Just a small town girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2013
  • Opdateret: 29 sep. 2013
  • Status: Igang
CecilieMarieHej alle sammen! Det her er min første fanfiction nogensinde, og jeg er ked af hvis den måske ikke lever op til jeres forventninger. Det er okay med mig at i skriver jeres mening, også selvom den måske ikke er specielt venlig. Jeg vil prøve at opdatere løbende, men jeg går i tiende klasse, og har lange skoledage, så det er måske ikke hver evig eneste dag, men jeg vil prøve så godt jeg nu kan. Jeg håber i Alle sammen bliver glade for det jeg får skrevet, og ja, jeg tager som sagt gerne i mod kritik! :-)

- CecilieMarie

2Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

1. Maria

Mit navn er Maria. Jeg er 19 år gammel, og er oprindeligt fra en lille by i England ved navn Holmes Chapel. Jeg flyttede til Danmark da jeg var 11 år gammel, og efterlod alt der nogensinde har betydet noget for mig tilbage der. Min mormor, skolen, den lille bagerforretning, og ikke mindst Harry. Harry var et specielt barn. Han var ikke bange for noget. Harry var den eneste ven jeg havde, og vi var sammen hver evig eneste dag. Vi tilbragte alt vores tid sammen. I skolen, når de andre drenge mobbede mig, var han ikke bange for at komme og blande sig, og bede dem holde sig for sig selv. Harry var som en overbeskyttende storebror for mig, og han passede på mig. Han var der altid for mig, lige meget hvad. Det bedste ved Harry var hans måde at trøste på. Hver gang jeg var ked af det, eller bare i dårligt humør, sang han for mig. Han havde den smukkeste stemme, og allerede dengang vidste jeg at han ville blive noget stort.

Da jeg flyttede til Danmark med mine forældre og min søster, mistede jeg alt kontakt til Harry, og har ikke talt med ham i otte år. Jeg har fulgt ham, og jeg har set at han fik sin drøm opfyldt. Jeg fulgte ham igennem hans X-factor auditions, jeg fulgte ham da han blev forenet med de fire andre drenge, og da de valgte at kalde sig "One Direction". Jeg har set at han er blevet kæmpe stor, men jeg har ikke tænkt på at skrive til ham, eller opsøge ham. Vi kender ikke hinanden længere, vi har begge fået nye liv, fyldt med nye mennesker, vi er ikke længere børn, og man kan vel sige at vi er vokset fra hinanden.

Jeg bor stadig med mine forældre, og er lige blevet færdig som student på gymnasiet, og har valgt at tage et sabbatår, og arbejde i stedet for at læse videre som jeg nok burde, men det kan vente, jeg har kun et liv, og jeg har tænkt mig at leve det fuldt ud. Haha Hvor kliche lyder det ikke lige? Men det er sådan jeg tænker, lige meget hvor kliche det lyder. Min søster bor ikke længere hjemme, hun flyttede allerede som 17årig, fordi hun mente at vores forældre ikke gjorde andet en at bestemme over hende, hvilket jo giver ret god mening, eftersom hun ikke engang var fyldt 18, men det ville hun ikke finde sig i, så hun valgte at flytte ind hos hendes kæreste på 25. Jeg snakker ikke specielt meget med hende længere, og det gør mig egentlig ikke rigtig noget, vi har aldrig haft det der helt specielle søskende forhold.

Jeg kan høre min mor kalde nede fra køkkenet, så jeg rejser mig, og går ned til hende. Da jeg kommer ind i køkkenet stresser min mor rundt, og virker som om hun ikke rigtig har styr på noget. "Hvad ville du mig mor?" spurgte jeg hende. "Jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om. Du kan godt huske da vi boede i England, at vi snakkede meget med en dame ved navn Anne, ikke? Åh, selvfølgelig kan du det, dig og Harry var jo uadskillelige! Men altså, Anne ringede til mig her i morges, og fortalte at Harry har en kæmpe koncert her i Danmark om nogle måneder, og at han og resten af hans bandmedlemmer har en slags "ferie" indtil da. Derfor ville Anne høre om mig og din far ikke kunne tænke os at tage til England og bo med hende og hendes nye mand, Robin,  indtil drengenes koncert". Jeg sad og kiggede lidt mærkeligt på min mor, og tænkte over det hun lige havde fortalt mig, og svarede så "Hvad så med mig? Skal jeg så bare være hjemme alene i to måneder?" Mor sukkede, og kiggede på mig "Nej det er netop det. Harry og hans bandmedlemmer kommer og holder deres ferie her, sammen med dig, indtil deres koncert!" Mor så spændt på mig, og jeg kunne se på det at hun synes det var en helt fantastisk ide. "Nå, så du vil have at jeg skal bo sammen med fem drenge jeg ikke kender, helt alene i to måneder!?" Jeg var sur. Det kunne da på ingen måde passe, at JEG skulle stå til ansvar for at have fem snobbede popikoner til at bo i MIT hjem, det ville jeg simpelthen ikke gå med til. Mor kiggede på mig, og sagde så "Du må hellere vende dig til tanken, din far og jeg tager afsted i morgen tidlig, og drengene skulle gerne komme i morgen aften". Jeg sad og kiggede længe på hende, for at se om hun virkelig mente det, men efter et par minutter kunne jeg ikke mere, og gik op på mit værelse, smækkede med dørene, og skruede helt op for noget all time low. Det kunne ikke passe, et boyband, i MIT hjem?





Det var første kapitel alle sammen! Skriv hvad i synes om det, og hvad i tror der sker når drengene flytter ind! ;-) - CecilieMarie
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...