Destroyed

"Tårene løb endnu engang ned af mine kinder, jeg vidste ikke engang, hvorfor at det hele gik så galt, som det gjorde? Fra den ene dag til den anden, blev mit liv vendt på hovedet, personer manglede i mit liv, andre forsvandt. Intet var som det plejede, og jeg vidste ikke hvor at jeg skulle gå hen mere... Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag... Kan det ikke bare være ligemeget? De er alle de samme, for hver dag der går, jo mere går det op for mig, at tiden går videre, og at jeg ikke kunne fryse mig fast i hans sidste stund, ikke kunne fryse mig fast, i hans sidste åndedræt, ikke fryse mig fast i hans sidste smil til mig. Det er flere måneder siden, men jeg kan slet ikke komme videre... Skal jeg virkelig op en dag til, for at indse, at han forlængst er gået bort? For at se, at jeg står helt alene tilbage nu... Ingen der holder af mig, ingen der siger at de elsker mig, det er bare mig nu, helt alene..."

Uddrag fra Destroyed.

2Likes
3Kommentarer
368Visninger
AA

3. Tiden går ud

Jeg åbnede døren ind til klubben, gik op af trappen, og gik direkte hen imod stedet hvor jeg altid hang min jakke. "Hey, søde!" det var Emil der kaldte. Åh nej, hvordan kan jeg skjule det for ham?! Nej, han fortjener at vide det, det er alt for vigtigt til at holde det hemmeligt, især overfor ham. "Maria!" han kom hurtigt ud af poolrummet, og gik bestemt hen imod mig. Jeg tog en dyb indånding, og hængte min gennemblødte jakke på knagen. "Bøgh...?" Han lagde sin hånd på min skulder, og jeg vendte mig om. "Hej... Undskyld jeg ikke lige reagerede, jeg var lige væk i mine egne tanker..." jeg prøvede ikke at kigge ham i øjnene, kiggede ned på mine sko. De var fyldt med alt muligt mudret vand fra alle de gange jeg cyklede igennem regnpytter. "Det okay du" han grinte lidt og prøvede at løfte min hage, jeg trak mig hurtigt væk, jeg ville ikke have han skulle se det.

 "Maria...? Er der noget galt? Du ved du kan fortælle mig alt, uanset hvad, det er det bedstevenner er til for, ikke?" han tog forsigtige skridt hen imod mig, jeg gik længere tilbage, indtil jeg gik helt op i knagen, og den gav mig et lille stød i min rygsøjle, "Av..." jeg vendte mit ansigt væk fra ham, mens han igen spurgte, "Bøgh... Hvad er der galt?" jeg kunne se han rakte sin hånd imod mig, hvorfor prøvede jeg overhovedet at skjule det? Jeg lukkede mine øjne, og løftede mit hoved, jeg kunne høre han tog nogle skridt hen imod mig, jeg kunne mærke hans blik, gennemsøge mit ansigt, efter tegn på noget. Jeg talte til tre, holdt vejret, og åbnede mine øjne, blottede sandheden for ham, for at se hvordan han lagde sin hånd på min kind, jeg mærkede varmen i hans hånd imod min iskolde hud, hvordan hans øjne med ét blev som et mørkt hul, og sjælen forsvandt fra hans krop. Jeg vidste hvad det var han så i mine øjne, jeg havde selv set det, da jeg kiggede mig i spejlet lige før jeg tog af sted, hørte mor og far sige, "Tror du ikke det er bedst at du bliver hjemme i aften? Lige får tankerne på plads?" Nej mor, det er det eneste sted, mine tanker falder på plads, alting falder på plads deroppe. 

Mine øjne gjorde ondt, jeg vidste godt hvorfor, lige siden far kom hjem med den dårlige nyhed, havde jeg grædt, i flere timer, mine øjne var helt røde, hævede, og dunkede. Det var tydeligt, jeg kunne ikke skjule det, jeg havde grædt, lige indtil der ikke var flere tåre tilbage i hele min krop. Det var det Emil kunne se, da han se mine øjne, det var det, der knuste ham. Efter lidt tid, faldt han til ro, og spurgte bare ligeud, "Hvad er der sket?" han havde det der fortabte blik i øjnene. Jeg hadede det blik, for det betød kun, at han var ked af det. "Min farfar.. Han.. Han er på hospitalet igen.. Jeg er så bange for at miste ham Emil.. Du ved hvor meget han betyder for mig.." Jeg kunne ikke undgå at en tåre løb ned over min kind. Min farfar var mit eneste svage punkt dengang, han betød så meget for mig. Det var helt normalt han kom på hospitalet tit, engang, mistede han alt sin hukommelse, og jeg måtte i se ham i lidt over et halvt år. Han havde overlevet kræft, blodpropper i både hjernen og hjertet, flere gange, han døde faktisk engang, men de genoplivede ham i sidste øjeblik. Min farfar var min helt, og det er han stadigvæk den dag idag, han har overlevet de hårdeste ting her i livet. Han har lært mig, næsten alt jeg ved. 

"Er han okay?" Jeg kunne se på Emil at han var bekymret. "Han får taget en masse undersøgelser, men han er indlagt på Skejby, og det er langt at køre, så kan ikke besøge ham så tit..." Før han dør. Jeg gik lidt tættere på Emil, for at vise at jeg stolede på ham. Til gengæld fik jeg hans hænder der lagde sig trygt på min kinder, mens han nussede dem. Jeg trådte helt ind til ham, så jeg kunne mærke hans hjertebanken imod mit bryst. "Han klare den, det gør han altid" jeg kunne mærke varmen fra hans ånde imod mit ansigt.

Han gjorde mig altid så glad, han afledte mine tanker fra de ting som foregik i mit liv. Det var virkelig rart at have en man ved man kan stole 100 procent på, vide at der er en for dig, uanset hvad. Jeg elskede Emil, jeg elskede ham så inderligt meget, jeg elskede ham som en bror, som en kæreste, som en ven. Jeg elskede ham. Det er svært at forklare, hvordan jeg helt præcist elskede ham, og jeg ved ikke engang hvorfor jeg elskede ham så højt som jeg gjorde, men det gjorde jeg bare. Man kan ikke selv gøre for hvem eller hvad man elsker. Kærlighed er der ingen der har magt over, der er ingen der kan tæmme kærligheden, hverken du eller jeg.

 

 Tiden fløj af sted i Emils arme, og før jeg vidste af det, var klokken ved at blive mange. Mor havde allerede spurgt hvor jeg blev af tre gange, jeg måtte hellere til at smutte. Jeg kiggede op på Emil, og i et kort øjeblik glemte jeg alt, hvem jeg var, hvor jeg var, hvad det var jeg skulle, farfar på sygehuset, mor derhjemme, skolen, tiden, alt. Hvordan kunne nogen være så.. Så.. Helt igennem perfekte?..

Jeg følte at jeg havde siddet og gloet på ham i evigheder, for nu ringede min mobil igen, Emil kiggede mig i øjnene og grinte lidt. ”Skal du ikke tage den? Jeg tror det er tredje gang den ringer” han gav mig det der skæve smil, som betød han bare var helt igennem lykkelig. Når han smilte det smil, kunne intet røre ham. Mærkeligt nok, fik jeg tit af vide, at det smil kun kom frem nå jeg lå i hans arme..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...