Blown Away ¤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2014
  • Status: Igang
"Vi er som to dråber vand". Sådan vil Rosie Tanner, svare dig, hvis du spurgte hvordan hendes venskab med den verdenskendte Niall Horan var. Rosie og Niall har været bedste venner siden folkeskolen. Deres venskab havde slet ikke ændret sig en spor, selv efter Niall blev berømt. Rosie flyttede til hendes søster i London, for at holde kontakten med Niall. Niall for sig en kæreste, og da Rosie finder ud af det, bliver hun glad for Nialls vegne. Lige indtil nogle uventet følelser dukker op. Rosie forelsker sig i en, som hun slet ikke burde forelske sig i. Men kan hun skjule hendes følelser, indtil hun kommer sig over ham? Eller finder han ud af det? Læs med i 'Blown Away ¤ One Direcion'.

28Likes
28Kommentarer
1186Visninger
AA

3. Torn¤

Rosies synsvinkel:

Min alarm tone begyndte at larme så kraftigt, at jeg med et sæt stod op. Jeg slukkede den, og havde mest af alt lyst til at blive liggende, men det kunne jeg ikke. Jeg havde en lang skoledag foran mig, og der var en opgave jeg skulle aflevere til idag. Så det var ekstra vigtigt at jeg tog i skole.

Jeg fandt et håndkæde frem, og noget undertøj, og gik ind i badeværelset. Jeg tændte for bruseren, og lod det varme vand ramme mit hud. Det føltes dejligt, og jeg kunne virkelig stå her i flere timer. Men jeg skulle nå skolen. 

Jeg slukkede for bruseren, tog mit undertøj på, og fik tørt min krop. Jeg åbnede døren til mit klædeskab, og fik valgt en lyse brun sweater, og nogle stramme jeans. Jeg fik dem på, og gik ned ad trappen, og hen til køkkenet, hvor min søster læste i et blad.

Hun kiggede op, og smilte til mig. ''Godmorgen,'' hilste hun. ''Hvorfor er du oppe så tidligt?'' spurgte jeg forvirret. Det lignede hende slet ikke. ''Jeg har sovet godt i nat,'' svarede hun. Jeg nikkede, og tog et æble.

Det var gået tre dage siden jeg sidst så Niall, og det havde været virkelig hyggeligt. Vi så lidt af filmen, inden Niall valgte at starte en popcorn kamp. Det endte med at jeg græd af grin, da Niall blev virkelig tøse fornærmet over, at han havde popcorn i håret. 

Jeg smilte ved tanken, og fortsatte mod gangen hvor jeg fik mine støvler på. ''Skal jeg køre dig?'' spurgte Melanie sødt om. Og før jeg nåede at blinke, havde hun allerede sin jakke på. Jeg gad ikke at bruge hendes tid, men når først hun ville noget, kunne man ikke tale hende fra det. 

Jeg tog min jakke, og beanie på. Jeg fik min skoletaske svunget over skuldrene, inden jeg åbnet døren, og åbnede bildøren.

Efter fem minutters kørsel, var vi allerede nået frem til skolen. ''Tak for liften.'' Jeg lænede mig ind over hende, og kyssede hende på kinden. Hun sendte mig et smil, hvilket jeg gengældte. Jeg åbnede bil døren, og smækkede den så i. Jeg vinkede kort til hende, og vendte mig om. Jeg løb over til indgangen.

Jeg skulle til sommer få mig et kørekort. Jeg var blevet 18 for et par måneder siden, og dette var mit sidste år på skolen. Jeg var godt nok blevet træt af, at køre i bus, eller få min søster til det. Jeg følte, at de brugte alt deres tid på mig.

''Rosie!'' En lidt for velkendt stemme stoppet mig. Jeg smilte for mig selv, og for at irritere hende, gik jeg videre. Så jeg ikke forivirrer jer, var det min gode veninde, Faith, som kom løbende over imod mig. Hun hadede at løbe, så hun var sikkert ret vred over at jeg bare gik videre.

Hun tog fat om mine skuldre, og drejede mig rundt. Hendes bryst gik op og ned, hvilket sikkert betød at hun var forpustet - og at hun havde løbet lidt for meget. Hun kiggede vredt på mig, og lidt efter faldt den hårde facade, og vi begyndte begge at grine.

''Nå. Jeg er ret sikker på, at du ikke er døv. Så hvorfor gik du videre?'' spurgte hun, og gik videre. Og som en lille hund gik jeg efter hende. Jeg kunne ikke lade vær med at more mig over, hvor forpustet hun så ud. Det værste i hele hendes verden, var nok løbning. 

''Jeg trangte til at grine,'' svaret jeg hende, og trak på skuldrene. Det var ikke fordi at jeg hele tiden var typen, som drillede andre. Men til tider, kunne jeg godt være lidt diva. Men det var kun overfor dem jeg følte mig tryk omkring. Og jeg følte mig helt klart tryg ved Faith.

Hun var smuk.  Hun havde lysebrunt hår, og var to centimeter højre end mig. Hun havde lysebrunt glat hår, og var helt slank. Hun havde god stil, og flere drenge gik efter hende. Men så let var hun ikke at få fat i. Hun var ikke typen som fandt en dreng, gik hjem med ham, og droppede ham. Hun havde haft en kæreste, som hun elskede af hele sit hjerte. Men han prøvede bare at komme i bukserne på hende, og hun var dybt såret. Men hun var glad for, at han ikke fik taget hendes mødom. Ja, hun var jomfru. Og hun ventede kun på det rette tidspunkt, og den rette person. Og det havde jeg respekt for.

Vi nået mit skab, og jeg fik mine engelsk bøger frem. ''Har du også engelsk?!'' udbrød Faith, og hvinede. Jeg nikkede forvirret, indtil det gik op for mig, at hun også havde engelsk. ''Jep! Og lad os så komme hen til dit skab, inden vi kommer forsent.'' Jeg smækkede skabs døren i, og tog fat i hendes arm, og trak hende videre ned ad gangen.

Vi endte op ved hendes skab, og hurtigt tog hun hendes engelsk bøger frem. Vi havde stadig 5 minutter tilbage, og engelsk lokalet lå to minutter væk herfra. Vi små løb derhen, og fandt en plads bagerst. Der begyndte småt at komme flere, og flere elever. Og efter, ringede klokken, og vores lærer kom ind.

                                                                                   ¤

Efter klokken ringede, var Faith og jeg de første ude. Klassen var lidt indelukket, og der stank, af drenge og pige parfumer. Og en smule sved. Så jeg havde det lidt svært ved at koncentrer mig.

Faith havde op til flere gange grint af mine grimasser. Ja, jeg forstod hende godt. Men det var forfærdeligt. Vi åbnede døren til kantinen og fandt os en plads, lidt langt væk fra alle de andre elever.

''Årh man. Du skulle have set dit ansigt. Du lignede en der var ved at føde,'' grinte Faith. Jeg kiggede vredt på hende, og rullede øjne af hende. Det fik hende ihvertfald ikke til at stoppe. Jeg slog til hende, og så efter flere millioner år, stoppede hun.

''Skal du lave noget efter skole?'' spurgte hun. Jeg tænkte mig om. Havde jeg planer? Ja, det havde jeg. Jeg havde planlagt at overraske Niall. Han virkede lidt trist, da jeg skulle gå, så jeg ville gøre ham glad igen. Eller i det mindste få ham i godt humør.

''Øhm, jeg skal lave noget med min søster,'' løj jeg. Jeg vidste at jeg ikke burde lyve, men jeg havde ikke helt lyst til at fortælle hende at jeg skulle hen til Niall. Så vil hun da spørge om, hun kunne komme med mig. 

Hun så trist på mig, men nikket så efter. ''Er Niall ikke kommet tilbage?'' spurgte hun, og fik drejet samtalen. Da hun nævnte Nialls navn, smilte jeg straks. Selv hans navn kunne gøre mig glad.

''Jo, for nogle dage siden.'' Jeg tog fat i min juice, og puttede sugerøret i, og førte den op til munden. Appelsin juice, var noget af det bedste!

Samtalen døde lidt, og en ret akavet stilhed dukket op. Ingen af os sagde noget, men da en anden slog sig ned ved siden af Faith, og smilte til os, grinte jeg. Det var Daniel. ''Hvorfor sidder i her? Så langt væk fra alle.'' Han pegede igennem hele kantinen, og han havde ret. Vi var langt fra alle, men jeg var ikke typen som elskede opmærksomhed. ''Hvad snakker du om? Vi sidder da altid her?'' Faith sendte ham et drillende smil, og de startet en stirrekonkurrence. 

Daniel havde jeg kendt siden jeg startet her. Han var sød, og venlig overfor mig. Han tog godt imod mig, som en storebror. Han fortalte mig om dem jeg skulle holde mig fra, osv. Og de ting, man skulle gøre for ikke at komme i problemer. Han var virkelig en god hjælp, og jeg vil aldrig droppe kontakten med ham.

Denne her skole, var fyldt med falske personer. De troede de ejede hele skolen, men de tog fejl. De var menneske, ligesom os. Så jeg forstod aldrig, hvorfor de skulle have særbehandling. Og jeg som prøvede at give dem en chance. De fandt hurtigt ud af, at jeg var bedste venner med Niall Horan, og de prøvede at komme tæt på mig. Jeg troede, at de bare ville være venlige, og få deres dårlige ry væk, om at de alle er nogle idioter, som kun tænker på sig selv. Det troede jeg, indtil at de nævnte Niall. Mit humør faldt straks, og jeg var ved at klaske dem en eller to. Det endte dog med, at jeg bare gik væk fra dem. Jeg havde lyst til at råbe, at Niall ikke var noget for dem, og at han altid vil hade dem. Men det kunne jeg ikke gøre imod ham. 

''Rose?'' 

Faith kiggede underligt på mig, og det samme med Daniel. Endu engang, blev jeg sugede væk fra den rigtig verden, til min egen. Se, det var noget af det der mest irriterede mig. Også troede alle, at der var et eller andet galt med en. Jeg smilte bare til dem, og begyndte at drikke min juice.

''Nå, men jeg skal møde lidt tidligere til timen. Jeg skulle hjælpe med et eller andet. Så vi ses, ikke?'' Vi begge nikkede hurtigt, og sendte ham et venligt smil. Han gik væk fra os, og tilbage var Faith som kiggede drillende på mig. Jeg følte mig ikke helt tryg..

''Hvorfor var du helt stille?'' Jeg spærrede øjnene op. Hun kunne da ikke mene? ''Ej, Daniel er bare en ven, en god ven. Jeg ser ham som en bror, ikke andet.'' Jeg kiggede opgivende på hende. For jeg var langt fra forelsket, eller what ever. Jeg ventede på den rette, og Daniel forblev en ven.

                                                                                ¤

Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, og sukkede lettet. Historie timen var endelig slut, og det eneste jeg så frem til var at se Niall igen.

Han vidste ikke at jeg kom idag, og det gjorde bare det hele bedre. Han vil sikkert blive overrasket, glad, og alt det på samme tid. Og så skulle vi selvfølgelig hygge os, en del.

''Wow, wow. Hvor skal du hen i den fart?'' Janelle kiggede sjovt på mig. Hun var min kammerat i historie timerne, og vi arbejdede for det meste sammen. Vi havde en del timer sammen, og det var jeg glad for. Hun var også bare mega awesome.

''Jeg skal nå en aftale,'' svarede jeg, og lynede min jakke. Jeg trak hende ind i et kram, og gik ud af lokalet. Jeg var 100 på, at folk kiggede mærkeligt på mig, da jeg løb og gik på samme tid. Jeg ville nok også have grint af mig selv, men det var der ikke tid til.

Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg var så stresset. Niall boede kun et par minutter væk herfra, så der var intet af bekymre sig om. Det var derfor, jeg stoppede op, og fiskede min mobil op. 

Til: Melaniie

Jeg smutter forbi Niall. Er hjemme snart!

Jeg drejede, og fik øje på Nialls hus. Jeg smilte straks, og gik op til indgangen. Jeg åbnede døren, og gik op af de irriterende trapper. Har jeg nævnt, hvor meget jeg egentlig hader trapper? Nej? Men det gør jeg altså.

Jeg stod foran Nialls dør, og den stod på klem? Havde han besøg? Jeg trak på skuldrene. Måske var han bare kommet hjem fra en lang dag, og glemte at lukke døren.

Jeg åbnede stille døren, og gik ind. Der var ret stille, indtil en pigelatter trangte igennem mine øre. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. 

''Niall! Stop dog,'' grinte hun, og lidt efter kunne jeg høre Nialls latter. Jeg elskede hans latter, og det fik mig altid til at smile. Men nu, var jeg alt andet end glad. Jeg var forvirret, og på en måde vred.

De grinte lidt, indtil det blev lidt for stille. Jeg listede mig over til stuen, og stod lidt væk fra dørkammen så man ikke kunne se mig.

De kyssede, det var jeg helt sikker på! Og da jeg kiggede ind i stuen, blev min teori bekræftet. Hende pigen sad på Nialls skød, og de så helt vildt.. ord kunne ikke engang beskrive det.

Jeg stirrede bare olmt på dem.

Var det, hvad Niall havde skjult for mig? At han havde fået sig en kæreste? Jeg var såret, og vred, og var så tæt på at græde. Jeg troede han stolede på mig, og han ikke havde nogle hemmeligheder, men jeg tog fejl.

''Så det, var hvad du skjulte?'' spurgte jeg, med en grødet stemme. Jeg måtte ikke græde. De begge træk sig hurtigt, og forskrækket fra hinanden. Pigen, kiggede skiftevis på Niall og jeg. Men jeg skænkede hende ikke en eneste tanke. Det var kun Niall, jeg tænkte på. Hans øjne var helt blanke, og han var også ret trist. ''Rosie...'' Jeg rystede på hovedet. Han skulle ikke finde på en undskyldning, og alt det. Jeg var så skuffet over ham. Hvordan kunne han gøre det? Han var jo min fucking bedsteven?! Vi havde kendt hinanden i flere år.. 

Jeg havde lyst til at råbe af ham, og skælde ham ud. Men der kom ikke en eneste lyd fra min mund. ''Jeg troede bare...'' startede jeg ud med. ''....at vi havde et tættere bånd. Men det har vi åbenbart ikke.'' Jeg mumlede det sidste, og vendte om på hælen. Jeg kiggede en sidste gang på Niall, og en tåre gled ned af min kind. Og det samme skete med ham. Og samme øje..

Jeg smækkede døren i, og jeg kunne lige høre Niall kalde på mig. Men jeg gad ikke, at snakke med ham. 

Heldigvis var det fredag, så jeg kunne bare slappe af i morgen. Eller, tænke over hvad Niall og jeg var lige nu. 

Jeg var fuldkommen splittet.

 

                                                   _______________________________

 

Wow, 2.289 ord. Jeg er faktisk ret glad! Undskyld denne vente tid, men jeg har haft så travlt.

Men aw, jeg har ondt af Rosie, og Niall er en fuldkommen idiot. 

Hvad tror I der kommer til at ske? Skriiv. Og jeg håber i vil like den, og sæt den på favorit listen! Det vil betyde meget. 

Arne xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...