Rejsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om en pige der tager på klasse tur til Island, kort tid efter at have indgået i en operation. Hun har det svært under hele turen, og oplever nogle ting, der får hende til at realisere nogle nye sandheder om sig selv, ved hjælp fra veninden Cecilie.

1Likes
0Kommentarer
222Visninger

1. Island

"Du bliver nødt til at være stærk nu", blev jeg ved med at sige til mig selv, "du bliver nødt til at være stærk nu". Toget er ankommet, du skal af sted, tag dig sammen. Men i dette øjeblik, var det langt værre at, sige farvel til mine forældre, end det havde været, da jeg var lille og skulle afleveres i skole. Det føltes som m nogen havde dolket mig, og bare blev ved med at vride kniven rundt i maven på mig. Men jeg bliver nød til at klare det her, jeg har klaret den følelse før, og jeg kan klare den igen. Jeg fik sagt farvel til mine forældre og steg så på toget med min klasse. Da toget begyndte sin rejse til lufthavnen, var det som om at alle følelser drev ud af mig, bort set fra fortvivlelsen, som havde forfulgt mig så langt tilbage jeg kunne huske. I toget bliver jeg spurgt om jeg er blevet klippet, og de spørger til mine nye briller, men hvad ingen nogensinde spørger indtil er den tristhed der aldrig rigtig forlader mine øjne, især ikke nu. Min lærer spørger om jeg er okay, og jeg siger ja, men lader det skinde igennem at jeg ikke er, og han ser det ikke, ingen ser det der virkelig gemmer sig bag den løgn jeg har sagt, så mange gange, at jeg selv er begyndt at tro på den. Jeg opdager at Cecilie sidder og kigger på mig, jeg får øjen kontakt med hende, og skynder mig at kigge væk igen, inden det bliver alt for akavet. De sidder alle sammen og snakker og griner, fortæller hvad de har lavet I sommerferien, mens jeg bare sidder og lytter med et halvt øre, for som sædvanligt sidder jeg I mine egne tanker. Vi når ind til lufthavnen, hvor vi skal vente I lidt mere end en time, før vi kan aflevere vores bagage. Vi sætter os på en trappe, og de fleste sidder og falder I søvn, jeg sidder bare og får mere og mere ondt I ryggen, som sædvanligt. Til sidst har jeg fået så ondt at det lige frem er bedre at stå op, hvilket er noget nyt, jeg går over til vores to klasselæere og de to forældre som er med på turen, og lytter med på deres samtale.  Jeg begynder at kede mig, så jeg stiller mig lidt væk for mig selv, og falder væk I fantasier, men bliver forstyrret på grund af smerterne I ryggen, hvis bare jeg havde husket nogle panodiler, jeg lægger mine underarme på min kuffert og det hjælper en lille smule.  Jeg opdager der er en masse der kigger undrende på mig, men jeg er lige glad det hjælper på mine smerter, så jeg bliver ved. Det mest sårende ved det hele er at der er så mange der kan se jeg har ondt og kun to spørger om jeg er okay, og den ene er vores lærer og det er hans pligt på den her tur at holde øje med os. Cecilie er den anden der kommer hen og spørger om jeg er okay, men hun ved jo også hvad jeg har været igennem, eller I hverfald hvad jeg har været igennem før den her sommerferie.  Men hun spørger I hvert fald om jeg er okay, og jeg fortæller at det bare er min ryg. Hun siger “okay” og går videre. Jeg havde aldrig følt mig mere ensom, selmom jeg var omgivet af mennesker. Briller, nyt hår, nyt tøj, nye ar og forandret måde at se verden på, og det har ikke gjort andet end at ødelægge min selvtilid endu mere. Jeg ved ikke hvad jeg havde håbet på.  Vi kan endelig få afleveret vores bagage, komme igennem sikkerhedskontrollen og så afsted med flyet til Island. De fleste får sovet lidt på den næsten tre timer lange flyvetur, mig med. Vi tog afsted kl. 00.00 så vi er alle sammen trætte. Da vi er landet får vi vekslet vores Danske penge til Islandske, og så er det af sted med bus I flere timer, ud til de islændinge vi skal bo hos, de første par nætter.  Jeg spurgtee Cecilie om jeg måtte sætte mig sammen med hende, hun sagde ja, og vi faldt I snak på noget af turen, men så blev jeg også køre syg af alle de bakker og sving, så jeg gik op foran og spurgte de voksne hvor lang der var igen, hvilket de ikke vidste fordi vi åbenbart var kørt forkert.  Jeg sat mig foran så jeg ikke skulle blive endu mere køresyg, og som altid kom jeg til at føle mig ensom, selv med mennesker omkring mig. Vi stoppede kort på en tankstation så islændingene kunne komme med på vores bus, og så kørte vi videre. Vi ankom endelig til vores destination, hvilket var et raftingcenter hvor vi skulle overnatte en enkel nat. Vi fik noget at spise og skulle så ud og skyde med paintballs, og selvfølgelig kunne jeg jo ikke være med, jeg fik I stedet lov at stå ude I siden og kigge på alle andre have det sjovt uden mig. Da de var færdige med at skyde, fortalte de alle sammen hvor ondt det havde gjort at blive ramt, og viste mig deres blå mærker, og pludselig var jeg glad for ikke at have været med. Vi kom tilbage til raftingcentreret og de fleste valgte så at gå I de varme spabade, mig inklusiv. Det var fantastisk at komme I de varme bade, men jeg er omgivet af mennesker og alligevel føles det ikke rigtigt, det har aldrig føltes som om jeg var født til at skulle være sammen med andre mennseker, jeg er mere en famillie type, som ikke er sammen med andre end sin familie. Jeg opdager at Cecilie kigger på mig, og præcis på samme måde som da vi sad I toget. Jeg kommer til at sove på værelse sammen med tre andre piger fra klassen og det er okay, ikke lige dem jeg snakker mest med, men bedre end at skulle sove sammen med en masse islændinge jeg kun har set en gang før, og det var for et år. Jeg er den som sætter vækkeuret til, næste morgen, men jeg ender med at vågne flere timer før det ringer, hvilket allerede er klokken seks om morgenen. Lige siden operationen har jeg ikke kunne sove så meget som jeg plejer, jeg plejer godt nok også at sove længe, men at vågne klokken seks, har jeg ikke gjort I flere år nu mindre der var et ur sat til. Men jeg sover jo kun så længe, fordi jeg ikke kan falde I søvn om aftenen. Nu har jeg både svært ved at falde I søvn, og kan ikke sove længe nok, I forhold til hvad jeg har brug for. Jeg får vækket de andre piger, vi gør os alle sammen klar, og går ned for at spise morgenmad med de andre. Efter morgenmaden kommer der en mand, der skal fortælle os om den raftingtur vi skal ud på I dag. Han snakker engelsk både så vi alle kan forstå det, men nok også fordi det er det han har nemmest ved eftersom han kommer fra Amerika. Vi får så at vide hvad vi skal bruge for at komme med ud at rafte og får så fortalt hvad tid vi skal mødes I deres bådhus. Jeg bliver nød til at låne en trøje af Cecilie da, man ikke må have en trøje på lavet af cotton og det er det stof alle de trøjer jeg pakkede ned I min taske, er lavet af. Jeg fik at vide af lægen at jeg ikke måtte riverafte, og det snakker jeg med vores lærer om, han siger vi må spørger rafting guiden, hvad han mener. Da vi alle er klædt ordentligt på, skal vi ind I raftingcenterets bus, og ud på en 20 min. lang kører tur, for at nå til floden vi skal ud at rafte på. Jeg bliver ved med at tænke på om det måske ikke ville have været en bedre ide at spørger rafting guiden, før jeg havde fået alt udstyret på, men vores lærer siger ikke noget til det så jeg venter. Jeg får lov at side foran sammen med vores lærer for ikke at blive kørersyg, vi får I løbet af buseturen, spurgt rafting guiden hvad han mener, han spørger indtil om der er noget, der påvirker min vejrtrækning, eller mit hjerte, jeg fortæller at det er der ikke noget der gør, og han siger at så vil jeg sagtens kunne komme med ud og rafte. Da vi står nede ved floden og jeg får kigget ordenligt på den, begynder panikken så småt at snige sig ind på mig, men jeg prøver at berolige mig selv med at guiden jo sagde at jeg sagtens ville kunne klare det, selvom det kun er nogen uger siden jeg lå på operations bordet. Guiden fortæller os hvad der vil ske, og hvad vi vil skulle gøre I forskellige situationer ude på floden, og som han får fortalt hvordan man skal rede sig selv hvis man ryger I floden, begynder jeg at panikke Igen, jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg ryger I floden, vil jeg gå så meget I chok at jeg ikke ville kunne finde ud af at rede mig selv. Jeg glæder mig pludselig meget over, at vi ikke må komme ud på den slemme del af floden, fordi vi ikke er 18 år. Vi bliver delt ud I grupper, med både islændinge og mine klasse kammerater sammen, jeg ender I en gruppe på syv, hvor største delen ernogen fra min klasse. Jeg kommer til at sidde I venstre side, anden forest, hvilket jeg har det fint med. Det meste af tiden flyder vi bare uden at skulle padle, men en gang I mellem skal vi padle for at dreje, eller fordi der kommer en lidt voldsomere strøm. Da vi startede ud var floden 2 grader, nu er den 6. Der bliver plasket en del vand op på os, men ikke mere end vi kan klare. Da en af de andre både kommer op på den side af os hvor jeg sider, begynder vi at sprøjte vand på de andre. Deres ansigtsudrtryk er mindeværdige. Der kommer en del voldsomme steder I floden, men ikke voldsommere end jeg lige kan klare. Pludselig bliver alle både guidet ind i vandkanten, I en blidere del af floden, hvor vi så får fortalt at hvis vi vil, kan vi nu hoppe I fra en 3-4 m. høj klippe. Jeg kigger på mens en masse farer op for at hoppe I vandet, flere fra min klasse hopper I, men der er langt flere islændinge der vælger at hoppe I end der er af os. Imens jeg står og kigger på de andre svømme mod strømmen ind til vandkanten, begynder jeg at føle end trang til selv at hoppe i. ikke fordi jeg lige frem ønsker at være gennemblødt og kold på resten af turen, men der er alligevel noget, der får mig til at vælge at klatre op på klippen med de andre. Da jeg første gang skulle prøve at springe ud fra en fem meter vippe, tog det mig lang tid, før jeg kunne få mig selv til det, jeg stod der bare og kiggede ned I vandet, og vidste med mig selv, at jeg blev nød til at springe i, men jeg brugte alligevel lang tid på at værre sikker på det først. Da jeg nu står og kigger ned på floden under mig, får jeg ikke taget den nødvendige tid til lige at tænke mig om først, både fordi jeg ved de andre gerne vil I vandet, men også fordi, jeg ved at hvis jeg først tager mig tid til at tænke mig bedre om, vil jeg også få talt mig fra at springe I, og jeg ved med mig selv, at det er en oplevelse jeg ikke vil gå glip af. Så jeg springer inden jeg over hovedet har nået at kigge ordentligt på floden, inden jeg over hovet har forstået hvad det er jeg er ved at gøre mod mig selv. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg rammer vandet men det er for sent, jeg når også at sluge noget vand. Jeg prøver at åbne øjnene for at se, men jeg kan intet se I vandet. Jeg er både gået I panik nu, men er også gået fuld stændig I chok. Jeg dukker endelig op af vandet, efter hvad der har føltes som en evighed, jeg kan næsten ikke trække vejret, både af chok, men også på grund af alt det vand jeg slugte. Det går op for mig at jeg hurtigt skal svømme ind til land, hvis jeg vil undgå at blive trukket længere ned af floden. Det kræver ekstra mange kræfter, at skulle svømme ind til kanten i forhold til hvad jeg er vant til. Et kort øjeblik tror jeg ikke jeg har nok kræfter til at klare det, men så mærker jeg bunden under mine føder, og skynder mig helt ind på land. Jeg knæler bare ned og kigger på mine hæneder, som ryster mere and hvad de plejer at gøre. Jeg prøver at berolige mig selv, prøver at trække vejret roligt. Efter at jeg har sidet ned I flere minutter, eller I hvert fald hvad der føles som flere minutter, kommer vores lærer hen og spørger hvad der er sket, jeg prøver at forklarer at det var fordi jeg gik I chok, jeg får samtidig nævnt noget med min operation, men glemmer kort efter hvad det var jeg havde sagt om den.  Der er flere der spørger om jeg er okay, og som sædvanligt siger jeg ja uden at mene det.  Vi får at vide vi skal tilbage I bådene og videre, det enste jeg kan tænke på er hvor meget jeg fryser. Da vi sejler videre, ser vores guide, at jeg ryster af kulde, han siger jeg kan læge åren ned I båden, og prøve at få varmen I stedet for. Jeg prøver på resten af turen at holde varmen, men det er ikke nemt. Vi når hen til der hvor busserne holder, da alt er pakket på busserne kører vi tilbage. Jeg bliver spurgt af lidt flere om jeg er okay, og jeg siger det går bedre.  Vi når tilbage, kommer af med alt vores udstyr, og får så lov at gå I centrets spabade. Efter at have været ude at rafte, har kulden trukket sig helt ind I mine knogler, så jeg er så kold som aldrig før. Selv efter at vi har siddet I de varme bade I mere end en halv time, er kulden ikke forsvundet ud af min krop. Jeg sidder ved siden af Cecilie I badet, og jeg kan engang I mellem mærke hendes blik på mig, men jeg kan ikke gøre andet end at kigge lige ud. Da vi har været I bad og alle er klar, skal vi med bussen til Holmavik, islændernes hjemby. Jeg får heldigvis lov til at side foran, men kommer til at sidde alene, jeg kan ikke andet end at tænke på hvad det lige var jeg havde været igennem. Efter en halv times kørsel kommer Cecilie pludselig op til mig, kigger på mig og spørger hvad det er der sker med mig. Jeg kan ikke andet end at kigge på hende og spørge hvad hun mener. Hun Spørger “hvad var det der skete med dig I sommerferien, og hvad var det der skete med dig I den flod?”. “Du har virkelig ikke set den besked inde på facebook har du vel?” Spørger jeg. “Nej”, siger hun. “Jeg kunne have været død nu”. Cecilie kigger undrende på mig. Hun spørger mig hvad det dog er jeg snakker om. ”Jeg kom på hospitalet i den tredje uge i sommerferien, jeg skulle til opservation igen fordi jeg måske havde blindtarmsbetændelse. Jeg kunne mærke da smerterne tog til at det ikke var de samme smerter jeg har oplevet før. Da jeg er blevet indlagt får jeg noget morfin mod smerterne, to skud med kanyle, og det tog ikke en gang halvdelen af smerterne. Da en af de øvre læger får tjekket mig, siger hun at hun jeg kan vælge mellem at komme hjem og vi så selv kunne holde øje med hvad der skete, eller jeg kunne blive til opservation en nat på sygehuset. Cecilie hun ville have sendt mig hjem, den eneste grund til jeg endte med at blive på sygehuset var, at da de tjekkede mine blodprøver, var der en lille forhøjelse i betændelsestallet. Der kom en læge der var højere rangeret end hende den første som tjekkede mig, han fortalte at han ville have lavet en kiggert opration på mig. Fordi han tænkte at det var blindtarmsbetændelse. Da jeg vågnede op efter operationen fik jeg at vide at det var gået fint, men at der var noget betændelse der var noget at løbe ud. Ved du hvad det betyder Cecilie?” spørger jeg, nej siger hun. ”Det betyder, at hvis jeg var blevet sendt hjem, havde jeg nok været død nu”. ”Da jeg sprang i floden i dag, troede jeg at jeg skulle dø. Men da jeg så kom op af floden, og begyndte at tænke mere klart efter det chok jeg havde fået, begyndte det at gå op for mig hvor meget støre risikoen havde været da jeg havde blindtarmsbetændelse, det gik op for mig, hvor tæt jeg havde været på at sige farvel til mit sidste åndedrag, det gik op for mig hvor meget jeg ønskede at leve”. Cecilie kigger på mig med tårer i øjnene, jeg spørger hvorfor hun græder, hun siger ”fordi det eneste jeg har ønsket siden jeg så dig her i mandags, er at du ville åbne dig op for mig og fortælle hvad du virkelig følte, og hvis ikke mig så i det mindste en anden, bare en eller anden”. Jeg kigger bare på hende og begynder selv at få tårer i øjnende, ”men hvorfor bekymrer du dig dog om mig, og mine følelser?”. ”Fordi du er en fantastisk person, du giver og giver, men tager ikke i mod. Du har fortjent en der bekymrer sig om dig, lige så meget som du bekymrer dig om andre”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...