The Hunger Games - Labyrinten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Judy er en pige på 13 år. Hun er blevet valgt til at være med i 'The Hunger Games'. De fleste ville nok bare have adlydt og gøre som spilmestrene siger, men ikke Judy. Hun vil kæmpe imod, om det så bliver over hendes lig. Og det kan det let komme til at blive...

Omgivelserne er en labyrint, og det er nummer 67. Dødsspil

6Likes
24Kommentarer
523Visninger
AA

2. Blodbad

 

Det er som om, at der pludselig er en eller anden, som har trykket på en tænd knap, for pludselig er jeg i ’frigear’, og kan frit bevæge mig igen.

Jeg bruger et halvt sekund på at kigge forvirret rundt, indtil jeg pludselig løber.

Ikke i en bestemt retning, nej mere bare det første, som falder mig ind.

Og lige nu falder det mig altså ind at løbe til højre.

Øst, skråt for Overflødighedshornet, til højre.

Så det gør jeg. Ikke mod labyrinten (Som jo ville have været det oplagte valg), nej jeg er så forvirret at jeg stormer mod overflødighedshornet.

De fleste som prøvede at løbe mod labyrinten før, ligger nu på jorden og er døde.

Jeg er forvirret, som altid. Hvordan kunne de dø så hurtigt?

Jeg får hurtigt mit svar, da jeg ser en gruppe på 4 muskuløse drenge, heriblandt ham som jeg stod ved siden af tidligere, 2 piger, som efter min mening lige så godt kunne være drenge, hvis man kigger på deres muskler.

Og så selvfølgelig en masse våben.

Økser som hænger fra bælter.

Sværd med blod på.

Småvåben som knive, og en masse andre våben som jeg ikke kender navnet på.

Det er selvfølgelig Ambisonerne. Dem som alle frygter. Men hvad gør dem så meget vigtigere end alle andre?

De kender ikke ordet frygt, i know, men er man så forpligtet til at ’forgude’ dem, om man så må sige?

Fandeme nej, det bliver over mit lig!

 

Enlig var det slet ikke meningen, at løbe mod Overflødighedshornet fra starten af, men forvirringen tog over. Så, for fanden da også, hvad var meningen så!?

 

Jeg tager noget tilfældigt fra jorden, kigger hurtigt på det, og dømmer så, at det må være noget plasticposeagtigt.

Der er er ikke tid til at tage noget mere, så jeg propper det inden under den tynde jakke, og kigger så rundt. Og ærlig talt kan jeg også kigge på plastikposer senere.

 

Hvis der bliver noget senere, for pludselig går det op for mig, at jeg har stået i min egen ’drømmeverden’ så længe (og der burde jeg være klogere, end at falde i staver når det handler om liv eller død, men man kan åbenbart også overraske sig selv), at det overrasker mig, at jeg nu hører skridt bagfra.

Jeg vender mig om med et sæt, da jeg til min skræk opdager at jeg er den eneste levende, udover dem som er nået at flygte og de 6 ambisonere, som nu står og overbeglor mig, med deres våben hængende slap fra deres modbydelige hænder.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men tager så en hurtig beslutning, som går ud på at løbe den vej, jeg kom fra.

Altså tilbage til Labyrinten.

Jeg når med nød at næppe lige at nå ind i de lange gange med åben himmel, for ikke at blive ramt af den kniv, som er blevet kastet efter mig.

Den når dog lige at snitte mig på benet. Heldigt at det ikke er værre.

 

Helt heldig har jeg nu ikke været, for nu hvor jeg er kommet længere ind i Labyrinten, kan jeg mærke at det lille snit, som kniven gav mig begynder at svie voldsomt. Hvilken ulidelig smerte.

Hvis jeg kan, vil jeg gerne skrige af smerte, men det kan jeg ikke i tilfælde af at blive hørt.

Jeg bliver nødt til at stoppe op for at holde en pause.

Jeg sætter mig på et hårdt underlag lavet af frossent græs og jord, hvor jeg endelig tager mig sammen til at kigge ned af mit ben.

 

Jeg slår hurtigt mit blik væk, da jeg opdager at der er forbløffende meget blod, og jeg har det tilfældigvis ikke så godt med blod, hvilket er noget værre lort, sammenlignet med at jeg står i en arena fyldt med børn, som skal dræbe hinanden.

Men så kommer jeg pludselig i tanke om, at hvis jeg virker svag er der ingen sponsere til mig. Og er der ingen sponsere, skal man være ufatteligt heldig, for bare at have den mindste chance.

 

Jeg mander mig op, og får fjernet blodet med min hånd, da jeg ikke har andet.

Og det er så nu at jeg kan se, at såret er dybere end jeg lige troede…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...