Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34296Visninger
AA

4. Kapitel 1 - Drinking From The Bottle

 

"WE LIVE, WE DIE, WE GIVE, WE TRY, WE KISS, WE FIGHT

OH, SO WE CAN HAVE A GOOD TIME, YEAH!"

 

ET ÅR SENERE

 

”Jeg tror, at jeg har alt for høje forventninger til den her fest,” mumlede Diana for hundrede og syttende gang på vores vej i taxaen. Hun havde ikke gjort andet end at brokke sig, og vi andre var efterhånden, ved at være godt trætte af det.

”Så kunne du have blevet hjemme på kollegiet,” Amber, som sad på forsædet, havde vendt sig om i en lidt akavet position, så hun havde frit udsyn til os andre på bagsædet. Hendes lange blonde hår var opsat i en sjusket knold, der blev ved med at tippe til den ene side. Noget fortalte mig, at den nok skulle gå i stykker, før festen for alvor ville starte.

For at få alting på det rene, så var den fest, som vi var inviteret til, faktisk kun for de lidt ældre elever på campus. (Det vil sige fjerdeårs eleverne) men så privilegeret som jeg var, så havde jeg fået skaffet fire adgangspas til mine veninder og jeg. Det var utrolig svært at komme ind til afgangselevernes fester, så Diana burde virkeligt sætte pris på, at jeg overhovedet gad tage hende med.

”Ja, du skal være glad for, at du overhovedet er blevet inviteret,” påmindede Samantha hende om fra min højre side. Samantha og jeg var de eneste andetårs elever, der ville være til stede til festen, så vi følte os en anelse mere udsatte end resten. Det var jo ikke sikkert, at resten af afgangseleverne brød sig om at have os rendende.

”Jeg håber virkeligt, at Taylor er kommet, når vi når frem. Hvem skal vi ellers støtte os op af?” endnu engang mumlede Diana en anelse irritabelt kommentaren, som et eller andet sted irriterede mig lidt. Hun skulle bestemt ikke regne med, at Taylor ville have os i hælene hele aftenen, når nu han var der med sine klassekammerater. Han skulle have lov til at have det sjovt.

”Kan du ikke lige spørge ham, om han og David er der?” Samantha rev og sled næsten i min arm. Selvfølgelig gjorde hun det – hun havde været forelsket i David i, hvad føltes som for evigt. Altså, Taylor havde fortalt mig, at David havde det på samme måde med hende, men at ingen af dem turde gøre noget ved det. Jeg måtte gøre mit bedste, for at smede dem sammen i aften. Det fortjente de.

”Jo, jo,” jeg sukkede en anelse. Jeg burde give hende nummeret til drengene, så hun selv kunne ringe og spørge. Jeg skulle tit tage den opringning for hende.

Jeg fiskede min telefon op ad tasken, og skrollede ned igennem kontakterne, indtil Taylors navn dukkede op på skærmen. Chancen for, at han ville tage sin telefon, var sikkert ikke særlig højt alligevel. Det larmede sikkert så meget, at han ikke kunne høre sine egne tanker.

Bib, bib, bib.

”Hello darliiiiiing,” smilet fandt vejen til mine læber, da lyden af hans stemme rungede i mit øre. Alt at dømme fra den lave støj i baggrunden, så befandt han sig sikkert udenfor. New York havde så mange muligheder i nattetimerne, og at slentre igennem gaderne kunne nogle gange være lige sy hyggeligt.

”Eh… Ja, hej,” jeg førte en lok af mit hår om bag øret, og jeg hørte hvordan pigerne kom med de vanlige kommentarer som: årgh, nurh, hvor er det sødt. Jeg var vant til det efterhånden, og det gjorde mig et eller andet sted blot endnu mere forfjamsket. Det var jo en normal ting, at have det sådan, var det ikke? Sådan havde det i hvert fald de sidste seks måneder – og det så ikke ud til at stoppe.

”Hvad skylder jeg æren? D og jeg, står faktisk og venter på jer,” den kommentar jeg gerne ville høre. Jeg nikkede en smule til Samantha, som svar på at de var ankommet, og at de også stod og ventede. Hun ville jo blive helt genert, når vi nåede frem.

”Det var faktisk også derfor, at jeg ringede. Vi ville bare høre, om I var der,” jeg kunne fornemme mit hjerte banke hurtigere i mit bryst. Jeg blev altid sådan, når jeg talte i telefon med ham – jeg var ikke helt klar over hvorfor, men sådan var det vel at være forelsket? Ja, I hørte rigtigt; forelsket.

Meget var sket det sidste år, som I nok kunne høre.

Hvor er du sød,” jeg kunne høre, hvordan han kærligt grinte af mig i den anden ende. Det gjorde han ofte. Jeg var stadig ikke sikker på, om jeg skulle tage det som en kompliment. Han gjorde det vel forhåbentlig af kærlig mening.

”Ehm ja.. Så, vi ses om lidt?” jeg bed mig i læben. Hvorfor blev jeg så forlegen? Det måtte være alkohollen, der begyndte at virke optimalt. Det var den eneste sande forklaring, var det ikke?

”Det vil jeg glæde mig til,” jeg kunne næsten fornemme smilet på hans læber, som ordene forlod hans mund. Hans smil var vitterligt det sødeste og mest charmerende, man kunne forstille sig. Lige så charmerende som Zayns faktisk. Kan I så fornemme, hvor vi ligger henne på skalaen? Godt.

”Hvad så Chrissy, tror du, at det er i aften, det sker?” Amber havde lagt en kærlig hånd på mit knæ, og de andre tøser rettede straks opmærksomheden imod mig. Jeg havde lige lagt røret på, men det betød ikke, at jeg ikke vidste, hvad hun hentydede til.

”Jeg håber det, lad mig sige det sådan,” jeg sendte hende et forsigtigt smil, før jeg endnu engang førte en lok af mit hår om bag øret. Jeg brød mig ikke om at være centrum for opmærksomhed normalt, men i dette øjeblik gjorde det mig faktisk ikke så meget. Jeg elskede at tale om netop dette emne.

”Come on, I har jo næsten tilbragt alt jeres tid sammen de sidste seks måneder. I har overnattet hos hinanden flere gange, kysset til samtlige fester og været på adskillige dates. Hvis han ikke præsentere dig for resten af sit slæng i dag, så er der seriøst noget i vejen,” jeg vidste, hvad hun talte om. Taylor og jeg havde datet i snart et halvt år, men jeg var efterhånden i tvivl om, hvordan ville hen med vores forhold. David havde fortalt mig, at Taylor først anså en pige som sin kæreste, når han havde introduceret hende til resten af sine venner, også dem udenfor skolen. Derfor håbede jeg så inderligt, at den dag blev i dag. Det gjorde jeg virkeligt.

 

 

 

 

 

Ti minutter senere steg vi alle ud af taxaen foran indgangen til festlokalet. De havde lejet sig ind i et lejelighedskompleks i den komplet modsatte ende af øen. Det var også derfor, at det havde taget os hundrede år at nå frem til destinationen.

”Se hvem der kommer der,” David, Taylors bedste ven og også en af de sødeste fjerdeårselever på skolen, sendte os et kærligt og imødekommende smil, før han med vaklende skridt kom i vores retning. Måske behøvede jeg ikke at sætte ham og Samantha sammen. Han var så fuld, at han sagtens burde kunne klare ærterne selv.

Jeg var imidlertid fuldkommen ligeglad med de to turtelduer, da jeg kun havde én person i tankerne, og den selvsamme person i syne. Taylor stod lænet op ad muren ikke så langt fra indgangen, og jeg kunne fornemme smilet finde vejen til mine læber, da han skubbede sig selv væk fra væggen, og tog et par skridt frem imod mig.

”Sikke dog en yndig andetårs elev, der kommer slentrende imod mig,” et smørret smil spillede på hans læber, som jeg endeligt nåede helt over til ham. Hvor klamt og sukkersødt det end lød, så havde jeg virkelig savnet ham i løbet af dagen. Vi plejede jo næsten at være sammen hele tiden.

”Og sikke dog en lækker fjerdeårs elev, der står og spiller smart,” jeg bed mig en smule tøvende i læben, og førte håret om bag øret. Det gjorde jeg altid, når jeg var nervøs.

”Er du klar på, at blive vist frem for hele verden?” betød det, at han ville præsentere mig for sine venner? For i så fald, så var jeg mere end klar. Jeg havde ventet på dette øjeblik de sidste seks måneder, så det var så sandeligt på tide, at der skete nogle fremskridt.

”Så klar som jeg nu kan blive,” udbrød jeg genert, som jeg slog blikket ned på mine sko. Det øjeblik, som jeg havde glædet mig så forfærdelig meget til, var alligevel også så barskt at skulle gå igennem. Sæt de ikke kunne lide mig – hvad hvis de hadede mig, og ikke syntes, at jeg var god nok til ham?

”Hey, kig på mig – du har ingenting at være bange for prinsesse, de vil elske dig!” han tog fat om min hage, og førte mit hoved op, så mine øjne kort tid efter mødte hans. Han smilede til mig. Sådan et smil, som var fyldt til renden med kærlighed og tryghed, og som også gjorde det klart for mig, at jeg godt kunne klare det her. At jeg ikke havde noget, at være bange for – så længe jeg var sammen med ham.

 

 

 

 

 

Festlokalet var proppet med mennesker, hvilket gjorde det fuldkommen håbløst for mig at finde hoved og hale i det hele. Taylor havde et solidt tag i min hånd, da han med garanti efterhånden havde opfattet, hvordan jeg havde det med for mange mennesker samlet på samme sted. Der var mindst to hundrede unge mennesker, og det kunne min lille hjerne altså ikke helt holde til.

”De har samlet sig lidt rundt omkring, men to af dem står der!” han pegede i et fjernt hjørne af lokalet, hvor to mørkhårede fyre stod ved et bord, og drak noget, jeg formodede var vodka. Alt andet ville virke underligt.

Jeg fulgte efter Taylor, som han trak mig i retningen af de to fyre, der stod og diskuterede et eller andet, som jeg ikke var helt klar over, hvad var. Måske var det udvalget af tøser til festen, eller hvor godt eller skidt alkohollen var. Jeg turde ikke spørge.

”Tay, hva fandeee – heeeey, du må så være Christina,” den ene fyr, som var utrolig høj, havde en smule tilbageslikket hår, og en kæmpe tatovering på overarmen rakte mig hånden, hvorefter et kæmpe smil bredte sig ud på hans læber. Han virkede meget sød, sådan hvad jeg lige kunne bedømme.

”Jeg hedder Darren, jeg er en gammel kammesjuk fra High School,” han gav slip på min hånd, hvorefter den anden fyr, som var noget lavere og ikke nær så skræmmende, tog fat i den. Han smilede også, men en anelse mere tilbageholdt end Darren havde gjort det.

”Stefan, hyggeligt at møde dig,” Stefan? Det navn var utrolig pænt til ham. Han lignede faktisk også lidt en Stefan type. Gav det overhovedet nogen mening? Nå, men det gjorde han altså.

”Hvad har I gjort af the big A?” Taylor, som stadig havde et solidt tag i min anden hånd, førte mig tættere på bordet, så jeg kunne smide min taske på dens overflade. Det var ikke fordi, at jeg havde særlig meget lyst til at stå her. Jeg ville faktisk hellere finde Diana og de andre, så jeg var sammen med nogen, som jeg rent faktisk kendte.

”Du skal glæde dig til at møde big A, han er virkelig en cool fyr,” det lyste næsten med begejstring ud af Taylor, som ordene forlod hans mund. Jeg forstod ham godt – jeg havde været lige så overgearet, da jeg skulle præsentere ham for Diana dengang. Heldigvis, så faldt det møde i god jord.

”Hvem er en cool fyr?” lyden af en stemme fra et sted bag mig, fik mig i en hurtig bevægelse til at vende mig om. Man skulle vel vise en åben holdning overfor sin kærestes venner, når han nu endeligt viste en frem?

Men min intention om at være imødekommende faldt brat til jorden, da jeg stod overfor ham. Faktisk, faldt den bogstavelig talt til jorden, da jeg blev så chokkeret, at jeg trådte forkert ned på min stilets tynde hæl, og snublede lige så lang, jeg var.

Jeg lå bare der på jorden. Jeg sagde ikke noget, jeg kiggede ikke engang op, før Taylor rev fat i mig, og fik mig stablet på benene igen. Mine ben rystede, og jeg kunne fornemme, hvordan min mave kørte på højtryk. Jeg skulle kaste op. Jeg skulle kaste op nu.

”Hvad fanden?” var alt der kom ud af munden på ham, som mit ansigt blev mere og mere blegt, og mit hoved snurrede mere og mere rundt. Jeg var ikke klar over, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde ondt over det hele, jeg havde det både fysisk og psykisk dårligt – og jeg vidste, at der ikke var noget at gøre ved det.

”A-adam,” var det sidste jeg nåede at få ud, før det hele kollapsede for mig, og jeg endnu engang bragede til jorden. Denne gang fuldkommen bevidstløs.

 

Min fortid, den forfulgte mig… 

 

 

 

 

 

 

Dette var så kapitel 1 - der bliver startet ud med drama lige fra åbningen, hva? 

 

Nå, men, HVAD TROR I, DET FÅR AF BETYDNING; AT TAYLOR ER VENNER MED ADAM, OG ER DET TILFÆLDIGT TROR I?

 

Og hold da op, næsten 100 likes på fem dage, det er simpelthen for vildt! 

 

Gør mig en tjeneste, og smid et LIKE, hvis I endnu ikke har gjort det.

 

Det vil betyde meget!

 

-R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...