Iskolde hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 27 sep. 2013
  • Status: Igang
”Hvem har jeg æren af at møde denne gang?” siger skabningen med en røst, der lyder som tusindvis af isflager der flækker. Hele dens krop består af is og sne, og en em af kulde udgår fra monstret. De røde øjne stirrer blodtørstigt og ubarmhjertigt på mig.
Jeg vælger at svare, for jeg er bange for hvad der ellers ville ske:
”Cira.”
------

Cira er en overset, fattig, og moderløs pige, hvis by bliver undertrykt af en isdæmon, som kræver et offer hver måned.
Den 12. måned er det Cira som skal ofres. Men hun har ikke tænkt sig at dø.------


*Novellen var en skoleaflevering i dansk*

7Likes
10Kommentarer
542Visninger
AA

4. Kapitel 3

Nu sidder jeg med benene knuget ind til mig og med klaprende tænder. Jeg er så kold, at det gør ondt, og mit indre er oprørt og ulykkeligt. Efter jeg fik sagt farvel til Elo, Haldis og min far, blev jeg ført væk af Rådet til denne lille slugt, som er helt dækket af is og sne. Her så forbandet koldt, at jeg ikke kan mærke mine fingre længere.
Og jeg er bange. Så ufatteligt, ulideligt bange, at det ikke kan beskrives. Jeg har hørt de værste historier om Isdæmoner.
Men på samme tid nærer jeg, et så dybt had til Isdæmonen, at det næsten fylder mere end angsten. Det var ham, som var skyld i min mors død. Bare ved tanken farer et raseri op i mig. Det giver mig en smule varme og mod, som jeg kraftigt får brug for i næste øjeblik, da en dyb røst buldrer:
”Goddag, min unge ven!” Stemmen er så følelsesløs og kold, at kuldegysninger øjeblikkeligt hvirvler ned af min ryg.
Et enormt væsen, med menneskelige træk, skubber grenene fra et fyrretræ til side og træder ind i slugten. Jeg spærrer øjnene op og bøjer nakken tilbage for at få hele hans krop at se.
Mit hjerte begynder at galoppere og mine instinkter skriger til mig at jeg skal løbe, løbe alt hvad jeg kan, men frygten har limet mig fast til jorden.
Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere mens jeg kigger på den enorme skabning, som må måle mindst tre-fire meter. Hele kroppen består af is og sne, og en em af kulde udgår fra monstret. De røde øjne stirrer blodtørstigt og ubarmhjertigt på mig.
”Hvem har jeg æren af at møde, denne gang?” siger skabningen med en røst, som lyder som tusindvis af isflager der flækker. Jeg vælger at svare, for jeg er bange for hvad der ellers ville ske:

”Cira,” siger jeg med en stemme, der ryster som et espeløv.

”Cira. Fortæl mig lidt om dig selv! Det er så længe siden, at jeg sidst har snakket med nogen!”
Han smiler forventningsfuldt, og de røde øjne skinner som rubiner, og jeg forstår sagtens, hvorfor min mor faldt, da hun så ham. Han er så hæslig! Vrede tanker blusser i mit indre, og pludselig flyver de bare ud ad min mund:
”Du er så ond, du er. Du er skyld i min mors død! Min mor!”
Til alt held for mig og min ubesindighed, smiler han stadig, og ser ud til at være ligeglad med at jeg sviner ham til. Måske savner han bare at høre nogen tale, så jeg fortsætter:
”Min mor døde af slem feber og lungebetændelse og med uudholdelige smerter! Alt sammen på grund af dig! Lige siden er det hele gået ned ad; min far er sunket ind i sig selv, og går kun op i sit arbejde. Han ser aldrig på os! Vi er blevet ludfattige, og jeg skal altid passe på Haldis! På grund af dig er mit liv gået af helvede til!”

Min stemme har hævet sig og fået en hysterisk klang, men jeg stopper pludseligt op med at tale, for en dyb kulde har bredt sig i mig. Det er en kulde i mit allerinderste, i min kerne, min personlighed.
Det bliver hurtigt koldere og breder sig. Det føles som om min krop langsomt bliver til is indefra.
Og lige pludselig ved jeg, at det er det, som sker. Jeg er ved at blive til en Isdæmon. Min vrede og fortvivlelse blev for meget for mig, og min krop prøvede at frelse mig ved at lukke ned for følelserne. Da jeg hæver min hånd, ser jeg at rimfrost sætter sig på den. Jeg spærrer munden op i forbavselse, og jeg opfanger at Isdæmonen gør det samme.

Men jeg vil ikke være ligesom ham, jeg vil ikke være kold! Panisk begynder jeg at vifte frosten på mine arme væk, men forgæves.
I det øjeblik tror jeg at alt er ude for mig. Jeg lader hurtigt mine tanker fare mod alle de personer jeg elsker, og stopper ved min mor. Hun ville ikke have givet op. Hun ville kæmpe for at beholde alt det, hun elskede. Og det går op for mig, at mine følelser stadig er der inde et sted, jeg kan stadig elske, for jeg ved at jeg elsker min familie. Og de elsker mig. Jeg vil ikke give op, selvom alt kan være uoverskueligt, for et sted har jeg en familie jeg elsker.
Efter min beslutning er taget, ser jeg til mens rimfrosten langsomt begynder at smelte på mine arme, og jeg kigger triumferende op og møder et par rubinrøde, blodtørstige øjne. Isdæmonen.
Nu hvor jeg selv var ved at blive forvandlet, kan jeg pludselig se hvad der var ved at ske for Isdæmonen engang. Han må også have været et menneske. For lang tid siden.
”Jeg ved hvad der skete med dig. Du har også været et menneske,” udbryder jeg triumferende.
”Aldrig i livet!” hvæser han koldt. Men jeg føler at der er håb. Hvis bare jeg kan få ham til at åbne op, og komme tilbage. Jeg må få ham til at mærke sine følelser igen.
”Kom tilbage, jeg ved at du kan - og vil,” siger jeg medfølende, for nu ved jeg hvordan han har det.

”Du er derinde et sted. Dit hjerte banker, og jeg vil hjælpe dig. Kom tilbage!” fortsætter jeg.
”ALDRIG! Du skal dø!” råber han, og jeg spjætter, men jeg giver ikke op. Hans overflade er begyndt at se lidt våd ud, så han må være ved at smelte.
”Jeg har ondt af dig. Du må have haft det så hårdt,” siger jeg, og jeg mener hvert et ord.
Han kigger på sin enorme arm der pludselig er begyndt at dryppe, hvorefter han udstøder et brøl, som går gennem marv og ben. Han kigger ondt på mig og stormer i mod mig i fuld fart.
”Du er elsket. Et sted derude er der nogen, som elsker dig. Jeg vil hjælpe dig!” siger jeg, mens jeg spærrer øjnene op i frygt.
I det samme, da han langer ud med sin enorme lab, brækker halvdelen af armen pludseligt af med et højlydt KNÆK, så jeg undgår at blive ramt. Han vælter med et brag på jorden, og nu er han tydeligvis ved at smelte. For hvert sekund jeg taler, beder ham om at komme tilbage, bliver vandpytten rundt om ham større og større. Han gør alt for at undgå det, men hans anstrengelser er forgæves. Til sidst kigger han på mig med et utroligt bedende blik, og jeg udbryder;

”Jeg vil hjælpe dig.” – og så er han væk.
Tilbage ligger en enorm vandpyt og et blødende hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...