Kristian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Jalthe lever et stille og roligt liv. Han har styr på alt det med vennerne, skolen, fritiden, familien og er nu klar til at starte i 2.g på et lille gymnasium i udkantsdanmark. Hvad han ikke ved er, at lige præcis dette skoleår kommer til at vende op og ned på stort set hele hans liv, og at det hele kommer til at starte med en fuld samtale med en bekendt 1.g'er.

1Likes
0Kommentarer
281Visninger
AA

5. "Kender jeg ikke dig?"

De stod tavse lidt. Jalthe prøvede at finde ord. Det mislykkedes. Så satte han sig på den gamle bænk, som engang havde været rød, men malingen var begyndt at skalle af, og træet havde fået en grønlig farve.

Drengen stod lidt. Det så ud som om, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Så satte han sig også.

Der var en god afstand i mellem dem. Ingen sagde noget. Tavsheden larmede i Jalthes ører. Det var utroligt, at det var så stille herude, når hele gymnasiet drak og dansede til så høj musik, at det ringede for ørene, når man kom ud i den friske luft, derinde. Men sådan var gymnasiefester. En stor larmende forsamling af unge, hvor mindst halvdelen var så fulde, at de ikke kunne huske, hvad der var sket til festen, dagen efter. Her i blandt Jalthe. Men han havde på fornemmelsen, at han ville huske det her i morgen.

Ud af øjenkrogen kunne han se, at drengen vred sine hænder og blev ved med at skifte sin siddestilling. Jalthe skævede til ham. Hvorfor så han så bekendt ud? Hvor i alverden havde han set ham før? Jalthes skæven blev til en forundret stirren, og han lagde først mærke til dette, da drengen ved siden af ham vred sine hænder endnu mere og skævede nervøst tilbage.

"Undskyld, jeg glor. Men..." Jalthe rystede på sit hovede og så frem for sig. Han hvilede sine albuer på sine knæ og samlede sine hænder foran sig. Det her ville komme til at lyde som den største kliché nogensinde.

"Men," prøvede han igen og vendte sig lidt mod den generte dreng ved siden af sig. "Kender jeg ikke dig? Jeg synes helt bestemt, at jeg har set og snakket med dig før."

Drengen smilede skævt og vendte sig også lidt mod Jalthe. Han så ikke så nervøs ud nu.

"Jo. Jo, du kender mig. Det er mig Kristian. Din gamle nabo?" Kristian så håbefuldt på Jalthe, og nu huskede Jalthe pludseligt.

"Kristian! Fuck, hvor sjovt! Hvad laver du dog her? Det var dig, jeg altid bagte med, når vi var hjemme hos dig. Dig og din mor. Hvad var det nu? Jytte! Din mor hedder Jytte!  Og vi lavede verdens bedste gulerodskage! Jeg kan slet ikke kende dig. Du er jo blevet meget... Større?" Jalthe grinede af sig selv, for selvfølgelig var Kristian blevet større. De havde været barndomsvenner indtil Jalthe skulle starte i første klasse, og Kristian skulle starte i børnehaveklassen. Kristian var flyttet med sin far, fordi hans mor var...

Åh gud. Det løb Jalthe koldt ned af ryggen. Gamle, fortrængte minder væltede ud fra de mørkeste kroge af hans hjerne. Sirener. Gråd. Hviskenende stemmer i stuen, da Kristians far var kommet over for at få kaffe med Jalthes mor. Hun var lige pludseligt død. Det var i hvert fald, hvad Jalthe havde fået at vide af sin mor, da han havde spurgt, hvorfor Kristian og hans far var så kede af det. De var flyttet efter et par uger. Ud af landet. Til Sverige for at bo hos Kristians faster, som var dansker, men var flyttet til Sverige. 'Kristian skal starte på en frisk,' havde hans mor sagt en aften, da hun sad på kanten af hans seng, med hans hånd i sin. Jalthe havde savnet sin nabo, og ikke mindst bedste ven, meget i starten og havde grædt hver dag, inden han skulle i seng de første to uger, efter Kristian var flyttet. Men efter et par måneder tænkte han mindre og mindre på ham, og hvis Jalthe skulle ærlig og skyde på, hvornår han sidst havde tænkt på Kristian, ville han gætte på engang i fjerde klasse. Han hørte jo aldrig fra ham, efter han var rejst til Sverige.

Kristian sad bare og kiggede drømmende frem for sig med et lille smil hængende løst på sine læber. Han er fuldstændig fortabt i sine tanker, tænkte Jalthe. På en måde følte han, at det var en typisk Kristian-ting. Noget han altid gjorde. Ligesom jeg, tænkte Jalthe og smilede en smule.

"Ja, vi bagte nogle gode kager, gjorde vi ikke?" mumlede Kristian, stadig i en drømmeverden. Der var noget ustabilt og sløret i hans stemme. Det mindede om gråd.

"Jeg er ked af det, Kristian. Jeg havde helt glemt, at din mor... Du ved." Jalthe kiggede ned på sine hænder og skammede sig. Nogle gange tænkte han sig ikke ordentligt om, før han åbnede munden. Kristian sukkede højlydt og skælvende ved siden af ham. De begyndende tårer i hans øjne blev tørret væk af håndfladerne af hans spinkle hænder. Han virkede generelt mere spinkel og skrøbelig end Jalthe gjorde. Jalthe fik en kløende trang til at lægge armen om Kristians skuldrer og vugge ham en smule. Bare så sorgen forsvandt, og han ville smile skævt igen. Ligesom før.

"Det er i orden. Hun var fantastisk. Hun fortjener at blve mindet." Der var nu et tydeligt spor af gråd i Kristians stemme, og han tørrede febrilsk sine øjne igen. Prøvede at virke tapper og modig. Jalthe kunne se, at han ikke ville græde foran ham. Det var trods alt lang tid siden, de havde snakket sammen sidst, og tilliden var ligesom forsvundet sammen med de tolv år, hvor de ikke havde snakket sammen eller haft kontakt på nogen måde. Lige pludseligt var det eneste, Jalthe havde lyst til, at gå tilbage, til da de var seks og syv, og holde Kristian i et så varm og tæt kram, at han før eller siden ville blive nødt til at slippe for ikke at klemme luften ud af lille og skrøbelige Kristian.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...