Memories - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Vi befinder os i år 2012, drengenes karriere er blevet udskudt lidt, så det er kun dette år de alle melder sig til x factor. Men her har vi hovedpersonerne Aria Stones og Harry Styles. De har været sammen i over et år, og lever i et harmonisk forhold, fyldt med kærlighed og kærtegn. Men hvad Aria ikke ved, er at Harry har været hende utro over en længere periode. Dette finder hun ud af, da hun en dag kommer på uanmeldt besøg hos Harry, og hele hendes verden falder sammen. Lige siden det besøg, har de aldrig talt sammen igen. Vi befinder os nu i år 2015, hvor et pludseligt møde finder sted imellem Aria og en anden person, kan i gætte hvem?


46Likes
45Kommentarer
3414Visninger
AA

9. Forgiveness and blood red roses - Kapitel 7

Dagene var efterhånden gået, og vi nærmede os juleaften. I dag var det den 20. december og jeg havde ikke set eller hørt til Harry, i nogle dage. Jeg havde stadig hans tøj, og så havde jeg gjort den opdagelse, at jeg faktisk også havde hans pung. Gad vide, om han ikke savnede den? Ikke at jeg havde noget imod, jeg ikke havde set eller hørt fra Harry i nogle dage, der var bare en speciel tomhed over mig. Regningerne væltede ind af brevsprækken… Rykkere, var der også. Jeg havde ikke boet alene her, i specielt lang tid. Ja faktisk kun nogle dage, men mig og Janice havde ikke den mest solide pung, så alle vores regninger blev ikke betalt, fordi vi simpelthen ikke havde råd, og nu da jeg var alene… Ja. Mere nåede jeg ikke at tænke, før den vibrerende lyd fra min mobil, fyldte rummet. Jeg hævede kort det ene øjenbryn, inden jeg forsigtigt tog mobilen op til øret.

”Hallo?”

”Hej Aria, det er Niall” Jeg sukkede højt, hvilket han vidst godt kunne høre, da der kom et lille grin fra ham.

”Hvad vil du? Sidst en af jer ringede til mig, ramlede mit liv sammen, mere end det allerede var…”

”Det er jeg ked af, men… Altså Harry savner sit tøj – og sin pung” Det sidste kom egentlig ikke som nogen overraskelse. Jeg fugtede kort mine læber, inden jeg svarede ham.

”Og hvad vil du ha’ jeg skal gøre ved det? Jeg har altså smidt det ud… Jeg vidste ikke Harry havde hans pung der, så nu ligger den på lossepladsen” Hvis jeg bare kunne se Nialls ansigtsudtryk, da jeg sagde det.

”Er du seriøs!?” Udbrød han, hvilket fik mig til at grine lidt af ham.

”Nej, det var for sjov. Det ligger herhjemme hos mig, du kan bare komme og hente det, men glem alt om at tage Harry med, og være her i mere end 5 minutter” Sagde jeg bestemt.

”Øhm altså… Kan du… Kan du ikke komme ned i parken?” Hvad havde han lige tænkt sig? Det sneede, det var koldt og ja…

”Kan du ikke bare komme her? Jeg gider ikke rigtig, gå ud i dag.”

”Aria, kan vi ikke sige parken? Det ville være halvvejs for os begge” Jeg himlede hurtigt med øjnene af ham og tog en dyb indånding.

”Okay fint… Jeg kommer med det samme” Jeg skulle lige til at ligge på, da jeg hørte Niall sige noget igen.

”Øhm nej! Det må du ikke! Kom ned klokken 14”

”Og hvorfor lige klokken 14?”

”Jeg… Jeg har lige noget, jeg skal ordne”

”Fint, vi ses” sagde jeg hurtigt, og nu lagde jeg altså på, før han kunne nå at ombestemme sig. Hvad var der dog galt med den dreng? Jeg skimtede hurtigt op på uret, som sagde lidt over 12… Tsk. Hurtigt rejste jeg mig fra sofaen og gik ind på mit værelse, hvor jeg tog posen med Harrys tøj og gik ud, og stalte den i gangen. Hurtigt gik jeg ind i mit soveværelse igen og fandt noget tøj frem. Jeg havde stadigvæk nattøj på, da jeg ikke orkede at trække i noget andet tøj.

 

--

 

Klokken begyndte efterhånden at nærme sig kvart i to, så jeg kunne vel lige så godt begynde at gå imod parken. Hurtigt trak jeg min jakke på, efterfulgt af mine sko og var så ude af døren, med posen i hånden. Jeg tog min mobil frem fra lommen og begyndte at skrive en sms til Niall. ’Hej Niall, så er jeg på vej’ Derefter blev den sendt og mobilen blev puttet tilbage i lommen. Jeg havde ikke magtet at tjekke nogen form for sociale medier, de sidste par dage, siden jeg havde snakket med Janice. Jeg magtede ikke en masse rygter – sande og falske – eller pressens opdigtede historier. Det sneede stadig. Ikke voldsomt, ikke lidt. Man kunne vel kalde det tilpas? Hvis i ved, hvad jeg mener. Vejen hen til parken, var ikke lang, men med mit tempo, tog den cirka 10-12 minutter. Sneen dalede ned og lagde sig i mit hår. Jeg kunne allerede mærke, at mine kinder var blevet en smule rød blussede af den kolde vind. Blidt bed jeg mig i underlæben, imens jeg tænkte på, hvorfor Niall lige havde valgt parken. Vi skulle mødes under det store ege træ. Et meget smukt træ, også selvom det havde mistet alle sin blade. Der var noget romantisk over det træ… Måske fordi, det var der jeg fik mit første kys med Harry.

Endelig var jeg nået parkens indgang, som var let beklædt med den hvide sne. Jeg gik egentlig bare og svingede lidt med posen, imens jeg lod mit blik blive i jorden. Jeg kunne vejen udenad, så jeg havde ikke behov for at kigge op. Her var næsten ikke nogle mennesker, de var vel alle hjemme og fejrede deres jule ferie, med de blot 4 dage, til juleaften. Selv vidste jeg ikke, hvor jeg skulle befinde mig den dag. Jeg endte nok bare med noget Ben & Jerry is, i min dejlige sofa, imens jeg tud brølede til ulykkelige kærligheds film. Jeg var der næsten, cirka 10 meter endnu. Nu fjernede mit blik sig fra grustigen og ligefrem, hvor et velkendt ansigt mødte mig. Min kæbe sitrede og jeg kunne mærke tårerne titte frem.

Der stod Harry, med hans perfekte krøller og smukke grønne øjne. Han havde en buket blodrøde roser i den ene hånd. Jeg elskede blodrøde roser, de var min yndlings blomst. Ude foran ham, stod nogle stearin lys, og rosenblade var spredt omkring ham. Da jeg kiggede grundigere efter, kunne jeg se der stod ’Forgive me’ Jeg kunne ikke andet, end at lade tårerne løbe ned af mine kinder. Jeg kunne huske den dag, jeg havde beskrevet dette. Til punkt og prikke, og at det nok var det mest romantiske, en fyr kunne gøre for mig, Og nu havde han gjort det. Jeg smed hurtigt posen fra mig og løb op imod Harry, inden jeg stoppede lige foran ham og så ham i øjnene, imens et smil bredte sig på mine læber.

”Din idiot” Grinte jeg dæmpet, med et stort smil, inden jeg lod mine læber møde hans, i det perfekte kys. Jeg kunne ikke andet, end at tilgive ham. Da vi trak os fra kysset, kom Harrys hæse stemme.

”Jeg elsker dig Aria, og jeg har aldrig elsket nogle mere, end jeg elsker dig. Der gik ikke en dag, uden at jeg tænkte på dig og den skyldfølelse har naget mig. Men da jeg så, så dig, til det interview. Alt kom tilbage, og jeg kunne bare ikke, lade dig gå fra mig igen… Jeg elsker dig” Og med de ord, tog jeg imod roserne, han forsigtigt gav mig. Det største smil var plantet på mine læber, og det kunne bare ikke gå væk. Jeg ville heller ikke ha’ at det skulle gå væk.

”Jeg elsker også dig, og jeg tilgiver dig Harry… Jeg tilgiver dig for alt”

 

****

 

NURH! Hvor er det sødt! Undskyld for det korte kapitel, men jeg følte bare, at dette skulle være et kapitel for sig ♥

Og tusinde tak igen, for alle kommentarerne, favorit listerne og læsningerne. Det betyder utrolig meget, tusinde tak! ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...