Medaljonen

Det er en stil vi har har skrevet i skolen ud fra at vi har fået nogle tilfældige ting den skal indeholde.
Pigen Katelyn kommer en dag ril et parallelt univers hvor der er nogle onde ånder der har overtaget folks kroppe; bl.a. Hendes mor. Katelyn vil gøre alt for at hendes mor ikke ender som en dynge aske. Men vil det lykkedes?

7Likes
6Kommentarer
490Visninger

1. Medaljonen

Mit navn er Katelyn Jefferson. Jeg er ti år gammel og i mit korte liv, har jeg oplevet meget mere end et normalt menneske på 90. Det er måske også fordi, jeg ikke er et normalt menneske. Jeg var et helt normalt barn, indtil den dag jeg så den mystiske dame første gang. 

Det hele startede en morgen, jeg var på vej til skole. Jeg havde en underlig følelse i kroppen, som om der var nogen der holdt øje med mig. Jeg kiggede mig gentagende gange over skulderen, men der var intet at se. Da jeg kiggede frem igen, stod der en dame ca. to meter fra mig. Jeg kunne ikke se hendes ansigt tydeligt, men på en eller anden måde kunne jeg føle den smerte, hun bar med sig. Man følte sig helt tom i kroppen, når man kiggede på hende. Det var som om hendes ansigt ikke var der. Som om det bare var en skygge. Jeg kunne mærke en klump af angst, danne sig i min mave. Men inden jeg nåede at tage så meget som ét skridt tilbage, stod hun pludselig helt tæt på mig. Jeg kunne mærke hun tog fat i min hånd, og straks føltes den helt kold. Jeg ville skrige, men kunne ikke få en lyd ud over mine læber. Hun gav slip på min hånd, og jeg kunne mærke noget koldt metal inden i den. Jeg kiggede ned i min hånd, og så en lille medaljon. Udenpå var et øje. Det føltes som om det stirrede på mig. Jeg kiggede op, for at få en forklaring, men damen var allerede væk. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at smide den væk. Medaljonen var speciel, jeg kunne mærke det. Derefter fortsatte jeg rystet til skole. 

Selvom jeg i forvejen var sent på den, føltes det som om tiden havde stået stille, for klokken havde endnu ikke ringet. Vi havde historie og var ved at gennemgå et eller andet uinteressant, som jeg ikke havde fået fat på. Mine tanker blev ved med at kredse om den mystiske kvinde, og medaljonen hun havde givet mig. Jeg tog den op af lommen, og kiggede på den. Jeg lod min finger glide let over det skindende metal, mens jeg studerede den. En stemme afbrød mine tanker. Jeg kiggede op på min sidekammerat, som åbenbart havde spurgt mig om noget. Jeg måtte have lignet et spørgsmålstegn, for langsomt gentog han sig selv i et drillende toneleje:
"Hvad er det du har der? Må jeg se den?" Og uden at vente på svar, rakte han hånden ud efter den. Af ren refleks knugede jeg den ind til mig, og sendte ham et ondt blik. Han tog det åbenbart som en udfordring, og hev fat i min arm for at få fat i den. Irriteret hev jeg min arm tilbage, og tabte den på gulvet. En skramlende lyd ramte mine øre, og forfærdet bøjede jeg mig ned for at samle den op. Men da jeg fik øje på den, havde den åbnet sig. Jeg kiggede ned i den. Det var som et spejl indeni, men forskellen var, at inde i spejlet, var mit klasseværelse ikke var den flotte grønne farve længere, der var det helt gråt, ødelagt og forladt. En pludselig smerte fór igennem kroppen på mig. Den var ulidelig, og det var det eneste jeg kunne tænke på i dette øjeblik. Skrig hørtes i baggrunden og jeg kunne mærke, hvordan de var fyldt med smerte. Det var som om at alle skrigene trak i mig, som om at jeg absorberede al smerten. Jeg kneb øjnene hårdt sammen, og pludselig stoppede det alt sammen, så jeg åbnede forsigtigt øjnene igen.

Jeg stod i mit klasseværelse. Forskellen var bare at det nu var som i spejlbilledet. Alt var gråt. Der var revner i tavlen, vinduerne var smadrede, stolene var væltede og der lå murbrokker overalt. Det var som om, en orkan havde raseret lokalet. Panisk rejste jeg mig op, og skulle til at smide den mærkelige medaljon væk, da en stemme stoppede mig.

"Det ville jeg ikke, gøre hvis jeg var dig." Forskrækket vendte jeg mig om, og stirrede på den mystiske dame fra tidligere. 

"Hvad sker der? Hvorfor ser her sådan-" jeg blev brat afbrudt af den mystiske dame: "Det er din eneste vej hjem." Jeg åbnede munden for at protestere, og spørge hvad hun mente, men hun vendte sig om, og gik ud af døren. Lamslået stod jeg tilbage, og stirrede efter hende. Så var det som om, min krop opfattede hvad der var sket, og jeg spurtede ud af døren efter hende. Hun var væk. Frustreret sparkede jeg til en af murbrokkerne. En stor smerte skød op gennem min fod, og jeg krummede mig smertefuldt sammen. Den dame var altså uhyggelig! Det værste var nu bare, at hun var forsvundet, uden ét eneste ord om hvad der forgik.
Irriteret rejste jeg mig op, og humpede ned af gangen, for at finde nogen jeg kunne spørge om hjælp. 
Da jeg åbnede døren ud til skolegården, så jeg en mørk skikkelse. Jeg satte i løb efter personen, og råbte: "Hey, vent lige! Kan jeg lige spørge dig om noget?" 
Jeg var nået hen til personen, der nu vendte sig om. 
Hvordan kan du tale? Hvorfor tanketaler du ikke? Vi kan ikke tale!
Rungede det i mit hovede. Forskrækket tog jeg et skridt tilbage, og stirrede undrende på personen, jeg nu havde opdaget var en mand. "Hv-hvad sker der?" Stammede jeg. Hvorfor taler du? Frygten kom langsomt snigende, og med angsten lysende ud af øjnene, vendte jeg om på hælen, og løb væk. Da jeg var kommet et stykke væk, vendte jeg hovedet for at se, om den mærkelige mand - væsen - fulgte efter mig.
"Umf," lød det, da luften blev presset ud af mine lunger. Jeg var løbet ind i noget - eller nogen. Jeg gispede efter vejret, og kiggede op for at se hvem eller hvad, der havde forstyrret min spurt. Det var min mor!? "Mor hvad laver du her?"
Du skal gå ned til Lærkevej 5. der finder du havd du søger. 
Hvad skete der? Hvorfor tanketalte hun? Hun var jo min mor! Idet samme meldte der sig endnu et problem. Mor var forsvundet. Var det normalt? Forsvandt folk bare i den blå luft normalt? Det var i hvert fald irriterende! Jeg kom i tanke om det, hun havde 'sagt'. Lærkevej 5? Det var åbenbart mit bestemmelsessted. Mine ben begyndte automatisk at bevæge sig ned mod adressen. Jeg kendte faktisk en, der boede i det hus. I min verden. Jeg var efterhånden begyndt at betragte... det her, som en anden verden. Jeg kom frem til stedet, og kiggede nu op på det hus, som jeg huskede som rødt, men som nu var gråt. Nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg faktisk kun set gråt, sort og hvidt, på vej herhen. Jeg gik forsigtigt igennem den triste forhave, og endte oppe ved døren. Jeg løftede tøvende dørhammeren, og ventede lige et sekund, før jeg slap den.
Lyden rungede gennem det store hus. Da jeg havde talt til ti, skulle jeg lige til at lade dørhammeren smælde igen, da døren langsomt gik op uden den mindste lyd. Mærkeligt. Jeg trådte forsigtigt ind over dørtærsklen, og idet samme slog lugten af mug og støv min næse. Jeg trådte endnu et skridt ind i det, der måtte være entreen. Forsigtigt lagde jeg min hånd på døren, der førte videre ind i huset, og skubbede. Denne gang gik døren op med en knirken, som jeg var sikker på, man kunne høre helt ude på gaden. Hvis der da ellers havde været en nogen. 
Jeg kiggede rundt, og opdagede, jeg stod midt i en bred gang. Der var tre døre på hver side af gangen, og så var der en dør forenden. Da jeg lod mit blik lande på døren forenden af gangen, lagde jeg mærke til, at der var indgraveret et øje i træet. Det lignede til forveksling øjet på medaljonen, den mystiske dame havde givet mig. Det var som om, at øjet hev i mig. Jeg blev draget hen mod døren. 
Jeg gik forbi alle dørene, uden at åbne én eneste af dem, selvom det nu havde været min hensigt fra starten af. Snart stod jeg, og stirrede op på øjet, der var indgraveret i døren. Forsigtigt tog jeg medaljonen op af lommen, og placerede det oven i det øje, der var indgraveret i døren. Med et smæld gik døren op, og en lang trappe førte ned i mørket under huset. Jeg begyndte den lange nedstigning, og talte hvert skridt indtil, jeg måtte give op. Det føltes som om at jeg gik i én uendelighed.

Endelig nåede jeg bunden. Jeg stod i en mørk og klam grotte. Der var isnende koldt og vådt, så jeg knugede jakken ind til mig for at få varmen. Så så jeg hende. Min mor. Hun lå på gulvet, helt livløs. Som om nogen havde suget alt livet ud af hende. 
"Mor!" skreg jeg, og faldt på knæ ved hendes side. Jeg vendte hende hurtigt om, og tog hendes puls. Den var meget svag. Jeg kiggede ned på det ansigt, jeg havde kendt hele livet, og mærkede tårerne løbe ned af mine kinder. 
Så åbnede hun øjnene, og stirrede på mig. Smerten fra da jeg kiggede ind i medaljonen vendte tilbage, bare hundrede gange stærkere. Smerten og skrigene var ved at overmande mig. Det var som om, det rev og sled i selve min livskraft.

Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg kneb mine øjne sammen. Men da jeg åbnede øjnene igen, sad jeg ikke længere ved min mor. Jeg stod op, og kiggede lige i øjnene på den mystiske dame. Men disse øjne var ikke menneskelige. De var tomme, uden nogen form for følelser, bortset fra den smerte der rasérede i denne verden. Den samme smerte jeg havde følt igennem spejlet og i min mors øjne.
"Hvad er det du gør? Hvad er det du vil med mig?" Spurgte jeg så godt jeg kunne, for smerten var stadig i min krop. "Jeg vil have dig! Jeg vil have din krop!" Svarede hun pludselig rasende. Af ren forskrækkelse ville jeg træde nogle skridt tilbage, men jeg kunne slet ikke bevæge mig. Det var som om, at jeg var limet fast til gulvet. "Og hvad så hvis du ikke må få den?" spurgte jeg i samme toneleje. "Så bliver det værst for dig selv... Eller skulle jeg sige din mor?" svarede hun, mens et lumskt smil bredte sig på hendes læber. Hun skævede over til det sted min mor lå, og jeg fulgte hendes blik. Skyggerne omkrig hende, løftede sig fra gulvet og formede sig, som menneskeskikkelser. De løftede hende så let som ingenting, op fra gulvet. De svævede i luften, med min mor hængende imellem sig. Hun kom med et utilfreds smerte støn. Pludselig var det som om, skyggerne forsvandt ind i hende. Hun skreg og vred sig i smerte. Det var frygteligt at se, og jeg kunne næsten selv føle smerten. "Stop det! Stop det! Jeg skal nok gøre hvad end, du vil have mig til!" skreg jeg panisk. Min mors skrig fortsatte et par sekunder mere, hvorefter man skyggerne kom ud af kroppen på hende, og hun faldt ned på gulvet. Jeg græd og skulle til at løbe over til hende, da noget ild pludselig brændte i en cirkel omkrig mig. Jeg stoppede brat op. "Mor! Mor, svar mig! Mor!" råbte jeg, men der kom intet svar fra hende. Hun lå helt stille, men pludselig drejede hun hovedet lidt, så jeg kunne se hende i øjnene. Hendes øjne var udmattede, og hun havde store mørke render under øjnene. "Mor!" Forsøgte jeg igen, men i stedet for svar, lukkede hun langsomt øjnene. "Mor! Nej, du må ikke være død!" Råbte jeg imens tårerne rendte ned af mine kinder. Jeg hev mig i håret og blev pludselig vendt om af en voldsom kraft. 
"Du kan stadig nå at redde hende." sagde den mystiske dame, som nu stod foran mig, inde i den brændende cirkel. 
"Vi ånder, har ventet i årtusinder, på sådan en som dig." sagde damen og kiggede interreseret på mig. 
"Fortæl hvad jeg kan gøre for at redde hende!" råbte jeg utålmodigt og desperat. "Jeg gør hvad end, du vil have mig til!" Jeg kiggede bedende på hende, og så hvordan et ondt smil kom frem på hendes mørke ansigt. 
"Jeg har brug for en ny krop, der kan holde, i stedet for sådan en dødelig krop, som denne." Hun kiggede med afsky ned af sig selv. "Og du, min lille ven, du er den eneste der har en krop der kan holde i en uendelighed." Jeg lod langsomt ordene synke ind, og så gik det op for mig, at det var det, hun mente med, at hun ville have min krop.
"Tag den! Gør hvad end du vil med den, bare lad min mor gå!" råbte jeg desperat. Et ondskabsfuldt blik kom frem i hendes øjne, og bag hende nærmede der sig en masse mørke og uhyggelige skygger. De gled hen ad gulvet, igennem ilden og nåede så hen til mig. De gled ind i min krop en efter en, og den største smerte jeg endnu havde oplevet, fór nu igennem kroppen på mig. Jeg skreg af smerte og tårerne fortsatte ned af mine kinder. Jeg blev løftet op i luften og svævede der, imens min mor pludselig åbnede øjene og kiggede op på mig, med et undskyldende og træt blik.
"Katelyn..." Forsøgte hun med en lille og hæs stemme. Jeg kiggede ned på hende, alt i mens smerten fortsatte, og dér gik det pludselig op for mig, at jeg sagtens kunne redde os begge, fordi jeg var stærk nok og jeg var den eneste de ikke kunne dræbe.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...