Iskolde hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 27 sep. 2013
  • Status: Igang
”Hvem har jeg æren af at møde denne gang?” siger skabningen med en røst, der lyder som tusindvis af isflager der flækker. Hele dens krop består af is og sne, og en em af kulde udgår fra monstret. De røde øjne stirrer blodtørstigt og ubarmhjertigt på mig.
Jeg vælger at svare, for jeg er bange for hvad der ellers ville ske:
”Cira.”
------

Cira er en overset, fattig, og moderløs pige, hvis by bliver undertrykt af en isdæmon, som kræver et offer hver måned.
Den 12. måned er det Cira som skal ofres. Men hun har ikke tænkt sig at dø.------


*Novellen var en skoleaflevering i dansk*

7Likes
10Kommentarer
577Visninger
AA

1. Prolog

Haldis’ stemme skar sig igennem mine tanker og lydene af fuglefløjt og dryppende sne. Det var en af de første forårsdage. Himlen var skyfri og solen skinnede til glæde for enhver. Temperaturen var allerede steget adskillige grader i den sidste uge og der var kun sørgelige rester tilbage af sneen.
”Mor?” Forvirringen var tydelig at høre i min søster Haldis’ stemme, og den fik mig til at rette blikket mod det, hun kiggede på.

På jorden og oveni det våde sjapværk af smeltet sne, lå vores mor. Det første der slog mig var at hun var unaturligt bleg og hendes læber blålige. De grønne øjne var store, og munden trukket sammen af smerte. Hendes ben lå i en vinkel, der så så smertefuld ud, at kuldegysningerne rislede ned af min ryg.
”Mor!” skingrede vi begge, og vi tilbagelagde de sidste meter til hende. Jeg faldt hårdt på knæ foran hende; sneen sprøjtede op og hendes blålige læber smilede svagt.
”Cira,” hviskede hun. ”og Haldis.”

En grå sky gled for solen og hele verden så pludselig meget mørk ud.

”Tror I, at I kan finde nogen der kan…” fortsatte hun, men blev afbrudt et kort øjeblik - da hun prøvede at rette en smule på sit ben – af et støn af smerte.

”… hjælpe mig ind?” Hendes stemme var ru som uslebet træ.

Panikken begyndte at trække i mig; det føltes som var jeg i en mørk og bundløs sø, og jeg var for afkræftet til at svømme. I stedet begyndte jeg at synke.
Haldis nikkede hurtigt og pilede af sted, og hendes skikkelse forsvandt længere henne rundt om hjørnet. Jeg burde hjælpe hende, men det syntes umuligt at gå fra min mor i den tilstand.
”Hvordan skete det?” spurgte jeg svagt. Min stemme rystede.
”Jeg gled, da jeg skulle ned og vaske.” Hun prøvede at smile beroligende, men da jeg stadig var lige bange, tog hun forsigtigt min hånd. I samme øjeblik gispede jeg; hendes hånd var så kold. Den måtte være endnu koldere end sneen.
Jeg lagde pludseligt også mærke til at temperaturen var faldet flere grader. Mørke skyer var begyndt at dække himlen og små snefnug blev kastet rundt af vinden. Forbavselsen må have været malet i mit ansigt.
”Hvad er det der sker?” hviskede jeg hæst. Jeg fangede min mors blik; hun krympede sig en smule. Tvivlen i hendes blik overraskede mig. Hun vidste noget. Og hun overvejede om jeg skulle have det at vide. Til sidst sukkede hun:
”Det er en isdæmon. Jeg så ham. Derfor gled jeg.” Hendes grønne øjne var fjerne.
Mit hjerte begyndte med det samme at banke hurtigere. Isdæmoner havde jeg kun hørt historier om. Grufulde historier.
I det samme kunne jeg høre trampende støvler, og skikkelser bevægede sig hurtigt hen imod os. Jeg nåede ikke at sige mere til min mor, inden de fik hende båret væk. Imens de forsvandt, stod jeg tilbage med en hul fornemmelse i maven. Jeg betragtede hvordan flere og flere sorte skyer slog sig sammen med de første på himlen. En kold vind fygede igennem de smalle gader.

En tanke rungede i mit hoved:
Hvis en Isdæmon er ankommet, kan vi godt glemme alt om at få forår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...