The banana and the Druglord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2013
  • Opdateret: 28 sep. 2013
  • Status: Færdig
Dette er et oneshot, som oprindeligt var en samfundsfags opgave. Jeg har valgt at udgive den fordi, jeg er virkelig glad for den her historie :-)

4Likes
0Kommentarer
216Visninger
AA

1. The banana and the Druglord

 

 

Jeg løb, luften var fugtig og gjorde det svært at trække vejret. Jeg snublede, eller gled, hvordan man nu vælger at beskrive det. Jeg landede lige på ryggen, og det føltes som om en eller anden brækkede mine ryghvirvler op, med en glødende tang. 'Hvad fuck var det?!?' tænkte jeg, og kiggede ned mod mine fødder. "En fucking bananskræl, seriøst?!? Det er simpelthen for tegneserieagtigt", adrenalinen pumpede stadig i mig, men jeg kunne mærke at jeg var ved at blive træt. Jeg skyndte mig at komme på benene igen, jeg kiggede mig over skulderen. De havde ikke indhentet mig endnu, men de var sikkert lige om hjørnet, "hvorfor sker det her altid for mig?", hvislede jeg. Jeg kom på benene igen og løb, så hurtigt jeg kunne, selvom det varmen del langsommere, efter mit Mario Car fald. Jeg kiggede mig ikke over skulderen, bange for at lave endnu en klodset bevægelse, der ville sænke mig yderligere. Der var ikke særlig mange mennesker på gaden, på den her tid af natten, og dem der var her, var enten for ligeglade eller for fulde til at bemærke, de to store fyre jagte, en lille pige ned af gaderne. Mens jeg løb prøvede jeg at fokusere på min vejrtrækning, og tage dybe regelmæssige åndedrag, så jeg ikke blev mere forpustet end jeg var i forvejen. Jeg var endelig kommet ind i en rytme, en to tre fire løb/skridt/haltegang, og så en dyb vejrtrækning. Jeg var så koncentreret at jeg ikke bemærkede at vejen jeg løb ned af endte blindt. "Shit", hviskede jeg stakåndet og en lille smule panisk, men det var jeg i min fulde ret til, taget i betragtning at jeg havde to mænd efter mig, der sikkert vejede mere end en af de der store brune bjørne i zoo. Jeg tror ikke engang de ville mærke det, hvis jeg prøvede at slå dem, de ville sikkert bare stå der, like 'var det en flue, eller var det bare vinden?' Jeg kiggede desperat rundt efter en flugt mulighed. 
Foran mig stod en stor container, med en masse affalds poser ved siden af, skraldemændene var sikkert for bange til at komme herned og tømme dem, uden en politi eskorte. Jeg trådte et par skridt tilbage, tog tilløb, og hoppede op på en af skraldesækkene, de gav sig lidt, men jeg vejede ikke så meget og hoppede alligevel hurtigt videre. Tre hop og jeg var oppe på containeren, "okay, så langt så godt", mumlede jeg for mig selv, omkring to meter over mit hoved var der en vindueskarm. Den så så faldefærdig ud at jeg ikke engang ville have overvejet så meget som at stille en frø på den, hvis ikke det havde været fordi at jeg kunne se de to mænd komme nærmere. Man skulle ellers tro at sådan nogle brød ville være i god form, men de prustede og harkede næsten mere end mig, og de bandede i hvert fald en hel del mere. Jeg tog en dyb indånding, og hoppede alt hvad jeg kunne, mens jeg håbede at mine fingre ville få fat i vindueskarmen. Jeg kunne mærke træet under mine hænder, mens jeg lod et suk undslippe mine læber. Der var bare en lille ting jeg ikke havde tænkt på. Hvordan skulle jeg komme videre herfra? Der var ikke noget at holde fast i, den eneste der ville være i stand til at kravle videre herfra var Spiderman, eller en ekstrem dygtig parkour dims. Siden jeg ikke var nogen af delene, begyndte min krop at hyperventilere. Jeg kunne se de to mænd længere nede af vejen, de havde set mig, og var nu slået over i et afslappet gå tempo. Vi vidste alle tre at jeg umuligt kunne slippe væk nu. Jeg ville falde ned fra vinduet, og de ville slæbe mig tilbage, til det sted. Panikken begyndte for alvor at sætte ind da jeg kunne mærke træet under mine fingre smuldre, de to grinende mænd stod nu lige under mig. "Hvaaaaaa, kommer du selv ned stump, eller skal vi vente på at du falder ned og brækker ryggen?", klukkede den ene mand. Den anden mand forstod tydeligvis ikke joken, men stod bare med et fjernt udtryk i øjnene, den første mand slog ham på armen. "Er du så skæv at du ikke engang kan forstå en joke?", vrissede han, "mhhhh?", den anden mand, som med ret stor sikkerhed var helt væk på et eller andet, kiggede fåret op mod mig. "Hæ......" Et forsinket og halvhjertet, grin forlod den skæve mands mund, den anden rullede øjne af ham, og mumlede noget jeg ikke kunne høre. "Harley kravl op og hent ungen ned, jeg gider ikke bruge hele natten her", sagde manden mens han kiggede opgivende over på ham der var skæv, og åben bart hed Harley. Harley... Harley var en rocker... Rockere havde motorcykler.........Harley Davidson!!!!!!!! Jeg udstødte noget der mindede om et grynt, så der røg lidt grønligt snask på muren foran mig. Så begyndte jeg at grine helt hysterisk, det havde sikkert ikke været så sjovt, hvis ikke jeg havde været så over træt og bange, som jeg var. Mit grin stoppede brat da vindueskarmen, sagde en meget foruroligende lyd. Jeg kunne mærke fugten i træet, og så forsvandt der et stykke træ, under min højre hånd. Jeg hang nu kun i den venstre hånd. Det var virkelig ikke min dag i dag, først banan skrællen, og nu det her åndsvage vindue, og så var det oveni købet den hånd jeg havde forstuvet for to uger siden. Tanken om min nært forestående død, begyndte at infiltrere min hjerne, og få sekunder senere hang jeg og tænkte på, hvad jeg skulle råbe når jeg faldt. ”Når man nu alligevel skal dø, kan man lige så godt dø med stil”, hviskede jeg for mig selv. Lige da jeg havde taget beslutningen, om at lade mig falde ned til de to rockere, og min hånd slap taget i vindueskarmen, en voldsom smerte skød gennem min hånd. Jeg skreg. Det var alt jeg huskede, før jeg næste morgen vågnede, i noget der mindede om himlen. 
Jeg lå i en stor himmelseng, på et stort hvidt værelse, ved siden af sengen stod et natbord, hvor der lå en marsbar. Jeg havde aldrig prøvet at smage sådan en før, så jeg rakte forsigtigt ud efter den, og snuppede den. Jeg skyndte mig at gufle den i mig, bange for at nogen skulle tage den fra mig. Jeg havde bare puttet baren ind i munden, ikke noget med små bidder her, må jeg være fri. Så da en dør på min venstre side, blev åbnet, sad jeg med delikat chokolade savl løbende fra mine mundviger, og ned over min hage. Ind af døren kom en ældre italiensk herre, kun hans hår og de små rynker om øjne og mund, viste at han havde levet i mange år. Håret der sikkert havde været sort engang, men som nu var blevet mørke gråt, og mindede mig om stål. Hans fremtoning virkede ikke som nogen gammel mand overhovedet. Han virkede som sådan en der havde været en hel masse igennem, og var blevet hærdet af det så intet længere kunne røre ham. Hans mundvige gik lidt opad, da han så mig side med chokolade savl i ansigtet. ´Så havde han altså følelser´, tænkte jeg. Min kop frøs til is i nogle korte sekunder, så sprang jeg ud af sengen, lagde mig fladt på maven, og slangede mig ind under sengen. Nogen gang kunne min ringe størrelse, faktisk vise sig til min fordel. Manden der var kommet ind af døren havde mindet mig om nogen, en der havde jaget en skræk i livet på mig. Jeg havde ikke genkendt ham med det samme. Det var nok også derfor jeg ikke med det samme, var hoppet ned fra sengen og havde gemt mig. Jeg opdagede at jeg havde knebet mine øjne, tæt sammen. Forsigtig åbnede jeg dem, og mindre end en meter fra mit ansigt så jeg den italienske mand. Da jeg så ham på tæt hold, var jeg helt sikker på hvem han havde mindet mig om. Han havde mindet mig om en mand i en film, jeg engang så da jeg kiggede ind i en stue, gennem et åbent vindue. Filmen hed The Godfather, og handlede om en mafia familie i New York, der blev styret af en mand der hed Vito, og manden vis ansigt var foran mig, mindede i utrolig høj grad om ham. Lige fra det hærdede ansigtsudtryk, til jakkesættet. Den eneste ulighed, var det lille overskæg manden i filmen havde, manden foran mig var nydeligt glat barberet. Manden rakte mig sin hånd. Jeg rykkede instinktivt tilbage, men han smilede bare til mig og sagde, ”kom nu ud derfra, så vi kan få dig gjort ren og givet dig noget rent tøj på. Så beder jeg køkkenet, lave dig en stor burger.” Jeg tøvede lidt, men udsigten til et måltid mad og et varmt bad var for fristende. Langsomt tog jeg hans store hånd, og han trak mig ud på gulvet, hvor han hjalp mig op at stå. ”Kom så viser jeg dig hvor badeværelset er”, sagde han mens han stadig holdt min kolde hånd i hans. Han førte mig ned af en lang gang, med nogle få billeder på væggene, under mine fødder kunne jeg mærke et blødt tæppe, der kvalte alle lyde. Jeg stoppede undrende op og kiggede ned af mig selv. Jeg havde det samme tøj på som i går, men mine sko var væk, ´wow, jeg er langt væk´ tænkte jeg. Vi stoppede op foran en stor brun dør, som manden åbnede for mig, ”du tager bare al den tid du skal bruge”, sagde manden venligt og smilede. ”Der ligger et rent sæt tøj på bænken der”, tilføjede han, mens han pegede på en bred hvid træbænk ved siden af… ”Woooow”, sagde jeg stille, ved siden af bænken stod der et monster stort boblebad, ikke et af de der store plastic skrumler, det her var af sort porcelæn, og formet som en stor elegant dråbe. Jeg smed hurtigt tøjet, og hoppede ned i det allerede fylde boblebad, derfra var alt bare en stor boble af velbehag, indtil vandet begyndte at blive koldt. Da jeg havde fået tøj på åbnede jeg døren, og stak hovedet ud. Der var ikke nogen, så jeg gik ned af den lange gang, til jeg kom til en bred trappe, den førte ned til noget der mindede om en spisestue de gamle konger kunne have haft. Da jeg havde fortæret tre portioner røræg, mindst et kilo bacon, omkring en halv pakke toast og derefter skyllet hele herligheden ned med en liter juice, og rakte ud efter et fad med kanelsnegle, afbrød manden mig midt i min bevægelse. ”Vi er lige nød til at tale sammen, så kan du få lov at spise færdig i fred bagefter”, sagde han alvorligt. Jeg trak armen til mig, og lyttede opmærksomt, han fortsatte ”først og fremmest så hedder jeg Arnaldo, men man kalder mig Al. Jeg vil hellere end gerne have dig boende her, men så er du også nød til at gøre noget for mig.” Al så spørgende på mig, jeg smilede frygtsomt og nikkede, ”godt”, sagde han, ”det eneste du skal gøre er at bringe nogle pakker ud for mig”. Det lød dejlig nemt, og jeg var i et lille øjeblik lykkelig. Lykkelig for at have et sted at sove, og noget at spise, og det eneste jeg skulle gøre for det var at være postbud. Så tilføjede Al, ”men det er ikke helt almindelige pakker”, og så splintredes lykken igen, og jeg blev mistænksom. `Tænk dig dog om! Hvordan tror du han får penge til alt det her. Ved at køre et postkontor? Nej vel!´, tænkte jeg mine øjne blev store da jeg kiggede over på Al, der næsten så helt undskyldende ud. Jeg var blevet helt hvid i ansigtet, mens jeg stirrede lige ud for mig hviskede jeg, ”hvad er der i pakkerne?” Al´s milde facade krakelerede, og han sagde hårdt, ”det skal du slet ikke bekymre dig om. Du skal bare aflevere det på de adresser, du får udleveret af mig”. Jeg sad stadig og stirrede ud i luften, mens jeg huskede tilbage på hvad der skete den aften. Det var vinter og vinden føg lige igennem huset, mine to søstre var flyttet stukket af lige før vinteren kom, de ville have taget mig med, men jeg blev tilbage for at se efter mor. Hun drak. Hun rigtig meget. Til at starte med troede jeg det var hendes eneste last, men da jeg en dag åbnede døren for en lille dreng med en lille hvid pose i hånden, der sagde at han havde en pakke til mrs. Parker, gik det op for mig at jeg tog grueligt fejl. Det blev ikke den sidste gang det skete, og den 21. december, årets mørkeste dag, fandt jeg hende slapt siddende i sin stol. Med en flaske ved siden, og en pose hvidt pulver lå på bordet, indholdet var spredt ud over det hele. 
Jeg vendte med et ryk mit hoved mod Al, ”jeg gør det ikke”, hvæsede jeg af ham, han smilede lusket mens han rystede på hovedet. ”Du glemmer noget”, sagde han smilende, ”jeg kunne jo bare udlevere dig til de flinke herrer, du prøvede at flygte fra den anden aften.” Jeg stivnede, ”D-det ville du ikke gøre”, sagde jeg usikkert, jeg var ikke sikker på hvad Al var i stand til, men det kolde udtryk i hans øjne talte sit tydelige sprog. Han løftede et øjnbryn, ”vil jeg ikke?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...