Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

287Likes
259Kommentarer
35278Visninger
AA

13. Kapitel 10 - Wish You Were

 


"TELL ME WHEN I'LL FINALLY SEE YOUR SHALLOW HEART

FOR WHAT IT IS

'CAUSE I DON'T WANT TO KEEP ON BELIEVIN' IN ILLUSIONS,"

 

 

”Hey babe!” lyden af Taylors stemme gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke længere befandt mig alene på hans værelse. Vi havde aftalt at tilbringe dagen sammen (før jeg i alt hemmelighed skulle over til Niall) men siden Taylor havde været nødt til at tage ud og byde nogle nye elever velkommen, så havde jeg brugt de sidste tyve minutter på at læse. Spændende.

”Hey,” jeg smilede ganske forsigtigt op til ham, før jeg atter rettede opmærksomheden ned i bogen. Det var en gammel klassiker, som Louis altid læste højt for mig, da jeg var omtrent ti år gammel. Jeg havde altid elsket den bog, og den blev aldrig for gammel.

"Hvad laver du?" jeg betragtede ham ganske forsigtigt ud af øjenkrogen, da han hængte sin jakke over en stol ved skrivebordet, før han fandt sin vej over til mig og placererede et let og elegant kys på min kind.  

”Læser,” et kærligt smil spredte sig på mine læber, da jeg bladrede endnu en side i bogen, og gav mig til at skimte ned over siden. Jeg havde fået den fortalt så mange gange, at jeg efterhånden kunne den udenad. Det var egentligt utroligt.

”Om hvad?” jeg kunne mærke sengen give en smule efter under mig, da han slog sig ned ved min side og ganske forsigtigt kiggede mig over skulderen.

”Peter Pan, nok den bedste historie, jeg nogensinde har fået fortalt som barn,” det var sandt. Den originale Peter Pan fortælling fra starten af nittenhundredetallet var den bedste fortælling, jeg nogensinde hørt oplæst. Måske fordi, at det var et af de lykkeligste barndomsminder, jeg kunne erindre.

”Min mor læste altid Peter Plys højt for mig,” selvfølgelig havde hun det. Normale  børn fik læst moderne bøger højt for sig, da de var små. Men, nu var Louis og jeg heller ikke helt normale, så hvorfor prøve?

”Louis læste den højt for mig, som min mor læste den højt for ham. Det er en tradition, som er blevet videreført utallige gange,” jeg bemærkede egentlig ikke, at jeg havde ignoreret hans bemærkning, før han fnøs en lille smule.

”Tak for opmærksomheden da. Men din bror lyder da også til, at være god til den slags med børn,” en enestående sandhed. Den dag hvor Louis fik sig et barn ville blive den lykkeligste dag i hans liv. Han elskede børn, han elskede at kunne være barnlig og uansvarlig sammen med dem, og han ville beskytte et barn lige så højt, som han altid havde beskyttet mig.

”Det er han bestemt også. Jeg glæder mig til, at jeg skal læse den højt for mine børn,” omhyggeligt lukkede jeg bogen sammen i mine hænder, hvorefter jeg ganske langsomt og forsigtigt kørte hånden hen over dens overflade. Det var et gammelt eksemplar, og jeg var bange for, at det kunne falde fra hinanden.

”Det kan jeg godt forstå søde, men der går jo en del år endnu,” hvor mange år er en del? Jeg måtte indrømme, at jeg altid havde leget med tanken om at blive ung mor. Min egen mor havde ikke været særlig gammel, da hun blev mor for første gang, og siden jeg fyldte tyve om lidt under en måned, så følte jeg også, at jeg var ved at være moden nok.

”Forhåbentligt ikke for mange,” svarede jeg ham med et smil, før jeg foldede hænderne meget forsigtigt på bogens overflade. Jeg havde svært ved at ligge den fra mig igen, den bar på så mange minder.

”Nej, men du skal da leve din ungdom ud, før du slår dig ned som mor,” leve min ungdom ud? Hvornår stoppede man med at føle sig ung? Jeg kendte mange middelaldrene mennesker, der stadig følte sig unge. Hvis man skulle følge hans ord, så kunne man jo være langt op i trediverne, før man var klar til at slå sig ned.

”Hvem siger det? Tanken om at blive ung mor er virkelig fangende,” jeg kunne ikke undgå at smile ved tanken. Jeg havde aldrig været typen, der kunne gå i byen hver evig eneste weekend og bruge alle mine penge på alkohol. Jeg var modnet hurtigt, hvilket jeg var sikker på kunne være et plus, i forhold til at få børn i en tidelig alder.

”Det gør din indre teenager. Du er kun 19, du kan jo ikke tage vare på et barn allerede nu,” sagde han i en meget venlig og afmålt stemme, inden han ganske blidt og forsigtigt aede mig på kinden. Normalt elskede jeg, når han gjorde det, men lige i denne situation fandt jeg det yderst nedværdigende.

”Og hvorfor kan jeg så ikke det?” jeg skød en anelse mopset det ene øjenbryn i vejret, hvorefter jeg sendte ham et spørgende blik. Blot fordi jeg var nitten betød det da ikke, at jeg ikke kunne tage vare på et barn. Var han ikke klar over, hvor mange små-søskende, jeg var opvokset med?

”Babe, du bor på et kollegie, som du kun lige kan betale til,” han sendte mig dette utrolig søde og charmerende skæve smil, som kun Taylor kunne sende det, og selvom jeg virkelig gerne bare ville lade samtalen ligge, så vi kunne se en film eller lave noget andet, så forlangte jeg en fair forklaring på det han sagde.

”Og hvad så?” jeg rykkede en smule væk fra ham – ikke noget jeg vitterligt tænkte over, at jeg gjorde, men jeg følte mig et eller andet sted stødt over hans ord. At hive min økonomi ind i spillet gjorde mig et eller andet sted utrolig rasende.

”Hold nu op med at blive fornærmet, Christina,” et ganske lille smil var synligt på hans læber, men det var ikke et som nåede hans øjne. Han var træt og udmattet af denne samtale allerede, men jeg ville ikke lade ham droppe ud allerede. Det gjorde han altid.

”Jamen, du har ikke ret til at sige sådan noget!” vrissede jeg irriteret, da jeg frustreret kørte hånden igennem mine lange lokker og stilfærdigt talte til ti. Havde jeg blot været halvt så temperamentsfuld som min far, så havde jeg slået ham ned. Det var måske nok en hård udmelding – men det havde jeg.

”Det her er et frit land! Det er ikke England!” England? Hvad mente han med det? Det havde overhovedet ikke noget med sagen at gøre.

”Hvorfor skal du nu pludseligt trække England ind i det?” jeg forsøgte at lægge en dæmper på min britiske accent, men det var selvfølgelig en næsten umulig opgave. Den accent ville alting hænge ved, og det var en ting, som jeg var stolt af.

”Det ved jeg sgu heller ikke. Jeg mener bare, at du overhovedet ikke har økonomien til at få børn nu. Du er 19!” endnu engang bragte han økonomien på banen, hvilket blot gjorde mig endnu mere frustreret end tideligere.

”I tilfælde af at du skulle have glemt det, så har jeg en storebror, som har rigeligt med penge, som jeg kan låne af!” det ville ikke være første gang, at jeg skulle kravle til min bror for penge. Det var hans skyld, at jeg sad her lige nu – han betalte for min adgang på universitetet.

”Ja, men du kan ikke få dig selv til at spørge ham. Jeg kender dig Christina. Du elsker ham for meget til, at du vil fremstå som hans lillesøster, som ikke kan klare sig selv. Det er derfor, at du arbejder så hårdt på restauranten,” han havde ret. Selvom jeg ikke ville indrømme det overfor ham, så havde han ret. Jeg elskede Louis for meget til det.

”Nu skulle jeg også lige blive gravid først, ikke?” jeg løftede flabet det ene øjenbryn, før jeg omhyggeligt foldede mine fødder ved anklerne. Der var egentlig ikke nogen grund til, at han flippede sådan ud – det var unødvendigt.

”Du har ret, det er en dum diskussion det her,” han sukkede højlydt. Dum diskussion? Hvorfor var det nu pludseligt en dum ting at drøfte? Jeg ville da hellere end gerne vide, hvad hans intentioner om fremtiden var. Dette hjalp da ingenting.

”Hvorfor?”

”Fordi jeg ikke har planer om at blive far før om mindst 10 år!” til den tid ville han være omkring de tredive. Det burde egentlig ikke komme så meget bag på mig, som det gjorde, men jeg kunne alligevel ikke undgå at blive en smule skuffet. Han mødte mig bestemt ikke på midten i den her diskussion.

”Fordi du vil nyde din ungdom,” jeg lavede de berømte ’’gåseøjne’’ med fingrene, da jeg med en flabet attitude lukkede øjnene hårdt i. Jeg havde ikke nogen problemer med, at han ikke ville være far allerede, men at vente ti år var måske en smule for optimistisk set af ham.

”Ja, det vil jeg,” jeg burde ikke blive trist over dette, gjorde jeg? Burde jeg ikke elske, at han ville leve livet, imens han var ung? Ikke desto mindre, så blev jeg faktisk en smule såret. Ikke fordi han ville nyde sin ungdom, mere måden han gjorde det på.

”Og drikke dig pisse stiv i weekenderne med Adam og de andre - det er næsten det eneste, du laver,” det var måske en overdrivelse. Taylor lavede meget andet end at drikke sig fuld i weekenderne, men når vi endeligt havde en fridag fra skolen, så var han der aldrig. Desværre.

”Det er mit liv! Okay? Men hvis du vil spilde din ungdom ved at blive bollet tyk, så vil jeg ikke stå i vejen for dig, for det er DIT liv!” jeg blev faktisk utrolig chokkeret over det tonefald, som han pludseligt talte i. Han havde aldrig hævet sin stemme på den måde før.

”Gider du godt slappe af?” se, det var i situationer som denne, at jeg følte mig langt mere moden, end ham. Selvom han var en smule ældre end mig, så opførte han sig som et barn og skabte sig langt mere, end hvad godt var.

”Det er da dig, som starter med at overfalde mig!” han tog sig frustreret til hovedet, før han tog en meget dyb vejrtrækning. Overfaldt ham ligefrem? Det var måske nok en stor overdrivelse. Overfaldt jeg ham? Det syntes jeg ikke selv, at jeg gjorde.

”Tag dig lige sammen,” jeg rullede meget diskret mine øjne ad ham, før jeg atter fjernede min opmærksomhed fra ham og rettede den imod et sted i horisonten. Jeg var så indebrændt i øjeblikket, at jeg var bange for, at jeg ville lukke et eller andet forfærdeligt ud.

”I lige måde da,” fnøs han irriteret, men hans stemme var dog blevet langt mere rolig, end den var førhen. Måske kunne man rent faktisk sige noget til ham nu, uden at han ville flippe totalt ud. Man kunne håbe.

”Hvad går dig af dig? Du plejer at være så forstående!” sand beretning. Taylor var et af de mest forstående mennesker, jeg havde mødt under mit ophold i USA, men det ville næsten være synd at sige, at han var særlig forstående lige nu.

”Jeg er bare træt, okay? Det har været en lang dag,” han sukkede ganske forsigtigt, før han lænede sig tilbage mod væggen og kiggede på mig med opgivende øjne. Jeg havde ikke noget problem med, at han var træt, men det gav ham ikke lov til at opføre sig sådan der.

”Men lad da endeligt det hele gå ud over mig!” jeg foldede beskyttende mine hænder over brystet, da jeg fjernede mit blik fra ham, og så over mod vinduet. Solen skinnede med alt sin pragt. Alt at dømme var dette en god dag – omstændighederne taget i betragtning.

”Det er bare ikke et emne, som jeg orker tage med dig nu, okay?” jeg magtede ikke engang at kigge på ham, da han sagde det. Dette var efterhånden blevet en sætning, som han sagde virkelig ofte. Måske var det også derfor, at vi aldrig skændtes?

”Selvfølgelig ikke... Du går bare ud og bitcher over det til David, som fortæller det hele videre til Samantha, som fortæller det videre til mig...” det var ikke noget, der kom bag på nogen, at David var den person, som Taylor betroede sig til, problemet lå bare i, at den person som David betroede sig til var Samantha, og den person som Samantha betroede sig til, var mig. Derfor vidste jeg også mange ting om Taylor, som han aldrig selv ville have fortalt mig.

”Gider du ikke godt bare stoppe?” der var denne underlige og forfærdelige undertone af direkte stress og provokation i hans stemme, som faktisk kom endnu mere bag på mig, end at han hævede stemmen.

”Undskyld mig?”

”Gider du ikke godt bare stoppe med at være så skide fornærmet, også bare slappe af?” den kommentar kom meget bag på mig. Normalt var jeg en konfliktsky person, men både Louis og jeg havde en tendens til at hive bremsen i, når det hele blev for meget. Som nu, hvor jeg syntes, at han var gået en smule over stregen.

”Jeg gider ikke høre mere på det der, du kan jo passende kontakte mig, når du er kølet lidt ned,” jeg samlede bogen op i et hurtigt og forsigtigt snuptag, hvorefter jeg rejste mig op fra min plads på sengen og spankulerede over imod døren.

”Så jeg skal komme springende tilbage til dig, og sige undskyld for, at jeg prøvede at banke noget fornuft ind i dig?” hans ord fik mig til at stoppe op. Det kom bag på mig, at han var blevet så fjern. Så underlig og så .. Forkert.

”Nej, du skal blive den søde og kærlige person, som jeg faldt for, i stedet for den narrøv, som du er lige i øjeblikket,” jeg var godt klar over, at jeg var lige så meget skyld i denne diskussion, som han var, men det gav ham stadigvæk ikke ret til at opføre sig som en nar. Det gjorde det virkelig bare ikke.

”Jeg kan ikke støtte dig i noget, som jeg ikke er enig med dig i søde, og det må du kunne forstå!” han så en anelse frustreret ud, da også han rejste sig fra sengen og så på mig med opspilede og forfærdede øjne.

”Det kan jeg også.. Du behøver bare ikke at være så led omkring det..” det kun ud som en mumlen, men jeg var sikker på, at han hørte hvert eneste ord. Egentlig kom denne situation så meget bag på mig, at jeg mest af alt havde lyst til at droppe ham, og aldrig se ham for mit åsyn igen – men jeg vidste også, at jeg alligevel aldrig kunne tilgive mig selv for det. Sådan var jeg ikke.

”Jeg er bare ærlig søde,”

”Muligvis...” jeg tog let og elegant fat i dørhåndtaget, før jeg åbnede døren, og lod min fod hvile på den anden side, så den ikke ville smække i igen. Dørene her på skolen kunne ikke stå åbne af sig selv. Jeg var ikke helt sikker på, hvorfor.

”Okay, jeg gider ikke, hvis du skal spille det der jeg er tøsefornærmet-kort. Det magter jeg bare ikke lige nu,” han tog et par meget velovervejede skridt hen over gulvet, før han stod foran mig med kun en lille meters imellem os.

”Så lad være,” mit blik hvilede ganske køligt og afmålt på ham, og jeg var sikker på, at der ikke var et eneste glimt af følelse at spore i mit ansigt. Hvis han kunne være en narrøv, så kunne jeg helt bestemt også.

”Fint, det bestemmer du heldigvis selv,” han sukkede en enkelt gang, før han fjernede sit blik fra mig med et køligt, næsten hånligt, fnys.

”Vi ses...” jeg stak bogen ind under armen, før jeg drejede rundt på hælen og forsvandt ud på den anden side af døren.

”Åh Gud, hvor er du dog barnlig,” hørte jeg ham vrisse igennem sammenbidte tænder, men jeg lod det ikke påvirke mig, da jeg blot løftede hånden i en vinkende gestus over skulderen.

”Whatever!” nåede jeg lige at råbe til ham, før døren smækkede i, og jeg med frustreret mine kiggede på klokken. Nu ville være et godt tidspunkt at besøge Niall – jeg var i dårligt humør alligevel.

 

 

DADAM, så fik vi da også lige set en helt anden side af Taylor - tror I, at han har en ''Dark Side'' og hvis ja, i form af hvad? 

 

Derudover skal der lyde en stor tak til HorTom/Ida for hjælpen med dette kapitel, det er blevet helt perfekt! 

 

Jeg elsker jer allesammen, fortsat god weekend x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...