Kristian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Jalthe lever et stille og roligt liv. Han har styr på alt det med vennerne, skolen, fritiden, familien og er nu klar til at starte i 2.g på et lille gymnasium i udkantsdanmark. Hvad han ikke ved er, at lige præcis dette skoleår kommer til at vende op og ned på stort set hele hans liv, og at det hele kommer til at starte med en fuld samtale med en bekendt 1.g'er.

1Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

6. En smule ynkelig

"Hvor var du henne hele aftenen? Fik du scoret eller hvad?" Martin kiggede spørgende på Jalthe, som trak på skuldrene. På en måde føltes det som en hemmelighed, hvor han havde været hele aftenen. En fortrolig ting, som kun Kristian og han havde. Det havde kun været de to i deres egen lille verden af minder. Kun de to. De havde snakket om alt. Ting, som Jalthe aldrig havde fortalt nogen. Ikke engang Martin, som nu forlangte at vide, hvor Jalthe havde befundet sig i næsten to timer. Jalthe kunne ikke bebrejde ham. De var "festbuddies" (ja, et forfærdeligt udtryk, men Martin insisterede på, at det var det, de var). Ingen behøvede at vide, at de to drenge, og barndomsvenner, havde tilbragt resten af aftenen sammen på den slidte bænk bag skolen, indtil Kristians far var kommet for at hente ham, da klokken var et par minutter over midnat.

"Vi skulle snakke noget mere. Hvis du altså har lyst?" havde Kristian foreslået med blikket rettet mod jorden, da han havde rejst sig for at finde sin far, som ventede på skolens parkeringsplads. Der havde været noget usikkert i hans stemme. Noget nervøst, som om han ikke var sikker på, hvad svaret ville være. Svaret var nu ret indslysende for Jalthe, som på dette tidspunkt slet ikke var fuld længere. Selvfølgelig skulle de snakke mere. Han havde derfor også smilet stort og beroligende til sin gamle ven, hvilket fik ham til at sænke skulderene og smile en smule... genert? Da han var gået derfra med et stort smil og et "så ses vi, Jalthe!", blev Jalthe bare siddende på den gamle bænk. Hvorfor havde han sådan et stort og fjoget smil plasteret i hele ansigtet?

"Jeg var bare lidt ude. Der skete ikke så meget. Snakkede bare lidt med nogle fra klassen og så'n," fik Jalthe mumlet efter en lille pause, hvor Martins undrende øjne havde boret sig ind i Jalthe, og Jalthe nåede lige at blive nervøs for, om hans ven havde ukendte tankelæsningsevner. Det virkede ikke sådan, for han godtog Jalthes vage og meget neutrale forklaring. En lille skyldfølelse bredte sig i ham. Det irritede Jalthe grænseløst. Hvorfor følte han, at han holdte noget hemmeligt for sin bedste ven? Der var jo ikke sket noget! Det havde været en helt uskyldig snak med en gammel ven. Martin ville ikke bebrejde ham noget, hvis Jalthe fortalte, at han snakket med en barndomsven, som han ikke havde set i tolv år. Og hvad skulle der være sket? Det var jo bare en snak! Jalthe var nødt til at nive sig selv i inderlåret for at stoppe den massive tankestrøm og de mange ubesvarede spørgsmål, som ikke førte til andet end en smule panik, der spredtes mere og mere. Klokken ringede til frikvarter, og Jalthe rejste sig hurtigt for at gå på toilet.

Da han havde låst toiletdøren, lænede han sig mod den kolde, hvide murstensvæg og så sig selv i spejlet. Han åndede tungt og højlydt ud, og det var først nu, at han opdagede, at han praktisk talt havde holdt vejret de sidste par minutter. Hvorfor reagerede han på denne måde?

Efter hvad der virkede som et minut ringede det igen. Jalthe gav sig selv et sidste blik i spejlet og gik derefter ud på den smalle gang, der førte til tre forskellige klasselokaler. Gangen var tom, men en dør til et toilet ved siden af det, som Jalthe havde været på gik op, og ud kom Kristian. Jalthe mærkede hurtigt varmen sprede sig i sit ansigt, og sine skuldre skyde op til sine øre. De stod lidt akavet og kiggede skiftevis på hinanden og på gulvet i nogle sekunder, før Kristian smilede skævt, også med sine skuldre trukket en smule op mod ørene, og gik et skridt udenom Jalthe. Jalthe åndede endnu engang tungt ud, men prøvede ikke at gøre det så højlydt denne gang. Da han kom ind i klassen igen, stod Steen ved katederet, og Jalthe smilede undskyldende til ham, før han satte sig ned på sin plads ved siden af Samir. Martin fangede hans blik og sendte ham et sæt forvirrede og undrende øjne. Igen smilede Jalthe bare undskylende og begravede sig i sin samfundsfagsbog.

~~~

Resten af skoledagen gik med jævnlige ture på toilettet, hvor Jalthe bare stod og kiggede på sig selv i spejlet. Det ville være at lyve, hvis han sagde, at han ikke flippede bare en smule ud over sin egen underlige og unødvendige opførsel. Hvorfor holdte han automatisk vejret, når han passerede Kristian på gangen eller bare så ryggen af en, som lignede ham en smule? Hvorfor panikkede han hver gang, Martin spurgte ind til hans underlige opførsel? Hvorfor tog han sig selv i at sidde og smile skævt hver gang, han kom i tanke om en eller anden mærkelig og ligegyldig detalje ved samtalen fra introfesten. Den "hemmelige" samtale, som overhovedet ikke behøvede at være hemmelig, og som Jalthe fik blæst op til noget stort og alligevel fantastisk i sit hovede.

Da han passerede Kristian på gangen for tredje gang den dag, tog han sig sammen og smilte til ham. Det kunne ikke passe, at han skulle opføre sig så tåbeligt overfor ham. Kristian måtte jo tro, at han var lettere retarderet eller i hvert fald dum. Der var ingen grund til at opføre sig, som Jalthe havde gjort indtil videre, og dette blev han ved med at sige til sig selv. Alligevel gav det et stik et sted dybt inde i Jalthe, da Kristian ikke smilede tilbage, men i stedet kiggede ned i jorden. Jalthe kunne have slået sig selv i det øjeblik, for hvorfor var et enkelt lille smil fra denne 1.g'er, som han havde været venner med engang for tolv år siden, så vigtigt for ham? Da han gik ud på toilettet senere, for at få den nødvendige pause fra de gennemborende og bekymrede blikke fra Martin, slog han da også sig selv et par gange. Ikke hårdt. Bare for at vågne op. Det hele var jo latterligt og en smule ynkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...