge af trykhed igennem mig, da han trak mig ind til sig i en meget kærlig og beroligende omfavnelse. Jeg havde savnet at stå i hans arme. Det havde jeg virkelig.

”Det kan være lige meget om jeg er lykkelig med ham, for hvis han er lykkelig med mig, så burde jeg hjælpe ham,” min stemme rystede stadig. Jeg var overrasket over, at jeg overhovedet var i stand til at tale.

”Det må du ikke sige! Christina det her er dit liv, og din lykke! Og jeg tror ikke, at ham fyren der gør dig lykkelig. Du kunne få så meget bedre!” han hev sig væk fra mig igen i en meget bestemt bevægelse, da han sendte mig et alvorligt blik.

”Hentyder du til dig selv eller hvad?” jeg kunne alligevel ikke undgå at løfte det ene øjenbryn, da jeg lukkede ordene ud. Selvom det var et meget alvorligt emne, så havde jeg svært ved ikke at finde det en smule underholdende.

”Efter den anden dag fik jeg håbet tilbage, og jeg vil kunne give dig så meget bedre end ham. Jeg er stadig forelsket i dig, det stoppede aldrig,” det kom egentlig ikke bag på mig. Det var de ord, som jeg havde længdes efter at høre. Han havde det på samme måde som jeg – desværre, var der bare ikke sindssygt meget at gøre ved det. Overfor Taylor.

”... Jeg ved, hvad du taler om. Tro mig, jeg har tænkt de samme tanker og gjort mig de samme ideer, og jeg har det på præcis samme måde jeg... Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal håndtere det,” jeg så bevidst ned i gulvet, da jeg sagde det. Hvad skulle jeg ellers gøre?

”Så tag med tilbage til England, fortsæt dine studier der? Jeg er ked af den misforståelse, som er sket okay? Men det piner mig, at se dig med det fjols,” hans ord ramte mig meget direkte. Det fik mig til at glemme alt om de breve, de opkald, som han ikke havde besvaret mig i tidens morgen. Jeg måtte stole på ham, når han sagde, at han aldrig havde fået dem. Man kom ingen vegne, hvis man ikke stolede på folk, og jeg måtte tage samtalen med Harry senere. Det blev jeg nødt til.

”Årgh helt ærligt, du gør bare slet ikke det her spor nemmere,” jeg daskede ganske forsigtigt til ham, før jeg kastede et blik i retningen af det bord, hvor Perrie og Taylor engang sad. Jeg havde ingen idé om, hvor de var blevet af.

”Undskyld, babe, men jeg vil være ærlig overfor dig, jeg kan ikke holde tilbage på mine følelser for evigt,” han smilede kærligt.

”Jeg bliver nødt til at tale med Taylor..” true. Jeg blev nødt til at tale med Taylor om alt det her, før jeg hovedkuls kastede mig over i noget andet. Det kunne jeg ikke byde ham. Det kunne jeg ikke byde mig selv. 

”Jeg står lige her, hvis der skulle ske noget okay?” jeg mærkede, hvordan han meget kortvarigt pressede sine læber imod min pande, da jeg trak mig væk fra ham med et forsigtigt smil. Jeg var godt klar over, at det ikke ville blive nemt at tale med Taylor, men han fortjente det.

 

..Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg meget snart ville skabe kaos. Mere kaos end jeg nogensinde skulle tro var muligt. 

 

 

Et drama kapitel, wuhu!

Fortæl mig nu kære læsere: Hvad tror I, at det er for en slags kaos, som Christina forvolder? Hvad går det ud på? Og hvordan reagerer Taylor på alt det her?

 

-Lækre sne'hilsner fra Sønderjylland!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...