25/09/13 - One Shot

Den her handler også om mig, dengang jeg mødte en fyr, der senere skulle vise sig at være et virkeligt skidt menneske. Desværre var det for sent jeg opdagede det, for da var skaden allerede sket!

1Likes
0Kommentarer
181Visninger

1. 1

Igen en aften, hvor jeg er bange for at mørket opsluger mig. Igen en aften, hvor jeg står foran spejlet og stirrer ind i det. Mine negle er lange nu, jeg har ladet dem vokse, fordi jeg synes det er pænt. Jeg står og rører ved huden i mit ansigt, lader mine fingre glide fjerlette og undersøgende henover kindbenene og ned til læberne. Jeg rynker panden, prøver at finde noget af den ”naturlige skønhed”, som folk påstår jeg har. Mit pandehår er uregerligt og jeg har for længe siden opgivet at bekæmpe det med min hårbørste. Jeg må vel bare vente til det bliver længere, tænker jeg. Jeg blinker med øjnene og nuet vender tilbage. Den naturlige skønhed som folk påstår jeg har, vil ikke vise sig!

   Jeg vender siden til og kigger på min krop i spejlet. Igen rynker jeg panden. Jeg er tyk. Mine hofter er alt for brede, tænker jeg og lægger hænderne på mine hofter. Jeg prøver på at se, hvad det er, der er så smukt ved mig. Men jeg kan ikke se det. Alt jeg kan se, er en lav pige, der er alt for tyk og er fuldstændig vanskabt. Alting ser forkert ud til mig. Mit ansigt, min hals, mine ben, mine arme, mine øjne, alt er for … mærkeligt.

   Jeg vender ansigtet den anden vej, kan mærke tårerne der dukker op i mine øjne og gør alting sløret. Selvom jeg ikke vil, kan jeg ikke lade være med at se ind i spejlet igen. Det er ikke ret mange måneder siden, jeg stod her foran spejlet og lo og smilte, mens mine veninder gjorde sig klar til bytur. De grinte, spurgte om jeg ikke ville med, og selvom jeg ikke var meget for det, gik jeg med til at tage med. Jeg gjorde mig klar, lånte tøj af min ene veninde og lagde en pæn og ikke overdrevet makeup. Glattede mit dengang skulderlange hår. Smilede med dem, for selvom jeg var nervøs, var jeg også lidt spændt. Jeg tog min ynglingshåndtaske, en lille en med et blomstret mønster og tog en dyb indånding.

   Vi var klar!

   Min ene venindes kæreste hentede os og kørte os hjem til ham. Jeg smilede, lo, snakkede og havde det faktisk bare sjovt. For en gangs skyld i lang tid, havde jeg det sjovt. Efter lidt tid, tog vi videre i byen, hvor vi mødtes med min fætter og en af hans venner. Vi gik ind på diskoteket uden problemer og min veninde og hendes kæreste, fandt hurtigt et sted hvor vi kunne sidde. Overrasket, så jeg mange af mine andre venner og veninder rundt omkring. De hilste overrasket på mig, for de kendte mig kun som den stille, generte pige, der altid sad hjemme. Jeg smilede og opdagede til min forbløffelse at jeg faktisk havde det sjovt.

   Min anden veninde, jeg faktisk ikke rigtigt kendte, kiggede rundt hele tiden og jeg tænkte at hun nok ledte efter en eller anden. Pludselig hiver hun fat i Cilia og spørger hende ”Hvor er Alan?” og jeg kigger forvirret op på hende. Alan? Jeg kendte ikke nogen, der hed Alan. Men selvfølgelig, jeg kendte faktisk ikke så mange her i byen. Cilia trækker på skuldrene og Nadja kigger skuffet rundt. Hun sætter sig ned til mig igen og vi fortsætter hver vores samtale.

   På et tidspunkt trækker hun mig op og vi går hen og sætter os hos nogle indvandrerfyre, Nadja ved siden af ham hun præsenterer som Alan. Jeg sætter mig inderst på den modsatte bænk og kigger rundt, alle andre steder end på Alan eller de andre jeg ikke lige kunne huske hvad hed. På et tidspunkt, sidder jeg ved siden af Nadja, mens Alan er gået kort og hun hvisker til mig, hvem jeg gerne ville have noget kørende med og peger på en fyr hun siger, hedder Naser og Alan, der er kommet tilbage, men som står og snakker. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke holdt mund, men jeg svarer uden at tøve:

   ”Alan.”

   Nadja ser et øjeblik irriteret på mig, men så bliver hendes blik overbærende. Hun læner sig ind til mig og siger, at det kan jeg ikke, for han er hendes. Jeg bliver også irriteret, men lader som ingenting. Da jeg sætter mig overfor dem igen, læner Alan sig pludselig over mod mig og spørger om han må få mit nummer. Nadja, som Alan ikke kan se, ryster vildt på hovedet og hendes øjne er morderiske. Jeg ryster på hovedet og kan se at han er skuffet. Så mærker jeg min mobil vibrere og ved at, enten er der nogen der ringer til mig, eller også er der en der har sendt mig en besked. Jeg hiver den frem og tjekker. Overrasket ser jeg kort op på Nadja. Det er hende der har sendt en besked til mig.

   ”Kun hvis du lover du ikke gør noget med ham. Han er min.” står der i beskeden.

   Hurtigt skriver jeg mit svar.

   ”Selvfølgelig ikke. Jeg vil ikke have noget med ham.” lyder mit svar.

   Hun smiler lidt og rækker hånden ud mod mig og jeg lægger min mobil i hendes fremstrakte hånd. Hun puffer til Alan og sender en sms til ham fra min mobil, eftersom jeg ikke kan mit nummer helt endnu. Han smiler og jeg har det som om jeg lige har tabt noget, en kamp, et eller andet. Jeg skubber følelsen væk og fortaber mig i resten af de gode timer, jeg er der.

   Når jeg tænker tilbage nu, græmmer jeg mig over, hvor let et bytte jeg var. Jeg har lyst til at krybe ned i et musehul og gemme mig for resten af verdenens hånende blikke. Jeg ryster på hovedet og kigger hen i vindueskarmen på barberbladet der ligger og skinner lokkende. Jeg synker og rækker ud efter det, men da jeg skal til at tage det op, trækker jeg hurtigt hånden til mig. Jeg går ud fra badeværelset og slukker lyset og famler mig vej ind i soveværelset. Jeg klæder mig af og trækker en stor T-shirt over hovedet og kravler under dynen. Jeg lukker øjnene, men der er et billede der bliver ved med at dukke op derinde og uanset hvor meget jeg anstrenger, mig kan jeg ikke lukke det ude.

   Den nat, drømmer jeg om sorte krøller, brune øjne og et charmerende smil!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...