Memories - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Vi befinder os i år 2012, drengenes karriere er blevet udskudt lidt, så det er kun dette år de alle melder sig til x factor. Men her har vi hovedpersonerne Aria Stones og Harry Styles. De har været sammen i over et år, og lever i et harmonisk forhold, fyldt med kærlighed og kærtegn. Men hvad Aria ikke ved, er at Harry har været hende utro over en længere periode. Dette finder hun ud af, da hun en dag kommer på uanmeldt besøg hos Harry, og hele hendes verden falder sammen. Lige siden det besøg, har de aldrig talt sammen igen. Vi befinder os nu i år 2015, hvor et pludseligt møde finder sted imellem Aria og en anden person, kan i gætte hvem?


46Likes
45Kommentarer
3458Visninger
AA

7. Sex and drunk - Kapitel 5

 

Mine øjne glippede et par gange, inden et svagt gab sneg sig over mine læber. Et træt støn kom fra mig, inden jeg kiggede over imod uret. Fuck mig i øret! Jeg var hurtigt oppe af... Sofaen? Well, jeg var nok faldet i søvn der. Jeg havde præcis 20 minutter, inden jeg skulle være på arbejde, og det var ret vigtigt, at jeg kom til tiden, for det var i dag Mrs. Robinson skulle skrive under på mine papirer, så jeg kunne fuldføre min uddannelse og blive journalist. Jeg var hurtigt ude på badeværelset, trak tøjet af og gik ind under den varme bruser. Jeg stod der i et par minutter, mere havde jeg ikke liiiiige tid til. Jeg tørrede hurtigt kroppen og tog håndklædet omkring mig, inden jeg fortsatte  ind på mit værelse og tog noget tøj ud af skabet. En skjorte, nejlan gemasher og en nederdel. På med det, og så ud på badeværelset igen. Jeg kørte hurtigt børsten igennem mit lange brune hår og besluttede mig bare for, at lade det hænge løst. Jeg fik hurtigt lagt en neutral make up og så ind i soveværelset igen, hvor jeg fandt et par sorte stiletter og tog dem hurtigt på. Jeg drønede hen til mit skrivebord, tog papirerne, som skulle underskrives, lagde dem ned i min taske og så hen til frugtskålen. Fedt, det eneste der var, var en banan. Jeg kan ikke li' bananer. Det er sikkert Janice der havde købt bananer, for hun elskede dem. Så måtte jeg jo droppe tanken, om morgenmad. Jeg drønede hurtigt hen til døren, hvor jeg tog min jakke på og så var jeg ellers bare derudaf. Med en klokke der sagde 07:52 havde jeg 8 minutter til at nå hen til redaktionen. Det tog 5 minutter med metroen, så hvis den kom rimelig hurtigt, burde jeg kunne nå det, på et hængende hår.

Mine stiletter gav genklang i trapperne, hvilket faktisk var en lyd, der irriterede mig utrolig meget. Jeg åbnede hurtigt døren og gik ud i December kulden, inden mit blik igen gled ned på armbånduret ved mit håndled. 07:54. Fedt. Jeg var død. Med faste skridt gik jeg imod metroen, men jeg nåede kun... Tjoo... 15-20 meter, uden for min dør inden en bil holdte ude på vejen, lige ved siden af mig. Og jeg kan godt sige dig, at jeg fik verdens største chok. Jeg gik bare, med det samme tempo, imens bilen trillede forsigtigt ved siden af mig.

"Skal du ha' et lift?" spurgte en velkendt hæs stemme, og jeg kiggede hurtigt ind igennem bilruden, som var blevet rullet ned.

"Forfølger du mig?" spurgte jeg en smule irriteret, uden at besvare hans spørgsmål. Ellers tak, så hellere komme for sent, end at sætte sig op i hans bil. Vi havde forfanden ikke set hinanden i 3 år - af gode grunde - så støder vi pludselig på hinanden og straks tror han vi er bedste venner. Jeg kunne høre et grin fra ham, og han undlod at svare på mit spørgsmål, lige som jeg undlod at svare på hans.

"Come on, jeg ved du kommer for sent" sagde han, med den irriterende stemme. Han havde ret, for nu var klokken 07:56.

"Du skal ikke engang den vej" Sagde jeg, uden at skænke ham et eneste blik. Jeg var snart henne ved metroen, så jeg kunne slippe for ham.

"Jo, det skal jeg faktisk. Jeg skal hen og tjekke billederne vi fik taget, og lige tjekke om alt står som det skal" sagde han, ganske roligt.

"Hør Harry, jeg gider ikke at ha' noget som helst med dig at gøre" Kom det spydigt fra mig.

"Vil du gerne miste underskriften på dine papirer, så du ikke gennemføre din uddannelse?" Hans ord kom som et lyn. Hvordan vidste han det? Jeg stoppede brat op og kiggede hen på ham, hvor jeg kort himlede med øjnene. Jeg gik så hen til hans bil, satte mig ind og spændte selen.

"Okay Harry, men jeg vil ikke snakke med dig" sagde jeg bestemt, og så bare ud af forruden.

"Fint nok, men hv..." mere nåede han ikke at sige, før jeg hurtigt så hen på ham.

"Fatter du ikke hvad jeg siger? Jeg gider ikke at snakke med dig. Så sip" Var han totalt fat svag eller hvad?

"Så lad os bare sige, jeg ikke fatter hvad du siger" sagde han flabet. Gud, hvor kunne jeg dræbe ham lige nu. Jeg undlod bare at svare, og himlede i stedet med øjnene af ham.

"Aria... Hvordan skete det? At du blev gravid?" hans spørgsmål kom rigtig meget bag på mig, det vidste han jo for helvede godt, han var 20 år.

"Misforstå mig nu ikke... Jeg ved godt, hvordan det skete... Det var bare... Vi brugte jo beskyttelse" Gudskelov, var det bare mig der havde misforstået spørgsmålet.

"Kan du huske den dag vi var taget i byen, du ved... Sammen med Janice og Marc, til det der jule noget?" et svagt nik kom fra ham, hvilket betød jeg kunne fortælle videre.

"Efter mine beregninger var det der det skete... Vi havde vidst fået lidt for meget at drikke. Vi tog hjem til dig efter festen, og så ja... I vores tilstand glemte vi det vidst." Et svagt 'Oh' forlod hans læber, imens han fortsatte sin kørsel.

"Hvornår har hun fødselsdag?" Det var egentlig et spørgsmål jeg ikke havde lyst til at svare på, for jeg havde ikke lyst til, at han skulle kende til sin datter. Jeg ville ha' hun skulle leve et normalt liv, væk fra papparazzi'er, medier og stjerne verdenen. Hun skulle bare være et normalt barn.

"Den 17. Juni 2013" sagde jeg stille. Det gjorde ondt at sige hendes fødselsdag, for min datter var det der betød aller mest for mig, i hele verden. At jeg ikke kunne være sammen med hende, det gjorde ondt.

"Harry, jeg er ked af jeg ikke sagde noget om det..." sukkede jeg blidt, og så ned på mine fødder. Han rystede bare lidt på hovedet, og fortsatte hans spørgsmål.

"Hvor er hun henne?" det spørgsmål ville jeg ikke svare på. Jeg ville ikke ha' han skulle vide hvor hun var. Jeg ville ikke ha' han skulle ha' et kendskab til hende. Vi drejede ind på parkeringspladsen, foran Voque, og jeg så hurtigt hen på Harry, da han slukkede bilen.

"Jeg er ked af det Harry, men det kan jeg ikke fortælle dig..." sagde jeg stille, inden jeg klikkede min sele op og gik ud af bilen. Hen til døren, og ind i varmen. Jeg nåede kun lige ind, inden en hånd greb fat om mit håndled.

"Hvorfor kan du ikke fortælle mig det?" Jeg så hurtigt tilbage på ham, og skulle lige til at sige noget, men blev afbrudt af Mrs. Robinsons skingre stemme.

"Der er du jo, pigebarn! Du kommer 7 minutter for sent!" Hun gik med faste skridt hen til mig, og så skrapt på mig.

"Undskyld Miss... Jeg..." Mere nåede jeg ikke at sige, før Harry greb ind.

"Undskyld, det er min skyld hun kommer for sent. Vi løb på hinanden, og jeg ville vide lidt om interviewsne og billederne og sådan..." Wow, det kom virkelig bag på mig, at Harry tog den her skideballe for mig. Mrs. Robinson så heldigvis ud til at hoppe på den, og Harry gav stille slip på mit håndled, så jeg kunne fortsætte med Mrs. Robinson ned af de lange gange. Jeg så hurtigt tilbage på Harry, med et takkende smil, inden jeg forsvandt ind i Mrs. Robinsons kontor. Hun hed faktisk Susan, Susan Robinson. Det havde jeg lært, da jeg havde kigget på hendes dør. Hun mindede mig bestemt ikke om en, der hed Susan. Men ak... Hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, hvilket jeg så gjorde, det skulle ikke komme an på en prøve. Jeg så hen på Mrs. Robinsons utydelige blik. Hun havde det perfekte stone face, man kunne aldrig tyde hende.

"Du har været en meget dygtig praktikant, jeg har aldrig haft en bedre. Til trods for, at du altid kommer for sent, så er du meget dygtig" Var det et lille smil, jeg kunne tyde på hendes læber? OH GARD! Hun smilte, det kunne kun være positivt.

"Har du dine papirer?" spurgte hun stille, og fandt en kuglepen frem. Jeg nikkede hurtigt, og fandt straks papirerne i min taske og lagde dem foran hende. Hun lod hendes blik glide hen over papirerne, inden kuglepennen formede hendes underskrift på papirerne, og hun så rakte mig dem igen. Hun rejste sig hurtigt og gik hen til mig, imens jeg puttede papirerne i min taske. Jeg rejste mig stille op, og Mrs. Robinson gav mig faktisk et kram. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det ikke kom bag på mig. Jeg krammede hurtigt med, inden hun slap grebet om mig, og så ind i mine brune øjne.

"Held og lykke" og med de ord, vendte hun sig om og gik ud af kontoret, så jeg kunne juble i fred.

"Omg..." var det eneste jeg fik fremstammet, for det jeg lige havde oplevet... Det var utroligt... Sådan havde jeg aldrig i min vildeste fantasi, troet hun ville være. Jeg hev hurtigt min mobil op ad tasken, hvor jeg tastede Janice nummer ind. Jeg kunne det efterhånden uden ad. Der gik ikke lang tid før hun tog den, og jeg gik ud af kontoret og ned af de lange gange.

"Jeg fik underskriften!" vinede jeg ind i mobilen, selvfølgelig var jeg mega glad. Endelig kunne jeg komme ud på arbejdsmarkedet.

"Er det rigtigt!" udbrød hun, i den anden ende af røret.

"Ja, og nu skal du høre noget, der er dobbelt så vildt! Hun smilte og gav mig et kram!"

"Omg, er det rigtigt! Hvor vildt! Skal vi ikke fejre det? Lad os tage en tur i byen i aften" sagde hun glad. Jeg havde egentlig aller mest lyst til at tage hjem, og slappe fuldstendig af, men når hun spurgte kunne jeg ikke afslå. Det var også efterhånden længe siden.

"Jo klart, kommer du hjem til mig, ved en seks-tiden? Så kan vi gøre os klar sammen?"

"Super... Og for resten, så har jeg fået sagt det om min graviditet til Marc. Han var helt sådan. 'wow' men tog det pænt, han blev mega glad... Jeg glæder mig så meget Aria" Det gjorde mig virkelig lykkelig, at hende og Marc kunne stifte en familie sammen.

"Det var da dejligt, men jeg bliver nød til at løbe, jeg skal ud og handle. Ses snuske" Og med det havde jeg lagt på, og igen placeret mobilen i min lomme, og var på vej ud af bygningen.

Jeg gik ud på parkeringspladsen, hvor jeg hørte en dytten fra den anden side. Hah, han havde ventet på mig. Hvor sødt. Men denne gang, tog jeg metroen. Vent, skulle han ikke ind og tjekke nogle ting? Lige meget.

"Skal du ha' et lift?" råbte han, og jeg undlod bare at svare ham.

"Fik du din underskrift!?" Den dreng gav da heller ikke op... Eller, nu er han jo en mand, men det lyder bedre at sige dreng.

"Ja, kan du ikke være ligeglad og køre din vej, og så aldrig kontakte mig igen!" råbte jeg tilbage til ham. Det måtte da se kønt ud det her. Vi var i hver vores ende af parkeringspladsen og råbte til hinanden.

"Hvor skal du hen!?" Jeg himlede bare med øjnene af ham, og vinkede kort og afvisende til ham, da jeg forlod parkeringspladsen og gik ud på fortovet. Jeg skulle ikke så langt, bare lige hen til supermarkedet. Jeg troede jeg tog det der var tættest på der, hvor jeg bor, så jeg skulle bare lige med metroen. Jeg fortsatte min kurs derhen ad, og i det samme kom Harry kørende forbi mig. Kunne han ikke bare tage imod et nej. Til min store overraskelse, kørte han lige forbi mig. Jup. Endelig, så kunne det være han havde fattet meningen med det hele.

Jeg gik på de smalle fortove, lige indtil jeg kom til en kiosk, hvor jeg tilfældigvis kiggede ind af ruderne, hvor forsiderne på alle magasinerne var opstillet. What. The. Hell. Jeg stoppede brat op, og studerede en af forsiderne. Jamen, det var jo SKØNT! Så var Harry på forsiden, ude foran det lejlighedskompleks hvor jeg boede, med overskriften 'Har Harry en hemmelig kærste?' Selvfølgelig kunne han ikke bare komme spankulerende, det vidste han jo godt, og nu var det så endt på forsiden. Og gudfader nej, jeg skulle ikke opstilles som hans 'hemmelige' kæreste. Jeg var lige ved at brække mig over tanken. Fy føj nej... Jeg gik hurtigt ind i kiosken og købte bladet, hvorefter jeg fortsatte min kurs hjem ad.

 

--

 

Jeg havde egentlig glemt alt om at handle ind, da det eneste jeg koncentrerede mig om lige nu, var at få læst det blad. Jeg låste op til min lejlighed, gik ind, hang jakken, lukkede døren,  stalte tasken, tog skoene af og fortsatte så ind i stuen, hvor jeg forsigtigt satte mig i sofaen, stadig med mit blik fast plantet på forsiden. Endelig kunne jeg flå det blad op, og læse hvad der stod. Jeg gik til siden, hvor man kan se hvilke sider, de forskellige ting ligger på. Side 27... Jeg bladrede hen til side 27 og begyndte at skimte ned over siden, inden jeg læste højt.

"Harry Styles er de sidste to dage, set ude foran et lejlighedskompleks i midt London, hvor han har gjort besøg i en af lejlighederne. Hvem Harry besøger er endnu uvis, men vi mistænker det for at være en hemme..." Det næste ord kunne jeg ikke tage mig sammen til at læse, så jeg klappede hurtigt bladet i og smed det på bordet foran mig. For helvede Harry... Jeg tog mig frustreret til hovedet. Tanken om, at mig og min datter kunne leve et fredfyldt og normalt liv, var hermed ødelagt. Hvis jeg altså kom til at se min datter igen...

Sådan sad jeg længe. Tårerne trillede langsomt ned af mine kinder. Tanken om min dejlige datter. Jeg elskede hende mere end noget andet. Jeg savnede hende... Forsigtigt fjernede jeg tårerne fra mit ansigt og skimtede op på uret. Sådan her, havde jeg siddet i godt og vel 20 minutter, da en pludselig ringen skar igennem hele lejligheden. Hvis det var Harry, kunne han godt droppe det. Jeg ville ikke snakke med ham lige nu. Jeg rejste mig op og viftede tårerne fra mine øjne væk, imens jeg gik hen til døren og åbnede den. Hvem fanden var det?

"Øhm... Hej?" fik jeg fremstammet, og så forvirret hen på damen der stod foran mig.

"Mrs. Stones?" Jeg hævede kort panden... Jeg måtte ligne et rod.

"Øhm ja, hvem er de?"

"Jeg kommer fra kommunen, jeg har nogle papirer du skal underskrive, fordi din sambo er flyttet. Jeg kan forstå du nu bor her alene?" Jeg flyttede mig hurtigt fra døren, så hun kunne komme ind. Jeg fulgte hende ind i stuen, hvor hun satte sig i sofaen og jeg, i stolen overfor.

 

--

 

Klokken nærmede sig efterhånden 18 og Janice kunne være her, hvornår det skulle være. Jeg havde spist min aftensmad. Ikke det helt store, for jeg var egentlig ikke specielt sulten. I det samme ringede dørklokken, og jeg var hurtigt oppe og lukkede op for hende.

"Hey mus" sagde jeg og trak hende ind i et stort kram.

"Er du klar?" spurgte hun spændt, og jeg nikkede hurtigt. Jeg ville være så fuld, at jeg ikke kunne stå på benene. Haha, det var virkelig bare, hvad jeg havde brug for.

Vi fik hurtigt gjort os klar, og var ude af døren. Turen ned i byen, tog ikke så forfærdelig lang tid, for jeg boede der jo. Hah. Forsigtigt begav vi os ind i natklubben, hvor stanken af røg og alkohol, fyldte rummet.

Tiden på natklubben gik, og jeg blev mere og mere fuld. Det var måske en anelse for meget, for jeg var helt sikker på, at jeg intet ville kunne huske i morgen. Janice var smuttet for længst, hun gik vidst klokken 10... Hun sagde det ikke var så godt for babyen, hvis hun drak, hvilket jeg kun kunne give hende ret i. Det var jo rigtigt nok. Jeg ville dog ikke hjem endnu. Jeg havde siddet i cirka en halv time, på de her bar stole. Jeg blev budt op til dans, med korte mellemrum. Jeg havde dog afslået hver gang. Indimellem var det da også nogle fyre, der købte drinks til mig. Helt væk i mine egne tanker, opdagede jeg ikke, at en stemme sad og talte til mig. Ikke før en hånd ruskede i min skulder, og jeg så direkte hen i et par grønne funklende øjne.

"Forfølger du mig?" spurgte jeg irriteret, inden jeg bundede det sidste af drinken i min hånd. Jeg kunne høre han grinte lidt af mig.

"På en måde... Men mig og drengene havde aftalt for lang tid siden, at vi ville her ned i dag. Og har du ikke fået nok at drikke?" Hans spørgsmål irriterede mig en smule. Det skulle han sku ikke blande sig i.

"Måske..." Med de ord, bestilte jeg hurtigt en ny. Jeg nåede dog ikke at drikke væsken, før han havde taget den ud af min hånd, og selv drak af den.

"Hey, lad lige hver med det" Sagde jeg irriteret og himlede med øjnene af ham.

"Nix. Du har vidst fået nok" Sagde han og drak lidt mere, af væsken i glasset. Fuck ham alligevel. Okay, måske havde han en pointe...

"Hvad vil du?" Spurgte jeg roligt og vendte blikket over på ham. Han sad bare der, med hans smørrede smil og kiggede på mig.

"Jeg ville... Ikke noget"

"Er du ikke ude og lede efter din datter?"

"Jo... Men det ville være lidt lettere, hvis du gav mig nogle oplysninger"

"Aldrig i livet" Sagde jeg bestemt. Han skulle ikke vide, hvor MIN datter er. Ikke hans. Min.

"- Og har du ikke også fået lidt for meget at drikke?" Jo han havde, man kunne se det. Det lyste ud af hans øjne, ligesom det nok også gjorde af mine. Han trak bare let på skuldrene.

"Ikke lige så meget som dig" Okay, det havde han måske ret i. Pludselig hørte jeg, 4 andre velkendte stemmer. Orh nej, skulle de nu også blande sig... Det magtede jeg virkelig ikke, så jeg rejste mig op og gik. Ja, jeg gik. Da jeg var nået midt ud på dansegulvet,  greb en hånd fat om mit håndled. Jeg behøvede ikke engang vende mig, for at vide hvem det var.

"Harry slip mig..." Sukkede jeg og vendte mig om i mod ham. Vi stod faktisk midt ude på dansegulvet og pludselig følte jeg nogle varme og bløde læber imod mine. I kort tid kyssede jeg faktisk med, inden jeg hurtigt trak mig,

"Hvorfor gjorde du det?" Spurgte jeg roligt. Måske en smule irriteret, men forholdsvis roligt. Han skulle bare være glad for, at jeg var fuld, ellers havde jeg pandet ham en. Forsigtigt pegede han op i loftet. Hah. En mistelten, hvor typisk.

"Du stoppede mig her med vilje" Sagde jeg og sukkede lidt af ham. Han nikkede faktisk, han gav mig ret.

"Så kys mig igen" Okay, jeg sværger. Det vidste jeg ikke hvor kom fra, det der. Men kort tid efter, stod vi her under misteltenen og kyssede... Wow, det troede jeg aldrig ville ske igen. Hvis jeg ikke havde været fuld, havde det nok heller ikke sket. Jeg kunne føle hans varme læber imod mine. Sådan her stod vi... Jeg vidste faktisk ikke hvor lang tid, lige indtil jeg forsigtigt trak mig væk fra ham og rystede blidt på hovedet.

"Harry, jeg... Jeg bliver nød til at gå..." Og med det, havde jeg vendt mig om og havde sat kursen hjemad. Jeg gik forsigtigt langs det let oplyste fortov, lige indtil der stod en foran mig.

"Undskyld Aria" sagde han stille. Gudskelov bare ham...

"Du skal ikke undskylde Harry" Sagde jeg og rystede blidt på hovedet.

"Må jeg ikke følge dig hjem? Jeg kan ikke li' du skal gå her alene" Jeg nikkede bare hurtigt og begyndte at gå igen. Hvis han gad, så lad ham dog gøre det. Jeg magtede at ikke at diskutere.

 

Der gik ikke lang tid, før vi var hjemme i min lejlighed. Jeg gik bare direkte ind og hængte min jakke, stalte mine sko osv. Jeg begav mig ind i stuen, hvor jeg satte mig i sofaen. Der gik ikke lang tid, før Harry havde sat sig overfor mig. Jeg pillede lidt ved mine fingre, indtil jeg kunne mærke hans finger under min hage. Han løftede den forsigtigt op og en dyb øjnekontakt blev dannet. Vores læber kom tættere på hinanden, lige inden de mødtes i et stille kys. Jeg lagde forsigtigt min ene hånd, om i bag hans nakke. Kysset udviklede sig, og var efterhånden blevet til en snav. Jeg kunne føle hans hånd ved min trøje, inden han forsigtigt trak den af mig. Sådan blev det ved, indtil vi begge kun var i ført undertøj og lå inde i min seng. Jeg kunne føle hans hånd ved min BH lås, hvor han efterfølgende klikkede den op.

 

****

Uhadadadada, det var vidst ikke så godt :/ Gad vide, hvordan Arias reaktion er, når hun vågner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...