25/09/13 - One Shot

Den handler om mig. Det var noget jeg skrev engang i vinters. Alt fra historien er taget fra mit liv af.

1Likes
0Kommentarer
173Visninger

1. 1

Hendes spejlbillede grinede hånligt af hende og de ord folk blev ved med at sige til hende. Hun kendte dem udmærket godt, havde hørt dem så mange gange, men havde aldrig troet dem. Hun kunne huske en fyr hun havde været desperat efter at få til at elske hende. Hun huskede tydeligt de ord han havde sagt. De sad svejset ind i hendes hoved og de kørte rundt derinde som et mantra, hun ikke selv kunne stoppe.

Jeg vil også gerne have en nogenlunde pæn pige. Ikke nok med at hun bare er sød. Og du ved jo godt at du ikke er ret gennemsnitlig.

   Ordene havde ramt hende som et piskesmæld og selvom det var så mange måneder siden, gjorde de stadig ondt. Hun havde ikke grædt, ikke før efter. Hun havde spurgt om hun ikke var pæn nok til ham.

   ”Jeg vil ikke gå og være flov over min kæreste!” havde han svaret og med de ord var han gået ud af døren og hun havde ikke hørt fra ham siden.

   Hun havde altid vidst at hun ikke var særlig pæn, hun havde altid kunne se forskellen på hende og de andre piger, men selvom hun vidste det, gjorde det alligevel ondt at få at vide. Hun rørte ved det korte hår og fortrød inderligt at hun havde klippet det af dengang for så mange år siden. Måske ville alle andre synes hun var pænere med langt hår? Hvis hun nu ikke havde klippet det af, havde hun haft hår helt ned til lænden nu. Hun ville kunne have farvet det, ja, en pæn kastanjebrun farve eller noget og glatte det måske. Bare … bare prøve på at være lidt pæn.

   Hun lo bittert af sine egne tanker. Hende, pæn? Hun havde fået af vide så mange gange i løbet af de år hun havde kunnet forstå andre, at hun var under gennemsnittet. Hendes far sagde altid at hun var smuk. Det gjorde hendes mor og to ældre søskende også. Men … hvordan kunne hun tro på dem, hvordan kunne hun tro på at hun var smuk, når hun, hver gang hun så i spejlet, så en grim pige kigge tilbage? Ikke engang hendes indre, syntes hun var pæn.

   Hun trådte væk fra spejlet, tørrede en tåre væk og gik ind til computeren i stuen. Hun satte sig ned og lod musen svæve henover skærmen. Hun klikkede på billedet af sin søster og stirrede på det. Hun prøvede på ikke at lade sig mærke med jalousien og bitterheden der voksede inde i hende, men det var svært, for hver gang hun så på sin søster, så hun også alt det hun ikke var eller kunne. Hun klikkede videre og så på endnu et billede, denne gang hvor de begge to sad ved siden af hinanden og hun mærkede en tåre trille ned af hendes kind. Hendes søster smilede og det gjorde hun også, men hvor hendes søster bare så helt utroligt smuk ud, lignede hun … ja, hun vidste ikke engang hvad hun lignede.  At sammenligne dem, ville være som at sammenligne en rose med en tidsel.

   Hun klikkede væk fra billedet og huskede tilbage på nogle af de billeder hun havde set af sin mor som ung. Hun havde været flot. Hun havde været rigtig flot. Men hvorfor havde hun ikke fået noget af sin mors skønhed? Hvorfor kunne hun ikke være udadvendt og charmerende som sin søster, i stedet for bare at være … ja, hende? Hun rystede på hovedet og prøvede at få tankerne ud. Men det var så svært engang imellem. Hun gik ud på badeværelset igen og tog igen tøjet af. Hun talte arrene på maven. Tolv. Arrene på benene. Fjorten. Hun så ned på sine arme i spejlet. Den venstre var den værste. Hun prøvede på ikke at ryste på hænderne, da hun talte arrene, men da hun nåede over femten, kunne hun ikke længere se noget på grund af tårerne der slørede hendes syn. Hun tørrede dem hidsigt væk, men det hjalp ikke, de blev ved med at komme.

   ”Det ville være så meget nemmere, hvis jeg ikke skulle tænke på det mere! Det ville være så meget nemmere, hvis bare jeg kunne tage mig sammen og gøre en ende på mig selv!” hviskede hun til sig selv, mens tårerne dryppede ned på fliserne.

   Hun sad længe sådan, indtil kulden blev for meget og tvang hende til at tage noget varmere tøj på og kravle ind under dynen. Alligevel forsvandt kulden ikke og der gik et stykke tid, før hun opdagede at kulden var inde i hende selv, at hun var kold indvendig. Hun så hen i vindueskarmen, hvor barberbladet lå og kaldte på hende med lokkende stemme. Det kløede i hende efter at tage det og skære hende i armene, men hun magtede det simpelthen ikke. Hun orkede ikke at høre på hendes forældre, der sagde at det ikke hjalp. Hun magtede ikke at høre på andre, der sagde at hun kun ønskede opmærksomhed. Hun magtede ikke alle de mennesker, der enten ville se medlidende eller skuffede på hende. Og hun magtede slet ikke dem der så på hende med afsky.

   Hun havde ofte lagt mærke til det. Hun var ikke længere sikker på hvad følelser var. Hun havde følt sig fuldstændig tom så lang tid, at hun ikke længere kunne huske hvordan det var at føle lykke. Eller hvordan det var at føle sig elsket. Den følelse havde hun ikke følt i mange år. Det eneste hun kunne føle, var træthed. Hun lukkede øjnene, men vidste at det ikke var den slags træthed. Det var bare … træthed.

   Hun drejede rundt, så hun så ind i væggen. Hun løftede hånden og begyndte at tegne usynlige kruseduller på væggen, mens hun forestillede sig at alle hendes kruseduller var virkelige væsener, nogen hun kunne snakke med. Nogen der forstod hende.

   Som så ofte før, spekulerede hun over hvor det hele var gået galt. Og om det nogensinde ville ændre sig. Hun fnøs for sig selv. Hun havde opgivet både håb og drømme og længsler for mange år siden.

   Og som alle andre gange, faldt hun i en dyb drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...