Flammernes fristelser

"Pludselig lyste hele skuret op; flammen havde endelig taget fat i træet. Indvendigt jublede hun. Hurtigt satte hun ild til et andet stykke træ længere oppe. Og så et til. Og andet lige dér. Og et sidste. Tilfreds trådte Fia et par skridt tilbage for at betragte sit skaberværk. Nød synet. Tog endnu et hvæs. Sit sidste syn. Sit sidste hvæs. Langsomt klædte hun sig af, tøjstykke for tøjstykke. Og da hun stod, som Vor Herre havde skabt hende, smed hun jointen fra sig, og Fia kastede sig med et ind i flammerne."

2Likes
2Kommentarer
206Visninger

1. Flammer

Lige så længe Fia kunne huske det, havde det ligget og ulmet i hende som gløder. Fornemmelsen. En trang. En fascination. En farlig trang og en endnu farligere fascination med kolossale konsekvenser. For det meste var Fia stærk; for det meste modstod hun det. Men ikke altid. Oftere og oftere faldt hun i. Hun hadede sig selv for det – dét, at hun var svag og gav efter. Men hvilken fryd hun mærkede, når hun gav sig for sin syge fascination; en sitren, en skøn, kildende fornemmelse under hendes hud. En boblende lethed og liflig glæde. Hvilket kick hun fik! Intet andet af det, hun havde prøvet, kunne komme i nærheden af det kick, man fik af at sætte ild til ting.

I den ene hånd holdt hun den røde paraply - i den anden en sort lighter. Ved tredje forsøg lykkedes det med en akavet bevægelse at tænde den joint, hun havde i munden. Hun tog nogle hurtige hvæs. Sugede røgen ned i sine lunger. Hurtigt mærkede Fia, hvordan stoffet begyndte at påvirke hende; normalt ville hendes hjerterymte dale, og hun ville blive sløv og tung i hovedet, men ikke den her gang. Hendes puls var lige så hurtig som en skovbrand ville brede sig i sommermånederne i det ørkentørre Californien. Hun var årvågen, og hendes store øjnes pupiller var udvidet. Logiske og klare var hendes tanker. Under hendes hud mærkede hun en svag sitren. I et par sekunder stod Fia med lukkede øjne. Mærkede sin krop arbejde. Mærkede suset. Mærkede kuldegyset som hun fik, hver gang vinden strejfede sin svalehals. I et kort øjeblik følte hun, hvordan alting var forbundet; hvordan mennesket var afhængig af naturen for at overleve og omvendt – hvordan alting var afhængig af ingenting. I et kort øjeblik følte Fia, at hun var ét med alt.

Det var raslen fra busken, som tvang Fia ud af hendes trance.

Vi har ikke hele natten, tænke hun, mens hun begyndte at gå hen til skuret, hvor ungdoms opholdsstedet opbevarede alt deres brænde. De pisgule mure syntes at være selvlysende i mørket. Opmærksom så hun sig omkring. Alle vinduerne var sorte – selv ”pædagogernes”.  Alle lå og sov ”trygt” i deres seng – undtagen Fia. Da klokken havde været kvart over tre, havde Fia hoppet i sine røde gummistøvler, taget sin lange, dejlige, sorte jakke på og sneget sig ud af sit værelse. Nu var klokken næsten halv fire, og som sagt; hun havde ikke hele natten. Under sine gummistøvler lød en svag skvulpen. Det havde tidligere om aftenen stormet med kraftig blæst, voldsom regn og torden. Nu var blæsten og torden forsvundet, men det regnede stadigvæk – dog kun lidt støv regn.

Ikke godt, tænkte Fia. Hun fortsatte: hvordan kan noget brænde, hvis alting er vådt?

Hun havde intet på sig, som kunne hjælpe med at kickstarte ilden, og det var både for besværligt og risikabelt at gå tilbage for at hente noget. En lille tanke strejfede hende. Satte hende i tvivl. Hurtigt skubbede hun den fra sig.

Hun stoppede op. Foran hende stod det: Skuret. Et bred, bindegalt smil foldede sig ud på Fias ansigt. Med det smil klistret på sit fjæs, gned hun sine hænder hurtigt sammen. Fias hænder var kolde, og hendes fingre sov. Havde stadigvæk jointen i munden og tog endnu et hvæs. Da hun begyndte at kunne mærke liv og varme i hænder og fingre, fiksede hun sin lighter frem. Det var begyndte at røre på sig. Langsomt begyndte Fia at fornemme en vægtløshed. Det kriblede og krablede under hendes skind.

Hastigt slog hun en flamme op fra lighteren. Den gulorange flamme stod i stærk og lysende kontrast til den sorte plastiklighter og det omgivende mørke.  Ildens lys havde en blændede effekt, dog gik der ikke lang tid, før hun igen kunne se. Som en slange snoede flammen opad mod himlen. Det var et syn for guderne.

Ærbødigt førte hun lighteren hen til et brunt, nogenlundetørt stykke brænde som lå længest inde i skuret. Hun blev urolig. Mærkede pulsen stige. Mærkede angsten brede sig. Flammen ville ikke rigtig tage fat i træet.

Jeg dør, hvis det her ikke lykkes!

Og det var ikke engang løgn: engang havde en af de såkaldte pædagoger, taget hende med en lighter på sit værelse. Fia havde ikke engang haft noget levende ild tændt. Det havde det kostet hende en måned uden tv, internet, tid med Sarah og lommepenge – inklusiv en omgang tæsk. Tanken om at gå tilbage med den mislykkede mission – tilbage til dem og det helvede. Hvad de ville gøre mod hende, hvis de opdagede, at hun, en lille femtenårig, var i besiddelse af en lighter, påvirket at narkotiske stoffer og det, at hun endda havde prøvet at afbrænde deres skur. Tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Det SKAL lykkes! tænkte hun rædselsslagen.

Pludselig lyste hele skuret op; flammen havde endelig taget fat i træet. Indvendigt jublede hun. Hurtigt satte hun ild til et andet stykke træ længere oppe. Og så et til. Og andet lige dér. Og et sidste. Tilfreds trådte Fia et par skridt tilbage for at betragte sit skaberværk. Nød synet. Tog endnu et hvæs. Sit sidste syn. Sit sidste hvæs. Langsomt klædte hun sig af, tøjstykke for tøjstykke. Og da hun stod, som Vor Herre havde skabt hende, smed hun jointen fra sig, og Fia kastede sig med et ind i flammerne.

Fia var flyttet ind på opholdsstedet sammen sin lillesøster Sarah for mindre end et halv år siden. Havde glædet sig af hele af sit hjerte til det – at slippe fri for sine forfærdelige forældre. Vold, psykisk og verbalt overgreb havde været en del af hendes og Sarahs liv, siden de var helt små. Fia var ikke særlig gammel, første gang hendes mor sagde til hende, at hun var nytteløs. Dum. Hæslig. Retarderet. At hun ville ønske, at Fia bare var nøjedes med at været blevet til en våd klat på lagnet. 

Ligesom Fia havde begge sine forældre også det; en trang. Deres trang var dog anderledes og ikke nær så farligt som hende: mor og far havde en stor forkærlighed for snaps – og andre drikke, som indeholdt en høj alkoholprocent. Hånden på hjertet, havde Fia aldrig oplevet sine forældre i en fuldstændig ædru tilstand. Gennem hele sin opvækst havde det været Fia, som måtte være den voksne i familien; det var hende, der gjorde ren. Hende, som handlede ind. Hende, der passede på sin lillesøster. Hende, som sørgede for at fjerne de tomme flasker. Hende, der modtog alle knubsende.

Fia glemte aldrig den dag, kommunens socialmyndigheder kom og samlede hende og lille Sarah op med deres få ejendele. Fjernede dem fra deres levende mareridt. Hvor havde hun dog været naiv; stedet, de var endt på nu var ikke meget bedre. Hurtigt blev Fia skilt fra Sarah og overladt til sig selv. Også her hørte vold, verbalt og psykiske overgreb til hverdagen. Havde ikke tal på hvor ofte hun var kaldt uduelig, møgforkælede so, ludder, og kælling. Lige så havde hun heller ikke tal på, hvor ofte ”pædagogerne” havde stukket hende en lussing for dårlig attitude, grimt sprog, truende/aggressiv adfærd og regelbrud.  Hun havde ingen kontakt til de andre unge på stedet. Følte sig ensom og forladt.

Fortryllet følte Fia flammernes fantastiske og forunderlige slikken uden nogen form for smerte. Det føltes blot som en svag kilden. For hvert strejf mærkede Fia, hvordan hun blev mere og mere let i det. Skuret var et stort virvar af rød og orange. Varmen generede hende ikke; den var lige tilpas. Hun havde frygtet for hvor smertefuld det måtte føltes at brænde, men hun var blevet positivt overrasket. Sorgfri mærkede hun ildens kærtegn på sin krop. Det var pragtfuldt! Små, sorte pletter begyndte at danne sig langs sit synsfelt. Langsomt, men med en fast rytme dukkede flere af dem op, og Fia begyndte også mærke noget andet; en længsel. En længsel efter ro, fred og søvn.

Hvor jeg dog glæder mig til at forsvinde! Væk fra det her helvede, væk fra alting, væk fra…

Med et udbrød hun i et øredøvende skrig.

Hvordan kunne hun dog få sig selv til det? Hvordan kunne hun være så egoistisk, bare overveje at efterlade sin egen lillesøster? Pludselig var der alt for varmt. Flammernes kærtegn føltes ikke længere som en rar kilden – de blev erstattet med ren, rå smerte. Her var fyldt med røg, og hun var ved at kvæles. Panisk kastede Fia sig ud af det brændende skur. Smed sig på jorden og rullede rundt. Det kolde mudder havde en beroligende og healende effekt. Lige så hurtigt som smerten var kommet, lige så hurtigt forsvandt den.

Ilden havde så småt bredt sig til den nærliggende bygning hvor…

Fia blev hvid som et lagen. Den bygning som skuret stod op ad, var den selvsamme bygning, som hendes lillesøster havde værelse i.

Angstfuld og panisk ledte hun efter den gamle Nokia telefon, som hun havde liggende i sin jakkelomme. Tastede hurtigt nummeret til alarmcentralen ind. Der gik mindre end to sekunder, før hun blev mødt med en venlig kvindestemme fra den anden ende.

”Sønderjyllands alarmcentral, hvad kan jeg gøre for dig? ” lød det venligt.

”M-mi-mit navn er Sofia Edensbæk, ” stammede Fia. Hun fortsatte: ” og jeg vil gerne anmelde en brand”. Gud hvor var det lang tid siden, hun sidst havde brugt det navn. Fia havde altid hadet navnet Sofia; Sofia var navnet på en svag person. Men hun hadede det nok mest på grund af, at det var et navn, som hendes forældre havde valgt.

”Adressen? ” spurgte den nu knap så muntre stemme.

”Søndergade 76, 9640 Farsø ”. Efter kort ubeslutsomhed fortsatte hun: ” Ungdoms opholdsstedet Solhaven”.

”Godt. Sofia Edensbæk, om knap tre minutter skulle der gerne være to brandbiler og en politivogn. Det er vigtigt, at du forholder dig i ro, og du må under ingen omstændigheder gå ind i den brændende bygning. Er det forstået? ”

”Mmmh”.

I det fjerne hørte hun lyden af sirener. Om ganske få sekunder ville stedet være fyldt med brandfolk og politimænd. Politimændene ville udspørge hende, og der ville ikke gå lang tid, før de ville lægge to og to sammen. Det her ville få konsekvenser – alvorlige konsekvenser. Og alligevel følte hun sig rolig. Havde gjort det rigtige; taget ansvar. Forsigtigt svøb hun sin lange, bløde jakke om sig og satte sig på jorden.

Få sekunder senere var hele opholdsstedet fyldt med råben og skrigen og larm fra sirenerne. Scenen var oplyst i blåt og orange fra de blå blink og skæret fra brand. Og imens sad Fia og betragtede det hele. Igen mærkede hendes krop arbejde. Igen mærkede suset. Igen mærkede kuldegyset, som hun fik, hver gang vinden igen strejfede sin svalehals. I et kort øjeblik følte hun igen, hvordan alting var forbundet; Hvordan mennesket var afhængig af naturen for at overleve og omvendt – hvordan alting igen var afhængig af ingenting. I en stund følte Fia for anden gang på en aften, at hun var ét med alt. I et kort øjeblik var hun hel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...