Memories - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Vi befinder os i år 2012, drengenes karriere er blevet udskudt lidt, så det er kun dette år de alle melder sig til x factor. Men her har vi hovedpersonerne Aria Stones og Harry Styles. De har været sammen i over et år, og lever i et harmonisk forhold, fyldt med kærlighed og kærtegn. Men hvad Aria ikke ved, er at Harry har været hende utro over en længere periode. Dette finder hun ud af, da hun en dag kommer på uanmeldt besøg hos Harry, og hele hendes verden falder sammen. Lige siden det besøg, har de aldrig talt sammen igen. Vi befinder os nu i år 2015, hvor et pludseligt møde finder sted imellem Aria og en anden person, kan i gætte hvem?


46Likes
45Kommentarer
3435Visninger
AA

5. A dream about you - Kapitel 3

 

Jeg kunne se hendes fantastiske smil, der bredte sig på hendes perfekte læber. Hendes brune hår glimtede i solen, og hendes øjne lyste som juveler.

"Harry stop" grinte hun, imens jeg overfaldt hende, og vi lå nu begge to på det grønne græs, ude i hendes forældres have. Hun havde benene omkring mit liv, imens jeg let lå oven på hende og støttede med mine arme i græsset, så hun ikke ville få min fulde kropsvægt oven på sig. Hun smilte sødt, jeg elskede hendes smil og hendes tænder var som perfekte perler. Jeg elskede hende utroligt højt. Som vi lå der, i en smule pervers stilling på græsset, lod jeg min finger kører hen over hendes kind og fjerne en hår tot fra hendes ansigt, og om i bag hendes øre. Jeg lod mit hoved falde tættere på hendes, så kun få centimeter skilte vores læber, fra det perfekte kys. Hun lukkede blidt sine øjne, og det samme gjorde jeg, inden vores læber...

 

"Harry vågn op! Der er morgenmad!" Mine øjne missede enkelte gange, inden jeg drejede hovedet over imod Niall, der stod med det største og mest irriterende smil på læberne. Hvorfor skulle han vække mig lige nu? Kunne han ikke bare vente nogle sekunder, så jeg kunne kysse Aria i den drøm... Eller, det var ikke rigtig en drøm, for det var sket i virkeligheden, men denne gang havde det været en drøm, en fantastisk drøm, som Niall åbenbart lige syntes han skulle ødelægge.

"Niall gå med dig" mumlede jeg, inden et gab sneg sig over mine læber og mine øjne forsigtigt gled i igen.

"Niksen, de sidder alle sammen derude, og vi venter kun på dig, din sovetryne" sagde han, stadig lige så glad. Totalt uvidende, om den drøm han lige havde spoleret for mig. Jeg sagde ikke noget, men trak bare dynen op over hovedet, for at ignorere Niall så meget som muligt. Men nææææh nej, selvfølgelig ikke. Før jeg vidste af det, havde han trukket dynen af mig, og et gys fòr igennem min krop.

"Niall giv mig den!" vrissede jeg lidt, inden jeg forsigtigt satte mig op og så spydigt over på ham. Han stod bare der, med et provokerende smil og min dyne i favnen. Han rystede let på hovedet, inden han hurtigt vendte om og forlod mit værelse, med min dyne. Fedt nok, så kan jeg vel lige så godt stå op, nu jeg ikke har min dyne. Det er for koldt uden.

Jeg rejste mig forsigtigt op, og gik hen til mit skab, hvor jeg trak en tilfældig trøje på. Jeg ville ikke sidde derude i bar overkrop, kun iført boxeshorts. Jeg gik tøvende ud af værelset og videre hen til køkkenet, hvor alle mødte mig, med det største smil. Man skulle tro nogle havde fødselsdag. Jeg gik hen til morgen bordet, hvor jeg tog en plads ved siden af Liam.

"Godmorgen" kom det fra Zayn, med et drilsk smil. Jeg var rimelig morgen sur i dag, da Niall kom brasende og vækkede mig, midt i min drøm, så derfor så jeg bare irriteret over på Zayn, inden jeg tog en af de ny bagte boller, over på min tallerken.

"Morgen sur?" spurgte Liam, imens han kiggede over på mig, med et lille smil.

"Mhm..." brummede jeg, inden jeg smurte min bolle, med noget syltetøj.

"Hvorfor?" Kom det så fra Louis. Gud, kunne de ikke bare lade mig spise i fred, uden alle de spørgsmål.

"Fordi Niall kom og vækkede mig, midt i en drøm" Sagde jeg lige det? Det sidste skulle ikke være kommet ud, for så ville de jo bare spørge ind til den drøm, og ganske rigtigt, kom det næste spørgsmål, denne gang fra Niall.

"Hvilken drøm?" Jeg skævede over på ham, og tog hurtigt en bid af min bolle, fordi jeg ikke havde lyst til at svare på det, men de skulle da selvfølgelig grave lidt mere i det.

"Var det om Aria?" Den kommentar fik mig til hurtigt, at kigge op på Louis, da det var der den kom fra. Jeg undlod at svare, men nikkede blot, da jeg håbede på at den dialog, ville slutte her.

 

 

Mine øjne glippede et par gange, pga. sollyset der skar igennem de hvide persienner, og lige ned i mine øjne. Jeg rejste mig hurtigt op, måske en smule for hurtigt, for alting sortnede lige for mine øjne. I kendte det sikkert godt. Jeg tog mig hurtigt til hovedet, for at få det til at forsvinde, så jeg kunne gå u forstyrret ind i køkkenet og spise noget morgenmad. Jeg er den type, som skulle ha' morgenmad, lige når jeg stod op, for ellers ville jeg få det dårligt. Da min rundtossen endelig var væk, gik jeg med sløve skridt, hen imod køkkenet og hen til køleskabet, hvor en gul seddel hang. Selvfølgelig hang den på køleskabet, for det var det første sted jeg kiggede, når jeg stod op om morgnen.

"Hej sovetryne, jeg er taget over til Marc, og kommer nok først hjem i aften. Janice x" Så hun havde åbenbart valgt at bruge dagen, sammen med sin kæreste, i stedet for mig. Tsk... Jeg åbnede sløvt køleskabet, hvor mit blik gled ned af hylderne, indtil den landede på mælken, som jeg hurtigt tog ud og lukkede omhyggeligt køleskabet i igen, da det havde det med, ikke at lukke ordenligt. Jeg stalte mælken på køkkendisken, inden jeg satte mig ned på hug, for at tage havregrynen ud af skabet som jeg også stalte på køkkendisken tog derefter en skål ud af skabet, og en ske i skuffen. Jeg hældte først havregrynen ned, så mælken og til sidst sukkeren på toppen. Ja, jeg kunne ikke klare at spise havregryn uden sukker. Med et gab, satte jeg mig op ved siden af min skål med morgenmad, og begyndte at spise min morgenmad.

Mine daglige morgenrutiner var ved at være færdige, og jeg manglede kun at tage tøj på. Jeg stod lige nu, kun med et håndklæde omkring mig, og kiggede ud af det duggede vindue, hvor sneen dalede ned. Jeg kiggede ud over menneskerne på gaden, som alle vrimlede omkring, med favnen fuld af gaveposer. Hey? Måske skulle jeg også købe nogle julegaver, det var ved at være på nibben til, at jeg ikke kunne nå det, og gøres skulle det jo. Jeg vendte mig hurtigt om, og gik med faste skridt ind på mit værelse, tog et par slidte jeans ud af skabet, samt en tyk sweater og tog det på. Jeg kiggede lidt fortvivlet rundt i rummet, da jeg kunne høre min mobil ringe, men hvor dælen havde jeg lagt den? Jeg løb en smule forvirret rundt, jeg lignede sikkert en omvandrende idiot. Endelig, der, midt på min pude. Gud hvor er jeg dum, at jeg slet ikke så den. Jeg tog forsigtigt mobilen op og kiggede ned på displayet. Ukendt nummer. Jeg tog den alligevel.

"Det er Aria"

"Hej Aria, det er Louis?" Louis... Hmm... Kendte jeg en der hed Louis? Det troede jeg ikke, men pludselig gik det op for mig, hvilken Louis det lige var vi snakkede om her.

"Tomlinson? Og nej, jeg vil ikke snakke med Harry" Sagde jeg bestemt, og håbede virkelig på, at det var Tomlinson, for ellers ville det være totalt pinligt.

"Yeah... Men nej, det er ikke derfor jeg ringer... Jeg ville høre, om jeg lige måtte snakke med dig? Under 4 øjne?" Hans spørgsmål kom meget bag på mig, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare.

¨"Jeg skal altså købe julegaver i dag..." sagde jeg stille, og bed mig blidt i underlæben.

"Men Aria, det er vigtigt" Kunne jeg høre ham sige, med en faktisk bedende tone.

"Okay, okay... Men jeg sværger, hvis Harry er til at se, så kan du godt droppe det" Sagde jeg bestemt, jeg skulle aldeles ikke, ha' mere med ham at gøre.

"Deal. Lad os mødes ved Starbucks klokken 13" Jeg skulle lige til at svare ham, da jeg kunne høre bib lyden på den anden side af røret, som signalerede at han havde lagt på. Urhg ARIA! Hvad havde du dog rodet dig ud i? Jeg lod mit blik skimte igennem soveværelset, inden det landede på mit vækkeur? 12:37 havde jeg virkelig sovet så længe, og... Vent lige? 12:37? FUCK. Hurtigt var jeg henne ved døren, havde trukket i mine støvler, taget min jakke på, viklet halstørklædet rundt om halsen og var ude af lejligheden.

Jeg gik egentlig med forholdsvis rolige skridt, ned af de befolkede gader i London, hvor jeg skulle møde Louis ved Starbucks. Da jeg flyttede mit blik, som ellers lå plantet på jorden, og op, så jeg Louis stå derhenne. Han var godt nok tideligt på den. Da han fik øje på mig, kunne jeg se smilet på hans læber vokse, og han slog ud med armene, nok for at give mig et kram. Ganske rigtigt. Jeg krammede med for at være høflig, lidt manere har jeg dog lært.

"Hej Aria? Godt du kunne komme" Sagde han, inden han trak sig fra krammet, og stod nu og kiggede mig ind i øjnene.

"Skal vi gå indenfor?" spurgte han stille, og gudskelov ja, for det var forfærdeligt koldt herude. Jeg nikkede blot og fulgte efter ham, ind i den lille kaffebar, hvor vi begge tog plads, ved et lille rundt bord. 

"Hvad har du lyst til?" spurgte han, imens han smil var falmet en smule.

"Ehm, bare en Cappucino" sagde jeg hurtigt, med et lille smil, inden Louis rejste sig op og gik hen og bestilte. Underligt nok, var her næsten ikke nogle mennesker, Starbucks er ellers altid proppet. Well, efter ikke ret lang tid, var han tilbage og satte sig ned, med de og bærerne med kaffe. Han rakte mig det ene, og jeg tog blidt hænderne omkring kruset, for at få lidt varme.

"Når Louis, hvad ville du snakke med mig om?" spurgte jeg stille, da det egentlig bare var det, jeg var kommet efter. Ikke så meget andet.

"Jo ser du... Jeg kan ikke klare at se Harry sådan... Han sidder bare og stirre i hans seng og laver ingenting... Han spiser næsten ikke" Selvfølgelig havde dette noget med Harry at gøre, selvfølgelig. Jeg himlede kort med øjnene, og tog en tår af min cappucino.

"Så kan han føle, hvordan jeg havde det. Louis hør... Han knuste mit hjerte, bare fordi han kommer og siger undskyld, og kommer med tusinde forklaringer, om hvorfor jeg skal tage ham tilbage, kan det ikke hele de sår han lavede. Jeg mener, ved du overhovedet hvad han gjorde?" Sagde jeg en smule vredt, han skulle fandme ikke komme her, som en eller anden budbringer.

"Jeg ved ikke direkte hvad han gjorde... Men jeg ved godt, at ingen pige fortjener det, og du har ret til at være sur, såret og alt det der, men vil du i det mindste ikke bare lytte på ham?" Jeg kunne ikke lade hver med at himle med øjnene igen, og sukke irriteret.

"Okay, nu skal jeg fortælle dig præcis, hvad der skete. Det var D. 14 December 2012, hvilket er lidt over 3 år siden... Jeg havde lige købt hans julegave, og var på vej hjem til ham..." Jeg kunne mærke, jeg fik lidt tårer i øjnene, hvilket jeg hurtigt skyndte mig at fjerne. "-Jeg havde en nyhed at fortælle ham, en fantastisk nyhed... Desværre troede jeg at han ville være skeptisk over den, men det er ikke det der er pointen. Klokken var lidt over fire, så han kunne ikke være henne i bageriet, og hans mor havde sagt han var hjemme, fordi hun havde snakket med ham lidt tidligere. Jeg ville komme som en overraskelse... Jeg havde købt juleslik, det hele... Jeg ringede på hans dør to gange, med lidt mellemrum. Jeg stod derude og ventede i cirka 10 minutter, jeg husker det ikke helt præcist. Men, jeg gik så lidt rundt om hans hus, og kiggede ind af vinduerne, og da jeg kom til hans soveværelses vindue, så jeg..." Jeg kunne mærke, at tårerne nu ophobede sig, og var lige ved at trille ned af mine kinder. "-Så jeg, han sad og kyssede med en eller anden dum blondine, og... Jeg løb hurtigt væk, men han opdagede mig og fulgte efter... Vi skændtes lidt, og siden da snakkede jeg aldrig til ham igen. Han sendte sms'er, han ringede, blomster... Men, det var bare ikke nok. Jeg sad på mit værelse, totalt lukket inde. Den eneste der hjalp mig, var min bedste veninde Janice. Jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke sove... Jeg kunne intet, Louis." Jeg kunne nu mærke tårerne der trillede ned af mine kinder, og Louis tog blidt min hånd, ind over det lille bord.

"Hvad var det for en overraskelse, nyhed... Du skulle fortælle ham?" spurgte han roligt, hvilket fik mig til kort at kigge væk. Jeg bed mig hårdt i underlæben, inden jeg kiggede hen på ham igen.

"Det er lige meget..." sukkede jeg, og rystede blidt på hovedet, men det så ikke ud til, at Louis syntes det var lige meget.

"Det er ikke lige meget Aria, du kan fortælle det til mig" sagde han, og slap ikke grebet om min hånd. Det var faktisk ret trygt, at sidde og holde Louis i hånden.

"Okay, men du må altså ikke sige det til Harry" sagde jeg alvorligt, og tørrede tårene fra min kind væk, imens han nikkede.

"Jeg..."

 

 

 

Jeg sad i min seng, omfavnet af min dyne, og med en bekymret Liam, i den anden side af sengen.

"Liam, er du sød at gå?" mumlede jeg, og lod bare blikket blive det samme sted, som det havde været nu, i godt og vel, en times tid. Siden morgenmaden, havde jeg ikke lavet andet, end at sidde herinde i min seng, og stirre ned på den lille nullermand i fodenden.

"Men Harry, du bliver nød til at snakke" sagde han overbevisende. Ellers tak, jeg ville bare sidde her og stirre. Stirre ud i intetheden og mærke mit hjerte vride sig i smerte. Jeg troede godt jeg vidste, hvordan Aria havde det, bare tusinde gange værre... Tænk at jeg havde forvoldt hende den smerte... Det var uudholdeligt. Pludselig hørte jeg en der kom brasende ind i lejligheden, jeg havde ikke lyst til at kigge op, men jeg troede det var Louis. Min mistanske blev bekræftet, da Liam spurgte Louis om, hvor han havde været henne.

"Jeg var på Starbucks med Aria, hun..." mere nåede han ikke at sige, da jeg var der som et lyn.

"Hvorfor var du det?" spurgte jeg spydigt, da jeg ville vide nøjagtigt hvad hun lavede, sagde og gjorde.

"Slap af Hazza, det var ikke en date, jeg har Eleanor... Men jeg ville bare snakke lidt med hende, og høre hvad hun havde at sige?"

"Sagde hun også til dig, at du skulle skride af helvede til?" sprang det ud mig, jeg var ikke engang klar over hvad jeg selv lige sagde... Drengene vidste ikke, jeg var hos Aria i går aftes, så nu ville de sikkert også ha' den forklaring.

"Jeg var henne ved Aria i går aftes... Jeg undskyldte, og måske gjorde jeg noget jeg ikke skulle ha' gjort..." sukkede jeg blidt, og bed mig lidt i underlæben.

"Kyssede du hende!" udbød Louis, med store øjne, hvilket jeg hurtigt rystede på hovedet af.

"Nej, nej... Jeg kærtegnede bare hendes kind... Men... Hvad snakkede du med hende om?" sagde jeg hurtigt, for ligesom at skifte emne. Heldigvis lod de til, bare at lade det ligge.

"Ser du... Jeg sagde lidt om, at du bare sad her og hang, og jeg ikke kunne li' at se dig sådan der... Så gav hun mig hele historien, om hvad der skete den dag, og så fortalte hun mig noget... Noget hun skulle ha' fortalt dig, den dag" sagde Louis, og bed sig blidt i underlæben. man kunne godt se på ham, at han ikke skulle ha' sagt det sidste, hvilket fik mig til at vække min interesse.

"Hvad fortalte hun dig Louis?" spurgte jeg hurtigt, men roligt.

"Jeg lovede hende ikke at fortælle det..." mumlede han lidt, men jeg ville bare vide det.

"Louis please?" Man kunne se han tøvede gevaldigt, men der kom sætningen.

"Hun var gravid, og hun fik barnet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...