Iskolde hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 27 sep. 2013
  • Status: Igang
”Hvem har jeg æren af at møde denne gang?” siger skabningen med en røst, der lyder som tusindvis af isflager der flækker. Hele dens krop består af is og sne, og en em af kulde udgår fra monstret. De røde øjne stirrer blodtørstigt og ubarmhjertigt på mig.
Jeg vælger at svare, for jeg er bange for hvad der ellers ville ske:
”Cira.”
------

Cira er en overset, fattig, og moderløs pige, hvis by bliver undertrykt af en isdæmon, som kræver et offer hver måned.
Den 12. måned er det Cira som skal ofres. Men hun har ikke tænkt sig at dø.------


*Novellen var en skoleaflevering i dansk*

7Likes
10Kommentarer
563Visninger
AA

3. Kapitel 2

Efter en tung søvn, bliver jeg vækket af en kold stemme;
”Ha, så ligger du der og sover, hva’… I har måske slet ikke senge derhjemme?”
Det er Sheilas stemme. Da jeg åbner øjnene, bliver jeg mødt af et blik fyldt med foragt og misbilligelse. Sheila, Oswalds datter, har altid været uforskammet. Hun tror, hun ejer alle, fordi hendes far er den øverste mand i hele byen. Men det gør hun ikke, og det prøver jeg altid at vise hende.
”Jo, selvfølgelig har vi senge. Men vi har simpelthen så mange, at jeg trængte til en forandring,” siger jeg med påtaget selvsikker stemme. Sheila gør mig faktisk altid nervøs – og selvfølgelig også vred – men jeg ville aldrig indrømme det.
”Nøj… Du kan faktisk svare igen,” siger hun med sukkersød beundrende stemme.

”Det havde jeg ellers troet at din mor havde forbudt dig?” fortsætter hun, og hun rammer præcist det sted hun gerne vil. Hun ved at min mor er et ømt punkt, og det bringer straks mit pis i kog.
”Du holder bare din kæft om min mor, din lede slange!” hvisler jeg ud mellem sammenbidte tænder.
”Hvis nogen skal holde kæft, så er det dig, din ludfattige snothvalp!” Hun har hævet stemmen, og det ligner næsten at der står flammer i de isblå øjne.

”Du kan bare vente dig, kan du… Jeg skal vise dig hvem der bestemmer her,” truer hun og jeg mærker hvordan truslen siver ind. Hun har før ladet sin vrede gå ud over os.

Engang fik hun sin far, Oswald, til at stoppe den månedlige ration brød, som vi fra Slummen får hver måned. Det resulterede i at jeg og min familie var ret udmagrede den måned.
Sheila sender mig et sidste giftigt blik, og drejer så rundt på hælen; det kridhvide hår flyver i en bue i luften efter hende.

Da jeg kigger mig rundt i salen, ser jeg masser af folk fra byen, så Samlingen må begynde meget snart. Jeg tænker flygtigt over, hvor lang tid jeg mon har sovet, men så lyder en dyb røst:
”Vi regner med, at alle er ankommet, så vi vil begynde,” Det er gamle Edgar, en mand fra Rådet, som taler.
Senere, efter at Rådet har gennemgået forskellige emner, der ikke interesserer mig, indleder Edgar formelt, at NU skal der vælges en pige som offer til Isdæmonen. Jeg retter mig helt op på stolen og tørrer håndsveden af i mit skørt. Han uddyber kort, hvordan det foregår, og så tager Oswald over. Han kommer gående med et kunstigt smil klistret på fjæset, og da han et øjeblik lader blikket glide skimmende rundt i lokalet, synes jeg han stopper med et fjendtligt blik ved mig. Men måske er det bare indbildning, for i næste øjeblik er han i gang med at tage en træspand frem.
Han stikker en arm ned i spanden og fisker én seddel op, mens mit hjerte galopperer af sted.

Med en overdreven langsom bevægelse folder han den lille seddel ud, og siger med en beklagende stemme:
Cira Petrastone.”
Mit navn. Mit navn. Øjeblikket går uendelig langsomt, og jeg blinker utallige gange før det går op for mig, hvad det betyder. Jeg skal ofres til Isdæmonen. Isdæmonen som vil fortære mit hjerte og drikke mit blod. Da det først er trængt ind, begynder hele verden at snurre rundt, og tusind blikke borer sig ind i mig. Jeg tager mig til hovedet, mens jeg lytter til Oswalds sleske men tilfredse stemme:
”Det er sørgeligt, men nødvendigt. Og husk alle sammen; det er en ære at dø for andres skyld.”
Han ser ikke en skid sørgelig ud, og det gør Sheila heller ikke. Hun står tilmed med et tilfredst smil, der bare siger: Hvad sagde jeg? Jeg bestemmer her.

Det er Sheilas værk. Jeg er komplet sikker, jeg kan mærke det helt ned i tæerne. Lede slange…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...