Iskolde hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 27 sep. 2013
  • Status: Igang
”Hvem har jeg æren af at møde denne gang?” siger skabningen med en røst, der lyder som tusindvis af isflager der flækker. Hele dens krop består af is og sne, og en em af kulde udgår fra monstret. De røde øjne stirrer blodtørstigt og ubarmhjertigt på mig.
Jeg vælger at svare, for jeg er bange for hvad der ellers ville ske:
”Cira.”
------

Cira er en overset, fattig, og moderløs pige, hvis by bliver undertrykt af en isdæmon, som kræver et offer hver måned.
Den 12. måned er det Cira som skal ofres. Men hun har ikke tænkt sig at dø.------


*Novellen var en skoleaflevering i dansk*

7Likes
10Kommentarer
544Visninger
AA

2. Kapitel 1

Lyden af hendes hæse åndedrag gjorde mig næsten sindssyg. Mit hjerte bankede så frygteligt hurtigt. Jeg var bange. Bange for at skulle miste hende.
”Du skal ikke være bange,” hviskede hun. Hendes tale var næsten uforståelig. Hun kunne næsten ikke trække vejret længere.
”Åh, mor. Kan far ikke hjælpe dig - på nogen måde?” udbrød jeg, mens tårerne begyndte at svide i mine øjne. Men hendes smukke grønne øjne holdt mit blik fanget.
”Han… Han ville alligevel…” Det sidste rallede hun. I det samme flængedes den uhyggelige stilhed af et hæsligt, blodigt hosteanfald. Hun bøjede sig ud over den smalle seng og det hun fik hostet op var blod. Intet andet.
Mine håndflader var svedige, og i min desperation havde jeg det som om at væggene langsomt skrumpede ind omkring os. Tårerne var begyndt at løbe som en svag strøm ned ad mine kinder. Elo - min bror - Haldis, og min far græd også.

”Han ville alligevel ikke kunne gøre noget,” fortsatte hun svagt.

”Mor! Bliv,” skingrede Haldis.
”Du må ikke gå!” Ordene hoppede ud af min mund, som regndråber i et uvejr. For hurtigt. Uforståeligt. Panikken gnavede mig langsomt i stumper og stykker.
”Der er ikke… noget at gøre… Jeg elsker jer alle”

Hendes stemme blev svagere og svagere for hvert et ord, og hosteanfaldene heftigere.
Min mund åbnede sig, men ordene der var tænkt blev inde. I stedet fyldte lyden af mine og Haldis’ hulk det lille rum.
”Og vi elsker dig,” udbrød Elo.
Hendes sidste åndedræt hvislede op imod mig.

 

Gispende slår jeg øjnene op. Jeg er brandvarm og badet i sved, men fryser på samme tid.  Jeg er vågnet på det værste tidspunkt. Det øjeblik min mor døde. Følelsen af dyb afmagt sidder stadig i mig. På samme tid har jeg lyst til at skrige, knuge mig sammen og hulke som pisket, men min krop føles så kraftesløs, udtæret, uden energi.  Min mor havde ligget lang tid udenfor i den kolde sne og var kraftigt nedkølet, da Haldis og jeg fandt hende. Hun døde den næste aften af lungebetændelse. Det er et år siden nu.

Men selv trætheden kan ikke holde mig i sengen, så efter kort tid rejser jeg mig, for at gå ud og få frisk luft. For at få drømmen på afstand.
 

Det er som om min krop sukker veltilfreds, da jeg åbner hoveddøren og den iskolde luft strømmer imod mig. Hurtigt træder jeg udenfor i mine tynde sko og lukker forsigtigt døren i.

Luften er utrolig kold og køler mig hurtigt af. Derefter er jeg nødt til at holde mig gående hele tiden for ikke at blive for kold.
Himlen er stadig mørk, og jeg vil skyde på kl. er omkring halv seks.
De store snedriver på hver side af de smalle gader, får hurtigt gjort mine sko gennemblødte, men jeg bliver ved med at gå. Min krop protesterer, men jeg vil gå indtil jeg har glemt alt om mit mareridt.
Imens jeg lader tankerne fare, lægger jeg mærke til hvor rolig en stemning her er.
Ingen – ud over mig – er stået op endnu, og der er så stille at jeg kan høre hvordan mus pusler i krogene, og vinden der overraskende stille suser rundt om hushjørnerne.

Det er som om en dyne af stilhed og ro har sænket sig over byen. Enhver sover trygt.
Men jeg ved det vil ikke vare ved, for i dag skal en ny pige vælges som offer til Isdæmonen og føres til slugten, hvor han bor.
Hver måned kræver Isdæmonen en ung pige som offer, hvis hjerte han vil fortære. Siden han kom er 11 piger blevet valgt, og hver dag er blevet koldere, tristere og mørkere.

Den dag Isdæmonen ankom, gik et mørkt slør ind foran det bekymringsløse liv i byen. Der har været evig vinter lige siden, og man ser aldrig tegn på at det vil ændres.
Maden er begyndt at slippe op, for uden sommer, kan vi aldrig så og høste. De store lagre med mad under Rådets lokaler er næsten tømte, og der bliver kun delt sparsomme rationer ud.
Folk begynder at gå fra forstanden, for hvornår vil vanviddet stoppe? Isdæmonen har sørget for at vi ikke kan rejse til eller fra byen og området. Hvis vi bevæger os ud fra et aftalt område, er vi i hans land, og der er der ingen nåde.
Pludselig lægger jeg mærke til at mine ben har båret mig til Rådshuset.
De lokaler hvor Rådet holder møde, og hvor der i dag skal vælges en pige som offer. Oswald, den øverste i Rådet, plejer at skrive alle navne på piger fra byen ned, og så trækker han et navn fra en spand. Men jeg vil vædde med at, der er snyd indblandet, for indtil videre har det kun været piger fra Slummen, som er blevet valgt.
Mine tæer og fingre er begyndt at miste følelsen, og der er en halvlang tur tilbage, så jeg går prøvende hen imod døren ind til Rådshuset. Det kunne jo være, at der var åbent?
Da jeg trykker håndtaget ned, går døren en smule knirkende op, og jeg træder ind i det kolde rum. Rækker af bænke og stole står opstillet overalt. En indbygget talestol er i den ene ende af det lange lokale, er der også.
Egentligt havde jeg kun tænkt mig at blive her for at få varmen, men da først jeg er herinde, overvælder trætheden mig. Jeg plejer først at stå op langt senere på dagen, så jeg finder den bænk, der ser mest behagelig ud og lægger mig til rette. Jeg tænker slet ikke over om jeg må, og om Elo, min bror, vil blive bekymret, for jeg sover før der er gået et minut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...