Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34056Visninger
AA

14. Kapitel 11 - Waiting For Superman

 

"SHE'S WAITING FOR SUPERMAN TO LIFT HER UP

AND TAKE HER ANYWHERE, SHOW HER LOVE," 

 

 

Nialls værelse lå kun ganske få døre fra Louis’ så det var overhovedet ikke svært at finde. Jeg stod udenfor med fumlende hænder, ikke rigtigt sikker på, om jeg skulle åbne døren eller lade være, hvorefter jeg let bankede på. Jeg burde ikke være her. Det føltes så forkert at gå direkte fra et skænderi med sin kæreste og tilbage til sin ’eks’, men jeg var ligeglad. Lige nu, kunne jeg ikke være mere ligeglad med Taylor, for at være ærlig.

”Christina,” smilet stod tegnet i Nialls ansigt, da han åbnede døren for mig, og hans smukke og fortryllende fremtoning næsten tog livet af mig. Selvom jeg ikke burde tillade mig selv at få disse sommerfugle i maven længere, så var de umulige at ignorere. De ville sikkert altid være der, når jeg så ham.

”Hej,” jeg vinkede ganske akavet til ham, før jeg bemærkede, at jeg stadig havde mit slidte eksemplar af Peter Pan under armen. Jeg havde været så fokuseret på at komme væk fra Taylor, at jeg ikke engang overvejede at gå forbi mit værelse for at smide bogen af.

”Hey,” et skævt men også utrolig charmerende og kærligt smil spillede på hans læber, da han flyttede sig fra døråbningen og lod mig komme ind. Hans hotelværelse var umådelig rodet, men jeg lod i mellemtiden som om, at jeg ikke bemærkede det. Det var desuden heller ikke derfor, at jeg var kommet.

”Liam er ude i byen i øjeblikket,” fortalte han mig, da han lukkede døren bag mig og slog hånden ud mod sofaen, som tegn til at jeg skulle slå mig ned. Det forklarede rodet en del, at han ikke boede her alene. Det måtte jeg sige.

”Okay,” jeg lagde bogen fra mig på stuebordet, før jeg satte mig ned i sofaen med et bump. Jeg måtte indrømme, at de havde en helt fantastisk udsigt fra denne etage. Man kunne se skyskraberne torne sig op mod himlen og se, hvordan gaderne løb diagonalt på det ene og andet led. Det var utrolig smukt.

”Det er godt at se dig,” konstaterede han med et forsigtigt smil, da han slog sig ned ved siden af mig, dog med en tilpas afstand i tilfælde af, at jeg ville rykke mig væk. Det ville jeg ikke. Faktisk, så fandt jeg det beroligende, at han var så tæt på. Det var noget, jeg havde manglet, da jeg tog afsted. Nærvær.

”I lige måde,” selvom det føltes så naturligt at tale med Niall på denne måde, så havde jeg stadig ikke glemt mine forbehold. Jeg var stadig sur på ham over det faktum, at han aldrig gav respons på mine breve, opkald eller beskeder. Han frøs mig ude, og nu lod han som om, at alting var i den skønneste orden. Jeg forstod det ikke.

”Så… Louis siger, at du studerer lige i øjeblikket. Hvordan er universitetslivet?” han kørte ganske langsomt hånden igennem sit blonde hår, og jeg måtte tage mig selv i at iagttage ham imens. Der var et eller andet dragende og intenst over ham, som jeg aldrig ville blive i stand til at forklare. Nu rablede det da først for mig…

”Det er anderledes. Det er svært at leve med den amerikanske accent hver dag, men man møder en masse nye og spændende mennesker,” jeg slog blikket ned på mine hænder for et ganske kort øjeblik. Af en eller anden grund, så havde jeg svært ved at se ham i øjnene. Fordi det stak i mit hjerte, når jeg tænkte på, at jeg ikke burde føle sådan her længere.

”Åh ja, Louis fortalte mig, at du havde mødt en fyr,” det skar i mit hjerte. Det skar i mit hjerte, og alligevel var jeg så dum, at jeg rettede min opmærksomhed imod ham, og så det sårrede og triste udtryk i hans øjne. Men, selvom jeg burde blive rasende, fordi dette ene og alene var hans skyld, så tog jeg mig selv i, at føle mig som skurken i denne historie. Det var min skyld, at han var ked af det, for jeg kunne bare have ladet være med at rejse i første omgang.

”Jeg så også et billede af dig og Barbara Palvin på en af forsiderne for ikke så længe siden,” jeg lænede mig en smule tilbage i sofaen og foldede mine ben ved anklerne. Jeg havde ikke set nærmere på overskriften på magasinet, så jeg var ikke engang sikker på, hvad det var, jeg talte om. Jeg havde bare behov for at forsvare mig selv en smule.

”Du ved, hvordan rygterne går. Jeg har ikke været sammen med nogen siden dig,” passede det mon? Mente han, at han ikke havde datet nogen, eller mente han, at han ikke havde haft sex med nogen? Jeg kunne ærligt fortælle, at jeg ikke havde været seksuelt sammen med andre end Adam. Ikke at det var noget at prale af, men Niall og jeg nåede aldrig så langt, og sex var strengt ulovligt på universitetet. Ikke fordi at folk overholdte det, men Taylor og jeg havde endnu ikke lavet andet, end at sove ved siden af hinanden. Oprigtigt sagt.

”Hvorfor ikke?” det ragede egentlig ikke mig, men jeg var utrolig nysgerrig. Jeg havde jo af gode grunde ikke hørt noget som helst det sidste år, så jeg havde overhovedet ikke kunnet følge med i mine venners individuelle dagligdag. Dét, og så måske det faktum, at jeg faktisk gerne ville vide, hvorfor han ikke havde været sammen med andre generelt.

”Fordi det ikke føltes rigtigt,” han trak en smule ligegyldigt på skuldrene, før han rettede sin opmærksomhed imod det store panoramavindue med den fantastiske udsigt.  Fordi det ikke føltes rigtigt. Det burde jeg være glad for, ikke? I hvert fald så tog jeg mig selv i at smile ganske forsigtigt af hans ord. Jeg var smigret.

”Så – hvordan er din nye fyr? Behandler han dig godt?” jeg blev hevet ud af min midlertidige trance, da hans øjne så på mig med en så gennemførende intensitet, at jeg næsten var ved at blive blæst bagover. Jeg blev ikke mindre fortabt i hans øjne som tiden skred frem, faktisk ville jeg nærmere sige det modsatte.

”Taylor? Ja, han behandler mig, som en prinsesse…” jeg forsøgte mig med et akavet smil, men det nåede aldrig at bane sig vej over mine læber. Jeg indså, som jeg sad der helt knust og ulykkelig indeni, at selvom Taylor behandlede mig godt, så var det ingenting målt med den omsorg og kærlighed, som jeg fik ved Niall. Det var ikke engang tæt på.

”Elsker du ham?” spørgsmålet kom fuldstændig bag på mig, da det forlod hans læber. Jeg var ikke længe om at opfatte, at det spørgsmål havde lagt og luret i noget tid. Man kunne se det på ham. Spørgsmålet for mig lå bare i – skulle jeg fortælle ham sandheden, eller skulle jeg lyve?

”Jeg … Jeg holder meget af ham,” sandheden. Sandheden var den, som man kom længst med. Når jeg tænkte over det, så havde jeg måske løjet for mig selv hele tiden. Jeg havde altid sagt til mig selv, at jeg elskede ham, men når jeg sad her, overfor Niall, så blev jeg usikker… Det var i hvert fald indtil jeg kom i tanke om den egentlige grund til, at jeg overhovedet var kommet.

”Niall, hvorfor besvarede du aldrig mit brev?” det var en bombe, der blev smidt ud af absolut ingenting, og jeg var sikker på, at det var et meget risikabelt spørgsmål, men jeg havde været ved at dø af nysgerrighed lige siden den dag, hvor han ikke mødte op i lufthavnen. Det havde jeg altså virkeligt.

”Hvilket brev?” hans øjenbryn skød i vejret, da ordene forlod min mund. Han så utrolig forvirret ud – så forvirret, at jeg egentlig blot endte med at blive fuldkommen vred og frustreret over det faktum, at han slet intet forstod. At han var så… Dum.

”Hold nu op, du ved godt, hvad jeg mener,” sukkede jeg opgivende, da jeg atter fjernede min opmærksomhed fra ham.  

”Nej, du bliver ved med at snakke om en seddel og brev, og jeg aner intet om det?” jeg kunne fornemme uklarheden og usikkerheden i hans stemme, men jeg lod det ikke påvirke mig den mindste smule. Hvorfor skulle jeg? Han løj.

”Åh ja, right, du ved ingenting om det, det havde jeg også sagt, hvis jeg var dig!” jeg rejste mig op fra sofaen i en hurtig bevægelse, før jeg målrettet og bevidst gik over imod det kæmpe panoramavindue og kiggede ud. Jeg kunne ikke se på ham, ikke når omstændighederne var, som de var.

”Nej, du havde meldt pas - ligesom mig? Christina, jeg aner overhovedet ikke, hvad det er for et brev du fabler om?” i refleksionen fra vinduet kunne jeg se ham slå frustreret ud med sin arm, men jeg lod det passere. Jeg var mere optaget af hans ord end hans handlinger.

”Fint, lad os bare sige, at du ikke vidste noget om brevet, men de tusindevis af gange hvor jeg ringede til dig, må du da have opdaget! Eller, din telefon blev måske stjålet?” Jeg drejede forsigtigt rundt på hælen med armene foldet over brystet, da vores øjne mødtes. Mine argumenter var bedre end hans. Indtil videre.

”Jamen hvad ville du have, at jeg skulle sige til dig? Du rejste jo bare, uden videre?! Skulle jeg bare tage telefonen, og lade som om at det hele bare var i den skønneste orden?” hvorfor skulle han være så uvidende om alting? Var det hele virkeligt så svært for ham at forstå?

”Du skulle have dukket op i lufthavnen, som jeg bad dig om!” jeg var godt klar over, at mit toneleje efterhånden var umådelig højt, men jeg var så frustreret over det faktum, at mine ord slet ikke trængte ind i hovedet på ham. Det føltes som om, at han ignorerede det, som jeg sagde.

”Det har du aldrig bedt mig om!?” jeg fulgte nøje hans bevægelser, da han rejste sig op fra sin plads i sofaen og i en meget bestemt bevægelse foldede sine hænder over brystet på præcis den samme måde, som jeg havde gjort det tidligere.

”JO JEG HAR! Årgh, er du bare totalt fat svag eller hvad!?” i en aggressiv og frustreret bevægelse slog jeg armene ud til siden, før jeg lod dem falde ned langs siden med et opgivende suk. Jeg kunne ikke forstå ham. Det kunne jeg virkelig ikke.

”Åbenbart, fordi jeg tydeligvis ikke forstår dig, når du snakker i sort om et eller andet brev, som jeg aldrig har fået!” han tog sig til hovedet. Vi var åbenbart i den samme båd på en eller anden måde. Han for stod ikke mig, og jeg forstod ikke ham. Det var en endeløs affære.

”JEG SENDTE DET TIL DIG I LUFTHAVNEN, efter at du ikke dukkede op, efter at du ignorerede alle mine opkald, efter du bad Louis om ikke at tale om mig, og efter du efterlod MIG alene tilbage dengang!” hvis jeg satte skænderiet med Taylor op imod dette, så ville jeg helt klart kalde dette for det mest følelsesladte. Var det fordi, at mine følelser for Niall et eller andet sted stadig var der, og de var større, end jeg først antog? Nej, det måtte jeg ikke tillade mig selv at sige. Det havde jeg ikke lov til. Ikke ret til.

”Fedt! Nu er jeg den slemme fyr!? Jeg ignorerede kun dine opkald, fordi jeg stadig var så fucking ked af det! Det er jo ikke ligefrem sådan, at jeg har været glad vel?” det gjorde mig faktisk mere ked af det, end man først skulle tro. Jeg havde ikke regnet med, at han ville have haft det så hårdt, men det hele var jo hans egen skyld? Det gav ingen mening.

”Nej, og det hele blev jo SÅ meget lettere af, at du ignorerede mig - det kan jeg godt se! Havde du bare taget den skide telefon en enkelt gang, så jeg kunne få muligheden for at forklare det hele, så var det aldrig endt sådan her!” det var sandt, hvad jeg sagde. Havde han blot kontaktet mig en enkelt gang, så ville vi have stået et andet sted. Det var jeg sikker på.

”Jamen hvad ville det nytte?! Du ville blive ved med at fable om det skide brev, som jeg aldrig har fået?!” hans toneleje var efterhånden blevet lige så højt og hysterisk som mit eget. Det føltes underligt at høre ham hæve stemmen sådan. Han havde altid været så rolig og nede på jorden. Det var en helt anden og mere rå side af ham, som jeg så lige nu.

#Det kan du jo sagtens sige nu! Du kan sagtens stå her og fortælle mig, at du ikke har fået det brev, men hvordan skulle det nogensinde kunne blive bevist? HVA!?” okay, et eller andet sted så teede jeg mig nok som en forfærdelig, hysterisk lillesøster. Jeg teede mig muligvis som et pattebarn, men det var ene og alene hans skyld. Han blev ved med at køre i det samme, så hvorfor måtte jeg ikke gøre det samme?

”Ville jeg nogensinde lyve overfor dig, hva? Nok ser du mig som en kæmpe idiot lige nu, men jeg er ikke nogen løgner!” Han havde fat i en lange ende. Han havde aldrig stukket mig en løgn før, så der var intet hold i, at han skulle gøre det nu. Jeg måtte skride til ny metode.

”Men jeg ved, at jeg sendte dig det brev Niall, så du kan stå der og spille nok så hellig, men det ændrer ikke noget! Er du klar over, hvilken følelse jeg stod med, da du ikke dukkede op? Huh?” jeg foldede hænderne over brystet endnu engang, da jeg slog blikket ned i gulvet. Det var et følsomt emne at tale om mine følelser, men det var efterhånden nødvendigt. Han forstod det tilsyneladende ikke på andre måder.

”Nej det er jeg ikke, Christina, for jeg vidste ikke, at du ventede på mig? Jeg havde ikke en jordisk chance for at vide det, okay? Jeg ved ikke, hvor du har afleveret det brev henne, men det kom aldrig frem!” måske havde han ret. Måske kom brevet aldrig frem. Men så igen, jeg gav noten til Harry, og han burde være mere pålidelig end postvæsnet. Selvfølgelig var han det.

”Men det ændrer ikke på det faktum, at du gav op på mig! Du skred fra mig den aften på natklubben og fortalte mig, at jeg ikke var det værd længere!” jeg kunne næsten mærke, hvordan min stemme langsomt knækkede. Det havde været en af de mest følelsesladte aftner i mit liv, og hans ord havde givet genlyd i mit hoved lige siden. Det gjorde ondt at tænke på det.

”Du var min bedste vens store kærlighed! Han skrev et hit om dig - og du ænsede ikke, måske at fortælle mig det?” hans blik var hårdt, stift og følelsesløst, da jeg rettede blikket op igen, og mødte hans øjne. Jeg kunne godt se, hvad han mente. Det kunne jeg virkelig.

”Det betød jo ikke noget! For helvede Niall, jeg har jo fortalt dig, at den eneste grund til, at jeg ikke fortalte dig det, var både fordi det var unødvendigt, og fordi jeg ville skåne dig for det!” jeg pressede mine arme tættere ind mod brystet. Det gjorde helt ondt i mit hjerte at have dette skænderi med ham. Jeg hadede at se ham sådan her. Vel vidne, at det var min skyld.

”Nej, men det betød noget for Harry, og det betyder noget for mig! At skulle gå dag ind og dag ud med ham er hårdt nok i forvejen, og at synge hans sang til dig flere gange med et falsk smil, det er heller ikke ligefrem at blive skånet? Jeg synes virkelig, at du skal passe på, hvad du siger Christina, for havde jeg fået det brev, så var jeg dukket op, okay?” hans toneleje var faldet en smule til jorden, da han så på mig. Han så næsten helt fortabt ud.

”Det er jo ikke min skyld, at han skrev den sang! ÅRGH - og hvad nytter det overhovedet at du fortæller mig, at du ville dukke op nu - det er ligesom for sent!” av. Det lød meget hårdere og langt mere hjerteskærende, end jeg overhovedet ville have regnet med. Det skar alle de rigtige steder.

”D-det ved jeg ikke,” sukkede han opgivende.

”Nej... Det hele er bare tomme ord Niall.... Tomme ord og intet andet!” snerrede jeg, da jeg lod armene falde ned langs siden igen, og frustreret lod hånden køre igennem de lyse lokker. Jeg ville helst bare glemme dette skænderi. Det gjorde for ondt.

”Jamen det er lige meget, om jeg så stod, og erklærede mine fulde kærlighed til dig, så ville det også være 'tomme følelser, og intet andet!” godt comeback. Et comeback, som faktisk kom ganske uventet, og som faktisk gjorde mig en smule chokkeret. Meget chokkeret.

”Du kan slet ikke sammenligne det! Du havde muligheden for at erklære mig din kærlighed mange gange, men du gjorde det aldrig, og da jeg endeligt fortalte dig, at jeg var forelsket i dig, så SKRED du!” min stemme var tæt på at knække. Jeg var sikker på, at hvis jeg havde tilføjet blot et ord eller to i den sætning, så var jeg begyndt at græde.

”Jeg var ikke længere væk, end du kunne gå! Det var DIG, som rejste uden ét eneste ord, så det er klart, at jeg opgav det lidt!” opgav. Det var det, som han havde gjort. Han havde givet op på mig. Dengang.

”Havde jeg været værdigfuld nok for dig, så havde du slet ikke valgt at opgive,” jeg havde dæmpet stemmen en smule. Jeg kunne ikke sige mere. Det var for svært, for hårdt – og det var sikkert også unødvendigt.

”Du var forsvundet uden spor, hvad forlanger du af mig? Du forlanger en undskyldning fra mig omkring et brev, som jeg aldrig har holdt i mine hænder! Du forlanger, at jeg ikke skulle give op på dig, men du vil samtidig ikke snakke med mig?! Du freaker mig snart helt ud!” råbte han irritabelt, som han kørte sine hænder igennem sit hår, og tog et par meget små og velovervejede skridt over imod mig.

”Jeg forsvandt jo ikke uden nogen spor! Jeg gav Harry et brev, der fortalte dig, at jeg håbede, at du ikke havde givet op på mig, og hvor du kunne møde mig, hvis du var villig til at give mig en chance til, men da du aldrig dukkede op, så mistede man ligesom håbet til sidst! Okay?!” bam, så fik jeg sagt det. Nu kunne han lige så godt gå til bekendelse. Sige, at han vidste det hele.

”Harry har aldrig givet mig et brev fra dig!?” hans øjenbryn røg endnu engang i vejret, da han så på mig med disse meget forvirrede øjne. Hvad talte ham om? Hvordan kunne han dog blive ved med at benægte det?

”Ih, bare kast skylden over på Harry, det hjælper jo vildt meget!” snerrede jeg, da jeg pustede en lok hår væk fra øjnene. Hvorfor skulle jeg også være så langhåret? Det var da super irriterende, at alt bare skulle være galt lige i øjeblikket!

”Ja, men har du nogensinde spurgt ham om, han gav mig det brev?” hans stemme var massivt roligere, da han tog endnu et skridt frem imod mig. Den havde jeg aldrig tænkt over, men så igen – jeg kunne ikke se meningen i det. Det kunne jeg virkelig ikke.

”Selvfølgelig afleverede han det brev! Hvorfor skulle han ikke?” jeg kunne godt mærke usikkerheden stige indeni mig. Selvom jeg overhovedet ikke ville indrømme det.

”Jeg ved det ikke, men spørg ham lige engang, inden du kaster flere beskyldninger i hovedet på mig,” det blik han sendte mig var en smule dømmende. Ikke på den hårde og forfærdelige måde, men mere overvejende og opgivende. Jeg kunne godt forstå det.

”Lad nu være Niall, du kunne jo bare have taget telefonen, når jeg ringede i stedet!” hvorfor blev jeg ved med at finde på dårlige undskyldninger? Hvorfor kunne jeg ikke bare skubbe alt dette fra mig?

”Men det er jo for sent nu at gøre noget ved det nu, som du siger? Selvom jeg fortryder det så inderligt nu, så...” hans stemme var så trist, at jeg faktisk næsten fik tårer i øjnene. Det gjorde ondt at vide, at han havde fortrudt alt dette. Specielt fordi, at der ikke var noget at gøre. På grund af Taylor.

”Please, lad være,” jeg slog blikket ned mod gulvet. Jeg havde ikke lyst til at høre mere om det. Det havde jeg virkelig ikke.

”At lade være med at føle noget for dig? At lade være med at prøve på at komme over dig? At prøve at lade som om, at alt er okay? Det kan jeg ikke,” han tog det sidste skridt over imod mig, inden han med pegefingeren løftede min hage op, så vores øjenkontakt atter blev forbundet. Dette fik mit hjerte til at slå. Selvfølgelig gjorde det det.

”Jeg....” jeg nåede aldrig at fuldende min sætning, før han i en ganske hurtigt men blid bevægelse lænede mig indover mig, for forsigtigt at presse sine læber imod mine. Først gik jeg i panik. Så gik jeg endnu mere i panik – så tog jeg mig selv i at kysse ham igen – før realiteten gik op for mig. Selvom jeg virkelig gerne ville det her, så kunne jeg ikke gøre det. Jeg havde Taylor, og det kunne jeg ikke byde ham. Det kunne jeg heller ikke byde mig selv.

”Undskyld jeg... jeg bliver nødt til at gå,” selvom jeg kunne mærke, at han prøvede at gribe ud efter mig, så stormede jeg over imod døren hurtigere end nogensinde. Mit hjerte pulserede i brystet på mig, tårerne hobede sig op i øjnene, og jeg var utrolig ked af det. Både for det, som jeg havde gjort overfor Taylor, men også det følelsesdilemma, som jeg havde sat mig selv i.

 

Hvad var det dog, jeg havde gjort? 

 

 

Jeg er virkelig ked af, at der er gået lidt tid siden opdateringen, men her er der et super lækkert kapitel til jer, fyldt med drama! 

SÅ FORTÆL MIG: Hvad tror I, at der sker nu? 

 

Love, Rikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...