Det at elske {Oneshot}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 28 sep. 2013
  • Status: Igang
ONESHOT. Oprindeligt er det en novelle som aflevering til skolen, hvor vi skulle skrive om et familiedilemma. Jeg har så valgt at ligge den ud her, for det kunne være spændende at se hvad folk syntes om det.

3Likes
6Kommentarer
207Visninger

1. ONESHOT

Det at elske

Novelle af; Laura K

 

Tårerne gled langsomt, men flygtigt ned af hendes kinder. At der overhovedet var flere tårer tilbage i de øjne, som før i tiden havde skinnet, som stjerner var bemærkelsesværdigt. Fotografiet fra en kold efterårsdag, hvor de orange og røde blade svajede i træet af vinden, blev knuget fast mellem morens hænder. Smilet som var klistret fast på pigens læber, og morens beskyttende hånd om hendes tynde skulder, stod klart på billedet. Atter sprang tårerne frem i hendes i forvejen rødsprængte øjne, og de havde ingen ende. De ville ikke holde tilbage, sorgen var for stor at bære.

 

Hun var væk.

 

Arrigt tørrede hun tårerne væk med håndryggen. Hvorfor netop hende? Hvad havde hun tilbage? Jo, der var jo Bill. Aldrig i hele sit efterhånden lange liv, havde hun mødt en som ham. Ikke at hun elskede ham. Måske i starten, men der var ikke mere forelskelse, at spore i hendes forvirrede sind. Bare tanken om ham gav hende kvalme. Det var ham, der gjorde det. Hun var stensikker. Bill, med det alkohol stinkende tøj, og den krumme køkkenkniv i det kolde nattemørke, snigende ind på værelset. Hun så det for sig, så virkeligt.

 

Tøjet hang på hende, som gamle lasede klæder, og hendes smil var for længst forsvundet fra de tørre sprukken og blå læber. Det kolde mørke lå i tynde papirslag hende, mens den eneste varme hun havde i miles omkreds, var det lille stearinlys, hun havde mellem hendes efterhånden opvarmede hænder. Hendes sorte lokker hang i fedtede tjavser ned i hendes ansigt, mens hun sad presset op ad den mørke væg med det ru tapet i ryggen. Det eneste at høre i rummet, var det sagte åndedræt, som indikerede, at hun sov. Hendes tanker var for en gangs skyld gået i hi, og drømmene havde indtaget deres plads. Mærkværdige og uhyggelige mareridt hærgede nu hendes sind med en forfærdelig dømmekraft, så stor, at selv den rare og blide mor ikke kunne hamle op med dem. Og faren, faren ville være til skamme med sin side mod dem. Et højt brag vækkede pigen fra hendes urolige og farefulde søvn. Drømmene ophørte med det samme, og krøb på rekordtid i skjul. Hun slog øjnene op, og spejdede rundt i det mørke rum. Der var intet at se. Mørket havde for længst opslugt det tomme rum, og det lille stearinlys, som hun stadigvæk knugede hårdt mellem hendes blege hænder, var for længst gået ud. Ligesom hende selv. Hvorfra braget var opstået, kunne hun ikke afgøre. Selvom mørket var det eneste at finde i det tomme rum, kunne hun alligevel svagt skimte de fire vægge med det ru tapet, som udgjorde stammen i rummet, samt træpladen ved vinduet. Hun havde vænnet sig til det. Hvor mange gange hun havde siddet i mørke rum, hvor tid og sted ophørte for hende, havde hun ikke tal på. For som faren sagde;

 

-Tal, noget af det mest forræderiske i verden! Hvad skal man bruge dem til?

 

Derefter kom morens irettesættende blik på faren, som straks forsvandt igen, når faren med buldrende røst udbrød.

 

- Har jeg ikke ret Sonja?

 

Så kom nikket fra moren, som derefter sænkede sit hoved, og lod sit blik hvile på den gamle metal bordplade.

 

Erindringen stod så klar i hendes sind, frisk og genspillende. Men det var godt at sidde i det mørke rum med træpladen for vinduet, hvor tid og sted ophørte. Der var mørkt ingen roede eller uforståelige indtryk, og en herskende stilhed. Her kunne hendes tanker, og drømme få frit spil. Ja, det var ikke værst at sidde i det mørke rum. Det stærke lys fra døråbningen blændede hende et kort øjeblik, hvorefter en silhuet kom til syne, og erstattede det blændende lys.  Den skrøbelige pige krop krøb tættere op ad væggen, og trak benene op under sig.

 

- Hvor er du?

 

Morens blide stemme krøb langsomt hen til hende, og ind i hendes ører. Standhaftigt blev hun siddende trykket op ad væggen med det ru tapet i ryggen, mens silhuetten nærmede sig. Nærmere og nærmere kom den krybende på alle fire imens angsten lydløst, men med rekordfart, krøb længere og længere ind i hende. Silhuetten var nu så tæt på, at morens ansigt var at skimte igennem mørket. De lyse lokker faldt blødt om hendes skuldre, mens de brune øjne lyste op i mørket. Eller det ville hun ønske de gjorde. For dengang da det hele var rart og godt, havde moren grinet med den høje klokke latter, og faren havde læst flittigt fra bogen om den store bamsebjørn. Ja, da havde morens nu mørke og kolde øjne lyst op, som stjerner på en mørk nattehimmel. Fremtiden havde overhalet fortiden. Morens silkebløde hånd lagde sig forsigtigt på hendes kolde og topløse skulder. Med et hårdt ryk trykkede hun sig længere op ad væggen. Igen ledte morerens hånd efter hendes skulder, men fandt denne gang hendes knæ. Den varme silkebløde hånd føltes, som et stød mod hendes blege hud. –Shh! Morens skarpe stemme gennemskar luften. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og sænkede ikke farten. Som en løbsk hest kæmpede den sig af sted, mens tårerne atter tittede frem i hendes øjne.

 

- Far er hjemme. Hvis han kommer, skal du være helt stille. Forstår du det?

 

 Hun forstod hende, men hun hørte hende ikke. De lyse lokker og de øjne der før i tiden, havde skinnet så smukt nåede hende ikke. Skræmt og forvirret kiggede hun på hende, og lod sine øjne synke dybt i morerens fortabte og svigtende blik. Moren strammede grebet om pigens knæ, og ruskede blidt, men fortvivlet i det.

 

- Hører du?

 

 Pigen kiggede stadigt fjernt på hende, men et nik kunne hun alligevel få frem. Lettet åndede moren op, hvorefter hun hev en humpel brød og et slatten stykke spegepølse frem af sin slidte kjole. Forsigtigt rakte hun det frem mod den skrøbelige pige krop.

 

- Skynd dig at spise det, så far ikke ser, jeg har taget mad af skuffen!

 

 Rystende og varsomt rakte pigen hånden frem mod spegepølsen og brødet, men så langt nåede hendes tynde hånd ikke. En skikkelse i døråbningen afbrød hende. Med et gisp vendte moren sig mod den truende skikkelse i døråbningen. Pigen trykkede sig fastere og hårdere ind mod den kolde væg, og krøb tættere sammen.

 

- Hvad fanden har du gang i, Sonja?

 

 Farens slørede stemme buldrede ud i det tomme og mørke rum, og endnu et gisp forlod moren tørre læber.

 

- Jeg… jeg… 

 

Morens stemme svigtede, og lod hende fortabt tilbage uden et eneste ord.

 

- Det er godt med dig, kan du så se at komme ud! 

 

Truende kom faren tættere og tættere på moren, der skræmt bukkede sig for de afvendtende slag fra farens hånd.

 

- Se så og komme ud, og lad det gå lidt tjept!

 

 Skrækslagen greb moren fat i spegepølsen og brødet, som hun havde tabt på det beskidte gulv, og styrtede ud af rummet. Tilfreds så faren tilbage efter den skræmte mor, og lod så sit blik hvile på pigen, der sad med store skrækslagende øjne.

 

- Sikke travlt hun havde hende mor, hvad? Syntes du ikke også det? Er det ikke lidt mærkeligt hun havde så travlt hende, mor?

 

End ikke pigen turde afbryde den snakkende far, der ikke ænsede de klaprende tænder i hendes mund. Skræmt kiggede hun på faren, som fortsatte den lange talestrøm.

 

-Har du også travlt? Nej, det har du da ikke! Nu er farmand jo kommet!

 

 Et stort bredt smil bredte sig på hans læber. Et grin så højt at selv naboen ville kunne høre det forlod hans mund, og bredte sig ud i rummet. Varsomt lod pigen sit blik hvile på den grinende far. Man kunne jo aldrig vide.

 

-Så skal vi rigtigt hygge os, ikke? Måske skal far være ridehest? Skal far det?

 

Forventningsfuld kiggede faren med store øjne på pigen, der kiggede forvirret tilbage på ham. Stilheden kom atter tilbage, og lod faren og den lille pige i tavshed.

 

- Så sig dog noget, pigebarn!

 

Arrigt kiggede faren tvært og indgående på pigens ansigt. Hans temperament var for længst nået til bristepunktet, og tåled ikke mere modstand.

 

- Er du stum eller hvad? Du har da hylet og skreget, som en hel hønsegård! Men farmand er måske ikke god nok! Mor mig her, og mor mig der! Nej, det har farmand aldrig været, vel?

 

Anklagende kiggede faren dybt i pigens skræmte øjne, og lod dem opsluge dem, som en tornado. Pigen røbede stadig igen tegn, og sad ubevægelig trykket op af væggen. Rasende hev faren i pigens hoved, og ruskede det som aldrig før.

 

- Sig dog noget, sig dog noget!

 

Farens tag om pigens hoved forsvandt øjeblikkeligt, og grædende og hulkende faldt han ned på siden, hvorefter tårerne stod ham ud af øjnene uden ende.

 

- Så sig dog noget.

 

Hviskede han grædende imellem de små hulk, der forlod hans læber.

 

- Sig noget!

 

Skreg han, og lod sit hoved dunke utallige gange ned i det hårde trægulv. Skræmt lod pigen sit blik glide ned af den hjælpeløse far. Men det var ikke bare en far.

Det var den far.

Det var den forvirrede, hjælpeløse og triste far, der havde vist sig så mange gange, som skræmte hende. Selvom tårerne endelig havde holdt sig væk et øjeblik, betød det ikke de var væk. Hurtigt som lynet kom de tilbage, og sprang frem i hendes øjne, trillende ned af hendes kinder, som små skinnede diamanter. Grædende lå faren for hendes fødder, og hun var hjælpeløs.  Efter lang tid, som føltes som timer, rejste faren rystende og usikker sig op, og lod sit blik hvile på pigen.

 

- Bliv her.Far har det godt, og har brug for noget og drikke. Men bare rolig. Far, skal nok komme tilbage.

 

Vaklende med slørede øjne forlod faren rummet, lukkede døren, og lod pigen sidde alene tilbage med mørket, som sin eneste følgesvend.   Igen indtog drømmene hendes sind, og lod hende ikke slippe. Maridt med uhyre og skabninger hun aldrig havde set mage til indtog deres retmæssige pladser. Men denne gang varede de ikke længe. De stoppede pludselig brat. Gispende slog hun øjnene op, og så faren grinende ansigt. Ord, som skulle blive de sidste hun nogensinde skulle høre, forlod hans mund.

 

- Shh, det er snart forbi, pigebarn. Snart får du helt fred. 

 

En latter forlod hans mund, og smilende så han på det væsen, han selv havde skabt, og som han nu gjorde det af med. Tårerne trillede ned af hendes kinder, mens hun med besvær og hivende trak vejret.

 

- Far går lige ned i og tager sig en bid mad, og så ligger du bare helt stille, ikke?

 

Med besvær nikkede pigen, mens faren forsvandt, og igen lod pigen tilbage med det omgivende mørke, og det sinkende hjerte. Der var ikke mere tilbage. Lettet gled hendes øjenlåg i, mens de sidste åndedrag forlod hendes mund. For sidste gang lod hendes tanker føre hende et sted hen, som hun særligt holdt af; moren.

 

Selvom det var år siden, og moren burde være kommet videre, som man mente, var hun det ikke. Hvorfor vidste hun ikke. Ikke engang navnet på pigen kunne hun finde i sine erindringer, selvom hun gerne ville. Hendes datter og hendes barn. Selvom hun nødigt ville indse det, kunne hun ikke snige sig udenom. Lige meget hvor højt hun ønskede det. Den mand hun havde elsket og forgudet, havde taget datteren fra hende. Hun var ikke i tvivl.  Selvom hun aldrig mere behøvede at kigge ind i de dybe og slørede øjne, så hun dem hele tiden for sig. Hans hoverende og grinende ansigt. Hun ville have hævn. Hun havde mistet noget, noget, som han aldrig skulle have taget fra hende. Han skulle opleve de samme smerter, og gennemgå de samme lidelser, som hun havde gennemgået. Hun havde indset det, som hun ikke ville indse. Hun havde aldrig elsket ham. Det var ikke ham hun havde elsket, heller ikke de mange penge hans lommer bugnede af  i starten. Det var heller ikke dyre charterferie, eller de vilde byturer, hun havde elsket.

 

   Det var hende.

 

Det var den pige, hun selv havde født, og som hun nu havde mistet. Hun havde mistet hende, og havde endelig indset det, hun skulle have indset for længe siden; det var hende, hun havde elsket, og hun havde først indset det, da hun havde mistet hende.

 

SLUT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...