Satans børn

Emma er en almindelig pige. Eller, det vil så sige næsten. Hun stammer fra en race af dæmoner. Satans børn. De opvokser, med selvmords tanker og en stor løst til at dræbe. De har hver en skytsengel. De har mere brug for det end andre. Og da Emma's mor, ingenting vidste om hendes fars natur, flytter hun og Emma, fra USA til Frankrig. Og Emma, som allerede er ensom, som allerede har svært ved nye steder, bliver nødt til at finde sig i englenes ufoskammede natur, i bare at bryde ned i ens bil, for at stoppe en i et selvmords forsøg, der egentlig kun ville dræbe ens mor.#Det her var en skoleopgave, så derfor er det måske ikke alt sammen forklaret så godt, som det kunne være blevet, da jeg egentlig bare gerne ville være færdig. Men jeg skal nok ændre det:)

2Likes
1Kommentarer
374Visninger

1. Kapitel 1

Jeg gik ned af gaden, den endeløse kedelige gade, med al graffitien på husmurene. Den samme kedelige by jeg havde kendt i så lang tid. Og alligevel ville det at forlade den føles… jeg ved ik’… måske forkert. Jeg havde aldrig troet at det ville ende så galt. Jeg huskede alle de gange jeg havde leget i blindgyder, og løbet rundt i blandt alle menneskerne og prøvede at finde ud af om de kunne sige hvad meningen med livet var. Men ingen kunne fortælle mig det. Og turen til Paris ville nok blive værre end alt andet jeg havde prøvet. Hvem vidste også det mærkelige volapyk sprog de talte?

  Så ja. Jeg gik ned ad den gamle gade hvor der var blevet begået mord, tyveri og voldtægt. Og alligevel fik jeg en følelse af… tryghed. For jeg havde en fornemmelse af hvad jeg skulle gøre hvis nu jeg selv kom ud i sådan en situation, og at det gamle sted, med faldefærdige bygninger, der havde en chance for at vælte ned over mig havde vist mig hvordan man overvinder frygten. Og alle de modbydelige ting der var sket, fik mig kun til at smile, og grine ved tanken om at hvis det var lige ved at ske til mig, hvad jeg så ville gøre. Men tanken om at flytte, fik mig kun i dårligt humør. Og tanken om mit ødelagte værelse, der ventede mig, gav mig lyst til at skrige. Jeg havde løst til at tage en sten og slå mig selv i hovedet, indtil jeg holdt op med et trække været.  Eller gøre det ved en anden, for den sags skyld. Indtil de holdt op med at sprælle. Til de holdt op med at skrige om hjælp. Til de holdt op med at trække været, og jeg ville kunne lade dem falde til jorden, blege af frygt. Blege af døden…

 

***

 

”Hold nu op, Emma ,” sagde min mor. ”Vær lidt glad, ik’? Du får intet ud af at være gnaven.”

  Jeg gad ikke svare. Mest af alt havde jeg løst til at slå hende. Måske ville jeg være heldig nok til at bilen ville smadre ind i et træ, eller måske over klippen.

  ”Det ville ikke virke,” sagde en stemme. Jeg vendte hovedet mod det andet sæde. Der sad en dreng. Min alder, mørkhåret, sorte øjne og et hvidt jakkesæt. Han smilede skævt til mig, og af en grund vidste jeg godt hvorfor han var der. ”Men vi ved det begge to. Og Frankrig vil måske være sjovt, og du for måske en chance for at rense din sjæl.”

  ”Aldrig,” hviskede jeg. Han lagde hovedet på skrå.

  ”Vi ved begge to hvad der vil ske hvis du ikke snart gør noget. Du. Ryger direkte. I. Helved.”

  ”Jeg er ligeglad,” sagde jeg. Jeg stirrede ham ind i øjnene, for at vise ham, at jeg mente det. ”Jeg er der allerede.”

  Han grinede. ”Er alle djævlens børn af samme forstand?” Han så på mig med et blik der gav mig løst til at knække nakken på ham.

  Jeg rettede mig i sædet, krydsede armene over og kiggede fremad. ”Måske. Men du har ingen ret til at tale om det.”

  ”Sikke en far i har.”

  ”Min far er skøn,” forsvarede jeg min far.

  ”Han er djævelen,” sagde drengen overfor mig. Jeg så ned og indså han havde ret. Min far var djævelen, og jeg ville for evigt være en dæmon. Det var for sent at redde mig. Mørket var allerede begyndt…

***

 

”Er det ikke skønt?” spurgte min mor.

  ”Klart,” sagde jeg, og tog min taske. Jeg gik op af trappen og op på en balkon af en art. Jeg så ned på stuen og ned på min mor. ”Skønt.”

  Hun lagde hovedet på skrå og så på mig.

  ”Er der noget galt, søde?” spurgte min mor.

  Jeg rystede på hovedet. ”Næ,” sagde jeg. ”Men…”

  ”Hvad er det?”

  ”Vidste du hvem far var, da du mødte ham?” spurgte jeg.

  Hun rystede uforstående på hovedet. ”Hvad mener du?”

  ”Hvem han var?” gentog jeg. ”Hvad han var?”

  ”Emma, har du det godt?” spurgte hun. Jeg rystede kort for hovedet og smilte.

  ”Jeg har det fint,” sagde jeg. Jeg tog mine ting, og valgte et værelse.

 

***

 

Frankrig var ikke så meget anderledes end New York. Det var koldere, og ikke nær så voldlig. Men maden var omkring det samme. Mit problem var nok bare at jeg var langt fra social. Sproget var svært, det tog mig måneder at lære.

  Englen der besøgte mig, havde jeg ikke set noget til, siden turen hertil, hvilket jeg næsten var glad for.   Men alligevel. Følelsen af at nogen faktisk var dykket ned under overfladen, min far havde skabt… jeg ved ik’… måske rart på en måde.

  Men jeg savnede New York. Man ved aldrig rigtig hvor højt man elske noget eller nogen, før man miste dem eller det.  Det at være amrikaner, havde jeg aldrig tænkt på, før nu. Men nu tror jeg bare at alle mine dage hvor jeg gik i blandt mennesker. Hvor jeg forsøgte at finde meningen med livet.

  Jeg var vokset op i U.S.A. Det var mit hjem. Det var det sted jeg aldrig rigtig vil forlade. Jeg har ikke brug for en engel til at fortælle mig hvor jeg hører hjemme. Jeg er stolt af at være dansker. Jeg var stolt af at være mig. Selvom at New Yorks baggårde havde lært mig alle mørke sider ved livet, selvom jeg altid havde en løst til at slå, ja endda dræbe, havde jeg altid følt mig hjemme der. New York var, er og vil forblive mit hjem.

  ”Jeg sagde jo at du havde en chance for at redde din sjæl.” Englen stod over for mig. Han grinte.

Et smil gled over mine læber, og jeg lod et lille ord fra dem: ”Aldrig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...