Waking up as Mrs. Tomlinson - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2014
  • Status: Færdig
Rose McKenzie på 20 år kommer fra den smukke by Paris, Frankrig. Som 19 årig flytter hun til London, England for at blive model. Hvad hun ikke vidste da hun tog fra Paris, var at folkene i England ville falde pladask for hendes skønhed og tigge hende om at blive deres model. Der tog skæbnen en drejning i Roses liv og hun er blevet verdenskendt. Louis Tomlinson på 21 år kommer fra Doncaster, England og er med i det verdensberømte boyband One Direction. Han viser sig at være en meget vigtig brik i Roses liv, og det finder Rose også ud af. Rose vil meget gerne møde Louis, og det kommer hun skam også til, bare ikke lige som hun forventede.

98Likes
88Kommentarer
11798Visninger
AA

16. 14) "I think it's a timemachine"


Jeg har lige sat mig i min sofa efter jeg har været i et varmt bad, da min mobil ringer. Jeg sukker, men rækker dog efter den på bordet. Jeg trykker på den grønne knap og tager mobilen op til øret. "Det Harry" hilser jeg og hoster kort.

"Harry, det er Rose" siger en sød stemme i mit øre. Et sugs går gennem min mave ved lyden af hendes stemme. Nøj hvor havde jeg glemt hvor dejlig den ej. "Rose?" får jeg stammet ud af min mund. Jeg lyder nervøs, okay slap af Harry, træk vejret dybt og styr dine følelser.

"Ja Harry, Rose. Du må komme hen til Amys hus, hun skal snakke med dig" siger Rose kort og enkelt. Jeg hører lidt lyd i baggrunden og pludselig har jeg vist en anden i røret. "Harry, det er Louis. Amy hjælper Rose med at huske ting. Hun gør store fremskridt, men Amy må snakke om dig med halskæden du købte til mig, som du mente jeg kunne give Eleanor men som jeg gav Rose. Kan du huske den?" bliver jeg så spurgt om.

Min hjerner kan ikke rigtig følge med, så jeg stille i et minut eller to. Halskæde.. Eleanor.. Gave.. Rose.. Alle mulige ting kører i mit hoved, og jeg mærker pludselig en hovedpine ramme. Jeg tager mig til panden og massere den.

"Hvor bor denne Amy? Så kommer jeg nu" siger jeg så efter stilhed i noget tid. Louis fortæller mig hurtigt adressen og beder mig om at kører forbi ham og Roses sted og tage deres fotoalbum med. Det skulle jeg fordi Amy mente det ville hjælpe på hukommelsen.

Jeg sidder nu i min bil, med jakke og sko på og har lige tændt for den. Jeg skruer op for varmen, da jeg syntes der er meget koldt i bilen. Jeg tager fat om rattet, skifter gear, kigger i bakspejlet og tjekker om der kommer nogen og bakker så bilen.

Jeg kommer ud på vejen og sætter kursen mod Louis' og Roses sted.

***

Da jeg endelig kan stige ud af min bil med et fotoalbum under armen og låse min bil, sukker jeg da jeg står foran en brun dør ved et hvidt hus på den adresse Louis sendte mig til. Jeg får med besvær trykket på en ringeklokke ved siden af døren.

Få sekunder efter bliver døren lukket op af en smuk skabning. Rose.
"Hej Harry, kom ind" siger hun med en sød stemme og lukker mig ind. "Skal jeg ikke tage det?" spørger hun og hentyder til fotoalbummet jeg bæger på. "Jo det må du faktisk gerne" svarer jeg så og sender hende et smil, da hun tager der under min arm.

Hun sender mig et smil tilbage. "Du kan overhovedet ikke huske noget?" spørger jeg hende så mens jeg tager sko og jakke af. "Det meste kan jeg faktis godt. Eller i hvert fald det vigtigste" svarer Rose uden et smil. Jeg mærker et stik i hjertet. "Du skal vide, Rose, at jeg er her for dig hvis der er noget okay? Hvis Louis er en idiot og du har brug for at snakke med nogen, er jeg ikke længere end en et telefonopkald væk" siger jeg til hende og smiler.

"Tusind tak Harry. Det betyder meget" siger Rose med et skævt smil til mig. Jeg ser en tårer trille ned af hendes kind, og jeg er hurtigt til at tørrer den væk og trække hende ind til mig. "Hey, hvad er der galt?" spørger jeg hende så om og får hende til at kigge på mig.

"Det, det er bare hårdt lige nu. Jeg føler mig tom, jeg føler jeg er en belastning for Louis fordi han så ihærdigt prøver at få mig til at huske og at jeg så ikke gør det. Det tager hårdt på mig og ham" siger Rose og snøfter kort. "Hey, det passer ikke. Det er jo ikke din skyld at du ikke kan huske lige nu vel? Det er ingens skyld" forsikrer hende jeg.

"Jo, Harry, jeg er faktisk ret sikker på at det er din skyld" lyder en stemme så foran os og mit hoved ryger straks op til stemmen som lige ar beskyldt mig for at være skyld i Roses hukommelsestab.

"Du må være Amy. Forklar mig venligst hvad du mener det" siger jeg til hende og slipper Rose. Jeg går over til Amy som viser mig ind i stuen. Rose stiller sig op af Louis, som holder om hende. "Kom I bare med" siger Amy så til de to og de følger efter os.

Jeg sætter mig i en stol overfor Amy som sidder i en sofa sammen med Rose og Louis.
"Jo ser du, da du købte halskæden var det meningen du ville give den til Louis som skulle give den til denne her Eleanor har jeg ret?" spørger Amy mig om og kigger på mig. Jeg nikker som svar. "Hvornår købte du den?" spørger hun så. "Samme dag som Louis og Eleanor slog op. Jeg havde lige købt den da han ringede og fortalte det" svarer jeg og bliver overrasket over at jeg stadig kan huske efter så lang tid.

"Jeg tror, og det her vil lyde helt sindssygt, men jeg tror at da Harry købte den og gav den til Louis, som så gav den til Rose at der skete et eller andet med den halskæden. Jeg tror helt seriøst at det er en tidsmaskine" siger Amy med et død seriøst ansigt.

Jeg kan ikke gøre andet end at være stille, ligesom de andre.

***

Så kom der et kapitel mere! Hvorfor tror I Amy har den tanke? Og nu er det jo blevet juleaften og derfor kan jeg ikke komme uden om at skrive GLÆDELIG JUL ALLE SAMMEN! I er der bedste læsere man kunne tænke sig! Tusind tak for at I har taget godt i mod min movella, det betyder meget! xx 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...