Just a story - på pause

Maddie Nukka Garner en sød, naturlig, skør, glad pige på 18. Maddie bor på et børnehjem, hvor hun har boet i snart 15 år. Hendes største drøm er, som enhver andens drøm på et børnehjem, at blive adopteret. En dag der kommer en dame og hendes mand og mangler en glad pige til deres familie. Maddie får hurtig deres opmærksomhed da de kommer og ville se på hvem der skal være deres "barn", men Maddie får lidt af en overraskelse da hun finder ud af hvem det egentlig er hun skal bo med. Og kommer der en flirt med en af hans bedstevenner.
Find ud a det i 'Just a story'

9Likes
12Kommentarer
607Visninger
AA

1. Say hello

Feeling my way through the darkness

Guided by a beating heart

I can't tell where the journey will end

But I know where to start

They tell me I'm too young to understand

They say I'm caught up in a dream

Well life will pass me by if I don't open up my eyes

Well that's fine by me

- wake me up avicii

 

Endnu en dag på det her lorte børnehjem. Det var egentlig ikke fordi det var dårligt og sådan, der var jo altid gjordt rent der, det var meget stort og pænt. Ja alt i alt var det jo fint nok, men at bo på et børnehjem i femten år, og der kom nye børn hver dag. Det var altså vildt irriterende. Ja, men nu er jeg lige igang med at finde det tøj jeg ville have på i dag. Vi havde fået af vide der kom nogle og kiggede på en pige i dag i alderen femten til atten,  jeg glædede mig helt vildt, men jeg var næsten sikker på jeg ikke blev valgt der kom nogle og adopterede næsten hver dag. Det har der gjordt de sidste femten år, men jeg var aldrig blevet valgt så hvorfor skulle jeg det i dag.

det var så endt med jeg havde taget en løs top som gik lige over navlen, hvor mønstret var en masse små "tegnede" pizzaer og i midten et hjerte hvor der stod 'all i care about is pizza', og så nogle denim shorts hvor der var nitter på ved lommen foran og så så de ret slidte ud men det var altså meningen. Mit blonde lange hår var bare sat i en rodet knold. Til morgenmaden i den store hal havde alle snakket om hvem den heldige blev der skulle adopteres. Jeg havde siddet ved sidden af leila, min bedste veninde. Hun var godt nok kun seksten, men det betød ikke noget. "Jeg håber sådan det endelig bliver min tur i dag" sagde til leila, hun nikkede bare og kiggede på Daniel. Daniel var den populære dreng på vores børnehjem, og Leila var helt væk i ham, jeg forstod ikke hvorfor, men jeg kunne vel være lige glad.

Vi havde spist færdig og var blevet bedt om at gå tilbage til vores værelser, ihvertfald de piger der var femten til atten. Så ville dem der skulle adoptere komme ind til os hver og snakke med os. Min mave krympede sig helt sammen da jeg hørte en banken på min dør. Jeg gik langsomt

over og åbnede, det var som om mine ben ikke ville reagere da jeg ville gå over og åbne. Jeg åbnede stille og roligt døren så jeg ikke virkede alt for desperat og klistermærke agtig, hvis i forstår. In kom en ikke specielt høj dame og en rimelig høj mand. "Hej jeg hedder Maura" sagde damen så pludselig, "og jeg hedder Chris" fortalte manden. Sig noget Maddie sig nu noget. "Heeej" sagde jeg imens jeg trak ordet ud. "Øøhm ja jeg er så Maddie" præsenterede jeg mig selv. "Hyggeligt at møde dig" sagde damen, var det Maura hun hed? "Fortæl noget om dig selv Maddie" sagde Maura så. "Ja altså jeg hedder Maddie Nukka Garner jeg har boet her i femten år og jeg er 18 år gammel min forældre døde i en bil ulykke da jeg var tre år jeg har gået i Folke skole min bedste veninde e Leila som også bor her på børnehjemmet og det var så noget om mig" sagde jeg bare ud i en lang køre, og de forstod helt sikkert ikke en skid af det. Det sker altid og det var sikkert også en af grundene til at jeg aldrig blev valgt.

 

De var taget hjem, hende der Maura og hendes mand Chris. Og nu skal i lige høre noget vildt, er i klar, okay det er i altså bare nu. JEG BLEV ADOPTERET! Jeg havde bare hjulpet råbt og skreget så folk blev helt nervøse, men jeg var ligeglad det eneste det kørte rundt i mit hoved de fire dejlige ord ' du er blevet adopteret' jeg glædede mig fucking meget til at komme hjem til dem om en uge. Havde de seriøst regnet med jeg kunne vente i en hel uge, men det måtte jeg jo blive nød til. Jeg havde det som om jeg kunne springe af glæde, og det ville jo ikke være så godt hvis det skete. Men om en uge begyndte et nyt liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...