Destroyed

"Tårene løb endnu engang ned af mine kinder, jeg vidste ikke engang, hvorfor at det hele gik så galt, som det gjorde? Fra den ene dag til den anden, blev mit liv vendt på hovedet, personer manglede i mit liv, andre forsvandt. Intet var som det plejede, og jeg vidste ikke hvor at jeg skulle gå hen mere... Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag... Kan det ikke bare være ligemeget? De er alle de samme, for hver dag der går, jo mere går det op for mig, at tiden går videre, og at jeg ikke kunne fryse mig fast i hans sidste stund, ikke kunne fryse mig fast, i hans sidste åndedræt, ikke fryse mig fast i hans sidste smil til mig. Det er flere måneder siden, men jeg kan slet ikke komme videre... Skal jeg virkelig op en dag til, for at indse, at han forlængst er gået bort? For at se, at jeg står helt alene tilbage nu... Ingen der holder af mig, ingen der siger at de elsker mig, det er bare mig nu, helt alene..."

Uddrag fra Destroyed.

2Likes
3Kommentarer
363Visninger
AA

2. Begyndelsen

"Hey, op med humøret, du er perfekt som du er" han smilede og løftede min hage op, og gav min hånd et lille klem.

Jeg sukkede, hvordan kunne han være så forstående? "Det er bare svært... De vil ikke lade mig være, og rygterne bliver kun værre og værre... Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, hvordan kan jeg få det til at stoppe?" en tåre løb ned af min kind, jeg skyndte mig at slippe hans hånd, og fjerne hans hånd som holdt insisterende om min nakke, jeg vendte mig om, så han ikke kunne se mig. Jeg hørte han tog en dyb indånding, ikke fordi at jeg lugtede eller noget, men fordi at han hadede når at jeg græd.

"Maria, søde, jeg ved at det er svært lige nu, men..." Han tog sine arme omkring mig, og lagde hans hoved på min skulder, han stod helt op til mig, så jeg kunne mærke hans hjerteslag imod min ryg. Han dæmpede sin stemme, og hviskede i mit øre, "men det skal nok blive bedre, det lover jeg. Du er hele min verden, jeg tillader ikke at du er ked af det" han nussede min mave, og kyssede mig i håret. "Det skal nok blive bedre, det lover jeg" han gentog sig selv, men det var mere en mumlen, nok til ham selv. Jeg tørrede hurtigt de nye tåre væk med min hånd, og tog min hånd op på hans kind, og den anden tog jeg hans hånd med. Så stod vi endelig bare der, væk fra de andre af, gemte os bag klubbens blinde punkt, ingen vinduer, ingen tilskuere, ingen kamera, intet, bare os. 

 

 Jeg trak vejret dybt, sig det nu til ham! "Jeg... Jeg... Emil jeg elsk" længere nåede jeg ikke, de andre fandt os.

"HEY HVA' SÅ? STÅR I LIGE OG KYSSER LIDT VAR?" de log, som kun de ville le, ikke fordi at de synes at det var sjovt, men fordi at de allesammen håbede, at Emil og jeg ville komme sammen. Af ren vane, slap vi hinanden. 

 Maria gik hen til mig, og begyndte at snakke, men jeg hørte ikke rigtigt efter, jeg holdt lidt mere øje med Emil. Maria tog det ikke personligt, hun vidste at jeg var afhængig af ham, han var bedre end medicin for mig. 

 Maria kiggede tilbage efter Emil, "Undskyld, afbrød vi jer midt i noget?" hun kiggede på mig, med et undskyldende blik i øjnene. Kun at jeg skulle til at fortælle ham, at jeg elsker ham. "Nej, det er helt fint, vi skulle alligevel til at gå tilbage til jer" jeg smilede og kiggede hende i øjnene, hun købte den. "Haha, Maria Maria Maria... Altid klar på sjov og ballede" hun grinte lidt, og vi begyndte at fjolle lidt. Hvilket vækkede de andres opmærksomhed, eftersom at vi begyndte at grine meget højlydt. 

"Mariaer... Tsk..." Mikkel grinede og sukkede på samme tid, morede sig tydeligvis over, at vi hedder det samme. Jeg smilede til ham, og sagde med en drilsk stemme, "Du er bare misundelig! Vi har hinanden, vi er de fantastiske Mariaer!" vi begyndte allesammen at grine over mit latterlige ordvalg, og det lettede den akavede stemning. "Bøgh forhelvede" Emil smilede og gik hen og tog den ene arm over mine skuldre, og vi begyndte at gå tilbage imod klubben igen. Vi gik og pjattede og puffede til hinanden på vejen tilbage, mens at vi morede os i vores egen lille verden. De andre gik mere eller mindre på række med os, og Søren gik bare og lavede hjerter og kysselyde bag os, men vi ignorerede det, vi var så vant til at folk gjorde det hele tiden.

 

 Da vi kom tilbage til klubben, gik jeg ind i bordtennisrummet, og Maria kom hurtigt bagefter. De andre kom senere. Emil var den første af de andre, der kom. Søren og Mikkel fulgte trop, de rendte altid efter Emil, hvorfor ved jeg faktisk ikke? Jeg gav Maria et bedende smil, og hun gik bare hen og krammede mig, og smilede stort. "Jeg smutter ud og ser om jeg kan finde Lasse, vi ses venner!" hun vendte sig om, og gik imod døren, "Vi ses Maria!" jeg vinkede og smilede til hende.

 

 Jeg satte mig på kanten af bordtennisbordet. Jeg begyndte at tænke lidt på hvem jeg endelig var? Hvem er jeg? Hvem er de? Emil gik hen og låste døren og slukkede lyset. "Emil altså, jeg kan ikke se en skid" jeg grinte stille og smilede, selvom de endelig ikke kunne se det. "Det er jo meningen Bøgh" jeg kunne ikke se ham, jeg kunne se fire skygger, Emil, Mikkel, Daniel og Søren. Jeg kunne hurtigt genkende Søren, han er den mindste af os, og skilte sig ud i forhold til de andre. De gik allesammen hen imod mig, "Bøøøøøøøøøøgh", Emil, var stensikker, men hvilken en af dem? "Mariiiiiiiiiia", var det Mikkel eller Daniel? Årh, jeg kunne aldrig kende forskel på dem, kendte godt Mikkel, vidste selvfølgelig også hvem Daniel var, vi havde snakket sammen mange gange før, og han var nogle gange med når at vi var oppe i klubben. Jeg kiggede rundt, ledte efter Emils skygge, men havde mistet den af syne, da jeg prøvede at regne ud om det var Mikkel eller Daniel... Hvorfor var der kun tre skygger? Hvor blev den sidste af? De andre gik allesammen hen imod mig, og sagde min navn, og prøvede at lave det med spøgelsestemme, for at lave sjov med mig. "Mariiiiiiiiiiiiiia, Mariiiiiiiiiiiiia". Lige pludselig var der en der trak mig hen til sig, og før jeg vidste af det, lå jeg i armene på en. "Emil" Jeg lukkede mine øjne, nød øjeblikket. Han nussede min venstre arm blidt, jeg kunne mærke hans ånde imod mit hår, bare tanken om at jeg lå hos ham, gjorde mig lykkelig. "Hvem skulle der ellers være?" han havde en drilsk tone i stemmen, men jeg kunne høre at han grinte lidt. "Det ved jeg ikke... Måske... Måske en kidnapper?" jeg grinte akavet af min egen dumhed. "Du er så dum Bøgh" han grinte, og hev mig endnu længere op på hans brystkasse, så jeg nu lå med hovedet på hans brystkasse. "Jeg ved det" jeg smilede og ledte efter hans hånd i mørket. Han måtte kunne se i mørket, for han greb ud efter min hånd, og endte min søgning. Jeg slappede fuldkommen af, nød hvert et sekund. Vi nussede hinandens hænder, mens vi endelig bare lå der, i vores eget paradis.


Jeg troede at det skulle vare forevigt, at vores kærlighed aldrig ville ende, hvor var jeg dog godtroende... Hvor var jeg dog dum... Hvis jeg dog bare havde vidst bedre, hvis jeg dog bare havde vidst hvad jeg måtte gå igennem. Hvad jeg måtte gå igennem, bare for at indse, at den Emil jeg kendte og elskede, for længst var væk, og der kun var mørke tilbage at komme efter... Må Gud hjælpe mig nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...