Waking up as Mrs. Tomlinson - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2014
  • Status: Færdig
Rose McKenzie på 20 år kommer fra den smukke by Paris, Frankrig. Som 19 årig flytter hun til London, England for at blive model. Hvad hun ikke vidste da hun tog fra Paris, var at folkene i England ville falde pladask for hendes skønhed og tigge hende om at blive deres model. Der tog skæbnen en drejning i Roses liv og hun er blevet verdenskendt. Louis Tomlinson på 21 år kommer fra Doncaster, England og er med i det verdensberømte boyband One Direction. Han viser sig at være en meget vigtig brik i Roses liv, og det finder Rose også ud af. Rose vil meget gerne møde Louis, og det kommer hun skam også til, bare ikke lige som hun forventede.

98Likes
88Kommentarer
12018Visninger
AA

9. 7) "What happend between me and Amy?"

Da Louis var kørt begyndte jeg at undersøge hele vores hus. Jeg kiggede billeder igennem, kiggede videoer igennem, undersøgte hele vores hus for ting som kunne hjælpe mig med et huske. Desværre hjalp det ikke så meget.

Et billede havde sat sig fast i min hjerne. Billedet fra mit og Louis' bryllup. Selvfølgelig var der flere, men et billede fandt jeg interessant. Et helt almindeligt billeder af mig og Louis der danser på noget trægulv i en hal.

Nå men, det interessante ved billedet er den 'lille' person helt oppe i venstre hjørne af billedet. Personen står gemt i sorte skygger, men jeg kan stadig godt se hvem det er. Ingen har sikkert lagt mærke til hende, fordi hun er så meget gemt væk.

Personen er Amy. Det betyder at Amy var med til mit og Louis' bryllup. Hvilket betyder at hun måske ikke hader mig, eller hvad det nu var Louis sagde der skete mellem mig og hende. Uden et ordenligt svar på det mysterium, havde jeg sat mig den mission at spørge ind til Amy, når Louis kom hjem.

Da klokken nærmede sig 20:00 besluttede jeg at kigge hvad vi havde i vores køleskab, for at se om jeg kunne lave noget mad til mig og Louis. Til mit uheld, havde vi ikke noget. Uheldigt fordi det regnede og ingen mad betød at jeg skulle ned og handle.

Jeg smilte venligt til den rare mand bag disken i denne her lille kiosk og tog min pose med mad i. Vældig flink mand, han lød til at kende mig. Faktisk spurgte han om jeg bare skulle havde det sædvanlige, men fordi jeg ikke kan huske hvad de sædvanlige var, nikkede jeg bare. Lidt efter havde jeg en pose med noget oksekød og spagetti med hjem.

Til mit held lå denne lille kiosk lige nede om hjørnet, ved mit og Louis' hus. Fordi jeg ikke vidste om jeg havde nogen regnjakke, var jeg taget den eneste jakke der hang på knagen i mit og Louis' garderoberum. Det regnede stadig så jeg satte farten op.

Da jeg endelig kunne tage min våde jakke og sko af, hørte jeg nogle trin på trappen til 1. etagen. Jeg gik hen til trappen og så Louis stå halvvejs oppe og halvvejs nede med mobilen på højre ører.

"Hvem ringer du til?" spørger jeg og sætter posen fra mig. "Dig" svarer Louis og ligger mobilen væk. "Og hvorfor så det? Jeg står jo lige her" siger jeg og får en lille trang til at grine af ham. Jeg finder det lidt sjovt at han ringer til mig, når jeg står lige foran ham.

"Jeg kunne ikke finde dig, så jeg ville lige ringe og hører hvor du var" forklarer Louis, kommer hen til mig og ligger sine hænder på mine hofter. "Det behøvede du ikke, jeg var bare lige ned i købmanden rundt om hjørnet og købe lidt mad. Flink mand der er dernede for resten. Han lød til at kende mig, men jeg kendte altså ikke ham" siger jeg og smiler.

Kender det hvor i føler der er noget galt? Det gør jeg. Den følelse fik jeg nemlig, da Louis' smil om hans læber, forsvandte.

"Er der noget galt boo?" spørger jeg og kigger på Louis. En smule nervøsitet prikker i mig. Louis kommer med et lille skævt smil. "Nej nej, alt er i den skønneste orden. Bordset fra at jeg er vildt sulten" svarer Louis og smågriner. "Jamen så må jeg da heller gå i gang med maden, min boo må jo ikke sulte" smågriner jeg og klapper Louis på maven. Jeg giver ham et kort kys på kinden og går så ud i køkkenet.

Jeg sætter posen på køkkenbordet og hiver mine varer op. Først vil jeg starte med at hælde noget vand i en gryde og tænde for komfuret. Problemet er bare at jeg ikke ved hvor gryderne er. Nå, jeg må jo bare lede efter. Efter at havde taget i flere forkerte låger, finder jeg endelig en stor nok gryde og en fin pande. Det bliver sat på komfuret, der kommer vand i gryden også er jeg ellers i gang.

Mens jeg står og laver mad, kommer jeg i tanke om min 'mission'. Jeg beslutter at vente til under aftensmaden at spørge Louis.

***

Mig og Louis er så småt ved at være færdige med maden, da jeg beslutter at nu skal det ske.

"Louis.." siger jeg og tager en dyb indånding. "Ja babe?" spørger Louis og lægger sit bestik fra sig. Han ranker ryggen og kigger på mig. "Jeg må spørge dig om noget, om du skal være helt ærlig, kan du love mig det?" spørger jeg og kigger Louis i øjnene. "Selvfølgelig babe. Hvad har du på hjertet?" spørger Louis og ligger sine hænder over mine på midten af bordet.

"Hvad skete der mellem mig og Amy?" Ordene forlader endelig min mund og jeg kigger Louis direkte i øjnene da de er sagt. "Vil du hører sandheden?" spørger Louis uroligt. "Sandheden, tak" svarer jeg og nikker.

"Nu skal du høre. Amy var helt med på at jeg skulle fri til dig, faktisk var det hendes ide fra starten af. Hende og Harry hjalp mig med at finde en ring, arrange det hele. Da jeg så endelig friede til dig og du sagde ja, ringede du til Amy som den første. Hun var selvfølgelig vildt glad for at du sagde ja, både for dig og mig. Så begyndte forberedelserne og det var der det gik galt. Du begyndte at skubbe Amy væk. Det var mest dig, din mor, min mor, Perrie og Eleanor der arrangede det praktiske. Selvfølgelig var jeg en del af alle beslutninger, for du ønskede også at det hele skulle være perfekt for mig. Som sagt så skubbede du Amy væk. Du ønskede ikke at hun skulle komme i vejen for noget, for du syntes ærligt talt at hun var lidt for vild til at kunne arrange et bryllup. Det vidste Amy ikke, men hun mærkede det straks. Hver ledigt øjeblik du havde og Amy ønskede at tilbringe dem sammen med dig, så vupti, så kom der noget med brylluppet i vejen. Du skubbede Amy mere og mere væk, og faktisk overvejede hun slet ikke at komme med til brylluppet til sidst. Men hun kom et øjeblik. Hun var ikke med i kirken, heller ikke til selve brylluppet, men hun kom et øjeblik forbi for at ønske dig tillykke. Da hun så dig og mig på dansegulvet, smilte hun over hele femøren. Hun var glad på dine vegne, men indeni var hun knust. Hun vidste hun havde tabt dig, til mig. Og derfor flyttede Amy til Paris og nu er hun kendt malerkunstner. Det var sådan set det der skete mellem dig og Amy" Louis afslutter sin forklaring og kigger på mig.

Jeg sidder med 1000 tårer ned af kinderne. Hvordan kunne jeg opfører mig sådan overfor min bedste veninde? Jeg hulker lavt, da Louis bærer mig i brudeform ind i stuen og lægger mig ned på sofaen. Han får sat sig selv i sofaen, trukket mig op til ham og her ligger jeg så og tudbrøler.

***

Åh åh! Hvad synes I om den måde Rose skubbede Amy væk på under arrangering af brylluppet? Jeg ved aldrig hvad jeg skrive efter et kapitel, så jeg vil nok bare sige 1000 tak for at I har taget/tager så godt imod movellaen. Det betyder så meget for mig x  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...