To drenge, fire liv ~ One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 27 sep. 2013
  • Status: Igang
Det her er en stil, jeg har skrevet, og så ville jeg lige se, hvad I syntes om den. Jeg er selv ret stolt af den, og jeg håber selvfølgelig også, at i kan lide den. Den handler om, når modsætninger mødes og om ensomhedens greb om folk. Enjoy!

2Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

1. To drenge, fire liv

 

(OBS! Det er parallellehandlings historie, så synsvinklen skifter ved kursiv og og ikke kursivs skrift!)

 

Endnu et slag ramte Quinns allerede forslåede ansigt. Smerten brede sig hurtigt og få sekunder senere, dunkede hele hans hoved af smerte. Hans kind ville han vædde med var helt rødt og opsvulmet, men han var ligeglad. Han vidste, han havde fortjent det.

”Hvad fanden sker der, Quinn? Du kan aldrig sælge til tiden mere. Jeg har ikke råd til at være for sent på den, men jeg har heller ikke råd til at miste dig. Hvad fanden skal jeg gøre med dig?”

Denne gang skubbede Nick til ham, og han faldt ned mod det kolde betongulv. Der kom et tørt bump, og så lå han der – nytteløs, kold og alene. Hans ben gjorde ondt. Han havde ondt i ryggen. Hans kind dunkede. Han følte i det hele taget, at han havde ondt over det hele. Han følte sig ødelagt. Han kunne lige så godt forsvinde fra alt og alle, for hvad lavede han, hvad skulle han her? Han følte sig fortabt og fortvivlet. Han følte sig død indeni.

Chris satte sig i stolen over for sin far. Han følte sig ikke tilpas i det stramme jakkesæt, han havde fået tildelt af deres husholderske, men han blev nødt til det. Det var hans fremtid, han sad over for. Det var en stor dag i dag – det havde de i hvert fald sagt.

Hans far kiggede med et hårdt blik på ham. Nedstirrede ham. Han var tør i halsen, og hans håndflader svedte.

Hvordan skulle han kunne gøre sin fars arbejde? Han var ikke så klog som sin far. Han havde ikke modet til at stå foran flere hundrede medarbejdere og fortælle dem om hans fremtidsplaner med firmaet. Han kunne ikke holde ud at have et jakkesæt på i længere end ti minutter, og han interesserede sig ikke for økonomi. Han ville ud på banen og takle sine venner, mærke den friske luft i sine lunger. Herinde var der en lukket fornemmelse, og der var ikke bare en smule luft, der kunne komme ind, da den ville blive kvalt af den stærke lugt af rengøringsmiddel og kaffe.

Det her var ikke hans drøm; det var farens. Men hvad havde han at sige? Han var jo bare en dreng. I sidste ende var det jo faren, der bestemte. Det havde det altid været. Det var også derfor, han tvang et smil frem på sine sprukne læber. Han prøvede at overbevise sig selv om, at det var det her, han ville. At han gerne ville bruge resten af sit liv på at sidde inde på et kontor, drikke kaffe og sidde i et alt for stramt jakkesæt.

Han sukkede tungt. Hvem prøvede han at narre? Hans far, og det så også ud som om han hoppede på den, men han ville heller aldrig forstå ham. Han ville aldrig forstå, at hans drømme lå udenfor på fodboldbanen.

”Når Chris, hvad synes du?”

Hans far strakte sine arme over hovedet, mens han drejede rundt i sin stol, henviste til den dødsyge rundvisning han lige havde givet; henviste til hele firmaet. Spurgte, hvad han synes. Men hvad synes han? Han hadede tanken om at skulle møde hver dag kl. halv otte, og først komme hjem lidt i fem. Han hadede det her firma. Men det kunne han jo ikke sige.

”Jeg glæder mig sådan til at starte her, far.”

Quinn gik med sine hænder i lommen, og lod den stille summen af folk der snakkede, sive ind af det ene øre, og ud igen af det andet.

Mens han gik i sine egne tanker, kom han længere og længere ind i de smalle gader, som var fyldt af små boder med alverdens euforiserende stoffer. Sælgerne sendte én et lumskt og nogle endda et tandløst smil. Der var også nogle få spåkoner, men de spåede ikke andet at de ville tjene kassen.

Han fortsatte ned af den smalle gade, mens sollysets stråler kæmpede en umulig kamp om at nå ned på gadens kolde, mørke sten. Skyggerne vandt altid. Mørket var og ville altid være stærkest.

Han sukkede for selv og fortsatte videre ned af den lille og forladte gade.

Mens han stadig gik i den svage, kolde vind hang hans hoved lidt, da han ikke ville have øjenkontakt med nogen. Det lykkes, eller det gjorde det, indtil han stødte ind i en. Han blev forskrækket, og trådte et skridt tilbage; prøvede at få balancen igen. Det var da han så fyren han var gået ind i, at han vidste, at han aldrig ville få et normalt liv, at han aldrig ville få et succesrigt job. Aldrig ville han kunne forsørge nogen han elskede.

Drengen foran ham var i et alt for stramt jakkesæt i grå, som det lignede han ikke kunne trække vejret i. Han så ikke tilpas ud. Han lignede en rigtig businessmand, men han var da for ung? Han måtte da mindst være på hans egen alder, og han selv var kun 17 (dog snart 18)

Han kunne mærke hvordan han fik en hård knude i brystet. Det var som om han altid havde vidst, at han aldrig ville få noget af alt det fyren foran ham havde, men det var som om, at han først indså det nu. Fyren havde hans drømmeliv.

På vej hjem fra firmaet, havde Chris taget den forkerte vej, og havde forvildet sig ind i noget der lignede et fattigt kvarter. Og efter hvad han havde set indtil videre, lignede det også en af de der kvarterer, hvor de solgte stoffer.

Selvom han vidste han burde vende om, var der noget i ham, der fik ham til at fortsætte. Noget i ham, som var nysgerrig efter at se hvordan det var her. Forholdende og miljøet var jo helt anderledes end der hvor han boede. Derhjemme var nogle huse så store, at de næsten var et lille slot. Her var der kun faldefærdige huse, som var blevet repareret med nogle brædder og gaffa tape?

Mens han gik længere og længere ind i det anderledes kvarter, blev det også mørkere og mørkere, og da han ikke kunne se noget, kom han selvfølgelig til at gå ind i én.

Da han fik øjenkontakt med ham fyren han var gået ind i, så han bare forvirret ud. Men da fyren begyndte at kigge op og ned af ham, kom han til at tænke på at han jo stadig havde hans jakkesæt på, som sikkert så meget dyrt ud. Det var måske ikke så smart at have på i sådan et kvarter.

Men pludselig, da fyrens øjne mødte hans igen, så han hårdt på ham. Næsten hånligt. Han vidste ikke hvad han havde gjort, men noget måtte han jo have gjort, siden fyren foran ham lige pludselig hadede ham.

Fyren mumlede noget for sig selv mens han trak sine hænder op af lommerne. Og så sendte han ham et smil han aldrig ville glemme. Et smil, med så meget bag, at han ikke kunne holde styr på det hele. Han vidste fra den måde fyrens øjne lige pludselig strålede, at han havde fået en ide.

”De må være ny her. Kan jeg hjælpe Dem med noget?”

Han sank den klump i halsen. Hvad skulle han svare?

Da Quinn havde fået solgt sine varer, gik han tilfreds tilbage til sit lille hus. Men lige så snart han kom ind og så de rådne møbler, faldt hans humør igen som en sten der synker til bunds. Tung, og svær at få op igen, da den er for langt nede i vandets kolde, mørke dyb.

Han ville aldrig blive tilfreds med sit livm, det vidste han. Derfor tog han fat i skuffen ved sengen, og trak den åben. Mens han kiggede på skuffens indhold, overvejede han mulighederne. Skulle han gøre det, og så miste alt – alt. Eller, skulle han prøve at overbevise sig selv hver dag, om at han godt kunne gøre det? At han godt kunne få et normalt liv.

Han valgte den nemme mulighed. Den, der ville løse alle hans problemer, og give en ende på alle hans lidelser. Ikke dem som Nick gav ham når han ikke fik solgt deres varer til tiden, men de smerter, som voksede hver dag, hvert minut, hvert sekund. Den smerte, som han ikke kunne komme af med.  

Han førte pistolen op til tændingen, og lod fingeren hvile på aftrækkeren. Holdt saksen mod sin livstråd.

”Vil det virkelig tage alle dine lidelser væk?”

En lille stemme begyndte at protesterer, men han hørte ikke efter. Men havde stemmen alligevel ret?

Chris lagde kokainen foran sig, kiggede bare på den.

Havde det været det rigtige valg at købe det? Der var i hvert fald ikke noget med at bakke ud nu. Han vidste det var forkert, men han blev på en måde nødt til det. Siden han havde været helt lille, havde han altid fulgt reglerne. Han havde altid været farens yndling, og engang var det godt. Han havde været stolt, og havde ikke set den fejl han havde begået, ved at lade faren styre hans liv. Faren begyndte at styre hans liv så meget, at han næsten ejede det. Nærmest levede gennem ham. Han havde brug for at gå lidt imod sin far. Han havde brug for at gøre noget, som ikke stod på farens lange liste af regler.

Derfor dryssede han forsigtigt noget af kokainen ud på sit bord, og gik så over til sin dør for at låse den. Selvom han havde besluttet sig for at bryde sin fars regler, behøvede deres husholderske ikke blive blandet ind i det. Det fortjente hun ikke. Da han havde låst døren, stod han og kiggede på det hvide pulver der lå spredt ud på bordet.

Ville han virkelig det her? Når han først havde gjort det, var det ikke noget med at sige stop. Han kunne ikke bakke ud.

Efter en del overvejelse, bestemte han sig ud for, at han blev nødt til at gennemføre det. Derfor tog han et stykke papir, og begyndte at rulle det sammen til et rør.

’Du kan ikke. Du er for svag’ lød farens stemme i hans hoved. Han spændte i kæben. ”Jeg kan godt!”

Men kunne han virkelig gennemføre det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...