Caught | Harry Styles

Dianas største drøm, er at få en karriere inden for fotografi, men vil det nogensinde lykkes hende? Diana kæmper med en masse ting såsom. Hendes forældres skilsmisse, og bruddet med hendes ekskæreste. Da Diana pludselig støder ind i en fyr, som bestemt ikke er godt selskab, kan hun ikke dy sig og bliver nødt til at udforske det uventede. Vil Diana nogensinde slippe godt fra ham? Vil Diana nogensinde komme tilbage til sit normale liv igen, og vil hun nogensinde ønske det?

9Likes
7Kommentarer
1321Visninger

1. introduction

Jeg samlede min taske op og trådte ind af døren til Starbucks. Jeg havde altid sagt til mig selv at jeg aldrig skulle være ligesom alle de andre piger, det var total kliché at købe kaffe på Starbucks, men her stod jeg altså. Jeg havde aldrig følt mig så stresset, mit sorte lange hår faldt blødt ned til højre side, og mine solbriller sad oppe i håret. Tiden gik alt for hurtigt, og jeg skulle være til mit photoshoot, jeg kiggede på uret, om præcis 20 minutter. En morgen uden kaffe var det sidste der skulle til. Jeg havde nu ligget søvnløs flere nætter i træk, jeg kunne overhovedet ikke falde i søvn. Måske har det noget at gøre med mine forældres skilsmisse? Ja, jeg er 20 år gammel, men at mine forældre vælger at blive skilt på det her tidspunkt, når jeg altid har været vant til at se dem sammen, er det bare mærkeligt. Virkelig mærkeligt. Udover det, havde min eks kæreste, Zayn, droppet mig ugen inden, og jeg var lige på renden til at miste mit job.

Jeg havde forsøgt siden jeg fyldte 16. At komme ud som professionel fotograf var min største drøm, men jeg blev ved med kun at blive hyret til småjob, som familieportrætter og klassebilleder. Mit liv var noget lort, men jeg gav aldrig op. Jeg blev ved med at forsøge, jo flere småjob jeg fik, jo tættere på succesen ville jeg komme, ikke? 

Jeg rykkede frem i køen, og damen spurgte mig; "Hvad kunne du tænke dig?" Jeg rodede i min pung efter en 20'er, "bare sort kaffe, tak" sagde jeg og smilede så venligt som jeg nu kunne. Jeg lagde 20'eren på disken, og hun løb til siden for at hente kaffen til mig. Jeg smilede og sagde pænt tak og gik så ud på gaden. Jeg befandt mig midt inde i London, kun et par få gader væk fra hvor mit job skulle foregå. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne igennem alle menneskerne, da en albue rammer min underarm og kaffen ryger udover min frakke. "Hey!" sagde jeg, og fyren vendte sig om. Jeg blev helt forskrækket ved synet af hans piercede underlæbe, og alle hans tatoveringer. Jeg havde aldrig set en dreng som ham før, han havde så mange tatoveringer at det var helt skræmmende, men stadigvæk tiltrækkende. Hans mørkebrune krøllede hår var trukket op bag en sort kasket. Han smilede et stort men slesk smil, "undskyld," mumlede han, rakte mig den ødelagte kop, og slentrede videre ned ad gaden. Jeg kiggede efter ham i omkring et minut, for et eller andet ved ham undrede mig. Det var som om at han var et magnetfelt, han både frastødte mig, og tiltrak mig samtidig. Jeg gik videre, men han kunne ikke forlade mine tanker. Det kunne Zayn desuden heller ikke, alle vores stunder sammen blev ved med at poppe op i mit hovede, det var ligesom et diasshow jeg ikke selv kunne stoppe, og det var ekstremt irriterende. Jeg gider ikke bruge mere tid på Zayn, jeg vil gerne videre i mit liv, og jeg vil gerne videre med min karriere. Jeg nåede til lokalet og stillede mit kamera op, imens drengen stillede sig ind foran kameraet. "Kan du vende dig til siden?" sagde jeg og knipsede et par billeder. "Og kryds armene engang" sagde jeg, han gjorde præcis som jeg sagde, overraskende nok.

"Det var alt for i dag," sagde jeg, og eftertragtede folk som de rejste sig op for at gå. Jeg tændte min macbook og lagde straks billederne ind, da jeg opdagede noget besynderligt. I en mappe fra år 2010 så jeg noget bekendt, det mørke krøllede hår. Jeps. Det var ham. Jeg kiggede billederne igennem. Vi var i 2013 nu, men der var stadigvæk en utrolig stor lighed. Hans øjne var dækkede af solbriller, da han valgte at spilde kaffe udover min frakke, men på disse billeder var de halvgrønne. Han havde ikke altid set ud, hans hud var helt bar her, og der var ingen spor af piercinger overhovedet. Det føltes virkelig sært at kigge på. Hele situationen føltes bare sær, jeg kendte ikke knægten, men alligevel havde jeg billeder af ham som yngre, på min computer? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...