Dengang for længe siden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Færdig
Caroline lever et godt liv med sin mand Carlos, som arbejder i hans hjemland i Afrika for tiden, og hende søn Simon, trods det frygtelige "han" gjorde dengang for længe siden. Men nu er "han" tilbage.

*Dette er endnu en gammel skole opgave, så endnu engang undskyld for fejlene og alt det andet :/*

2Likes
14Kommentarer
508Visninger
AA

7. Slutningen

Caroline vågnede langsomt op af sin drøm om fortiden. I modsætning til dengang, havde ”han” ikke spændt hende fast til et bord denne gang. Nej, tværtimod. Hun sad i en meget behagelig lænestol. Hun mærkede en pludselig smerte i baghovedet, og mærkede en enorm bule da hun tog sig til hovedet.

Det havde åbenbart ikke ændret sig at hun skulle bedøves, denne gang var det dog på en lidt anden måde. Hun kiggede sig lidt omkring. Lænestolen var stort set det eneste der stod i rummet, men lugten var ikke til at tage fejl af. Selvom der var gået så mange år siden dyrene var blevet fjernet hang lugten af forrådnelse stadig i luften. Hun var virkelig i ”hans” gamle hus. Det samme hus hun nær var blevet dræbt i. Tanken gav hende kuldegysninger, men hun fik ikke tid til at tænke mere over det, for så kom ”han” også ind i rummet.

Hvorfra vidste hun ikke, for der var ikke nogen dør, men lige pludselig stod han der bare. ”Hvorfor vil du ikke elske mig? Jeg kan stadig se din foragt for mig i dine øjne.” var det første han sagde. ”Du dræbte mig næsten, kidnappede min søn og dræbte min mand. Hvordan skal jeg kunne elske dig? Svarede hun arrigt. Pludselig lagde hun mærke til at han havde en pistol i hånden. Han havde vel ikke tænkt sig at bruge den vel? Men med en fyr som ham ville det ikke undre hende.

”Han” bemærkede at hun stirrede på pistolen og sagde: ”bare rolig jeg har ikke tænkt mig at bruge den. Endnu. Og jeg har altså heller ikke tænkt mig at prøve på at dissektere dig igen. Jeg vil bare gerne se dig, men det gør mere ondt end jeg havde regnet med. Jeg har altid elsket dig men du elskede ikke mig, og det gjorde mig endnu mere sindsyg end jeg allerede var. Jeg har endda slået ihjel, bare for at få dig til at alske mig. Jeg slog mig selv i hovedet med en stegepande og snittede i mig selv bare af den lille ting. Og inderst inde ved jeg jo godt, og har altid vidst det, at jeg aldig ville få dig til at elske mig. Især ikke med mine metoder. Tror du de vil sende mig tilbage til anstalten nu? Det tror jeg. Og jeg vil ikke kunne klare det bare en dag mere, efter at vide at jeg rent faktisk har dræbt nogen, såååå det her er vidst slutningen.”

Han tog hurtigt pistolen op til hovedet, og sagde i sine sidste øjeblikke: ”forresten din søn er inde ved siden af. Han har det godt og han er den mest bedårernde dreng jeg nogensinde har mødt.” Han trykkede på aftrækkeren, og der lød et bang. Under alt dette havde Caroline ikke kunne får sagt et ord, hun havde bare kunnet så der og se til at endnu en døde.

Caroline stod på kirkegården med sin elskede søn. Som ”han” havde sagt havde Simon det godt. I stedet for en grav, stod de og sørgede ved to. Den ene var selvfølgelig Carlos, men den anden var ”hans”. Caroline som var meget god af natur, beskyldte sig selv for hans død. Han havde jo dræbt sig selv fordi hun ikke ville elske ham, og eftersom hun vidste at han ikke havde nogen familie eller venner tænkte hun at det mindste hun kunne gøre var at sørge for hans begravelse. Hun vidste inderst inde godt at det ikke var hendes skyld, og at hun aldrig ville kunne tilgive ham, og det kom også frem på hans gravsten. Der stod: ”her er begravet en mand som har syndet for sin elskede, men blev alligevel aldrig elsket af hende.” Ikke mange vil savne dig Frederik Olsen." Caroline kiggede på graven en sidste gang, og gik så hjem med sin elskede søn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...