Mørk silke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Færdig
Uddrag af en drøm.

Jeg drømte det her i nat, og det tilhører en historie jeg har haft lyst til at skrive et stykke tid, som er stærkt fantasy præget. Det kommer ikke stærkt til udtryk i dette stykke, men jeg har valgt at placerer det i den genre alligevel.

Skriv gerne en kommentar, hvis det er et projekt, i gerne vil se fortsat.

Credits:
Historie - Mine syge hjerne
Forside - Lovesome390, dA

2Likes
7Kommentarer
295Visninger

1. Alice

Hendes hånd rystede da hun greb om det hvide klæde. Den knyttede næve løsnede sig let, for så atter at lukket sig stramt om klædet. De rallende åndedrag rullede op langs hendes luftrør, for så at presse sig ud mellem hendes velformede røde læber. Skyggerne fra det hvide folders dybder syntes at bliver så store, at de løb ud over klædet som våd mørk maling. Hendes syn blev sløret af dem. Og så blinkede hun.

Hendes syn vendte tilbage og jog skyggerne på flugt. Igen stirrede hun på det hvide klæde, som hun stadig hold krampagtigt fast i. Først kunne hun ikke sætte en finger på ændringen. Hun havde slet ikke været klar over at hun græd, før den første varme dråbe tegnede en sort streg på hendes ansigt, for så at løbe videre ned af hendes hals. Følelsen af varmen fra hendes egen tåre, der aftog mod hendes hud, var hvad der gjorde hendes opmærksom på tåren i første omgang. Med en hurtig bevægelse tørrede hun den væk med en behandsket hånd. Det efterlod en række sorte pletter på det hvide silkestof, men hun var ligeglad.

Med en mere behersket bevægelse trak hun stoffet til side, hvilket sendte en kaskade af støv hvirvlende igennem luften. Klædet syntes at stå stille i luften længe inden det til sidst faldt til jorden. Hun trådte på det, da hun stillede sig foran væggen og foran hvad klædet havde gemt.

Hun stod i en sø af hvidt i sin lange sorte frakke og med sit lange platin blonde hår bundet op med de mørkerøde silkesnore. Langsomt, men uden at bøje sin krop meget, rakte hun ned mod sine fødder. Hun fik fat i hælen på først den ene sko og så den anden, og trak dem af. De højhælede ankelstøvler landede på det hvide klæde med et dæmpet bump.

Hun længtes efter noget at styrke sig på. En skælvende hånd fandt ned i hendes lomme, hvor den lukkede sig om sølvlighteren og den halvtomme pakke med marlboro cigaretter. Hun halede begge parter op af lommens indre, rystede en cigaret ud og tændte den, for så også at smide den væk og tabe pakken. Hun kunne ikke samle fokus nok til at ryge lige nu. Hun kunne end ikke slide blikket væk fra værket foran hende.

Efter al den tid og den evige søgen, havde hun fundet hvad hun ledte efter.  Hun havde forventet at blive overvældet, men aldrig at blive skuffet. Det var som et slag i ansigtet for hende. Skuffelse havde aldrig været en mulighed, før nu.

Hun strakte hånden ud og rørte ved det bløde lærred foran hende. Den ru overflade og glatte penselstrøg syntes perfekte under hendes fingre, som var selv denne del af maleriet udtænkt sådan af maleren selv. Hun kunne ikke benægte skønheden i de lyse farver eller præcisionen i de detaljerede roser, der flugte maleriets ramme hele vejen rundt. Ømheden i hvert blad var ikke til at overse, men det samme kunne siges for det gabende hul midt på lærredet, som ikke var udfyldt. Det var i stedet et falmet hvidt område i midten af lærredet.

Der manglede noget, det var indlysende. Hendes blik afsøgte alle afkroge af lærredet og faldt så på en lille gylden plade i rammen med den sirlige påskrift: Alice. Det var først der hun trak sin hånd til sig. Den anden knugede stadig om den nu opvarmede metallighter. Et pludseligt indfald fik hende til at køre fingeren over lighter, tvinge det lille låg op og tænde flammen.

Hun holdt ilden mod lærredet, så tæt at flammen næsten rørte ved stammen. Hun kunne se flammen bøje sig ind mod lærredet, som om de gyldne gnister ikke kunne vente med at æde sig igennem lærredet. Også forsvandt den lille flamme helt. Kvalt af lighterens låg, som blev lukket af en fremmedhånd. Idet samme faldt hun mod gulvet, mens en hjerteskærende lyd undslap hende.

Han kunne prøve at løfte hende eller tvinge hende op, men han lod være. Han stirrede selv uforstående på billedet, som i hans øjne forstillede vilde roser. ”Det er ikke i så god stand, lidt falmet i midten. Er det et af dine søsters malerier?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...