{Free}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2013
  • Opdateret: 26 sep. 2013
  • Status: Færdig
*Oneshot*
En kort historie, om mig der hjælper de yngre udgaver af mig. Hvis i gerne vil vide hvorfor jeg er den meget frie (Og meget sære) person som jeg er, så LÆS DET HER!
Godt, der er nok ting i ikke vil forstå, men så må i spørge. I hvert fald er ingen af de oplevelser jeg beskriver i teksten opdigtede. Måske undtagen at jeg tryller mig selv tilbage i tiden og jeg får langt hår så nej!

1Likes
0Kommentarer
196Visninger
AA

1. Den der er voksen, men alligevel ikke

Mine fødder begyndte at sygne hen, som om de ville forsvinde. Hvad sker der!? Jeg kunne se jorden igennem mine gennemsigtige Converse der ikke længere havde det britiske flag, men var blevet mælkehvide og til sidst forsvandt så mine bare fødder blev blottet. Også de forsvandt alt imens den gennemsigtige masse bevægede sig op af mine ben og krop. Mit tøj forduftede, men blev dækket af en hvid kjole der flagrede i den vind der ikke var der. Mit hår voksede sig ud i en lang længde til midten af min ryg for så at bølge og krølle i naturlige prinsessekrøller.

Af en grund jeg ikke kendte, forsvandt jeg langsomt bid for bid, midt i mit værelse, som om jeg forduftede ind i væggene. Da jeg ikke længere kunne se mig selv begyndte mit værelse at ændre sig. Sengen rettede sig, kommoden blev fjernet, vejret skiftede, selv den hvide væg blev nyere og mere snehvid. Billeder farede forbi mine forvirrede blå øjne, indtil jeg så mig selv. Mig selv, lige dér midt på gulvet. Jeg gemte mig under mit tæppe bare 5 eller 6 år. Jeg kunne genkende fra dengang. Det var det mest fantastiske tæppe, det var småt og der var så mange motiver på jeg kunne få til at bevæge sig. Toget kørte med fuld drøn hen over tæppet, som en krøllet papirtegning der fik liv. Bolden hoppede i takt med bamsen der dansede ballet.

Det perlende grin der tilhørte den unge udgave af mig under tæppet, fik et smil til at kroge sig op i min mundvige. Pludselig stoppede jeg med at grine og tittede tøvende ud fra tæppet så mit blonde hår strittede ud til alle sider. Først vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Den lille mig kiggede lige op på mig.

Jeg prøvede at sætte mig på hug, og smilede svagt. Jeg lod til at føle mig tryg, altså den lille mig og smilede så på den sjove måde jeg nu gjorde dengang. Bed fortænderne over underlæben og lavede et overbid.

”Hej lille mig” Hilste jeg. Den lille mig smilede barnligt og rakte resolut hånden frem.

”Hej store mig! Jeg hedder Line!” Jeg tog den med et lille grin, blev så alvorlig.

”Line, du må ikke fortælle dit navn til alle. Ikke alle mennesker er som Mor og Far. Nogle vil gøre dig ondt” Den lille mig rystede beslutsomt på hovedet, så rottehalerne farede om hovedet på mig, lige som jeg kunne lide det da jeg var i den alder.

”Folk er søde Line! De smiler og lyser i deres øjne!” Forsigtigt tog jeg min hånd, men skulle være sikker på at det var okay. Jeg hadede at folk gjorde ting uden jeg havde givet dem lov. Men jeg lod hånden tage min og ryste den let.

”Ja, det gør folk. Men du må passe på dig selv Line. Vil du love mig det?” Jeg kiggede kort mistroisk på mig selv, nikkede så med et drilsk smil.

”Ja! Men hvem er du af mig?” Jeg smilede svagt, prøvede at finde et forståeligt svar til det.

”Den der er voksen, men alligevel ikke” Den lille pige der sad overfor mig med de enorme øjne og det alligevel vidende blik, krammede mig hårdt om halsen.

”Så skal du love mig at jeg ikke vil være så kedelig! Jeg vil smile!”

”Det lover jeg Line” Jeg nåede kun at mærke en tåre løbe ned af min kind, da billedet af den lille mig forduftede og den lille skotøjsæske til mit værelse, ændrede sig. Jeg var ældre nu, omkring 7-8 år. Men jeg var vokset en del, både indeni og udenpå. Jeg stod i døren med ryggen til og knugede om min mors arm. Jeg vidste godt hvorfor jeg gjorde det. Jeg huskede det kun alt for godt.

”Nu har vi passet den forkælede møgunge i en hel uge, og det er takken!” Min Farfars sprøde stemme var helt fremmed for mig nu. Men dér hvor jeg stod med skælvende krop kendte jeg kun den varme side af den. Min mor prøvede forgæves at samle sin stemme og forsvare mig, mens at skyldfølelsen bare tårnede sig op inde i min lille karakter. Jeg svævede igennem væggen uden at nogle lagde mærke til mig for at få et bedre overblik. Jeg havde aldrig set det fra en voksens perspektiv. Mine øjne var røde af gråd, mens at de var så fulde af frygt, man skulle tro jeg aldrig ville smile igen.

Det var ulideligt at se sig selv, lide på den måde mens at følelserne bare var uforståelige. Hvad var misforståelse? Hvad var dårlig samvittighed? Og hvad var sorg? Alt det lærte jeg på under en time. Det var et voksent ansvar jeg havde fået på mine små skuldre. Og det ansvar ville jeg løfte nu.

Jeg lagde en hånd på min rystende skulder, så mit stive blik endelig bevægede sig hen på mig. Jeg lagde hurtigt en finger for min mund for at sige den mindre udgave af mig ikke skulle sige noget. Bare lytte.

”Det skal nok gå Line. Du ved godt hvem jeg er. Det hele retter sig ud, det lover jeg. Du er ikke alene, det har du aldrig været og vil aldrig være. Vær modig, jeg ved du vil komme igennem det” Jeg nikkede kort, men skrækken var ikke væk.

”Du vil opleve det her, det er et mørkt kapitel i dit liv, men du kommer igennem det. Der er altid lys et sted, husk det” Jeg nikkede igen, nu med et lys jeg kunne genkende i dag og det vidende blik, som en kriger der skulle se sin død i øjnene.

Mit unge ansigt fortonede sig, og forsvandt. I stedet stod jeg nu med en kun halvt år yngre udgave af mig. Lyset var væk, gnisten var slukket og tårene strømmede som vandfald ned af mine kinder. Jeg kunne føle vreden og sorgen i mit sind som en uønsket tatovering. Min lyst til at smadre hele huset var fristende, men jeg holdt mig tøjlet. Jeg ville ikke give løs på mig selv, som jeg før havde gjort. Jeg var voksen nu. Alligevel følte jeg mig som et barn at græde over en stupid dreng. Men det gjorde så ondt. Så forfærdeligt ondt. Jeg bukkede mig igen ned på hug og knugede om min rystende skulder. Overrasket kiggede jeg op på mig selv, med sorg malet over ansigtet i en maske.

”Han er ikke det værd” Sagde jeg så sikkert som jeg kunne.

”Tro mig, jeg ved det. Du tror ikke at der vil komme andre. Og det tror jeg heller ikke” Mit grædefærdige ansigt så kort opgivende ud, men jeg fortsatte med et lille smil.

”Jeg ved der vil” Et såret smil gled over begge mine læber og krammede så den tårevædede mig.

”Det er bare begyndelsen Line. Livet er så meget mere end det her! Der er en hel verden, der bare venter på dig! Du skal ud og opleve den, ikke sidde her og græde som om livet ikke er det værd!” Mit unge jeg nikkede, stadig med tårene trillende.

”Du er en kriger Line. Dit navn betyder fri og kraftfuld. Og du er fri Line. Du er fri til at være præcis den du vil være” Noget trak i mig, en tid der snart var udløbet. Jeg kom på benene igen, men jeg greb om mit håndled.

”Vent lige! Hvem er du af mig?” Jeg smilede svagt, mens jeg kunne genkende den replik og det nysgerrige blik, der altid var hungrende efter viden.

”Den der er voksen, men alligevel ikke”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...