Den Evige Død

Dette er mit bidrag til konkurrencen "Skriv om et billede." Jeg har valgt at lade mig inspirrere af det første billede, hvor man ser en grav.

-Sarah vågner op i en kiste og ved ikke hvorfor hun er der. Hun prøver desperat at få hjælp, men når ingen kan høre dig, er der ikke meget andet at gøre, end at give op.

1Likes
3Kommentarer
138Visninger

1. Den Evige Død

Smerte, frygt, panik og sorg var det eneste jeg kunne føle, alt andet virkede uvirkeligt og passede ikke ind i situationen. Jeg mener, var det ikke normalt? Var det ikke normalt at skrige til lungerne sprang, at tude så snottet blandede sig med de salte tåre, at kroppen rystede ustyrligt og at panikken fjerne alle rationelle og logiske tanker? Var alt dette ikke normalt, når man befandt sig to meter under jorden, begravet i en kiste? Jo, det var sgu normalt, uanset hvordan man valgte at betragte situationen. Skulle jeg måske begynde at synge lille Peter edderkop eller le? Se dét ville være unormalt! Men selvfølgelig er det heller ikke normalt at være begravet. Måske bortset for de gamle mennesker der har stillet træskoende, men absolut ikke for en levende pige på 16 år!

 

   Jeg begyndte at skrige for mine ømme lungers fulde kræft, men mit skrig, der mest af alt lød som en gås med forkølelse, druknede i et hosteanfald, der var lig det en gammel mand med lungebetændelse ville kunne præstere. I et nyt forsøg fyldte jeg lungerne med luft, selv om dette også var en kræftanstrengelse, og skreg. Denne gang lykkedes det.
   Min hals var blevet godt øm efter de mange timers tuden og hysteriske skrigeri. Hvorfor blev jeg egentlig ved med at skrige? Håbede jeg stadig på et mirakel? Håbede jeg stadig på, at en eller anden på mirakuløs vis kunne høre mine hæse skrig? Nok smertede min hals, men rædslen for det evige mørke var stærkere end den gennembrorende smerte fra mine ustoppelige skrig.

   Med al den kraft jeg kunne præstere, bankede jeg på kistens låg. Måske kunne jeg lave en ’Kill Bill’ og smadre kistens låg med de bare næver. Igen og igen bankede jeg knytnæverne mod det hårde træ, som kistens låg var gjort af. Hvor lang tid jeg fortsatte sådan ved jeg ikke, tiden var umulig at holde styr på. Jeg kunne lige så godt have været her i timer, som jeg kunne have været her i dagevis.

   Efter utallige slag, begyndte en varm fornemmelse at sprede sig over min højre hånd. Af ren refleks førte jeg min hånd op for at se hvad der var sket, men det var umuligt at se noget for det mørke der svøbte sig om mig. Efter flere forsøg på at opnå nattesyn, faldt en dråbe ned på min kind. ”Hvad i al….” Det gik pludselig op for mig, at jeg havde banket min hånd til blods. ”Sarah, din store idiot! Du er nede i en kiste og så vælger du at slå din hånd til blods. Se det hjælper jo også på sagen! Du skal sgu nok komme lev…” Jeg klappede munden i og begyndte at vende øjne af mig selv. FEDT! Fanget i en kiste OG ved at blive skizofren, kan det blive meget bedre? Og det kunne det, for sekundet efter de ord havde forladt mine læber, forsvandt jorden under kisten og jeg faldt. Jeg faldt i evige tider og det blev jeg ved med.

 

For ser du, når man dør, er man ikke rigtig død. Først når du befinder dig i det evige hul, kan man rigtig sige, at du er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...