Brothers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2013
  • Opdateret: 28 sep. 2013
  • Status: Igang
Zenia bor med sine to brødre, som hun dog ikke er biologisk relateret til. De har været en familie i 5 år, men på det seneste er tingene begyndt at ændre sig mellem de 3. Skjulte følelser kommer ud og konflikterne opstår.

1Likes
0Kommentarer
218Visninger
AA

2. Brødre

Jeg befandt mig endnu engang i en stor vrimmel af mennesker, smilene var tydelige hos alle pigerne, og deres skrig havde boret sig ind i min øregang, alle bevægede sig i takt med den energiske musik, og når ens øjne fik kæmpet sig vej gennem de farvestrålende lys kunne man se ham alle var her for at se, idolet, min bror. Jeg har støttet ham lige fra starten, og jeg har aldrig gået glip af nogle af hans koncerter, jeg elsker at se ham optræde, hans sange får mig til at smile og den måde hans stemme bevæger sig rundt og berør en hver muskel i min krop får mig i trance, jeg undrer mig ikke over hvad alle hans fans ser i ham, Aidan har et fantastisk tag på mennesker, han ved altid hvad han skal sige og gøre for at charmere pigerne, eller for at få nye venner, og jeg ved hvor glad det gør ham, han har altid drømt om at blive idol.

Aidan bukkede for publikum og inden han forsvandt ind bag scenen blinkede han til alle de fanpiger han vidste ville græde sig i søvn over ikke at kunne være hans, omringet af skrig fik man lige et glimt af hans slanke skikkelse og så blev lysene slukket. Jeg blev presset med mængden og endte på den mørke gade som skinnede efter endnu en regnskylle. Jeg fandt vaklende hen til en våd bænk, mine fødder var blevet trætte af at stå op så længe og det rungede i mine ører fra de skrigende piger, som stadig kom gående ud fra koncertsalen, nogle græd mens andre havde brede smil. En stille melodi skilte sig ud fra larmen, og efter kort tid genkendte jeg den, min telefons ringetone, jeg tog i en stille bevægelse telefonen ud af lommen, det var Brandon.

’Hallo’ sagde jeg med en lidt rusten stemme.

’ Zenia, er du okay?’

’Ja, jeg har det fint’

’Åh, godt. Skal jeg hente dig?’

’Det behøver du ikke, jeg kan bare tage bussen’

’Det er sent Zenia, jeg kommer og henter dig’

’Tak’

Sandheden var at jeg var alt for træt til at tage bussen, men jeg ville ikke belaste Brandon, han havde så meget at se til. Brandon er også min bror, altså sådan da, vi er ikke biologisk relateret – min mor giftede sig med Aidan og Brandons far for 6 år siden, og siden da har jeg boet sammen med dem, det er ret sjældent at vores forældre er hjemme, de mødte hinanden i det firma de nu ejer sammen, og er stort set altid ude og rejse, men jeg er blevet vant til det her liv, jeg klarer de huslige ting som mad og vasketøj, Brandon fungerer lidt som en far for mig – egentlig også for Aidan, men han er for stolt til at indrømme det, på trods af at han kun er 15 virker han så voksen, hans drøm er allerede gået i opfyldelse, det er fantastisk at tænke på.

Et lille dyt fra bilen der holdt et par meter henne ad vejen fik mig til at klare lidt op, jeg rejste mig og gik hen mod den velkendte blå bil, jeg bukkede hovedet og satte mig ind på det bløde varme sæde.

’Var det en god koncert?’ spurgte Brandon.

’Som altid’ smilte jeg.

’ Jeg håber bare at han ikke kører sig selv for hårdt ned’ Brandon bekymrede sig altid om alle andre, når han i virkeligheden burde tænke på sig selv.

’Det samme gælder for dig’ sagde jeg stille og afventede en reaktion der ikke kom. Brandon trådte på speederen, og vi kørte fra lyset og ud i den mørke nat. Brandon var 20 år og professionel fodboldspiller, han havde utroligt høje forventninger til sig selv, så på trods af at være en af de bedste spillere i hans aldersgruppe var det ikke godt nok for ham. På det seneste var han begyndt at blive meget kort for hovedet, og han kom ikke hjem før om natten, jeg var meget bekymret for om han behandlede sin krop ordentligt, selv nu var han iført sit træningstøj, og jeg er sikker på at hvis det ikke havde været for at skulle hente mig så ville han havde trænet hele natten. Der var stilhed i den mørke bil, varmen omfavnede mig og mine øjne gled langsomt i.

Da jeg vågnede genkendte jeg med det samme de lilla gardiner der holdt måneskæret ude fra mit værelse. Jeg lå i min bløde seng under min store dyne, stadig iført det tøj jeg havde haft på til koncerten. Jeg rakte ned i min lomme efter min telefon, klokken var kun 3:21. Lyset fra telefonen afslørede en sovende skikkelse på stolen for enden af min seng. Brandon havde siden jeg flyttede ind fået den vane at side ved min side til jeg faldt i søvn, engang var han den eneste jeg var tryg ved, jeg var sur på min mor over at hun ikke var sammen med min far mere, og sur på Brandons far over at han prøvede på at erstatte min far, hvilket han jo egentlig ikke gjorde, dengang havde jeg bare svært ved at forstå hvordan to mennesker der har et barn sammen ikke kan blive ved med at elske hinanden. Jeg kan huske hvordan Brandon trøstede mig hver dag, og roligt forklarede at kærlighed ikke altid varede evigt, jeg følte mig kun tryg ved ham og derfor kunne jeg ikke falde i søvn uden ham ved min side, jeg er 17 nu og alt for gammel til at skulle være afhængig af Brandon som jeg var dengang, men på trods af det har jeg svært ved at finde ro før jeg ved at han er hjemme, det var nok også en bare en vane.

Jeg kunne gennem mit lille nøglehul se at lyset i stuen var tændt, jeg bevægede mig listende over mod døren og sørgede for at så lidt lys som muligt ramte Brandon da jeg bakkede ud fra værelset.

’Godmorgen’ lød en stemme fra lidt bag mig, jeg vendte mig og så Aidans ansigt, jeg smilede til ham som svar.

’Du er tidligt oppe’ sagde Aidan i en kold tone – som altid.

’Jeg kan ikke sove mere’

’Så du koncerten?’

’Ja selvfølgelig, du var fantastisk!’

Aidan frembragte et af hans selvglade smil. Uanset hvor hårdt jeg prøvede havde der altid været en mur mellem ham og jeg. Aidan åbnede aldrig op for nogen, men nogle gange var det som om at han virkelig hadede mig, og det var hårdt, for jeg holdt virkelig af ham.

’Har du set Brandon’

’Øh, ja. Han sover’ Aidan så lidt overrasket på mig.

’På dit værelse?’ jeg nikkede stille, mens Aidan udstødte et prust.

’Hvad har i to lavet der har udmattet ham så meget at han ikke engang kan gå ind på sit eget værelse?’ Aidan kom altid med sådan nogle kommentarer, men jeg kunne ikke lade være med at rødme, troede han virkelig sådan om mig? Og om sin egen bror? Aidan gik hen imod mig med beslutsomme skridt, han stoppede lige i tide, han var ikke mere end et par centimeter fra mig, og så bukkede han sig så hans ansigt var lige foran mit, hans seriøse udtryk blev til et lille grin.

’Lad nu være med at lege så uskyldig…’ han holdt en lille pause ’…søster’, han lagde et hadefuldt tryk på ordet søster, uden at sige mere blev rettede han sig op og blev stående med fronten mod mig lidt tid.

’Godnat’ fnøs han så og gik.

Som så ofte før stod jeg lammet tilbage, han havde altid den her effekt, han skulle altid sige sådan nogle ting, det var som om han bare ventede på at jeg en dag ville få nok og begynde at hade ham, men uanset hvor hårdt han prøvede ville det aldrig ske – han er min lillebror, og det er mit job at beskytte ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...