Blown Away ¤ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2014
  • Status: Igang
"Vi er som to dråber vand". Sådan vil Rosie Tanner, svare dig, hvis du spurgte hvordan hendes venskab med den verdenskendte Niall Horan var. Rosie og Niall har været bedste venner siden folkeskolen. Deres venskab havde slet ikke ændret sig en spor, selv efter Niall blev berømt. Rosie flyttede til hendes søster i London, for at holde kontakten med Niall. Niall for sig en kæreste, og da Rosie finder ud af det, bliver hun glad for Nialls vegne. Lige indtil nogle uventet følelser dukker op. Rosie forelsker sig i en, som hun slet ikke burde forelske sig i. Men kan hun skjule hendes følelser, indtil hun kommer sig over ham? Eller finder han ud af det? Læs med i 'Blown Away ¤ One Direcion'.

28Likes
28Kommentarer
1174Visninger
AA

6. Everything sucks¤

Rosies synsvinkel:

Jeg satte mig ned bagerst i lokalet, og fik fisket min MacBook ud ad min taske. Jeg sukkede træt, for jeg var træt, mega træt.

Jeg var jo hjemme hos Niall i går, og jeg havde helt glemt at jeg skulle i skole næste dag. Vi hyggede os virkelig meget, og da Louis hentede noget alkohol at drikke, så vidste jeg at jeg var helt væk. Det føltes som om, at det var starten på en weekend, men det var det slet ikke.

Vi lavet en konkurrence om den, der kunne drikke flest shots, og jeg vandt selvfølgelig ikke. Så de drillede mig med, at jeg var en svag drikker, så for at bevise at jeg ikke var, begyndte jeg bare at drikke... og drikke. Jeg blev ikke fuld, men beruset. Men jeg var stadig lidt, kuk-kuk, da jeg kyssede Louis. Ups..

Men ja. Vi hyggede os en del, og fik også drukket en del. Jeg kom først hjem klokken lort om natten, og jeg havde stærkt overvejet at blive hjemme. Men det var vel min egen skyld, og Melanie hev mig ud af sengen. Jeg var bare mega glad over, at jeg fik lavet mine lektier, før jeg besøgte Niall.

Jeg lærte Emily godt at kende, og hun var virkelig venligt, sjov, og smuk. Vi blev gode venner, og vi havde allerede aftalt en dag sammen hvor vi skulle ud og spise. Jeg kunne se, at Niall var ret glad for, at vi havde det sjovt sammen. Det var vel det han havde håbet på? Hans øjne lyste op, da jeg gav hende mit nummer, og krammet hende farvel.

Min mobil begyndte at vibrere, og jeg havde lyst til at smadre den. Jeg halv-sov, og der manglede et kvarter før timen startede. Jeg havde tænkt mig at sove indtil timen begyndte, men det måtte jeg åbenbart ikke.

Fra: Emily.

Hej Rosie.

Jeg skal være sammen med Niall imorgen, så jeg kan desværre ikke tage ud og spise med dig. Kan du i dag?

Jeg kiggede håbløst på skærmen. Var hun seriøs? Jeg havde det som bare fanden, og jeg så frem til noget privat tid med min seng, ikke at tage ud og spise lige efter skole. Jeg sukkede og skrev tilbage. Jeg var ret irriteret.

Til: Emily.

Så tror jeg kun det kan blive en burger ved Mac'D. Jeg har det virkelig dårligt. Mød mig derovre.

Jeg trykkede hurtigt på send, og lagde min mobil irriteret på bordet. Kunne hun virkelig ikke regne ud, at jeg havde det skide dårligt? 

''Godt så. Find jeres kopiark frem.'' Mrs. Denvar, stod ved hendes computer, og en masse mumlen var til at høre. Var timen allerede startet?

                                                                                   ¤

Jeg skubbede irriteret døren op, og sukkede højlydt. Jeg var mega træt, og jeg havde siden i morges, glædet mig til at komme hjem og sove. Men aftalen med Emily, var blevet rykkede frem, til idag, og jeg havde virkelig lyst til at afvise. Men vores lærer, havde allerede fortalt os, at det ville blive en meget hård uge, med en masse lektier. Så jeg vidste godt, at vi først ville se hinanden efter lang tid. Så jeg sagde bare ja til i dag.

Jeg gik ned ad gaden, med musik i mine øre. Uden musikken, tror jeg nok jeg ville sove på stedet. Det var derfor, jeg skruede lidt op for det.

McDonald's kom til syne, og derfor skyndte jeg mig lidt. Et par piger stod og kiggede på mig. Jeg rynkede panden, da jeg ikke vidste hvem de var. 

Jeg åbnede døren til McDonald's, og kiggede rundt. Jeg skulle lige til at skrive til Emily, og spørger hvor hun blev af. Men da jeg så hende foran disken med hendes mobil, droppede jeg tanken, og gik over til hende.

Jeg var så træt.

Jeg prikkede hende blidt på armen, og straks vendte hun sig rundt, og smilte til mig. ''Hey Rose.'' Hun trak mig stille og roligt ind i et kram, som jeg gengældte. Vi trak os fra hinanden, og jeg smilte træt til hende.

''Er du træt?''

Du skulle bare vide. 

Jeg havde lyst til at råbe hende op i fjæset, at jeg var sindsyg træt, og stadig havde en forfærdelig hovedpine, men jeg lod være, og rystede på hovedet. ''Det har bare været en hård skoledag,'' løj jeg. Jeg smilte hurtigt til hende, og vendte mig om, for at bestille. En ung pige, ca. på alder med mig, stod med et stort falsk smil klistret på læberne. Det var mega tydeligt, men det var vel hendes job. At smile falsk til alle kunder.

Det minder mig om, da jeg arbejdede i en tøj butik. Jeg var godt tilfreds med arbejdet, og havde en masse søde kollegaer. Så en dag, da jeg stod ved kassen, klagede en kvinde på omrking 40 år til mig, fordi jeg ikke smilte til hende, eller sagde det sædvanlige, 'du må ha' en god dag' osv. Jeg fortalte hende stille og roligt, at det ikke var nødvendigt at sige det. Så begyndte hun at snakke om alle de andre butikker hun kender, og hvordan de opførte sig overfor kunderne osv. Det endte dog med, at jeg skulle snakke med min chef. Og han fortalte hvor vigtigt det var, at smile, og være venlig overfor kunderne. 

Jeg syntes altså, at 'værsgo' var nok, men det var det åbenbart ikke. Jeg gjorde ihvertfald som han sagde, da jeg havde brug for jobbet. 

Pigen ved kassen hostede irriteret, og straks kiggede jeg på hende. Hun prøvede at smile venligt, men det endte som en grimasse. En grim en. Mine tanker havde overtaget. Det var ret ydmygende, da der var en ok lang kø bag mig. Jeg smilte undskyldene, og fik hurtigt bestilt mig en Happy Meal. Emily grinte kort af mig. Jeg rullede øjne af hende, Jeg fandt os en plads. Jeg satte barken på bordet, og satte mig ned ved en af de 'sofaer'. Emily kom med to barker, med forskelligt mad, og det gav mig ærligtalt kvalme. 

Hun satte sig ned, og kiggede på mig, som om alting var helt normalt. Jeg rynkede panden, og kiggede skeptisk på de to bakker. Var hun så sulten? Hun lignede ihvertfald ikke en, som spiste så meget fastfood. Hun havde da en virkelig flot krop..

Jeg ventede på at hun gad at forklare, men det gjorde hun åbenbart ikke. Jeg hostede kort, og straks forstod hun min hentydning. ''Øhm.. ser du,'' startet hun ud med. Mere noget hun ikke at forklare før, en person jeg kendte alt for, tog plads ved siden af hende.

Wat?

Jeg forstod ikke hvad der skete her. Jeg regnede med, at det kun ville være Emily og jeg. Mig og Emily, men nu var vi tre. Og det havde jeg bestemt ikke regnet med.

Jeg prøvede at nive mig selv, i håb om det kun var syner jeg så. At han slet ikke var der, og at jeg bare ikke havde fået nok søvn. Men selvfølgelig var heldet aldrig med mig. Fuck alt.

''Niall?''

Han smilede sødt til mig, og jeg ville gerne smile tilbage, men jeg var bare så forvirret. Jeg kiggede på dem begge, som bare smilte nervøst. Emily rømmede sig en del, og jeg kiggede skuffet på Niall inden jeg med et løftet øjenbryn kiggede på Emily.

''Ser du, Niall spurgte om jeg kunne komme forbi, og jeg fortalte at jeg skulle mødes med dig. Så han spurgte om han kunne komme med, og hvem kan lige sige nej til det ansigt?'' Hun kiggede forelsket på Niall, og kyssede ham hurtigt på munden. ''Og desuden, er tre jo altid bedre end to, ikke?'' Jeg havde lyst til at skride, men jeg blev alligevel siddende. Jeg nikkede kort, og begyndte at spise af min burger. Emily og Niall startet en samtale, og jeg kiggede en enkelt gang op, og forventede at se Nialls kære smil, men hans blik var limet fast til Emily. Jeg overvejet stærkt at smutte.

 

Vi sad her i en time, og Niall og Emily snakket løs. De spurgte mig kun om et par ting, som jeg svaret på også var det, det. ''Nå, skal vi ikke smutte?'' spurgte Emily, og kigget på mig. Mit blik var koldt, og kedeligt. Jeg nikkede en enkelt gang, inden jeg rejste mig, og tog min jakke på. Jeg vendte mig rundt, og Niall og Emily holdt om hinanden. De smilte sødt til hinanden, inden deres læber smeltet sammen. Jeg kunne se et par piger ved et andet bord, tage billeder, og jeg smilte straks så der ikke kom mærkelige rygter om, at jeg ikke kunne lide Emily.

De trak sig endelig fra hinanden, og flettet deres fingre sammen. Jeg sukkede, og gik efter dem. Niall sendte mig et hurtigt smil, som jeg bare løftet øjenbryn af. Jeg rystede på hovedet, og kiggede væk. 

Jeg var virkelig sur. De havde glemt mig fuldstændig. Jeg kunne have været hjemme nu, og sove. Men jeg var jo en sukkerbasse, og mødte op, fordi jeg vidste at det ville blive svært at finde en dag igen. Jeg regnede med, at mit trætte og nederen humør, vil forsvinde, fordi jeg ville hygge mig med Emily. Men den blev en del værre. Men den lille irske nød, skulle også bare komme brasende. De kunne i det mindste have fortalt mig det. Niall holdte døren for os begge, og han kiggede bekrymret på ham. Men jeg gav ham bare elevator blikket. 

Døm mig ikke. Hvis du var i min situation, havde du nok gjort det samme. Jeg lynede min jakke, og rettet på min taske da vi kom ud. Det var virkelig køligt, og vinteren var så småt ved at begynde. ''Det har været hyggeligt Rosie. Vi ses!'' Hun trak mig ind i et kram, som jeg slet ikke gengældte. Hun skulle vide at jeg var sur, for det hun havde gjort imod mig. Og Niall selvfølgelig. Hun rynkede panden, og smilte kort inden hun satte sig ind i bilen. 

Det var bestemt ikke hyggeligt. Jeg sad bare der, som en træfigur.

''Hvad er der galt Rosie?'' Niall stod foran mig, og han lød bekymret. ''Hvad der er galt? lod du ikke mærke til, at jeg bare har siddet der i en fucking time, og hørt på jeres lorte samtaler?'' Min stemme var ret frustreret. 

''Ved du hvad? Nogle gange, er det bedre at være to, end tre. For så føler man sig ikke glemt!'' Og med det sagt, åbnede jeg bildøren, og satte mig ind.

Emily kiggede ned, og jeg regnet ud, at hun havde hørt vores samtale. Jeg fnøs bare, og kiggede væk.

''Øhm, Rosie? Skal du med i biffen?'' Jeg rynkede panden. Biffen? Skulle de i biffen? Niall satte sig ind, og startet motoren.''Spar mig. Jeg har ikke lyst til at føle mig glemt igen,'' vrissede Jeg vidste godt, at mine ordvalg var hårde. Men jeg var træt, og sur. Bare tanken om, det de havde gjorde, satte mit pis i kog.

''Men vores film starter her om en halv time?''

Vreden begyndte stille og roligt at overtage min krop. Det mente de ikke, vel? De havde ikke tænkt sig, efter alt det de gjorde, at sætte mig af, og lade mig gå alene hjem, vel?! 

''Det mener I ikke? Sig det en joke!'' vrissede jeg, og kastede rundt med mine arme. Niall skulle lige til at sige noget, men jeg afbrød ham. ''Jeg er så pisse træt! Jeg kom hele vejen herovre, for din skyld Emily! Og hvad er takken? Du gider ikke engang at fortælle mig, at Niall også ville komme. Ikke nok med det, så ignorer i mig fuldstændig! Jeg sad bare der, som en tingest. Og Niall, er det sådan man behandler sin bedsteveninde?! En der har været for dig, siden folkeskolen?'' Jeg var tæt på at råbe, men heldigvis havde jeg kontrollen over mig selv.

Jeg kiggede irriteret på dem, og ventede på et svar. Men de svaret ikke, og det knuste mig. Jeg var såret. Tårene pressede sig på, men jeg ville ikke græde foran dem. Det var så latterligt, og dumt at de ikke engang gad at undskylde.

''Fint Niall. Næste gang der sker noget, så forvent ikke at jeg er der for dig.''

Jeg åbnede bildøren, og smækkede den hårdt i. Jeg havde det ligeudsagt, forfærdeligt. Og jeg måtte berheske mig for, ikke at sidde ned i et gadehjørne og græde følelserne ud.

Jeg fortrød virkelig hvad jeg sagde til Niall. Jeg mente ikke et ord hvad jeg sagde, men jeg var bare så såret - og træt. Jeg ville altid være der for Niall, og støtte ham i alt. Jeg følte bare, at han begyndte at være ligeglad, og glemme mig. Selvom jeg vidste, at Niall altid ville holde min ryg. Jeg følte, at han bedre kunne lide Emily, og ville droppe mig. Jeg var virkelig glad for at han havde fundet en - det var ikke det var problemet. Det, at Niall kun var opmærksom på Emily, knuste mig. 

Et par tåre sneg sig frem, og jeg prøvede at blinke dem væk, men det hjalp ikke på noget. Jeg løb lidt hurtigere, og straks kunne jeg se vores lejlighed. Jeg gik op til vores hoveddør, og smækkede den hårdt i. Heldigvis var Melanie ikke hjemme, men hvorfor havde hun ladet døren stå åben?

Jeg løb op til min værelse, og satte mig grædende på min seng. Jeg lagde mig ned, og tænkte over tingene.

Havde Niall glemt mig?

                                   __________________________________________ 

Ikke rettet igennem!

Hej alle. 

Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men tusinde gange undskyld! Jeg har bare slet ikke haft tid til at skrive. Jeg har haft en del lektier for, og jeg har slet ikke haft tid til movellas!

Jeg ved godt, at kapitlet er lidt kedeligt, og det. Men jeg lover, at næste kapitel nok skal blive lidt mere bedre. Og der kommer følelser, i de næste par kapitler. Mere sige jeg ikke! 

Jeg håber I har fået gode gaver, og hygget jer! 

 

Arne xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...