Dear Niall ✾ (1D One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Færdig
She was in love with him, but he was gone.

185Likes
88Kommentarer
4802Visninger

2. Dear Niall


Regnen silede ned over husenes tage, da tordenvejret medførte skybrud over Londons indre centrum. Udenfor søgte fulde mennesker ly for natten, efter at have festet løs til nutidens hits. Men indendørs vækkede et stort tordenbrag den kønne Lee Adams. Hun mærkede sin spinkle krop ryste, da hun tvunget ud af sin søvn, slog øjnene op. Månen viste sit skær på væggen, og fik Lee til at tage ud efter vækkeuret. Som hun fandt det, formørkedes rummet, da store skyer slettede månens skær gennem vinduet. Hurtigt lod hun sine fingre finde urets knap, og så hvordan det blå lys nu gav området omkring hende farve. Klokken var 00:56, og det var den 13. september.

Fortvivlet kiggede hun lige ud i rummet og strammede sit greb og uret. På bare få sekunder fyldtes hendes øjenkroge med tårer, og en tankestrøm af billeder gav hende hovedpine. Hun græd. Lydløst faldt tårerne ned langs hendes kinder, og gjorde dem bløde. Havde hun ikke prøvet dette gentagende gange, havde hun været bange. Men hun vidste, hvad der skulle gøres.

Søvnig fandt Lee både papir og kuglepen i natborsskuffen, kun gemt til denne dag, og tændte forsigtigt natlampen med svagt lys. Hun ønskede ikke at vække sin elskede kæreste ved sin side. Det her kom ikke ham ved. Det her handlede om hendes bedste ven, Niall.

 

Min elskede Niall.

Det er din fødselsdag i dag, og lad mig sige det som det er – jeg kan ikke rigtigt overskue, hvad jeg skal gøre af mig selv. På bare få sekunder har minderne vist sig for mig i mine tanker, og ved du hvor hårdt det er? Jeg savner dig, Niall. Jeg tænker på alle de år vi har kendt hinanden. Siden vi var syv og regnen bragte os sammen på åben gade som vi fortvivlet løb rundt og ledte efter læ. Det regner faktisk lige nu. Ret meget faktisk, præcis som den efterårsdag vi mødtes. Regnen gør faktisk værelset til en lille hule.

Ved du hvad jeg virkelig savner, Niall? Din opmærksomhed til mig. Du var altid klar til at give en hjælpende hånd, lige meget hvor i verden du befandt dig. I starten fandt du altid en måde. I starten.

Jeg savner dig. Kan du mon se det deroppe fra?

 

Lee græd ikke mere, hendes følelser kom fra hjertet af. Alle hendes minder med Niall fik hjertet til at tale. Det kom naturligt, hvilket frembragte et smil på Lees tørre læber. Faktisk havde hun altid overvejet, hvorfor det lige var tårerne, der symboliserede sorg. Egentlig burde det være et smil. Et smil viste den store kærlighed til den afdøde, og hvor meget savn der lå i det smil. Især eftersom Lees tid med Niall havde været alt værd, når de endelig havde set hinanden.

 

Din karrierer som sanger skete på nul komma fem. Den ene dag var du hos mig i Mullingar, den anden – så var du væk … Din fanbase voksede sig større, salget af din musik steg og du begyndte at forsvinde mere og mere ud af mit liv. Jeg burde have været sur på dig, men du udlevede din drøm. Hvordan kunne jeg nogen sinde stå i vejen for det? Men jeg må indrømme, at inderst inde blev jeg ødelagt med tiden. Vores fredage med serier til ud på natten, vores lørdage med skovture i de mest idylliske skove – alt det endte som du forlod mig.

Jeg troede faktisk, at du havde glemt min eksistens, da der gik uger uden kontakt mellem os. Men da jeg så mødte dine øjne på den anden side af hoveddøren, var du den selvsamme Niall. Du krammede mig, og jeg glemmer aldrig dit udtryk i øjnene, da du efter de mange måneder var hos mig.

Jeg savner det, Niall. Jeg savner dig.

Især savner jeg vores mange ture gennem Mullingar, og hvordan du altid tilbød mig din jakke, når kulden fjernede varmen fra min krop. Den måde du altid gav mig et farvelkys på panden og med et nedtrykt ansigt lod din hånd glide ud af min. Det var ting som denne, der sad fast i mine tanker. Varmen fra din hånd, der pludselig forsvandt og blot lod kulde være tilbage i min. Men når vi så gik ture i skoven, glemte jeg tanken om det, for her holdte du min hånd, som om du aldrig ville give slip.

Det gjorde du heller ikke. Du gav aldrig slip. Men det gjorde jeg.

Aldrig havde jeg troet, at

 

Lee blev hevet ud af sin trance, da Andrew blidt kærtegnede hendes kind. ”Er der noget galt?” lød hans hæse stemme, inden han plantede et kys på den våde kind. Selv om hun rystede på hovedet, ville han selvfølgelig ikke tro hende. Derfor så hun hans blik finde papiret på hendes lår. Hun fulgte hans blik og lagde nu mærke til papiret, der var fyldt med skrift, samt udtørrede pletter fra tårer. ”Det er hans fødselsdag, ikke?”

”Jo,” begyndte hun med en knude i maven. ”Han ville være blevet 25 i dag,” tilføjede hun med sin rystende stemme. Tårerne tog igen form i hendes øjne. Det var alt for lang tid siden, han var taget af sted.

Andrew kyssede hendes kind igen, ”bare læg dig til at sove igen om lidt, ikke? Vi har nogle vigtige dage foran os,” påmindede han hende. Lee tænkte de næste dages program igennem, og blev enig med sig selv om, at Andrew desværre havde ret. Hun behøvede sin søvn, men alligevel kunne hun ikke bare droppet det her. Fra han var død til nu, havde hun altid skrevet et brev til ham. Det skulle andre planer ikke ændre. Niall var vigtigere. ”Lov mig du snart går i seng,” hviskede Andrew efterfulgt af et nik fra Lee.

Efter at have åndet ud, og Andrew igen sov, slettede hun den igangværende sætning og skrev videre derfra.

 

Det var da du forlod mig for din verdensturne, at jeg mødte Andrew. En forårsdag ved parkens sø, satte han sig pludselig ved siden af mig. Jeg var flyttet hjemmefra på det tidspunkt, og følte mig alene som aldrig før. Du kunne jo ikke være hos mig, da du lykkeliggjorde piger i hele verden sammen med de andre drenge. Men du udlevede din drøm – noget jeg altid har beundret ved dig, Niall. Det skal du vide.

Men jeg lærte Andrew at kende og blev forelsket. Du nåede kun at møde ham en kort gang, men jeg tror nu, at du ville kunne have lidet ham. Han passer på mig den dag i dag, nu når du ikke kan. Men jeg blev forelsket, vi blev kærester, og nu ligger jeg i vores seng, mens brudekjolen hænger ved skabet. Tænk at jeg skal giftes om blot få dage. En dag du desværre ikke kan være en del af, selv om du altid havde lovet, du ville være min forlover, selv om det ikke var normalt for bruden at have det. Det var blot en af dine geniale jokes, jeg aldrig, aldrig glemmer. Du ville så gerne, og jeg har også altid stået ved, at det skulle du.

Selv om jeg i nogle år ønskede, det ikke ville blive sådan. Du skulle ikke være min forlover.

Du skulle være min mand.

Ham der stod og ventede på mig oppe ved alteret. Ham der smilede til mig, når jeg gik op ad gulvet i min hvide kjole. Ham der ville elske mig forevigt, og aldrig, aldrig give slip. Men sådan blev det ikke. I stedet ville blikket jeg mødte op af kirkegulvet være Andrews. Ham jeg nu elsker lige så højt. Ham jeg vil give al min kærlighed til. Fordi han var der for mig, da du ikke var.

Du blev mere og mere fraværende – jeg følte mig glemt. Du ønskede kun at bruge dit liv på den drøm, du havde skabt dig. Single efter single, sang I jer ind på toplisterne, og flere og flere teenagehjerte forelskede sig i dig.

Du prøvede så godt du kunne at gøre alle glade. Du glemte bare mig.

Alle omkring dig var vigtigere end mig. Havde du glemt mig, Niall? I de måneder mit forhold til Andrew udviklede sig, svarede du på dine fans beskeder, men ikke mine. Jeg ved ærlig talt ikke hvad du havde gang i. Jeg havde dog regnet ud, at dit liv nu var musikken. Du sang som du altid havde elsket det, fik både hård og positiv kritik, og det hele tog du med et smil. Hvordan bar du dig ad? Det har jeg altid beundret dig for. Nettet og verden fandt flere og flere fejl ved dig som din popularitet steg, men du blev ved med at kæmpe og smile stort. Ikke for at glemme dit fantastiske grin.

Og jo mere populær du blev, jo mere glemte du mig.

Det var da du ikke var ved min side, at Andrew erstattede pladsen som den bedste ven, jeg så inderligt savnede. Han erstattede dig ikke direkte, det er umuligt, men pladsen tog han. Før jeg så mig om, var det ham jeg gik ture med, ham der kyssede mig farvel på kinden, ham der gav mig triste blikke når vi skiltes. Dog følte jeg aldrig temperaturskiftet i min hånd, når han slap den. Det måtte have været en speciel tilknytning mellem os. Men alligevel var han der for mig, som du plejede. Og da han spurgte om vi skulle tage skridtet videre, havde jeg kun et svar. Ja.

Det jeg altid havde håbet du skulle spørge mig om, kom i stedet fra hans læber. Jeg havde altid håbet det skulle være os, Niall. Altid. Man da han spurgte, var jeg forelsket. Forelsket i hans fantastiske sjæl og jeg ønskede et lykkeligt liv. Noget du for længst havde glemt at give mig. Selv ikke da min mor ringede og fortalte du var tilbage, blev jeg glad. Selvfølgelig løb jeg dig i møde på vejen, da du skrev du var på vej hen til mig. Men alligevel følte jeg mig glemt. Heldigvis var du så glad for at se mig, og dine øjne skinnede mere end nogen sinde. Du havde faktisk savnet mig.

Men selv om din fantastiske personlighed stadig skinnede igennem dit ydre, kunne jeg ikke åbne op over for dig mere. Den sommer dag ønskede jeg sådan at fortælle dig om Andrew, men jeg kunne ikke. Hvad ville du ikke tænke? Ville du være glad på mine vegne? Jeg havde nok glemt, at du altid så det positive i ting. Også selv om det så var mig, der havde fået en kæreste.

Men selv ikke den grund, fik sandheden frem.

Jeg må indrømme, Niall. Det sværeste i mit liv, var da jeg mødte dit blik i skoven dagen efter. Jeg havde afvist din forespørgsel om at genopleve det som i gamle dage, og så så du mig med ham. I vores skov. Det sårede blik du gav mig, har jeg altid gerne ville glemme. Med bare ét blik, satte du tankerne i gang hos mig. Jeg elskede dig stadig, men på en eller anden måde kom jeg frem til, at det bare ville ende med, jeg blev såret. Du ville såre mig igen. Derfor blev jeg med Andrew, selv om jeg nok inderst inde godt vidste, du var den rigtige.

 

Lee stoppede med at skrive, tog en dyb indånding og kiggede på hendes forlovede. Hun elskede ham, ingen tvivl der. Han var den rette, men alligevel følte hun en kæmpe skyldfølelse, da hun tænkte det hele igennem. Hun havde forrådt Niall, sin bedste ven. Selv om kontakten mellem dem ikke havde eksisteret, var det alligevel hende, der havde valgt ham fra. Med en klump i halsen overvejede hun brevet næste tekst. Det her var et brev til Niall, hun ønskede at sige undskyld.

 

Niall … Aldrig ville jeg gøre dig ondt. Aldrig ville jeg forlade dig på den måde, hele situationen udviklede sig til. Du vil altid have den største plads i mit hjerte. En plads ingen nogen sinde kan erstatte. Efter alle de dårlige ting du udsatte mig for, har jeg overvejet alle de positive ting. Og dem havde vi mange flere af. Alle vores minder glemmer jeg aldrig. De vil leve med mig forevigt, de har en dyb plads i mit hjerte – det samme med dig. Du og dem skal leve forevigt i mit hjerte.

Derfor var din begravelse det sværeste for mig at deltage i. Din flotte kiste dekoreret med alverdens farverige blomster, blev båret op af kirkegulvet i den lokale kirke i Mullingar. Byen du voksede op i. I den by du mødte mig.

 

Lee følte hendes skønhed var falmet med ugerne efter begravelsen. Hun havde manglet hans grin, hans smil, hans nærvær – men allermest havde hun manglet ham. Det havde været noget af det hårdeste at vide, hun aldrig ville se ham igen. Pludselig føltes de mange måneder de tit var adskilt i som ingen ting. Nu var det forevigt. Han ville ikke komme tilbage denne gang, også selv om begge ønskede det. Selv om hele verden ønskede det. Han var væk. Forevigt.

 

Min tale til dig Niall var på ingen måde følelsesløs. Jeg håber du kunne høre med fra oven. Jeg var overrasket over, at jeg overhovedet havde flere tårer tilbage efter den forfærdelige oplevelse i kirken. Men det havde jeg, og er du sindssyg de strømmede ned af kinderne. Alle vores minder delte jeg med forsamlingen, mens de kørte i mit hoved. Din mor smilede af dem, din bror græd, og jeg … Jeg stoppede op midt i det hele, da endnu en tankestrøm forstyrrede mig. Alt det du havde givet mig, da jeg var mindre. Alt det du ønskede at give mig, da du kom hjem igen.

Det jeg bare ikke havde været stærk eller modig nok til at tage imod.

Det regnede den dag du blev begravet, Niall. Selv vejret græd over din død. Alle ønskede dig tilbage. Men midt i mine tanker til dig, lyste solen ind fra kirkens farverige vinduer. Og i det sekund vidste jeg, at du hørte mig. Du hørte på mig fortælle om noget jeg altid ville have i mit hjerte. Dig.

Du havde altid elsket mig, og aldrig ville du såre mig. Det eneste du ønskede, var at gøre mig glad. Og det kan jeg konstatere, at du har Niall. Din mission er fuldført, selv om du ikke har kunne komme tættere målet ved egen hånd de sidste par år. Der har din mission været op til mig. Sammen klarede vi den. For lige nu ligger jeg ved siden af min forlovede og smiler af de minder jeg har med ham.

Selv om du ikke kan deltage som person til brylluppet, vil du deltage fra himlen. Deltage med dit hjerte og sjæl.

Niall, jeg er så forbandet ked af det. Ja, du ved jeg altid har bandet for meget, ups. Men jeg er så inderligt ked af alt det jeg har gjort mod dig. Du skal vide, det aldrig var min mening. Hvis du læser det her, når jeg ligger det på dit gravsted, så ved du, at du altid har den største plads i mit hjerte. Selv om jeg gifter mig med Andrew om nogle få dage, så vil jeg forestille mig, at det er dig, der giver mig væk.

Jeg elsker dig forevigt, Niall.

Din Lee xx

 

Lee mærkede krampen i hånden over at have fået skrevet alt det ned, men hun var ligeglad. Det her var til hendes bedste ven – han fortjente det. Hun kiggede rundt og valgte at tage sig sammen. Hun havde ikke skænket avisen en tanke i flere måneder. Den gjorde hende altid ulykkelig, fordi det gjorde det klart for hende, at han var væk. Men noget ved den her situation, fik hende til at træffe et andet valg. Hun åbnede natskuffen og tog avisartiklen, der lå aller nederst, gemt bag læsebriller og andet gammelt stads.

’Niall Horan kørt ihjel’, sagde overskriften. Lee kiggede op og så væggen, der efterhånden som tiden var gået havde fået månelysets skær tilbage. Af en eller anden mærkelig grund, følte hun Niall var med hende. Han havde altid lyst hvilket som helst rum op. Også hendes eget soveværelse år efter hans tragiske død. ’Niall Horan blev d. 10. oktober kørt ihjel, da han i en tragisk ulykke døde af sine kvæstelser. Kvinden, der udtaler sig som Mrs. Johnson, fortæller dybt hvor ulykkelig hun er, over ikke at have været opmærksom i trafikken. Vidner bekræftet ulykken som at Mrs. Johnson var uopmærksom, hvilket endte i en tragisk ulykke for den irske popsanger. Hun nåede ikke at stoppe, og hamrede forenden direkte ind i Niall Horans bil, der derefter farede rundt i cirkler og endte op mod et vejskilt. Niall døde på stedet.’

Lee var umulig at trænge igennem til ugerne efter nyheden var kommet til hende. Den første dag havde hun ikke turde tro det. Niall kunne ikke være død. Det var jo Niall, han kæmpede altid, og aldrig skulle sådan noget ske til ham. Men det skete, og verden var i chok.

Det der altid havde undret hende, var hvorfor Niall ikke havde holdt øje med vejen. Episoden var blevet beskrevet som om, Niall godt kunne have nået at undvige den modkørende bil, men desværre var det endt på den mest tragiske måde. Hun ville bare så gerne høre, hvad Niall havde tænkt på. Men aldrig ville hun få svaret, for han var der ikke til at fortælle hende det.

Lee kom ubemærket til at snøfte højlydt, og kunne faktisk ånde lettet op, da Andrew drejede sig i sengen. Hun manglede hans støtte. Straks som han så de mange tårer fare ned af de røde kinder, tog han om hende. ”Shh,” hviskede han og krammede hende hårdt ind til sig. Med al sin kærlighed til hende, lod han et blidt kys blive plantet på Lees kind. Hun skulle vide, hvor meget hun betød for ham. Aldrig ville hun blive såret sammen med ham. Aldrig ville hun blive gjort fortræd.

Lee kiggede ind i sin forlovedes øjne, og erkendte sin dybe hemmelige. ”Jeg elsker ham,” hviskede hun og undveg hans blik. Ville han nu hade hende for altid? Ville hun miste alt på grund af tre dumme ord? Tre dumme ord der burde have verdens bedste betydning, men nu som hun sad der, var det eneste der fór gennem hendes tanker døden.

Men Andrew støttede hende i det her. ”Det ved jeg du gør, Lee. Det har du altid gjort,” sagde han blidt og smilede til hende. Hun kiggede nu ind i de smukke brune øjne, der ved deres første møde øjeblikkeligt havde fanget hendes opmærksom. Det plejede nu at være smilet – det havde det været med Niall. Det søde, vidunderlige smil. ”Husk nu, at han ønsker du er glad, Lee. Det ene ønske må du opfylde for ham,” påmindede Andrew hende og kiggede dybt ind i hendes øjne.

Lee behøvede ikke engang, at tænke det igennem, før hun svarede. ”Jeg er glad,” konstaterede hun lavt og kyssede sin forlovede på hans bløde læber. 


Som jeg skrev før, så er dette min movella nr. 60 hvilket jeg har fejret ved at skrive en gammel tekst om. Håber du kunne lide teksten, og du må endelig gerne skrive en kommentar :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...