The Hunger Games - Labyrinten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Judy er en pige på 13 år. Hun er blevet valgt til at være med i 'The Hunger Games'. De fleste ville nok bare have adlydt og gøre som spilmestrene siger, men ikke Judy. Hun vil kæmpe imod, om det så bliver over hendes lig. Og det kan det let komme til at blive...

Omgivelserne er en labyrint, og det er nummer 67. Dødsspil

6Likes
24Kommentarer
560Visninger
AA

3. Drengen

 

Jeg bliver pludselig underlig svimmel.

Jeg har det enormt svært ved blod, så jeg prøver at rense mine tanker, men det er bare så svært.

Blod. Hold ud, ellers får du ingen sponsere. Så meget blod.

 

Jeg kan ikke klare det mere, så jeg ligger mig langsomt ned, for at undgå at blive mere svimmel, end jeg allerede er.

Jeg er sikker på, at den her lille handling er skyld i, at jeg mister mange sponsere. Hvis jeg da havde sponsere. Det er jo ikke sikkert. Og hvis jeg skal være ærlig tvivler jeg også temmelig meget på det.

Min krop er våd af sved, og jeg er allerede møgbeskidt. Det er overraskende, at det er hårdt, at være i en arena.

Man skal hele tiden være på vagt, og hvis man sidder i sine egne tanker for længe af gangen, opdager man ikke hvis der kommer en modstander.

Det lægger man jo selvfølgelig ikke mærke til som tilskuer. For dem er det jo bare tv. Spænding. Underholdning.

 

Jeg lukker kort mine øjne.

Jeg må virke enormt svag lige nu. En lille pige på 13 år, som ligger på jorden, og er svimmel over en smule blod. Sikke et kønt syn.

Jeg må tage mig sammen nu, hvis jeg skal have bare en mindste chance for at vinde.

Spilmestrene er sikkert i gang med at finde en passende straf til mig. Jeg keder jo publikum.

Men hvor er jeg dog udmattet!

Der går ikke lang tid før jeg lukker mine øjne og falder i søvn.

 

Det næste der sker er, at et par varme arme løfter mig op, og bærer mig væk. Selvom jeg burde være bange, er jeg forbavsende nok enormt tryg. Det er som om at hans arme beskytter mig.

Beskytter mig mod fjenden. Temmelig latterligt når det jo faktisk er ham, som er fjenden, men hvad ved jeg også om det…

 

”Hallo?” Jeg er ved at komme til mig selv igen. Endelig. Jeg har det som om, at jeg har sovet i flere uger. Gad vide hvor længe jeg har sovet?

”Kan du høre mig?” Jeg åbner langsomt mine øjne.

Nu kan jeg se ham. En dreng på omkring de 14 – 15 år står og kigger bekymret på mig. Pupillerne i hans brune øjne er udvidede, og hans alt for lange hår blæser i vinden. Han ligner mildt sagt en, som lige har set en spøgelse.

”Hey!” Han står og knipser mig i hovedet, for at få mig til at svare. Jeg skubber hans hånd væk. Ingen skal knipse mig i hovedet, det kan jeg slet ikke ta’!

 

Jeg sætter mig op. Først ser han forbavset ud over min opførelse, men det går hurtigt væk. Han ånder lettet ud, og hans pupiller bliver normal størrelse igen. Jeg åbner munden for at sige noget, da det går op for mig at jeg ikke aner hvad jeg skal sige. Jeg kan jo ikke bare sige : ”Nå, men tak for hjælpen, jeg må videre…”

For videre, dét skal jeg.

Det er ham, som bryder tavsheden…

 

”Såå… Du går sådan ellers og har det godt, eller hvordan?”

Jeg kan se på ham at han fortryder det han har sagt med det samme. Han kigger skeptisk på mig, hvilket han har god grund til.

Jeg er i forvejen vred over, at jeg er blevet tvunget ind i den her arena, så dét spørgsmål pisser mig fuldstændig af.

 

”Du spørger mig, om jeg har det godt!? Er du fuldstændig dum eller hvad!?”

Jeg er hurtigt på benene og står nu foran ham for at gøre klar til et af mine anfald.

Han rykker sig hurtigt tilbage, men jeg bliver ved med at gå frem mod ham. Han ser skræmt ud, hvilket han også har god grund til at være. Ikke fordi jeg har tænkt mig at gøre ham fysisk ondt, men jeg har også lov til at få mine bitchflip.

Jeg bliver ved med at gå mod ham, og han bliver ved med at trække sig tilbage.

Sådan bliver vi ved indtil, at han sidder klemt op af labyrintens mur af buske.

Jeg sender ham dræberblikket, før jeg kigger rundt på vores omgivelser. Et stort grantræ giver os skygge. Ellers er der bare labyrint alle andre steder jeg kigger hen. Himlen er blå og klar. Hvis jeg ikke var i en arena, ville jeg sikkert have syntes at den er flot.

 

Men jeg har en følelse af at jeg har glemt noget, noget vigtigt.

Plastikposen! Jeg kigger panisk rundt. Den er der ikke. Jeg vender langsomt blikket mod drengen. Det eneste der kan være sket, er at han har taget den. At drengen har taget min plasticpose. Dér går grænsen!

Som var jeg et andet dyr, springer jeg mod ham.

Så kan han lære at lade være med at stjæle…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...