Memories - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Vi befinder os i år 2012, drengenes karriere er blevet udskudt lidt, så det er kun dette år de alle melder sig til x factor. Men her har vi hovedpersonerne Aria Stones og Harry Styles. De har været sammen i over et år, og lever i et harmonisk forhold, fyldt med kærlighed og kærtegn. Men hvad Aria ikke ved, er at Harry har været hende utro over en længere periode. Dette finder hun ud af, da hun en dag kommer på uanmeldt besøg hos Harry, og hele hendes verden falder sammen. Lige siden det besøg, har de aldrig talt sammen igen. Vi befinder os nu i år 2015, hvor et pludseligt møde finder sted imellem Aria og en anden person, kan i gætte hvem?


46Likes
45Kommentarer
3457Visninger
AA

3. I still love you... - Kapitel 1

 

Tiderne gik. Sekunder blev til minutter, som videre blev til timer... Døgn... Måneder og år. Jeg havde ikke set Harry i tre år, i hvert fald ikke sådan face to face, men jeg havde set og hørt ham igennem medier, blade osv... Han forstod at leve livet, imens jeg var sømmet fast, sømmet fast til dette åndsvage kontor, hvor ingen forstod mig... Udover Janice, min bedste veninde. Vi var fanget i helvede sammen. Eller, det er måske en smule overdrivelse, men det virker som at sidde i et helvede.

Jeg var i gang med at læse journalistik, da det var det der interesserede mig. Nemt nok. Så lige nu, sad jeg altså i praktik. Jeg var næsten færdig med min uddannelse, så jeg kunne lave andet, end at hente kaffe til Mrs. Robinson. En sur, gammel, grå håret dame, som jeg ville skyde til, at være cirka 70.

"Aria!" hendes lyse og spinkle gammel kone stemme, skar igennem hele kontoret, hvilket fik mig til at vågne af mine dag drømme, med et så stort chok, at jeg næsten faldt ned af den bløde kontor stol. Jeg så hen på hende, med et spørgende udtryk, imens jeg skyndte mig at rejse mig op og rette ryggen, for var det noget Mrs. Robinson ikke tolererede var det dovenskab og ungdom. Ja, hun hadede ungdom... Måske fordi hun selv var ung i sten alderen. Tanken fik mig til at fnise lidt, men jeg bed det hurtigt i mig. Eij, måske var hun ikke så gammel. Jeg så hen på hende, med et lille smil. Jeg skulle være høflig, da det var hende det skulle skrive under på mine papirer, så jeg kunne fuldføre min uddannelse. Jeg havde dog mest af alt, lyst til at trampe hende over foden og kvæle hende i hendes egen sukkerfrie kaffe.

"Jeg vil have, at du skal lave et interview, med fem drenge... De kommer om et par timer. Jeg kan ikke lige huske hvad de hedder, men jeg tror du vil være bedre til det end mig, da du har deres alder" Hendes spørgsmål kom ret bag på mig, eller nu var det jo ikke rigtigt et spørgsmål, men mere en ordre. Jeg nikkede hurtigt, selvfølgelig ville jeg det, det ville da være super spænende, noget andet end at hente kaffe. Skønt. Mrs. Robinson gik så videre udenom mig, som om jeg var ren luft. Til at starte med, gik det mig på nerverne, men jeg er ved at være vant til det. Da hun var væk, himlede jeg hurtigt med øjnene, inden mit blik søgte rundt imellem de myldrende redaktører, sekretærer, praktikerende osv. Lige indtil mit blik fandt Janice. Jeg måtte bare tale med hende.

Jeg gik med hastige skridt over til hende, hvor hun sad fordybet i en eller anden opgave, og tydeligvis ikke havde opdaget mig. Jeg tog hurtigt mine hænder op foran hendes øjne og trippede lidt. "Gæt hvem" Refleksionen fra computer skærmen, viste at et stort smil trak sig op på hendes læber. "Hmm... Julemanden?" Hun grinte dæmpet. Jeg elskede hendes latter, den fik mig altid i godt humør. Hendes svar fik også mig til at grine lidt, og himle med øjnene, inden jeg fjernede mine hænder og satte mig ned af ved siden af hende. "Desværre, det havde ellers været sejt" Min dæmpede latter, forsvandt til et stort smil. "Hvad så, hvad er der sket?" spurgte Janice spændt, hun kendte mig så godt, at hun vidste det ansigtsudtryk betød noget særligt. "Mrs. Robinson vil ha' mig til at lave et interview!" sagde jeg spændt, og jublede dæmpet, da det var nogle utrolig sure nelliker der sad herinde bag deres computer skærme, det var lidt som at være på biblioteket. "Eij, hvor er det snyd!" sagde hun med et lidt måbende ansigt. Hendes 'chef' var ikke sødere end min, men i stedet for kaffe, hentede hun hele tiden croissanter til sin 'chef'. "Haha" grinte jeg, som vi gik i 6. klasse. "Men tillykke, din åbenbaring er endelig kommet til dig" sagde hun, og hendes måbende grimasse, skiftede over til et stort smil, som viste at hun virkelig mente det.

 

--

 

Timen med den lange ventetid var endelig ovre, og jeg var på vej hen til lokale 42 for at lave et interview, med nogle jævnaldrende fyre. Hah, det skulle nok blive morsomt, gid at de er pæne! Well, forsigtigt trak jeg ned i håndtaget og gik igennem gangen hen til det store åbne lokale, hvor 5 ansigter mødte mit blik. Jeg skimtede dem hurtigt igennem. Den første havde en smule kort hår, lidt længere i midten, kraftige øjenbryn og mørke øjne. Den anden havde lyst hår og blå øjne, den tredje havde sort hår og gyldenbrune øjne, den fjerde havde også brunt hår men det lignede han havde blå øjne, og så kom vi til den sidste og femte, han havde... What! Brune krøller og flotte grønne øjne, med det samme vidste jeg, hvem det var jeg stod overfor. One Direction, og selveste Mr. Styles, som havde været så sød at flå mit hjerte midt over for 3 år siden. "Harry?" jeg stod og stirrede lidt, jeg havde allermest lyst til at vende mig om og flygte, jeg kunne ikke holde ud, at se på ham, jeg hadede ham stadig lige meget, som jeg gjorde den 14. December 2012. "Aria?" Han så mindst lige så forskrækket ud som mig, og når jeg kiggede rundt på de andre drenge, ligenede de fire lige store spørgsmålstegn, hvilket jeg sagtens kunne forstå, det havde jeg også selv gjort.

 

 

 

Jeg kunne mærke interviewet i dag ville blive anderledes end alle de andre, på en eller anden underlig måde. Bare kald mig skør, men det følte jeg virkelig. Vi gik igennem de mange gange, ledsaget af managers, body gards og en enkelt ældre kvinde, som jeg ikke lige fik fat i navnet på, men hun virkede ikke som den person der havde mest livsglæde. Vi blev ført ind i et stort lyst lokale, med flotte røde møbler. Jeg nåede lige at skimte, at det var lokale 42, som var skrevet med sorte bogstaver på den store dør. Alting var i det hele taget bare stort. Vi fik af vide at hende der skulle interviewe os, nok var her om et par minutter. Det skulle nok blive hyggeligt, en kvindelig interviewer er altid sjovere end en mandlig. Jeg kiggede hen på de andre, som stod og snakkede lidt, jeg var selv lidt i min egen verden, hvilket drengene syntes var vældig sjovt, da de havde drillet mig lidt med mit dag drømmeri hele dagen, men der var en speciel grund til det. I dag var den 14. December 2015, 3 år siden mig og Arias brud. Jeg kan tydeligt huske det, jeg opdagede hun stod på tær og græd ude foran mit vindue, imens jeg sad og hyggede mig med en anden. En af de dummeste ting jeg har gjort i hele mit liv, for jeg elskede Aria virkelig højt, og vi var som skabte for hinanden... Jeg ved ikke hvad der fik mig til at elske en anden også...

Jeg kunne høre døren gå op og en person i høje hæle spankulere ind i lokalet. En køn brunette, med mørke øjne og... Aria! Tusinde følelser spurtede igennem min krop, ved synet af hende. Jeg havde ikke set hende i fucking tre år, og så stod hun der, lige foran mig og så sikkert lige så forskrækket ud, som mig selv. Hendes læber formede mit navn med lyd, hvilket også fik mig til at sige hendes navn. "Aria"

Jeg kunne ikke flytte blikket fra hende, men jeg ville gerne se drengenes ansigtsudtryk, da de opdagede at vi stod her og sagde hinanden navne. Det hele var totalt surrealistisk, jeg troede aldrig jeg kom til at se hende igen. Der var ikke gået en dag, uden jeg havde tænkt på hende... Hendes smil, hendes latter, hendes kys... Jeg elskede hende stadig.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så det første rigtige kapitel af min movella Memories. Jeg håber i nød at læse den, lige så meget, som jeg nød at skrive den. Smid gerne en bedømmelse i kommentaren, og sæt den på din favorit liste, hvis du ønsker,følge hele den spænende historie om Aria og Harry

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...