Memories - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Vi befinder os i år 2012, drengenes karriere er blevet udskudt lidt, så det er kun dette år de alle melder sig til x factor. Men her har vi hovedpersonerne Aria Stones og Harry Styles. De har været sammen i over et år, og lever i et harmonisk forhold, fyldt med kærlighed og kærtegn. Men hvad Aria ikke ved, er at Harry har været hende utro over en længere periode. Dette finder hun ud af, da hun en dag kommer på uanmeldt besøg hos Harry, og hele hendes verden falder sammen. Lige siden det besøg, har de aldrig talt sammen igen. Vi befinder os nu i år 2015, hvor et pludseligt møde finder sted imellem Aria og en anden person, kan i gætte hvem?


46Likes
45Kommentarer
3459Visninger
AA

4. Go to hell - Kapitel 2

 

 

Interviewet gik rimelig godt, og Mrs. Robinson virkede til at være tilfreds. Jeg undlod dog lidt at stille spørgsmål til Harry, da jeg ikke ville ha' øjenkontakt med ham, eller starte en dialog med ham. Dog kunne jeg hele tiden mærke hans gennemborene øjne, hvile på mig. Det gik mig en smule på, og jeg havde bare hele tiden lyst til at spørge ham om, hvad hans fucking problem var, men det ville nok heller ikke være så godt, da jeg så først der ville flippe skrot, og efterfølgende spørge ham, om han ikke kunne se hvor stor en idiot han var, og hvordan han overhovedet kunne ha' det på samvittigheden... God, okay... Jeg må virkelig slappe af, og styre mine voldelige tanker. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned på det papir, hvor der stod spørgsmålene jeg skulle stille. Selvfølgelig et til Harry. Jeg kiggede langsomt op på ham, hvor et falsk smil malede sig på mine læber.

"Så Harry, der går jo mange rygter om dig og dit forhold til Taylor Swift, er det bare rygter eller er der virkelig noget om snakken?" Inde i mit lille hoved, var jeg ved at brække mig over det, og mine øjne søgte konstant væk fra Harrys, selvom hans konstant søgte mine. Seriøst? Skal han virkelig håne mig?

Et let og charmerende smil kom frem på hans læber. URHG! Hvorfor lige det smil!!

"Det er bare rygter. Mig og Taylor dater ikke, men er bare rigtig gode venner" sagde han, stadig med det samme smil spillende om hans læber. Det fucking forbandede smil! Han vidste jeg elskede det smil... Jeg nikkede stille og gik så videre til Zayn.

 

--

 

Endelig var det interview færdigt, jeg kunne ikke klare Harry og hans øjne... Hans smil... Hans krøller... Og hans... Eij Aria, stop dig selv. Jeg rejste mig lige så elegant, og gav dem hånden alle 5... Ja, så lige udover Harry, så det vil sige 4. Han virkede lidt mopset over det, men hvad fanden havde han forestillet sig. Jeg så til imens drengene forlod rummet, og Harry til sidst, som kiggede tilbage på mig og fangede mine øjne. Damn it. Der kom det. Jeg så hurtigt væk, hvilket nok morede ham lidt, hans læber trak i hvert fald op i et provokerende smil.

 

 

Det var underligt hun pludselig var der, og stod lige foran mig. Hun var lige så smuk som jeg huskede hende. Men hun undgik mig, og det var tydeligt... Jeg kunne godt forstå hende, jeg knuste sikkert hendes hjerte i tusinde stykker, men sammen tidig med det, knuste jeg også mit eget. Jeg glædede mig ikke til at dette interview var færdigt, for for det første, så skulle jeg forklare alt det her til drengene, og for det andet, så ville jeg være tvunget til at gå fra Aria. Jeg hørte Aria stalte mig det spørgsmål, og hendes øjne flakkede hele tiden væk fra mig, imens jeg forsøgte at fange hendes. Jeg ville gerne ha' en øjenkontakt med hende, jeg ville se gnisten i hendes flotte brune øjne. Et let smil trak sig op på mine læber, et smil jeg vidste hun godt kunne li'.

"Det er bare rygter. Mig og Taylor dater ikke, men er bare rigtig gode venner" og med det svar, var jeg godt tilfreds.

 

--

 

Interviewet var uheldigvis færdigt, og jeg rejste mig roligt op sammen med de andre, hvor Aria stille gav hånden til dem, og jeg må da indrømme at jeg også regnede med, at hun ville gi' mig hånden, men åbenbart ikke. Det var en smule akavet, at jeg sådan stak hånden frem, for at møde hendes, og hun så bare afviste den, som var det luft. Men i bund og grund, var det vel også det for hende... Men, hun kunne da ikke stadigvæk være sur? Eller... Åbenbart. Da jeg skævede over til de andre drenge, stod de vidst og morede sig lidt over det. Tsk... Det er sku da slet ikke sjovt, overhovedet... Jeg blev fulgt videre ud af lokalet sammen med de andre, men jeg ville gå sidst ud. Stille vendte jeg blikket, hen over skulderen og mødte Arias øjne. Der var den, der var gnisten jeg ledte efter. Hendes øjne flakkede hurtigt væk, hvilket fik mig til at smile en smule provokerende. Vi gik videre ud af bygningen, og ned til bilen hvor jeg stille satte mig ind. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogle lige nu, men alligevel kom Nialls stemme, med et irriterende spørgsmål.

"Kender i hinanden? Dig og hende... Intervieweren?" spurgte han drilsk.

"Aria, hun hedder Aria." rettede jeg ham irriteret, og flyttede blikket over på ham, hvor de andre også sad, som store spørgsmålstegn. De var åbenbart meget interesserede i, at høre mig og Arias historie.

"Vi er exkærester... Og så dummede jeg mig gevaldigt... Og hun er stadig sur på mig" .

"Hvad gjorde du?" kom det hurtigt fra Louis, hvilket er et spørgsmål jeg helst ikke ville svare på... Det var meget... Privat, og det gjorde helt ondt, bare at tænke på det, men de var mine brødre, så...

"Utro" sagde jeg, og flyttede hurtigt blikket fra dem, og ud af ruden ved siden af. Det gjorde rigtig ondt på mig at sige det, og det føltes som om 1000 knive blev stukket igennem brystet på mig. Jeg skævede hurtigt over til dem, hvor de alle sad totalt mundlamme.

"Jeg ved det godt, i behøves ikke at sige noget... Jeg ved ikke hvad der gik af mig... Jeg elskede hende utrolig højt, og da jeg så så hun stå lige foran mig... Vendte de følelser tilbage" sagde jeg, imens mine læber frigav et stille suk.

"Hvorfor har du ikke sagt noget om det?" spurgte Liam en smule frustreret. Jeg kunne godt forstå hans tonefald, jeg var en kæmpe idiot.

"Jeg havde ikke lyst til at snakke om det" sagde jeg en smule bedrøvet. Det havde jeg stadigvæk ikke, men de pressede det ud af mig, som fra indholdet i en ketchup flaske, og ned i din franske hotdog. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om det, og de virkede meget forstående, for de kom i hvert fald ikke med flere kommentarer eller spørgsmål. Vejen hjem virkede til at tage evigheder, og der blev ikke udvekslet totalt mange ord, sikkert fordi de alle var lidt chokkede over det jeg fortalte dem. Mange af vores sange handlede om, at man aldrig måtte behandle en pige sådan, så i de sange stod jeg faktisk og løg... Jeg behandlede Aria virkeligt dårligt, og det havde jeg det utrolig forfærdeligt med.

Jeg måtte se hende igen, det måtte jeg bare... Jeg ville tale med hende, privat... Uden kameraer og sekretærer, der skriver hvert ord af vores samtale ned. Uden managers og liv vagter... Kun hende og mig. Bilen stoppede ude foran Liams lejlighed, da vi havde aftalt at være der i aften, og bare slappe helt af... Men jeg kunne ikke slappe af, jeg brændte for at se de funklende brune øjne igen. Jeg sad egentlig bare i mine egne tanker, da en hånd ruskede lidt i mig. Jeg flyttede hurtigt blikket imod retningen hånden kom fra, og så Louis bekymrede ansigt.

"Harry er du okay?" spurgte han lidt bekymret. Jeg havde egentlig ikke rigtig lyst til at besvare spørgsmålet, så jeg nikkede bare og steg ud af den anden side af bilen.

 

--

 

Timerne gik langsomt, inde i Liams lejlighed. De andre så ud til at hygge sig gevaldigt, imens jeg bare sad og stirrede ud i luften. De kom ind imellem med enkelte spørgsmål, men de vidste vidst godt, at dette ikke var dagen at lave grin med mig på. De vidste godt, de skulle lade mig værre, det kendte de mig godt nok til. Pludselig tog mine ben over, hvilket fik mig til at rejse mig hurtigt fra stolen jeg sad i. Min pludselige reaktion kom vidst ikke kun bag på mig selv, for de andre havde flyttet deres opmærksomhed hen til mig, og sad og stirrede på mig.

"Jeg øhm... Jeg går lige en tur" Det var egentlig løgn, for jeg havde tænkt mig at opsøge Aria, hun burde da efter hånden være kommet hjem. Uden at vente på et svar fra de andre, gik jeg med faste skridt hen imod udgangen. Jeg trak hurtigt mine sko på, og var så ude af døren. Jeg trak min mobil op af lommen, hvor jeg ringede til Voque. Det var der Aria arbejdede, så de måtte ha' hendes adresse. Jeg kom igennem, hvor en kvindelig arbejder spurgte om der var noget, hun kunne hjælpe med. Jeg spurgte om Aria Stones' adresse. Først var hun ikke meget for at give mig den, men jeg fik den ud af hende. Jeg takkede og lagde efterfølgende på, imens jeg satte mig ind i min bil, som havde holdt her siden i morges, da jeg opsøgte Liam. Jeg stalte GPS'en og begyndte at kører imod hvor Aria boede.

 

 

Endelig var endnu en kedelig arbejdsdag ovre, og jeg var på vej hjem. Jeg gik med faste skridt imod metroen, imens jeg omhyggeligt knappede min jakke, da December kulden tog over. Jeg håbede inderligt at dette var sidste gang jeg så Harry, for jeg kunne stadig ikke døge ham. Han var en totalt egoistisk, og selvoptaget mand, eller hvad man nu skulle kalde ham. Jeg gik ned af trapperne, som førte ned til metroen, og så kan jeg godt sige dig, at jeg fik fart på.

"Pis" sagde jeg, og satte hurtigt i løb, da mit tog allerede var kommet. Jeg skyndte mig derhen, og nåede det lige på et hængende hår. Jeg pustede hurtigt ud, og gik forsigtigt hen til en af kupeerne hvor jeg fandt en ledig plads og satte mig ned. Turen var egentlig ikke særlig lang, og jeg skulle snart af, hvilket var en lettelse, for ham jeg sad ved siden af, var ikke just den lækreste. Han stank af sprut, og hans hår var fedtet... Hans tøj beskidt og ja... Ikke særlig tiltrækkende, men jeg gad ikke at stå op, og dette var den eneste ledige plads. Jeg sad egentlig lidt i mine egne tanker, indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle ha' stået af for et stop siden.

"Pis og lort!" Sagde jeg lige det højt? Pinligt. Jeg bed mig hurtigt i underlæben, og rejste mig hurtigt op, hvorefter jeg gik med faste skridt, ud af denne her lugtende tog vogn. Jeg gik ud på stationen, hvor mit blik fangede uret. Herligt. Det næste tog den modsatte retning var lige kørt, jamen så måtte jeg da gå. Hvor meget andet kunne lige gå galt i dag? Det havde været en forfærdelig dag.

 

 

Jeg var efterhånden kommet hjem, i mig og Arias fælles lejlighed. Jeg havde fået tidligt fri i dag, hvilket altid var noget. Nu ventede jeg egentlig bare på Aria, hun var sent på den. Ikke at det var nogen overraskelse, for det var hun altid. Alligevel fandt jeg min mobil frem og ringte til hende, imens jeg sad og trippede lidt med foden, i den bløde sofa.

"Det er Aria" Jeg kunne høre hun var en smule irriteret, hun havde nok misset toget igen eller sådan noget.

"Hej, hvornår er du hjemme?" jeg smilte svagt, og prøvede at lyde så glad som muligt, så jeg også kunne få hendes humør lidt op.

"Jeg kom til at køre for langt, så cirka 20 minutter." jeg kunne høre et suk forlade hendes læber, hvilket fik mig til at grine dæmpet.

"Okay, jeg tager lige ned og handler, vores køleskab er fuldstendig tomt" Jeg kunne høre en latter på den anden side, endelig var hun en smule glad.

"Okay vi ses" og det var så det sidste hun sagde, inden hun lagde på, og jeg selv smed min mobil i sofaen. Pludselig ringte dørklokken, hvilket fik mig til at undre mig en smule. Jeg var hurtigt oppe af sofaen, hvor jeg gik hen og åbnede døren. Et velkendt ansigt mødte mig. Harry. Hvad fanden lavede han her? Jeg var lige så sur på ham som Aria, for han knuste min bedste venindes hjerte, og han skulle bare ha' set hende bag efter. Hun sad indelukket på hendes værelse. Hun gik ikke i bad, hun spiste ikke... Jeg fik dog proppet lidt mad i hende engang imellem.

"Hvad laver du her?" kom det spydigt fra mig, og jeg kunne godt se på Harry, at han var lidt overrasket over, at det var mig der åbnede.

"Jamen hej til dig også" sagde han roligt, med hans velkendte Harry Smil. "Er Aria hjemme?" spurgte han så, fordi jeg bare stod og stirrede tomt på ham, og havde lyst til at smaske døren lige op i fjæset på ham.

"Nej, men hun kommer om lidt. Hvad vil du?" Jeg havde stadig den samme spydige tone på, da jeg vidste Aria ikke ville bliv glad for at han var her.

"Jeg skal snakke med hende. Hun interviewede mig og de andre i dag og..." mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham.

"Var det jer hun skulle interviewe?"

"Ja det var det... Må jeg komme ind?" Jeg var ikke meget for det, men det endte bare med, at jeg flyttede mig fra døren så han kunne komme ind. Stille lukkede jeg den efter ham, og lagde armene over kors.

"Jeg skal altså ud og handle, men Aria kommer om lidt. Så sid pænt imens" sagde jeg bare tomt, og trak hurtigt i min jakke, og derefter støvletter, hvor jeg så bare forlod lejligheden og låste den efter mig.

 

 

Den lange vandretur havde endelig givet pote, og jeg stod nu ude foran døren til mig og Janice's lejlighed, som jeg omhyggeligt låste op og efterfølgende åbnede døren, gik ind, stalte mine sko, satte min taske og hængte min jakke op. Mit blik gled så ind i stuen, hvor et kæmpe chok mødte mig. Der sad Harry, med hans provokerende smil.

"Hvad fanden laver du her?" spurgte jeg en smule overrasket, og gik ind i stuen til ham, men holdte mig nogle meter væk fra ham.

"Og hvordan er du kommet ind?" spurgte jeg stadig, med en sur tone. Nøj jeg måtte virke som en spørge Jørgen lige nu.

"Øhm Janice lukkede mig ind" sagde han forsigtigt og rømmede sig kort.

"Selvfølgelig" mumlede jeg vredt, og lagde mine arme over kors.

"Men, jeg kom egentlig bare for at snakke med dig... Jeg er så ked af det Aria, vil du ikke nok lytte på mig?" spurgte han bedende, og jeg kunne se hans bedrøvede ansigtsudtryk, men fan'me nej, han skulle ikke komme her, med hans hundeøjne og bede om tilgivelse, som om det var det mest normale i hele verden. Niksen, det kunne han godt droppe.

"Harry, jeg gider ikke at høre på dig og dine åndsvage forklaringer og undskyldninger... Du knuste mit hjerte, jeg kunne ikke leve uden dig... Er du klar over hvor meget jeg elskede dig? Jeg sad inde på mit værelse, og hverken foretog det ene eller det andet, jeg græd bare, og..." Der kom der, hele smøren, eller næsten... For da jeg fandt ud af, at jeg stod og plaprede om hvor meget han betød for mig, skyndte jeg mig at holde min kæft. Da jeg kiggede ned på ham, kunne jeg se han forsigtigt rejste sig op, og to et skridt hen imod mig, så vi stod cirka en meter fra hinanden. Det fik mig til at knibe læberne sammen, og bare stå og kigge på ham.

"Aria, da jeg så dig i dag, fik jeg det forfærdeligt... Jeg fik virkelig ondt i mit hjerte, hvor mærkeligt det så lyder... Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt på dig..." sagde han stille, og trådte endnu et skridt tættere på mig, hvor han forsigtigt lagde hans ene hånd på min kind, og aede den med tommelfingeren. Jeg fjernede den hurtigt, hvad bildte han sig lige ind.

"Harry jeg syntes du skal gå... Jeg kan ikke bruge dine forklaringer til noget" sagde jeg, en smule skarpt og trådte et skridt væk fra ham.

"Men Aria, hør nu på mig"

"Jeg har forhelvede hørt på dig, og det er bare det samme. Igen og igen! Du ødelagde mit liv! Gå ad helvede til!" og der kom det, min indebrandte vrede, og jeg kunne se på Harry at det ramte ham, men jeg var ligeglad, for det han gjorde imod mig for tre år siden, var 1000 gange værre. Og med de ord, gik han stille forbi mig og hen til døren, hvor jeg fulgte efter, for at låse den efter han endelig var gået. Lige som jeg troede, jeg kunne blive fri for ham med det samme, vendte han sig om i døren, så han stod lige bag dør karmen, det vil sige jeg godt kunne tillade mig at smaske døren i hovedet på ham, uden jeg ville få en masse sure fans på nakken

"Aria..." og med de ord der kom fra hans mund igen, smaskede jeg døren i og låste den hurtigt, uden tøven. Ikke flere undskyldninger.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så andet kapitel, jeg håber ikke det var for lang trukkent eller noget, for det blev skrevet da jeg var en smule træt og ikke rigtig havde sovet... Så ja ^^

-Men kan i genkende hende der spiller Aria?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...