Destroyed

"Tårene løb endnu engang ned af mine kinder, jeg vidste ikke engang, hvorfor at det hele gik så galt, som det gjorde? Fra den ene dag til den anden, blev mit liv vendt på hovedet, personer manglede i mit liv, andre forsvandt. Intet var som det plejede, og jeg vidste ikke hvor at jeg skulle gå hen mere... Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag... Kan det ikke bare være ligemeget? De er alle de samme, for hver dag der går, jo mere går det op for mig, at tiden går videre, og at jeg ikke kunne fryse mig fast i hans sidste stund, ikke kunne fryse mig fast, i hans sidste åndedræt, ikke fryse mig fast i hans sidste smil til mig. Det er flere måneder siden, men jeg kan slet ikke komme videre... Skal jeg virkelig op en dag til, for at indse, at han forlængst er gået bort? For at se, at jeg står helt alene tilbage nu... Ingen der holder af mig, ingen der siger at de elsker mig, det er bare mig nu, helt alene..."

Uddrag fra Destroyed.

2Likes
3Kommentarer
362Visninger
AA

1. Intro

 Lige efter at jeg har fortalt ham omkring mine sygdomme, har han virkelig været anderledes... Han vil gøre alle de ting, jeg beder ham om at lade være med... Jeg sagde at han skulle falde til ro, men istedet for, løb han rundt i mit hus, og ødelagde ting, jeg sagde stop! Jeg skulle aldrig have fortalt ham at jeg er i depression, og muligvis desværre har fået spiseforstyrrelse.... Ugh... Har sådan lyst til at rive hovedet af ham! Han lovede mig at han aldrig ville forlade mig! Han lovede at han ville elske mig forevigt... Han lyver... Han skider på min depression, han udnytter den, til at gøre mig sur.

 

 Tænk... Hvis at vi dog bare kunne spole tiden ca. 9 måneder tilbage, ville jeg sidde i hans arme lige nu, han ville fortælle mig, at de andre piger bare var nogle idioter, han ville trøste mig, tørre tårene væk, før at der var nogen der havde en chance for at se min svaghed, han ville kysse mig på panden, og fortælle mig, at jeg var hele hans verden, jeg ville føle mig elsket, for en sidste gang. Jeg har aldrig følt mig elsket, siden han forsvandt, det hele er noget lort... Jeg kan knap nok finde rundt i dag og nat... Jeg skændes med mine forældre omkring de tanker jeg har... Jeg må da selv om, at jeg har selvmords tanker? De kan ikke bestemme, hvad jeg må tænke, og hvad jeg ikke må tænke. Jeg er bare så træt af det hele... Jeg kunne ikke styre mine anfald mere, det ene øjeblik, kan vi sidde og snakke som normale mennesker, og det næste øjeblik prøver jeg at løbe væk, mens at jeg skriger at jeg vil væk, at de lovede at få mig væk, at de lovede at smerterne og tanker ville holde op. Efterhånden ligger jeg i fosterstilling nede på tæppet med tåre spredt udover mig, jeg skriger efter hjælp, men hvad er det overhovedet værd mere? Jeg har prøvet alt, men det er som om, at hver gang, jeg skriger efter hjælp, og nogle hører min bøn, finder mig i alt mit mørke, ødelægger mit mørke dem... Ingen kan være sammen med mig for længe, uden at mørket indeni mig, æder dem lige så langsomt op, jeg trækker dem bare med ned i galskaben...

 

 Det her er min historie, det er mit liv, det er mine beslutninger, det her, er hvem jeg virkelig er. Bare endnu en teenager pige, som er gået hen og blevet sindssyg. Men jeg er hvem jeg er, og jeg er noget særligt, desværre både på den gode, og den dårlige måde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...