Moredar's Fortællinger, del 1

Dette er en historie som jeg startede på, på et forfatterkursus, og nu har jeg lyst til at skrive den færdig. Enjoy!

2Likes
0Kommentarer
199Visninger

1. Kapitel 1

Lykke lå stadig et stykke ude i fremtiden, hidtil havde han kun håbet på at hans race ville vinde krigen. Endnu et brøl hørtes et stykke væk, han rejste sig op, drog sit sværd og tog sin hjelm på. Han piftede og hans hest kom hen til ham, han steg langsomt op, men stadig parat på et angreb. Da han havde sat sig på hesten tog han en hånd om tøjlerne og den anden om skaftet på sværdet. Hesten startede med langsomme skridt, så hurtigere, og hurtigere, og til sidst var de i flyvende fart gennem skoven. Han susede forbi træer og buske. Pludselig mærkede han et hurtigt svip, og det næste han bemærkede var blodet der dryppede ned på hans handske. Han trak i tøjlerne og efter lidt stoppede hesten op. Han stod af og tog fingeren til sin kind og tørrede blodet af, han vidste allerede hvad der var sket, brølet han havde hørt før, havde været en trold der var blevet skudt med en pil. Det var tydeligt at den samme der havde skudt trolden, også havde skudt efter ham. Han havde set skikkelsen oppe i et træ lidt længere bagud. Den kunne ikke være langt væk, han måtte afsted. I det samme han steg op på hesten så han dværgen foran ham, med en pil spændt fast i buen, slap han snoren og ramte pletskud. Den havde ramt lige imellem øjnene. Dværgen gik over mod hesten, tog fat i tøjlerne, og svang sig op og red væk derfra, mod sin lejer.

 

”Kom nu Rex! Tør du måske ikke?” Jeg ville så gerne springe, men mor ville kunne se det, hvis jeg landede i mudderpølen. Jeg vendte mig om og var på vej hjemad da jeg hørte endnu et råb fra Clarence ”Ej Rex! Tøsedreng”. Det var dråben! Jeg vendte mig om, tog tilløb, og så løb jeg hen mod kanten, gav af og hoppede. Det næste jeg husker er at jeg falder ned, og lander i mudderpølen. Faldet havde cirka været 5 eller 7 meter. Min hånd dunkede af smerte og Clarence stod bare oppe på kanten og grinede af mig. Jeg rejser mig langsomt og går hen ad den lille sti ved siden den lille mudderpøl. På vejen hjem høre jeg en hel masse heste bag mig. Jeg kigger mig over skulderen, og ser selveste kongens riddere, men hvor er far? Han er ikke blandt dem. Jeg ser Jack i gruppen og råber hurtigt inden de er for langt væk ”Jack! Hvor er far? Han skulle komme hjem i dag!” Jack kigger sig over skulderen med et sørgeligt blik, så kigger han ligeud igen og rider med de andre mod Chromatus, landets hovedstad. Jeg løber efter dem ind mod byen. Da jeg er tæt på porten hopper Clarence ned på mig fra et træ. Jeg lander hårdt på jorden med Clarence ovenpå mig, som hurtigt går af grinende. Jeg kigger bare surt på ham og går ind mod byen. ”Slap dog af Rex. Vi leger jo bare” jeg ignorere ham og går videre. Jeg går op mod vores hus, som ligger på bakken tæt på kongens slot. Jeg åbner døren langsomt og næsten lydløst. Går ind på mit værelse og tager mine klæder af og smider det i en bunke på gulvet, så går jeg over mod mit træskab. Jeg åbner det og tager de fornemme silke klæder som far har givet mig. Jeg tager dem på og betragter farverne, røde med hvide striber. Jeg går ud af mit værelse og går ind på mors værelse, for at vise hende hvordan jeg ser ud i klæderne. Jeg banker langsomt på, så igen, men får stadig ikke noget svar. Jeg trækker ned i håndtaget og går ind. Mor er der slet ikke. Jeg bakker langsomt ud af værelset og lukker døren, da jeg vender mig om står Johan foran mig, jeg hopper op af forskrækkelse. Johan er min irriterende storebror, som altid skal være bedre end mig. Han endda kommet i træning som ridder. Jeg skubber ham og går sur ind på mit værelse. Lukker døren efter mig og tager mine beskidte klæder op, åbner mit vindue og smider klæderne i vaskebaljen under mit vindue. Jeg sætter mig på min seng, og sidder der i et stykke tid indtil Johan banker på døren. ”Kom ind” siger jeg og Johan trækker ned i håndtaget, hvor han derefter går ind og lukker efter sig. ”Hvad er der med dig i dag? Vi skal se far få sine æresmedaljer på slottet i aften. Glæder du dig slet ikke?” jeg kigger med et irriterende og

sørgeligt blik på ham. ”Jeg så kongens riddere komme ridende ind til Chromatus i dag….. far var ikke iblandt dem”. Johan kigger bare på mig med en åben mund ”Måske kommer han bare senere… tror du ik’?”. ”Jeg….. ergh” får jeg sagt. Det var nok til at Johan forstod hvad jeg mente. Han kiggede på mig med håbløse øjne ”Du kan virkelig ikke muntre folk op, kan du vel?” han går sur ud af værelset og smækker døren efter sig. Jeg sukker, rejser mig op og går udenfor. Jeg går op mod kroen hvor mor arbejder, det kan være at hun er der. Da jeg åbner døren til kroen møder jeg lugten af øl, vagabonder og bål. Jeg går op mod det lille rum hvor min mor serverer øl og mad. Jeg ser Jackie, men mor er der ikke. ”Hej Rex. Hvordan har du det, ven?” hun kigger så muntert på mig ”Jeg har det fint Jackie. Ved du hvor min mor er henne?” jeg kigger på hende, føler mig træt og dårligt tilpas, det sidste jeg husker før jeg faldt om var Jackies ord ”Rex? Er du okay!? Re…” derefter blev alt sort. Jeg vågner i en dejlig og blød seng i et varmt værelse. Jeg kan se en person som står over bålet som der er hængt en gryde over. ”Nå, du er allerede vågen” siger en person i hjørnet ved siden af sengen. En mand, i sorte klæder med en sort hætte trukket over hovedet. ”Hvem er du? Hvor er jeg?” kvinden, som jeg har fundet ud af, som stod over ved gryden kommer over til mig med en skål, med en grønlig væske i. ”Drik det her” jeg kender stemmen som Jackies, ”Jackie? Hvor er jeg?” hun står stadig med armene ud til mig. ”Du er i sikkerhed, vi er på et værelse på kroen. Drik det nu, du får det bedre af det”. Jeg tager skålen og lugter til den grønlige væske, det lugter som en blanding af skyggebær og øl. Jeg tager det hele i en slurk, og synker det ”Adr! Hvad var det?” Jackie griner, og går over til bålet igen. Skikkelsen i klæderne trækker hætten ned og jeg ser Jack. Hans lange gule hår er sat op i en hestehale, ikke hvad jeg ville gøre hvis jeg havde langt hår, og hans ar som går fra kinden og op til øret, er blevet større. ”Her! Tag dine klæder på. Hvis skal op til slottet” jeg kigger trættende på ham. Jeg går over til mine klæder, tager dem på og betragter igen mig selv i de røde klæder med hvide striber. Jack går nedenunder og jeg følger efter. Da vi er udenfor kan jeg mærke den dejlige sommeraften, der er varmt med nogle små briser. På vej op til slottet er der stilhed, det er først da vi er tæt på porten til slottet at Jack bryder stilheden ”Kongen kommer med en stødende besked i aften. Lov mig at du ikke gør noget når han fortæller det. Bare opfør dig normalt, hvis du har brug for det kan du gå ud på balkonen og få dig noget luft” jeg kigger bare på ham, og nikker så. Vi går indenfor, og bliver eskorteret af nogle vagter, til balsalen. Da vi åbner dørene til balsalen, møder jeg igen lugten af øl. Jeg går lidt rundt, og så ser jeg mor og Johan og ved et bord i hjørnet. Jeg går over til dem og min mor rejser sig med det samme og går over til mig og giver mig et stort kram ”Er du okay mor?” hun bliver bare ved med at kramme mig og siger så ”Ligemeget hvad, så bliver alt fint. Bare opfør dig normalt i aften”. Hun slipper mig og jeg sætter mig ned på den nærmeste stol. Der lyder trompeter og alle sætter sig ned og tier stille. Kongen kommer med dronningen ved sin side. Dronningen sætter sig ned, men kongen bliver stående. ”Kære folk. I de seneste uger har nogle eliter været i Moredar, dværgenes land, for at hjælpe dværgene i deres krig mod troldene. Disse mænd skal i aften få deres belønning. Sergeant Jack Higgins, vær venlig at træde frem” og så led der to timer med at give alle sammen deres æresmedaljer, men det gik jeg selvfølgelig glip af, for jeg faldt i søvn. Jeg blev vækket af Johan, som sagde ”De skal til den sidste nu! Det er sikkert far” jeg rejste satte mig op, og kiggede mod kongen. ”Og til sidst. Jonas Crowell, vær venlig at træde frem” jeg kiggede skrækslagen på Johan, som bare kiggede tilbage på samme måde. ”Far ha…” mere nåede Johan ikke at sig, fordi kongen kom med en meddelelse som lød ”Desværre har vi mistet en god, nej ikke god, mærkværdig kriger i krigen. Harry Johnson døde en ærefuld død i Moredar. Hans minde være æret” alle sad lamslåede. Jeg var ved at miste vejret. Jeg rejste mig op, gik ud mod balkonen. Da jeg kom der ud tog jeg en dyb indånding. Jeg kiggede udover balkonen, der var sikkert sådan et par tyve, femogtyve meter ned. Det kunne være nok til at gøre det af med mig, med det samme. Jeg tog en beslutning. Jeg steg op på balkonen. Skulle til at give af da Jack hev mig ned derfra

”Hvad laver du barn!?” jeg kiggede skræmt på ham, det var tydeligt at han var bange for at jeg ville hoppe ud. ”Du er en fantastisk knægt! Du kan blive en god ridder, men bare fordi din far er døde, behøves du altså heller ikke at dø. To tab er for meget til at din mor kan klare det”

 

”Rex! Stå op! Du skal til slottet. Kongen skal tage en beslutning for hvad du gjorde i går på balkonen” det var Johan der kaldte. Mor havde været helt væk i går. Hun hører ikke noget, hun sidder bare i køkkenet og stirrer bare ud i luften. Jeg stod op. Gik over til mit skab, og åbnede det. Tog min fine klæder ud igen, og tog dem på. Jeg gik med Johan op til slottet, han stoppede ude foran slottet.

”Jeg må ikke komme med ind. Det her er dit rod. Held og lykke Rex” Johan kiggede på mig, skræmt fra vid og sans.

”Vi ses når jeg kommer ud….. hvis jeg kommer ud” sagde jeg

Jeg gik ind og gik op ad trapperne til kongens hal. Jeg åbnede de store trædøre og lukkede dem igen efter mig. Min skridt ekkoede i rummet. Der var kun mig, kongen der sad ned på sin trone, og to vagter.

"Rex Harrison" det var kongen der talte, jeg frøs med det samme.

"Ja-jaer?" fik jeg fremstammet.

"Dine handlinger i går aftes var ikke de klogeste. Det er derfor at jeg har kaldt dem hertil" han kiggede lidt på mig.

"Du giver ikke børnene i byen et særlig godt forbilled, med sådan nogle handlinger, og derfor har jeg taget den beslutning at du ikke kan blive i Chromatus længere. Jeg er ked af det Rex, men sådan bliver det" jeg står bare der helt stille, mundlam. Jeg står der stadig da kongen rejser sig og går op ad trapperne, som er ved siden af hans trone. Jeg ville sige noget, protestere, men der kommer ikke noget ud af munden på mig. Lidt efter kommer vagterne over til mig og begynder at pege mod udgangen, som et et tegn på at jeg skal gå. Jeg vender mig om og går langsomt ud af slottet. Da jeg kommer ud, går jeg bare forbi Johan, og går hjemad.

"Rex! Rex, vent lige" jeg stopper op og vender mig om, så jeg står ansigt til ansigt med Johan.

"Hvad sagde de?" burde jeg fortælle ham sandheden?

"Je-jeg får love at blive i byen" jeg siger det kun for at opmuntre ham. Johans ansigt lyser helt op.

"Åh Rex! Du var heldig! Og det er jeg fandeme glad for at du var!" jeg tvinger et smil frem, og begynder så at gå hjemad igen. Da jeg kommer hjem tager jeg de fine klæder af, og tager mine normale linned klæder på. Jeg har en plan. I aften tager jeg alt mit guld, sniger mig udenfor og flygter et sted hen. Jeg bliver bo nød til at tage et eller andet sted hen, siden jeg ikke må blive her...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...